24 Days of Amee

Julekalender om venskab, og teenage problemer. Men der er også noget ved Amee...
Kapitlerne er korte - men de kommer dagligt i løbet af December. Lev med det, jeg gør mit bedste.
Giv konstruktiv kritik - og hvis i ikke kan lide at alle kan se jeres kommentarer eller du måske ikke har en account så send mig en mail! Få fat på min mail ved at sende mig en snapchat, kontakte mig på instagram eller twitter, eller skriv en kik. Al denne information kan findes på min profil.

Fakta om hovedpersonerne du kommer til at møde:
Amelia (Amee) er i 9 klasse, omkring de 15 år tror jeg og starter som en rimlig typisk teenager hvis du spørger mig. Hun er en smule genert.
Patricia (Trish) går i klasse med Amee og er måske et par måneder yngre. Hun falder nemt for drenge men er dybt forelsket i Jamal. Hun er rigtigt polsk.
Lucy er nok mere i de 16 år ville jeg sige og er normalt rimlig åben og er Patricia's kusine der bor i polen, men er på besøg.

4Likes
6Kommentarer
885Visninger
AA

17. 17 December

 

Lucy, Trish og Amee havde lige siddet og haft en lang samtale om hvad fanden Lucy havde bildt sig ind. Lucy sagde mange gange undskyld og at det aldrig ville ske igen og Amee indrømmede at hun måske havde overreageret lidt. Efter en del stilhed begyndte de alle tre at snikke-snakke lidt om tilfældige ting.

"Jeg går ud og varmer en kop kakao vil du have noget Trish - eller Lucy?" Selvom Amee teoretisk set havedet tilgivet Lucy, kunne hun ikke lade være med at være gnaven på hende. Begge piger takkede ja til kakaoen.

Da Amee kom tilbage med kakaoen sad kusinerne dybt i konversion. "Hey Amee? Vi sad lige og snakkede ikke? Og så tænkte vi over at aldrig, aldrig, aldrig har nogen af os hørt dig skrige?" Sagde Trish.

"Øøh..." Amee vidste ikke helt hvad hun skulle svare. "Jeg kan heller aldrig huske at have skreget som sådan, altså jeg har råbt men ikke sådan skreget du ved?"

De synes alle det var pudsigt og prøvede at huske tilbage på om hun måske havde skreget bare en gang. Men hendes forældre, der senere kom med i samtalen, sagde at hun ikke havde skreget siden hun var fire år gammel. Selv da hun græd efter den alder havde hun bare hulket. De virkede dog ikke til at ville snakke om det, og snart efter gik de ud i køkkenet for at lave aftensmad. Trish skulle til at hjem, men hun boede en hel tog tur væk, så Lucy og Amee fyldte hende kun til stationen hvor de sagde farvel.

"Du må altså virkelig undskylde det med din dagbog..." mumlede Lucy da de var på vej tilbage, maden var ved at være klar derhjemme.

"Det okay - jeg fortæller dig alligevel det meste af hvad der står." Sagde Amee, selvom de begge vidste det kun var halvt sandt. Amee var en meget indelukket person, og selvom hun sagde mange ting som de fleste ikke ville sige til nogen til sine næreste venner, så var der stadig hemmeligheder og skjulte meninger om forskellige mennesker - blandt andet selveste Lucy. Amee havde for et eksempel skrevet om Lucy's spise vaner, og hvad hun synes om dem. Hvis hun var sur ville hun måske skrive onde ting om folk de begge kendte. Hvis hun var glad ville hun måske skrive om hemmelige små 'crushes' der entrede sig ofte. Men mest af alt, så skrev hun altid sin ærlige mening og i samme sprog som hendes hjerne fungerede. Hvilket betød at hun var håbeløst sarkastisk, og hvis du nogensinde har vejret på tumblr så forstil dig den type af sprog. Ord som kun få eller en person bruger men når man hører det ved man bare hvad der bliver ment. I den virkelige verden, uden for hendes hovedet og dagbog, var hun genert og overtænkte hver en sætning hun sagde højt.

For at skifte emne gen-begynde de samtalen om hvordan det kunne være ingen kun huske hun havde skreget siden fire-års-alderen. Men de nåede ikke langt før de var hjemme hvor de fik spist aftensmad imens de snakkede om vejret, politik og så videre med Amee's familie. Selvom Lucie synes det var alt for kedeligt.

"Det er simpelthen for irriterne!" Skrattede Amee's mor pludselig.

"Undskyld hvad?" Spurgte hende far og alle blikke reflekterede spørgsmålet.

"Hvorfor skal i begge hedde det samme! Jeg dør af irritation! Fra nu af er du Lou okay Lucy!? Og lille Lucie du er bare Lucie!" Alle kiggede på Amee's mor med forvirring. Hun var ikke typen der normalt flippede ud. Men de adlyd nu alligevel, så det ikke skete igen.

 

"Prøv at skrig!" Sagde Lucy da Amee var kommet under dynen.

"Ah hvad?" Spurgte Amee og så bes på Lucy der var sprællet ud over madrassen ved siden af hende seng.

"Kom nu? Pretty please?" Bede hun.

"Men så ødelægger jeg vel rekorden?" Sagde Amee, "Jeg er nok den eneste der ikke har skreget i så langtid... Hvis vi kan finde bevis, kan jeg måske komme med i en rekordbog!"

"God pointe. Du må ikke skrige!"

De grinte begge og snakkede lidt om tv serier inden de valgte at prøve og sove. Der var jo skole næste dag.

ஜ۩۞۩ஜ

Ja... Jeg vidste ikke helt hvordan jeg skulle putte det ind... Det med hun aldrig skreg... Husk det!

Eheheheheh... Ja undskyld, jeg ved godt at nogen måske har set det er en overnaturlig historie og så kommer der først et hint til det nu, og andre kunne godt lide at det var en realistisk historie og vil hade resten af den...

Nå ja, man kan vel ikke tilfredstille alle.

Vær sød at skrive hvad i synes! 

xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...