A One Direction Story

Emilia og hendes mor rejser rundt i hele verden, da moderen Maria er stylist. Emilia elsker sin mor højt, men hendes arbejder ødelægger hendes liv nogle gange. I teenagealderen 17 år, synes Emilia bare det kunne være rart, hvis hun kunne leve et almindeligt liv, bo samme sted og have de veninder hun havde brug for. Men nej. En dag går turen til London, hvor livet forandres fuldstændigt. Maria skal være stylist for fem drenge, som Emilia i starten hader som pesten. Hun finder venskaber og kærlighed i de nye fem bekendskaber. Men ender presset med at blive for hårdt? Eller kan Emilia klare det? Og hvad sker der egentlig, når man bliver sårret af en person man... elsker? Følg hendes egen måde, at fortælle rejsen på, lige her. *Drengene er selvfølgelig kendte.*

LÆSNING PÅ EGET ANSVAR

172Likes
282Kommentarer
27931Visninger
AA

21. What

Vil du være min prinsesse?

Havde han seriøst lige spurgt mig om det? 

Hans prinsesse?

Jeg anede ikke hvad jeg skulle svare. Det gik så hurtigt, og det var det, der ødelagde det hele før... Hvorfor lod jeg ham også kysse mig?

"Harry..." Mumlede jeg og kiggede ned i jorden. 

Jeg kiggede op på ham, da han ikke sagde noget. Jeg kiggede ham i øjnene og sagde: "Nej, det kan jeg ikke.."

Jeg mærkede en følelse af skyldfølelse. Hvad var det jeg havde rodet mig ud i? For helvede, Emilia. Du er da også for dum.

"Hvad?" Han lød vildt forvirret, hvilket jeg godt forstod. Han fortjente helt klart en forklaring.

"Vi skal ikke være kærester nu Harry, fordi det er for tidligt. Jeg er stadig ikke klar til titlen som din kæreste. Ikke endnu. Det kan jeg simpelthen ikke. Beklager."

Jeg vidste godt selv, hvor dumt det lød. Helt seriøst. Jeg havde kysset ham, bedt ham tage min mødom og nu afviser jeg ham? 

"Det var vist godt, at jeg ikke tog din mødom så." Vrissede han og lød en smule irriteret. 

"Ja." Sagde jeg. "Jeg er bare kommet i tanker om, at jeg ikke synes du har kæmpet nok. Undskyld." 

De andre drenge og Eleanor rente stadig rundt og spillede fodbold. De hyggede sig. Virkelig. Gid det var mig.

"Hey i to, kom og vær med." Råbte Niall og vinkede til os.

***

Jeg lå nu i min seng.

Hvad var det jeg havde rodet mig ud i? Jeg kunne ikke være sammen med Harry endnu. Det kunne jeg simpelthen ikke.

Han var skøn. Jeg elskede ham og jeg ville have ham. Men ikke endnu. Han har ikke kæmpet nok. 

Eller jo. Han havde sådan set kæmpet helt vildt! 

Men det kom bare som et chok, da jeg hørte ham spørge, om jeg ville være hans prinsesse. Jeg vidste slet ikke hvad jeg skulle sige. Måske havde jeg svaret for hurtigt? 

Jeg ville jo gerne være hans prinsesse. Det var faktisk det, jeg aller helst ville.

Efter kort overvejelse besluttede jeg mig for at skrive en SMS til ham.

#Sorry for today. I comeing to you 6pm, right? I have to talk with you. :)

Det var aldrig mig, der startede med at skrive, men lige i dag var det nødvendigt. Han plejede også tit at sige til mig, at jeg virkede kold og ligeglad over SMS, så derfor valgte jeg at sende en smiley. Min telefon vibrerede.

Harry:
#It's ok. See you later, Pretty Angel xx.

Okay, han havde det fint. Han kaldte mig Pretty Angel.

Klokken var lidt over 4, så der var små to timer inden jeg skulle stå uden foran døren til Harrys værelse.

Jeg var nervøs, men jeg glædede mig også til at fortælle ham, hvad jeg tænkte.

Tiden gik af en eller anden grund virkelig hurtig. Og pludselig var klokken halv 6. Jeg tog noget acceptabelt tøj på (poster billede nederst). Og så gik jeg ellers mod Harrys værelse.

Jeg bankede på og der blev åbnet hurtigt efter. Men kun på klem.

"Øh hej... du kommer tidligt." Sagde han usikkert og gemte sig stadig bag døren.

"Ja, undskyld. Jeg kedede mig.."

Jeg kunne godt se, at han lige havde været i bad. Hans hår var vådt, og han havde ingen trøje.

Frækt.

Ej nej. 

Men jo.

Det så frækt ud, okayyyy?

Harry Styles, med vådt hår og bar overkrop. 

Mmmm..

Piger, det er nu i godt må sidde at savle.

Okay, tilbage til historien.

"Det er lige meget, jeg skal bare lige hurtigt sige noget til dig." Sagde jeg og smilede skævt.

"Okay, men kom indenfor. Vi skal ikke stå her."

Det havde han nok ret i. Det var nok ikke lige her vi skulle stå a snakke. Der boede jo også andre på hotellet end os. 

Vi befandt og forresten stadig i Tyskland. Drengene skal have deres sidste koncert i Hamburg i morgen, og så tager vi til Heeeeerniiiing! OMG, jeg glæder mig til at komme til Danmark! 

Snakke dansk! WUhuuuuu! 

Mit hjemland var jo danmark, og jeg boede der i 5 år, så blev min mor stylist og vi rejste rundt. Hun har dog være stylist for nogle danskere ind i mellem, så vi har været i Danmark nogle gange. 

Vi var foreksempel i Danmark, inden vi tog til England. Hun var stylist for Medina, hold kæft jeg hader den kvinde. Det var også derfor mor sagde op.

"Vil du have noget kage? Jeg har noget tilovers fra i går, da Niall og jeg så film." Forslog han og smilede lidt.

Kage? Så fed... Føj.

"Øhm.. nej tak." Mumlede jeg.

"Emilia?" Sagde han opgivende.

"Hvad?" snerrede jeg og kiggede irriteret på ham.

"Du skal." 

Han skulle sgu da for helvede ikke bestemme, om jeg skulle spise eller ej. Jeg var ikke sulten, okay? Eller jo... jeg var herre sulten. Men kage.. det er bare så... man bliver fed af det. Ad, fy føøøøj! 

"Nej." vrissede jeg og kiggede surt på ham.

"Undskyld. Jeg bekymre mig bare for dig." 

Ja, det vidste jeg jo egentlig godt, Men det irriterede mig. Meget. Han skulle ikke tro, at han kunne bestemme over mig, for det kunne han ikke. 

Alligevel sendte jeg ham en taknemmeligt og oprigtigt smil. Det betød jo også lidt, at han faktisk bekymrede sig for mig.

"Jeg får lige noget tøj på." Udbrød han og satte kursen mod bade værelset.

Inden jeg nåede at svare, var døren til badeværelset lukket, og Harry var dermed ude af min synsvinkel. 

Jeg satte mig hen i sofaen. Det ville være synd af sige jeg var afslappet. For det var jeg virkelig ikke. Jeg var fuldstændig stiv i hele kroppen. Af en eller anden grund, blev jeg så nervøs, når jeg var sammen med Harry.

Han gjorde et eller andet ved mig. Han gjorde mig anderledes. Det var forfærdeligt, jeg mærkede en følelse sammen med ham, som jeg aldrig havde mærket sammen med nogen anden person før.

Han var også min første kæreste. 

Tro det eller ej, jeg havde aldrig haft en kæreste før. Aldrig. 

Døren fra bade værelset gik op, og Harry kom ud. Han havde et var jogging bukser, og en tanktop på. Muuuums.

Han satte sig ned ved siden af mig.

Stilhed.

Akavethad.

Tavshed.

Pinlighed.

Sig et eller andet Emilia.

Kom nuuu.

Bryd stilheden.

Tænk.

Tænk, Emilia, Tænk!

"Undskyld for det i dag!" Udbrød jeg pludselig og fik hans opmærksomhed.

"Undskyld for, at jeg afviste dig. Unskyld! Jeg tænkte mig ikke om!" Fortsatte jeg.

"Jeg ved ikke hvad jeg tænkte på, Harry. Jeg var i chok.!"

Hvad fanden var det jeg sagde? Guuuud. Jeg sagde jo egentlig bare... sandheden.

"Hvad er det du prøver at sige?" Spurgte han og smilede lidt.

"Vil du ikke lige spørge mig og det, du spurgte om tidligere?" Bad jeg.

"Øhm... Vil du have kage?" Sagde han undrende.

"Nej, ikke det! Tidligere endnu!"

Han tænkte sig om. Det kunne jeg se. 

Han tænkte, og tænkte....

 

A/N:

Uhhhhh... <3

Kan i gætte, hvad Emilia vil have Harry til at sige?

Ellers finder I i hvert fald ud af det, i næste kapitel! <3

Jeg vil gerne sige tusinde tak, til alle der læser med. Det betyder meget. :')

Nu hvor i har tilføjet historien til jeres favoritter, kan i så ikke ligeså godt også lige trykke Like? <3

Det ville være såååå, så fedt, at komme op på de 100 Likes, som jeg ville komme op over, hvis alle favoritterne likede.

Jeg vil faktisk sige: at når jeg rammer 90 likes, kommer næste kapitel! 

- Emilia xx. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...