A One Direction Story

Emilia og hendes mor rejser rundt i hele verden, da moderen Maria er stylist. Emilia elsker sin mor højt, men hendes arbejder ødelægger hendes liv nogle gange. I teenagealderen 17 år, synes Emilia bare det kunne være rart, hvis hun kunne leve et almindeligt liv, bo samme sted og have de veninder hun havde brug for. Men nej. En dag går turen til London, hvor livet forandres fuldstændigt. Maria skal være stylist for fem drenge, som Emilia i starten hader som pesten. Hun finder venskaber og kærlighed i de nye fem bekendskaber. Men ender presset med at blive for hårdt? Eller kan Emilia klare det? Og hvad sker der egentlig, når man bliver sårret af en person man... elsker? Følg hendes egen måde, at fortælle rejsen på, lige her. *Drengene er selvfølgelig kendte.*

LÆSNING PÅ EGET ANSVAR

172Likes
282Kommentarer
28058Visninger
AA

2. So, this is One Direction?

Jeg vågnede stille op, ved at min mor sad ved min sengekant og nussede mig på kinden. Jeg elskede de morgner, hvor hun tog sig god tid til at vække mig. Godt nok var jeg 17, men jeg en lille mors pige.

"Jeg har arbejde der venter, min skat." Sagde hun og kyssede mig på panden. "Jeg har lavet æg og bacon." Fortsatte hun, og rejste sig op fra min seng, kiggede ned på mig og smilede.

"Tak mor." Sagde jeg bare, inden hun gik ud af mit værelse.

Det bedste ved at vi var flyttet, var at vi boede i en sindssyg lækker lejlighed, jeg havde mit eget værelse, som var rigtig teenager-agtigt. Hvide vægge, dobbeltseng, fladskærm, hvidt skrivebord med min MacBook på, hylder på væggene med billeder og en sort stor garderobe. Så havde min mor også hendes eget værelse. Køkkenet og stuen var sammen i et, hvide vægge, sorte køkkenborde og skabe, et spisebord i glas med sorte lædderstole, og så den lækreste store hjørnesofa med et glas stuebord til, så havde vi lidt planter til at stå. Det var meget moderne, efter min mening. Jaa, og så havde vi gæsteværelse.

***

Jeg kom ud i køkkenet til min mor, som var ved at tage mælken fra køleskabet. Det duftede lækkert i hele lejligheden af æg og bacon.
Jeg havde på 15 minutter formået og komme i et par behagelige cowboy-shorts, en hvid t-shirt og mørkegrønne Vans. Jeg havde lagt et tyndt lag mascara på mine lange øjenvipper som fik mine 
grøn og brune øjne til at stråle af glæde. Jeg havde glattet mit lange lyse hår og sat det op i en højhestehale midt på hovedet.

"Kom og spis." Sagde min mor og vinkede mig hen til det pæntdækkede morgenbord.

Jeg gik bare hen uden af sige noget. Jeg spiste og spiste. Var død sulten. Af en eller anden grund, var jeg altid død sulten. Det smagte fabelagtigt.

"Tak for mad mor, det smagte af magiiii." Sagde jeg syngende og trak ud på 'i'

"Det var så lidt, min pige. Vi køre om ti minutter." Sagde hun smilende til mig.

Jeg gengældte hurtigt smilet og gik ind på mit værelse, hvor jeg pakkede en lille taske, med mine solbriller, min pung,  min iPhone og høretelefoner i. På vej ud snuppede jeg lige en flaske vand fra køleskabet og smed i tasken også.

***

Vi kom derhen hvor vi skulle mødes med drengene. Vi blev lukket ind gennem en port, hvor flere tusinde piger stod udenfor og råbte og skreg. 

Vi gik igennem en dør, og en til, og en dør mere, det føltes som flere hundrede døre. Og endelig, kom vi ind i et rum, hvor der var fem drenge. 

Der sad to i en rød sofa, og spillede Play Station, en i en sækkestol, så stod der en henne i køkkenet og lavede mad. Den sidste havde sort hår og stod og snakkede i telefon henne i hjørnet.

"Hej drenge." Sagde min mor og alle fem blikke landede på os.

"Jeg smutter nu." Sagde drengen med det sorte hår i telefonen.

"Heeeey!" Sagde de så alle i kor. Det var faktisk lidt skræmmende. De kiggede vildt underlig på mig, som om de havde forventet at jeg ville flippe ud over at jeg var i samme rum som dem.

"OMG DET ER ONE DIRECTION!" Råbte jeg så, for at give dem hvad de ville have.
De åndede alle lettet op. Og mumlede alt muligt i munden på hinanden. 
Jeg var jo egentlig ligeglad med dem. Så jeg slæbte mine fødder og min dovne krop over til en stol
, som jeg satte mig på. Jeg fandt mine høre telefoner frem. 

Little things - Up all Night - Kiss me - Taken.
HVOR FUCK KOM ALLE DE ONE DIRECTION SANGE FRA?

Pludselig stod der en og åndede mig i nakken. Jeg vendte mig om og så en fyr med blond hår, og en sandwich i hånden. 

"Jeg synes du skal høre den her." Sagde han så og trykkede på 'Taken'.

"Nå? Så det synes du? Men det har jeg virkelig ikke lyst til. Jeg aner virkelig ikke hvor alt det her lorte musik kommer fra, og hvorfor det ligger på min telefon." Svarede jeg ham hårdt.

"Jamen... jeg troede godt du kunne lide os..." Svarede han flovt og tog en bid af sin mad.

"Giver du ikke lidt af den der?" Spurgte jeg koldt, og pegede på hans sandwich.

Han rystede på hovedet.

Så kunne jeg pludselig høre min mor snakke: "Hej drenge. Jeg hedder Maria, jeres nye stylist. Dette er min datter." Sagde hun og pegede over på mig inden hun fortsatte: "Hun hedder Emilia."

"Det var dog et smukt navn." Kom det fra en dreng med krøllet brunt hår.

Jeg hadede allerede de her drenge. Virkelig.
Lorte band.
Lorte drenge.
Lorte min mors arbejde.

"Hvad med lige at præsentere dig selv, inden du begynder at give for mange komplimenter, charmetrold." Sagde jeg hårdt, og hentydede til, at jeg mente det sidste ord ironisk.

"Jeg hedder Harry." Sagde han tilfreds.

"Mit navn er Niall." Sagde den blonde dreng med mad i munden.

"Ja ja. Hej til jer begge to." Sagde jeg kold, jeg var egentlig ligeglad. Den ene gad ikke dele sin mad, og den anden tror, han kan charme sig ind på mig, inden jeg ved hvem han er.

"Jeg hedder Louis." Sagde en dreng venligt som var iklædt en stribet trøje og røde bukser. Han sad med en spille konsol i hænderne, og var i gang med at spille Fifa.

"Ja og jeg hedder Liam, hyggeligt at møde dig." Sagde en korthåret dreng høfligt.

"Zayn." Sagde den sorthårede dreng som havde snakket i telefon tidligere. Han var da vist lidt genert.

"Super." Sagde jeg bare, og tog høre telefonere i ørene igen.
Jeg kunne se min mor sidde og arbejde med drengene.

Jeg ville gerne bare hjem.
 

A/N:
Yay, kapitel 2. Hvor skønt. :')
Så fik i lige en beskrivelse af hovedpersonen. (Mig)
Hun minder sådanset meget om mig, både tøjmæssigt, udseensmæssigt og personlighedsmæssigt. Bortset fra at jeg ville flippe fuldstændig ud, hvis jeg nogensinde mødte drengene. Ja, og så er jeg 14 i stedet for 17. :-)
Skriv gerne en kommentar, hvad du synes.
Elsker kommentare. <3
- Emilia xx.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...