A One Direction Story

Emilia og hendes mor rejser rundt i hele verden, da moderen Maria er stylist. Emilia elsker sin mor højt, men hendes arbejder ødelægger hendes liv nogle gange. I teenagealderen 17 år, synes Emilia bare det kunne være rart, hvis hun kunne leve et almindeligt liv, bo samme sted og have de veninder hun havde brug for. Men nej. En dag går turen til London, hvor livet forandres fuldstændigt. Maria skal være stylist for fem drenge, som Emilia i starten hader som pesten. Hun finder venskaber og kærlighed i de nye fem bekendskaber. Men ender presset med at blive for hårdt? Eller kan Emilia klare det? Og hvad sker der egentlig, når man bliver sårret af en person man... elsker? Følg hendes egen måde, at fortælle rejsen på, lige her. *Drengene er selvfølgelig kendte.*

LÆSNING PÅ EGET ANSVAR

172Likes
282Kommentarer
28539Visninger
AA

14. Start of Tour

Vi skulle mødes i lufthavnen - hele One Direction crewet - klokken 5 om morgenen. Og spørg om jeg gad. "Emilia gider du?". "NEJ?!?!!"

Jeg ville virkelig ikke se Harry, jeg ville ikke - jeg nægtede det. Han var en idiot, jeg ville ikke se ham. Aldrig igen. 

"Heeeej Emilia." Lød en irsk accent

"Hej Nialler." Han trak mig ind i et kram, hvor jeg dog havde savnet ham. "Hvor er Harry." Hviskede jeg i hans øre.

"Han tog et fly selv i går. Så ham skal du ikke tænke på." Forsikrede han mig. Jeg sukkede lettet, og hilste så på de andre.

Lufthavnen var proppet med teenagepiger. Der masede og skubbede for at få et glimt af drengene. Jeg var efterhånden ved at vende mig til, at når jeg var sammen med dem, var der altid lidt ekstra piger mere end mig. 

Derimod havde jeg dog privatliv, jeg kunne sagtens gå steder, uden at skulle stoppes af nogle. Jeg var jo også bare Emilia, stylistens datter - Harrys ekskæreste.

***


De første par uger af Touren, gik egentlig hurtigt, selvom det samme skete hver dag. Skrigende piger, journalister, parparezzier, koncerter, og mig der prøvede at undgå Harry. 

Jeg følte egentlig det gik meget godt. Faktisk, havde jeg næsten ikke set ham. Ikke anden end når de var på scenen. Så det gik vel okay for mig. Eller, det gik godt. Rigtig godt. Hvilket jeg var glad for. 

Tanken jeg havde haft om, at starte min blog op, var ikke lige blevet til virkelighed endnu. Men Touren var lang endnu, og jeg havde massere af tid. 

Og så havde jeg været utrolig meget sammen med Eleanor, og vi havde fået bygget et stærkt venskab. Hun var på en måde min... bedsteveninde. Vi havde taget på shoppeture, i biografen, set film derhjemme, og vi hyggede os bare. Præcis som vi havde snakket om i køkkenet hjemme ved hende. Det var kommet meget som en chok for hende, at Harry og jeg var 'uvenner' og hun var den eneste, sammen med Liam jeg havde nemt ved at snakke med, om det.

Sammentidig var jeg også begyndt at acceptere, at mor snakkede med Harry, det var trods alt hendes arbejde, at være lidt sammen med dem. Jeg accepterede også, at han faktisk holde af ham. 

Jeg blev revet ud af mine tanker, da jeg hørte en person sige mit navn. Jeg vente mig rundt.

Louis.

"Undskyld, hvad?" Sagde jeg forvirret. Han grinede kort.

"Hvordan har du det?" Grinede han. Han lød sød når han grinte, og jeg kunne derfor ikke lade være med selv at le. 

"Tjo.. Jeg har det vel... fint." Sammentyggede jeg og holdte op med at grine.

"Når en pige siger 'fint', er det altså fordi der er noget galt." Fastslog han, og kiggede pludselig seriøst på mig. "Svar mig ærligt, hvordan har du det?" Spurgte han så igen.

"Elendigt." Indrømmede jeg.

"Så er i da to, der har det sådan." Sagde han, og lagde en hånd på min skulder.

Tårene pressede sig på, da Louis nærmest havde fortalt, at Harry havde det elendigt. Jeg var sur på ham, ja, men jeg ønskede ikke at se ham have det elendigt. 

"Er det... Harry? Har han det elendigt." Jeg kiggede op på Louis med blanke øjne.

Han nikkede: "Ja." Sagde han, "Du må altså ikke græde, Emilia. Han fortjener ikke dine tåre." Trøstede han mig og tørrede en tåre væk med sin tommelfinger.

Nej, Harry fortjente ingenting. Jeg hadede ham. Han havde været mig utro, og så forhelvede med fucking Taylor Swift. Jeg var skuffet over ham. Sur på ham. Ikke på Taylor eller nogle andre, men ham. Det var ham, der kyssede hende. Det var ham, der vidste at vi var kærester. Taylor vidste det ikke, da vi jo altid udgav os for, bare at være venner. 

Det var ikke fordi, jeg aldrig ville snakke med Harry igen - misforstå mig ikke.  Jeg ville gerne være venner med ham, men først når jeg var kommet mig over, hvad han havde gjort mod mig. Jeg ville gerne kunne grine med ham over, hvor latterligt det her var. Jeg ville snakke med ham, face to face en dag når jeg var klar til det.

"Hej i to." Lød det fra Niall, der kom hoppende ind i rummet, hvor Louis og jeg sad.

"Emilia, vil du ikke med på en Nando's.. Hvis der altså er det her? Ellers nøjes vi bare med Mc Donald's.

"Niall, jeg tror ikke der er nogen Nando's i Italien." Forklarede Louis.

"Du er da også så skide klog altid." Brokkede Niall sig, hvilket fik mig til at grine.

"Niall, lad os finde en Mc Donald's." Fastslog jeg og smilede oprigtigt. 

Et eller andet glad, akavet skrig kom fra Niall, der vist var glad for, at jeg ville tage med ham ud at spise. Selvfølgelig ville jeg det. Niall fik mig altid på bedre tanker, han kunne virkelig få mig til at grine.

Hver af drengene havde hver deres virkning på mig.

Zayn; kunne få mig til at føle tryghed. Han fik mig altid til at slappe af, og hvis jeg trængte til en rolig, afslappet aften, var jeg altid velkommen hos ham.

Liam; var altid god at snakke med, meget nede på jorden og han fik mig til at føle mig godt tilpas. Hvis jeg havde noget, jeg havde brug for at fortælle, kunne jeg altid gå til ham.

Louis; kunne alt. Jeg kunne udtrykke mine følelser overfor ham, dog ikke på samme måde som overfor Liam og Eleanor. Men han havde altid en skulder jeg måtte græde på. Sammen med det, fik hans sjove grimasser mig næsten altid til at grine, hvilket jeg elskede.

Niall; han var bare fantastisk hvis man kedede sig. Hans konstante plapren om mad, og hans klodsede bevægelser kunne altid få mig til grine.

Jeg elskede de drenge, hver og en.

***


Vi nåede frem til Mc Donald's, Niall og jeg, hvilket jeg faktisk var glad for, da jeg begyndte at være sulten.

"5 cheeseburgere, en Big Mac som stor menu, og et eller andet med kylling." Sagde Niall til kvinden bag disket. Han drejede sig rundt og kiggede på mig. "Hvad skal du have?" Spurgte han høfligt.

"Pastasalat." Jeg havde egentlig lyst til, at bestille det samme som Niall, da jeg var herre sulten. Men tanken om, at skulle spise så meget usundt mad, gav mig kvalme.

Kan i huske, af jeg fortalte jer om, at jeg var begyndt at kaste op med vilje? Det gør jeg stadig. Man kunne også godt se det på min krop, jeg fik bestemt ikke nok næring. 

Siden vi kom til London havde jeg tabt mig, men siden Harry og jeg ikke var sammen mere, var et gået helt galt. 

Mine kraveben, var helt klart alt for markerede, og der var for meget mellemrum mellem mine lår. 

Men... jeg nød det - på en måde. Jeg havde flere gange fået af vide, at jeg skulle til at spise noget mere, men hvad var pointen i det, når jeg alligevel bare gik ud og kastede det op bagefter? 

No point!

 

A/N:
Jeg vil hurtigt undskylde for det korte kapitel, men jeg tænkte at da næste kapitel bliver ret langt, fordi vi lige skal høre om alle tingene fra Harrys synsvinkel også, så gjorde det ikke noget. <3
Det håber jeg er okay. 
- Emilia xx.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...