En Grå Tirsdag

"Det var gråt udenfor. Tirsdag, hvis jeg ikke tog meget fejl. En grå tirsdag. Kliché på så mange måder. Måske ikke så meget det faktum, at det var tirsdag. Mere det med, at det var gråt. Jeg manglede bare den rytmiske regn til at tromme mod ruden. Da jeg var lille, troede jeg, at det regnede fordi Gud sørgede over alle de menneskeliv, der var gået tabt. Kaisa havde grinet af mig, da jeg fortalte hende det. Sådan et sørgmodigt, let rallende, grin. Kun lige så det kunne høres. Men det havde været det første grin, jeg havde hørt fra hende i uger. At det også skulle blive det sidste, jeg fik lov at høre, var der ingen, der kunne vide på det tidspunkt. Selvom det hang i luften. Det havde også været en tirsdag. Ligesom i dag. Og det havde pisset ned. "
Et one-shot inspireret af Passengers Let Her Go. Det ville betyde meget, hvis I ville smide en kommentar, når I har læst færdigt!

24Likes
18Kommentarer
1534Visninger
AA

1. En Grå Tirsdag

Hun så så fredfyldt ud, som hun lå der. Huden så hvid og skrøbelig som bedstemors allerfineste porcelæn. Læberne malet røde, sådan som hun selv ville have gjort det, hvis hun kunne. De lange øjenvipper malet op med en sort mascara og øjenlågene malet med en tynd, sort, eyeliner, der endte i en fin, let udtværet, bue. Præcis som den pige, jeg efterhånden havde kendt i 16 år, ville have set ud, hvis hun havde stået ved siden af mig nu. Men det gjorde hun ikke. Hun lå der, bleg og livløs, på den hvide hospitalsbriks. Ved første øjekast ville hun ligne en, der bare sov. Men blev man stående, ville man opdage, at der var noget galt. Hun trak ikke vejret.

    En tåre, der senere blev fulgt af så mange andre, trillede lydløst nedover min højre kind. Jeg havde så ofte hørt folk sige, at jo ældre man blev, jo hurtigere gik tiden. Men dette år havde sneglet sig af sted. I starten havde det været udholdeligt, men efterhånden som håbet langsomt var brændt ud, var dagene begyndt føles som uger, ugerne som måneder og en måned som et helt år tusind.

    Det var gråt udenfor. Tirsdag, hvis jeg ikke tog meget fejl. En grå tirsdag. Kliché på så mange måder. Måske ikke så meget det faktum, at det var tirsdag. Mere det med, at det var gråt. Jeg manglede bare den rytmiske regn til at tromme mod ruden. Da jeg var lille, troede jeg, at det regnede fordi Gud sørgede over alle de menneskeliv, der var gået tabt. Kaisa havde grinet af mig, da jeg fortalte hende det. Sådan et sørgmodigt, let rallende, grin. Kun lige så det kunne høres. Men det havde været det første grin, jeg havde hørt fra hende i uger. At det også skulle blive det sidste, jeg fik lov at høre, var der ingen, der kunne vide på det tidspunkt. Selvom det hang i luften. Det havde også været en tirsdag. Ligesom i dag. Og det havde pisset ned.

 

”Julie. Jeg har en hævet lymfe på højre side af halsen. Hvad hvis det er kræft?” Den ulykkelige klang i Kaisas lyse stemme afslørede, at hun var oprigtigt bange. Jeg kunne kun lige ane hendes silhuet, men det tog mig ikke mange sekunder at danne et billede af Kaisa, som hun måtte se ud lige nu. Opspilede øjne, munden krummet til en tynd streg og den spinkle krop trukket anspændt sammen.

    ”Hvor meget har du fået at drikke?” Spurgte jeg kærligt og blinkede velvidende, at hun ikke ville kunne se det gennem mørket. Spørgsmålet virkede en smule uden for samtaleemnet, men jeg kendte Kaisa godt nok til at vide, at hun blev verdens største hypokonder, når hun havde fået for meget at drikke. Irriterende? Ja, men jeg levede med det. Det var en del af vores venskab, og jeg havde sider, der var mindst lige så irriterende.

    ”jeg ved det ikke, men helt ærligt, hvad hvis jeg dør eller sådan noget.” Kaisa hævede stemmen. Om det var fordi, drengene endnu engang havde drejet volumeknappen en tak, eller fordi hun var sur over mit spørgsmål, var jeg ikke helt sikker på. Men en ting var sikkert. Lige så ulykkelig en klang, som hendes stemme havde haft før, lige så oprevet var tonen blevet nu.

   ”Mere end du kan tåle, kan jeg høre. Men Kaisa. Du klagede over, at din hals gjorde ondt tidligere på aftnen. Det er normalt, at lymfekirtlerne på din hals hæver så. Det er et tegn på, at din krop er ved at bekæmpe en infektion.” Alligevel havde hendes ord bordet sig gennem min hud som syle, og ramt et sted indvendigt, hvor det gjorde afskyeligt ondt. Hvad hvis jeg tog fejl? Jeg lavede en kort, afvigende, bevægelse med hovedet. Jeg havde vidst også fået lidt mere idenbords, end jeg egentligt kunne tåle. Selvfølgeligt gjorde jeg ikke det. Men det var i grunden utroligt, at jeg havde så godt styr på min biologi, trods alkohollen, der pumpede aggressivt rundt i mit blod. ”Kom, lad os danse!”

 

Jeg lod mine fingre flette mellem hendes. Hun var kold. Død kold. Is var ikke en værdig sammenligning. Jeg smilede sørgmodigt. For en gangs skyld var det min hånd, der havde mest farve. Hun blev altid chokoladebrun om sommeren. Hvis jeg ikke forblev samme mælkehvide farve, som jeg havde nu, blev jeg rød som en kogt krebs. En rigtig skandinaver. Eller albino, som hun plejede at kalde mig. Da jeg var yngre, var det en sport for mine klassekammerater at pege ud i sneen om vinteren og spørge, hvor Julie var henne.   

    ”Hun er et bedre sted nu. Hun har fået fred.” Min mors stemme var næsten ikke til at kende. Udkørt og hæs. Hvilket afslørede, at hun, trods de brave ord, også havde grædt. Over hvad? Kaisa var min veninde, eller hvad vi nu havde været. Så tæt havde hun heller ikke været på Kaisa, trods vi havde tilbragt uendelige sommernætter på høloftet i vores lade. Men måske mødre bare græd, når deres datter havde mistet en veninde i en alt for tidlig alder.

    ”Hun havde fred, før hun blev syg,” svarede jeg en anelse for arrigt. Der gik heller ikke mere end to sekunder fra, at ordene var faldet over mine læber, til jeg fortrød, at jeg havde sagt dem højt. Men et eller andet sted, langt inde, følte jeg, at jeg havde ret. Det var som om, at når man var syg på den måde, som Kaisa var syg, så gik man altid ud fra, at de havde fået fred, når de døde. Som om, de havde været syge hele livet. Selvom Kaisa ikke helt eksakt havde haft et liv i fred, før hun blev syg, så var det da stadig en slags fred i forhold til dette år. Hun havde i hvert fald kunnet være sammen med mig før. Nu var hun bare væk. Men det var vel den slags egoistiske tanker, man ikke skulle sige højt.

   ”Nogen gange er livet bare ikke fair putte. Men hun har fået fred nu,” gentog min mor sig selv. Det lød mere som om, at hun forsøgte, at overbevise sig selv og egentligt ikke mig. Som om hun inderst inde vidste, at det ikke havde været den slags ”fred,” Kaisa havde ønsket sig, når hun havde hulket i søvne. Jeg rystede sørgmodigt på hovedet. Der var faktisk en ret stor sandsynlighed for, at det var døden, Kaisa havde ønsket sig, de sidste nætter. Hvis hun overhovedet havde været i stand til at tænke for medicinen.  

    Min mors fingre rodede forsigtigt rundt i mit lyse hår. Et hulk undslap mine læber. Hulk. Hulk. Og endnu et hulk. Snart var der to store våde pletter på mine lår. For første gang i næsten et år gav jeg mig selv lov til at græde i nærheden af Kaisa. I nærheden af nogen. Der var ingen grund til at spille store og stærke Julie længere.

 

”Julie. Jeg mener det. Du skal ikke gøre det her, fordi du har ondt af mig.” Kaisas nøddebrune øjne stirrede alvorligt ind i mine. Det var en mine så alvorlig, at jeg, indtil for tre uger, en dag og 18 timer siden, aldrig havde set den trukket over Kaisas fine ansigt. Det plejede at være mig, der var den alvorlige, men disse uger havde vent op og ned på alting.

    ”Jeg gør det ikke for din skyld. Jeg gør det for min. For vores skyld. Du ville have gjort det samme for mig.” Jeg lagde min hånd over Kaisas. Den rystede. Jeg nåede, et kort øjeblik, at overveje, om hun mon ville have gjort noget så skørt, hvis det havde været mig, der var syg, men jeg kastede hurtigt tanken fra mig igen. Selvfølgeligt ville hun det. Det var vel sådanne ting, man havde allerbedste veninder til. De skulle også være der, selv når det ikke ligefrem var fedt.

    ”Du er virkeligt den bedste, Julie. Der er ingen som dig,” svarede Kaisa med et smil, der kun lige nøjagtigt nåede øjnene. Alligevel fik det min mave til at vende sig en omgang om sig selv og den hånd, der lå over Kaisas, til at brænde. Jeg vendte diskret hovedet den anden vej og tørrede mine våde øjenlåg med den ledige hånd. Jeg ville ikke have, at Kaisa skulle se mig græde.

   ”Følg med denne vej.” En lav dame kom valsende elegant over de grå fliser og nikkede i retning af de to ledige frisørstole. Kaisa klemte hårdt i min hånd, da jeg rejste mig. Hun var fuldstændigt hvid i ansigtet. Hele vejen tværs gennem lokale klamrede hun sig desperat til min arm, der efterhånden var blevet følelsesløs, fordi hun holdt så godt fast. Men jeg slap hende aldrig. Heller ikke da frisøren lagde de sorte klæder over os. Ikke da Kaisa mimede ”klar?,” da den første kastanjefarvede lok røg af. Eller da mine egne lange, slangekrøllede, blonde lokker faldt mod jorden.

 

Jeg snurrede fjoget en blond hårtot rundt om min pegefinger. Mit hår havde allerede kæmpet sig en lang vej, og slangede sig nu atter nedover mine skuldre. Det var ikke helt så langt, som det havde været før, men det gjorde mig ikke noget. Faktisk kunne jeg bedre lide det sådan her, hvis det endeligt skulle være.

    Kaisas hoved derimod, var stadig bart. Det bevidnede det hvide tørklæde, der var bundet om hendes hoved. Egentligt havde Kaisa ønsket at blive begravet uden, men det havde hendes forældre vidst alligevel ikke kunnet nænne. Desuden klædte det hvide tørklæde faktisk den hvide kjole ganske godt. Det var min konfirmationskjole. Det var også mine sko og mit sjal, men jeg havde givet det til hendes familie uden at tøve, da de havde fortalt, at det havde været Kaisas sidste ønske, at blive begravet i det. Hvorfor havde hun nægtet at fortælle dem, men jeg var ret sikker på, at jeg vidste det.

    Bag mig kunne jeg høre mine mors hæle klikke forsigtigt, men utålmodigt mod det hvide hospitalsgulv. Hun behøvede ikke at sige mere. Jeg vidste, at vi måtte videre. Selvom min mor respekterede, at det havde været svært for mig, havde hun også svært ved at være for længe ad gangen på Kaisas værelse. Specielt nu, hvor hun ikke længere var blandt os.

    ”Gå du bare i forvejen.” Jeg nikkede mod den tunge, hvide dør, der førte ud på gangen. Hælene klikkede hurtigt over gulvet, og det lille klap fra døren, der gik i, bekræftede, at jeg atter var alene. Jeg lænede mig forsigtigt ind over Kaisas kolde krop, og lod en sidste gang min pegefinger kærtegne det lille, fine, hjerteformede ansigt.

     ”Du ved, jeg elsker dig,” Mumlede jeg stille. Mine øjne blev endnu engang våde, da jeg forsigtigt gav de kolde læber blidt kys. ”Vi ses.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...