I belive that these things will change (Sci-fi)

Naturlighed er et for længst glemt ord.
Der er ingen der tager hensyn til andre end dem selv.
Alting kan ændres på et øjeblik må en pige erfarer, Saranellas far er general, general for U.K.A's hær.
Omkring en milliard kvinder og mænd er i U.K.A's hær alle har de et barn, kun et som opvokser i specielle børnehuse styret af regeringen, alle børnene bliver passet af cyborgs.
Cyborgsne var engang mennesker- fjender, spioner i U.K.A, de blev opdaget og er nu dem selv men alligevel ikke...
Saranellas bedste ven er lige blevet opdaget som spion, ingen ved at hun var kæreste med ham, da man ikke længere kan blive gravid naturligt betyder det ikke noget at gå i seng med hinanden, men når Saranellas opdager at hun er gravid og er blevet det naturligt.
Så begynder flugten, flugten med hendes bedste ven som endnu ikke ved noget, flugten mod et sted der måske er bedre men er hun villig til at løbe risikoen for at ende et sted der er magen til der hun er flygtet fra ?

Læs med ^^

1Likes
0Kommentarer
349Visninger

2. Innocense.

 

It's innocense it really aint.

 

Jeg tror på meget, men ikke på at jeg nogensinde kan undslippe denne verden, dette helvede.
Det er ikke så meget et helvede men bare ikke det jeg ønsker mig.
Jeg hader synet af de fortabte og uforløste ansigter blandt børn, børn der kunne være mig selv, det er den del af turen fra mit og min fars hus til regerings hovedsædet der hæver sig pompøst, majestætisk og frygtingydende iver byen jeg hader mest.
Jeg ved ikke hvor mange jeg hader synet af børnehuset, det er det største i landet og der hvor der er flest børn, Gud hvor jeg hader det, selvom jeg kom fra børnehuset i det der engang var hovedstaden, Washington D.C nu er det en lille by uden at være hovedstad.
Nu er hovedstaden King-ILL-America, navnet på en by der er rent ud sagt forfærdelig, alt i den er styret af elektronik, hvad hvis det en dag bryder sammen ? Hvad vil King-ILL-America så være, magtcentrumet der brød sammen ?
Jeg ved det ikke, det er ikke sket så hvordan kan jeg vide det ?
Min hjerne forsøger i hvert fald at holde sig beskæftiget til efter jeg har passeret børnehuset, men så smart som min hjerne er stopper den med at tænke så jeg automatisk for øje på børnene, de børn jeg vil redde-hvis jeg kunne, men jeg er ikke Gud, jeg er blot en pige fortabt i en verden hun aldrig har forstået.

Mine øjne søger mængden af børnene igennem, indtil de finder hvad de leder efter-pigen.
Pigen minder mig så meget om mig selv, hendes naturlige hørgule hår, de dyb blå øjne, det "Engle agtige ansigt" jeg efter sigende skulle have, en kropsbygning der er så slank og elegant at alle i hæren ville ønske de havde den, smidige hænder med lange fingre-perfekte til våbenbrug og at tegne, måden hun kigger på-opmærksomt men behersket og den måde hendes ansigt skinner på-hun er ikke fortabt, tvært i mod hun lever og drømmer for noget andet end denne verden.

Jeg ved ikke engang hvad pigens navn er, men jeg ved ikke om jeg vil spørge hende.
Mine tanker siger jeg burde tale med hende, og mit hjerte er enigt.
Hvor jeg dog hader når de to modarbejder mig !
Mine fødder bevæger sig målrettet hen mod pigen, hun kigger skræmt op på mig, jeg kan godt huske hvordan det var når cyborgsne eller mennesker gik hen til dig.
De ville dig ikke noget godt, tro mig det gør ondt at blive slået af en cyborg.
Hendes øjne forsøger desperat at finde en flugtmulighed, en mulighed for at slippe væk-fra mig, den eneste der vil hende noget godt...
Mine øjne møder hendes lige inden jeg knæler foran hende, mine øjne forsøger at fortælle hende noget jeg ikke engang selv ved hvad er.
"Hvad hedder du?" Mit spørgsmål runger i forsamlingen af børn, alt er stille undtagen ekkoet af det ene spørgsmål.
"Manilea" Siger en spinkel pige stemme, hendes øjne glider ned på hendes beskidte føder.
" Manilea, det er et flot navn" Siger jeg beroligende, den eneste der nogensinde har spurgt om mit navn var min far dengang han så mig første gang så jeg forstår hende udemærket.
Manilea rødmer og kigger op på mig igen, hun tripper lidt med fødderne, hun er nervøs kan jeg se.
" Vil du have noget ?" Mit spørgsmål hænger i luften mellem os da hun svarer "Hvis du ikke slår mig" hendes stemme er så uskyldig, så sårbar, mine instinkter vil have mig til at tage hende med, men kanten det ?
Mine hænder glider ned i min lomme hvor der ligger nogen af mine tegninger, lidt penge og et billede af en skov, mine hænder rækker det stille til hende.
Hendes øjne bliver gigantiske da hun ser det, til sidst kommer jeg i tanke om en lille historie jeg også har i min anden lomme, jeg finder den hurtigtfrem og giver hende den.
"Lov mig at du ikke smider det væk" Hendes øjne bliver endnu større da hun nikker, først forsigtigt og så kraftigere.
Forsigtigt rejser jeg mig op, "vi ses Manilea" Min stemme hænger i luften, selv da jeg er nået hen til regerings hovedkvarterene der hæver sig op over byen.
Jeg føler mig så lille, så ubetydelige når jeg står ved siden af den 800 meter høje bygning, jeg er blot en brik i verden, jeg har ikke nogen betydningsfulde rolle men heller ikke en lille, i hvert fald endnu.
Det føles som om verden er stor, det er den også men den føles større når du står foran bygningen, jeg ved ikke om jeg er den eneste der har de følelse men jeg har den....
Mine ben fører mig automatisk hen mod ståldøren, uden foran står for vagter, jeg kender dem alle sammen og hilser selvfølgelig på dem, jeg er jo nok den eneste der gør det, men hvis jeg ikke gør det hvem gør det så ?
Min hjerne overvejer alle muligheder for hvem der ville hilse på dem og kommer frem til det korrekte svar-ingen.
Alt er så højlydt da jeg træder ind i bygningen, alle stemmer runger i rummet, "Entreen" selvom det nok nærmere er en sal men det kalder alle den bare.

Manges øjne rammer mig, grønne, brune, blå, grå og sorte, alle øjne rammer mig.
Jeg krymper mig under blikkene, der plejer aldrig at være så mange der kigger på mig, defor er jeg så overrasket over det.
Alt står stille et øjeblik mens alle kigger på mig, jeg stivner i et skridt da jeg opfatter en løbende skikkelse, man må ikke læbe i entreen så hvorfor er der nogen der løber ?
Jeg har aldrig rigtig fattet alle reglerne i dennne verden men hvis jeg ikke gør det bliver det bare værre.
Mit hoved drejer og mit mosgrønne hår svinger med, derefter går alting hurtigt, en person løber mod mig, Asalienne tror jeg hun hedder.
Asalienne løber hen mod mig, alle går til side og kigger fra mig til hende, hvorfra skulle jeg vide hvorfor hun er her ?
Hun er ikke stakåndet men tværtimod helt fattet da hun siger "Din far vil have dig derop nu"
Damn, så er det slemt, de må godt nok skændes og det er ikke godt....
Alt går så hurtigt, farverne flyder sammen da jeg skynder mig hen til elevatoren, de trænge plastik beholdere der skyder dig 800 meter op i luften.
Mine føder går automatisk ind i elevatoren, jeg begynder at hypervintilerer, jeg er bange for små rum og derfor hader jeg elevatorere....
Da jeg endelig slipper ud af fængslet-elevatoren, er alle under mig små saltkorn, så små og så sårbare.
Jeg trækker mig ud af elevatoren mens jeg forsøger at kontrollere mit åndedræt så jeg ikke lyder forpustet.
Jeg er ikke forpustet men hvem vil lyde sådan ?
Alt er så stille da jeg taster koden og døren åbner sig, indtil min fars kontor hvor min far sidder helt alene.
Mine øjne spejder efter Augistio og kommer frem til at han ikke er her.
Så har det været slemt-rigtig slemt.
"Far hvad er der galt...?"
Han trykker på en knap og hans stol drejer lynhurtigt hen mod mig så jeg kan se hans ansigt.
Hans ansigt er træt, bekymret og sørgmodigt på samme tid.
"Alt, alt er galt"
Mit ansigtsudtryk bliver mærkeligt, men det eneste jeg tænker på er Augistio.
"Hvor er han?"
Mit spørgsmål hænger et par minutter i luften inden mon far svarer, bare ikke med det svar jeg havde forventet.

"...Han er i fangekælderen, han er spion...."

--------------

Så er det her-det dødsyge andet kapitel....

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...