A One Direction Story

Emilia og hendes mor rejser rundt i hele verden, da moderen Maria er stylist. Emilia elsker sin mor højt, men hendes arbejder ødelægger hendes liv nogle gange. I teenagealderen 17 år, synes Emilia bare det kunne være rart, hvis hun kunne leve et almindeligt liv, bo samme sted og have de veninder hun havde brug for. Men nej. En dag går turen til London, hvor livet forandres fuldstændigt. Maria skal være stylist for fem drenge, som Emilia i starten hader som pesten. Hun finder venskaber og kærlighed i de nye fem bekendskaber. Men ender presset med at blive for hårdt? Eller kan Emilia klare det? Og hvad sker der egentlig, når man bliver sårret af en person man... elsker? Følg hendes egen måde, at fortælle rejsen på, lige her. *Drengene er selvfølgelig kendte.*

LÆSNING PÅ EGET ANSVAR

172Likes
282Kommentarer
27927Visninger
AA

27. Proud

"Hvad har i lyst til at lave i dag?" Spurgte Anne og hældte mælk op i sit glas.

"Holde ferie!" Sagde Harry tilfreds og lænede sig tilbage i stolen.

"Jaaa, jeg kunne også godt tænke mig at slappe lidt af i dag." Bakkede jeg ham op, og smilede til Anne.

"I orden. Der kommer en udsendelse om jeres tour i TV'et i aften, Harry. Skal vi ikke se det sammen alle sammen?" Forslog hun og smilede stort.

"Hvad kl. er det?" Spurgte Harry.

"Kl 5 i eftermiddag."

"Der kan jeg ikke, jeg skal lave Twitcam der." 

"Jeg vil gerne se det med dig, Anne!" Skyndte jeg mig at sige.

Hun smilede stort, og tog så en tår af sin mælk. Det var nok lidt upraktisk af Harry, at lave Twitcam, samme tid som der var en udsendelse i TV'et om dem. Men ham om det. Det var også hyggeligt, bare at se det med Anne.

"Skat, må jeg ikke vise dig den bager jeg arbejdede i inden x factor?" Spurgte Harry og lagde sin hånd på mit lår.

"Jo, det vil jeg meget gerne se." Svarede jeg og lagde min hånd på hans.

"Årh i to." Sagde Anne kærligt og kiggede på os. "Ung, ægte kærlighed."

Jeg mærkede varmen komme op i mine kinder. Total pinligt, ja. Jeg sad og rødmede foran hans mor. Neeeej Emilia, bare neeeej!

"Ja." Sagde Harry og kyssede mig på kinden. "Og endelig har jeg fundet en der er langsommere til at gøre sig klar end Zayn." 

"Hold da op." Vrissede jeg og slog ham blidt på overarmen.

"Men tak for mad, Anne."

"Emilia min pige, du har jo næsten ikke spist noget." Svarede hun og kiggede bekymret på mig.

Nej, jeg havde kun spist en kvart bolle. Hun vidste nok ikke at jeg... havde... spiseforstyrelse. 

"Du skal også spise noget mere skat, din madplan siger du skal spise en hel bolle til morgenmad."  Sagde Harry opgivende.

"Hvilken madplan, nu er jeg forvirret." Udbrød Anne.

Jeg mærkede tårene presse på. Det var et svært emne for mig det her.

Hvis i er forvirret, vil jeg lige forklare jer lidt om mennesker med spiseforstyrelser.

Vi er utrolig følsomme.

Græder let.

Stort temperament.

Og grunden til, at tårrene pressede på, på det tidspunkt var fordi, at jeg blev stresset. Over at jeg ikke fulgte min madplan, over at vi skulle forklare Anne det.

Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre. 

"Emilia, hvad er det her for noget?" Hun lød forvirret.

"Det... Jeg ved ikke... argh!" Og med et sæt rejste jeg mig op og løb ud mod badeværelset, og låste mig inde.

"Hvad gik det ud på, Harry?" Kunne jeg høre Anne spørger.

"Mor, hun har anoreksi, hvis du ikke har lagt mærke til hvor tynd hun er." Hviskede Harry og tyssede på hende. Det var vist ikke meningen, at jeg skulle kunne høre deres samtale.

"Jeg har godt lagt mærke til det. Er du sikker på du kan holde til det?"

Det var det, jeg var bange for at hun ville spørger om. Jeg vidste godt at det kunne være svært at være sammen med folk der har den....sygdom. Det var også lidt af den grund vi forlod Medina, mig og mor. Hun var svær at samarbejde med.

"Selvfølgelig. Jeg elsker hende. Selvom det kan være anstrengende at skal sørge for at hun spiser det rigtige."

Jeg fik det dårligt. Synes han det var anstrengende?

Ødelagde jeg hans liv?

Jeg rejste mig desperat og hurtigt op fra gulvet. 

Der måtte være noget herinde. 

Noget.

Noget skarpt.

Og dér, lige der lå der en skraber. 

Jeg pillede en barber blad af den og satte mig på gulvet inde i bruseren.

Jeg holde den skarpe side mod min hud.

Skulle jeg gøre det?

Jeg prikkede hårdt til bladet og i en smerte, gik der hul. Så rev jeg hen af min arm, så der kom et fint, tyndt, langt sår. Og dybt.

Jeg besluttede mig for at rejse mig og gå ud. Velvidne om, at Harry ville flippe ud over at se blodet rende ned af min arm. Jeg var lige glad.

"EMILIA" Skreg Harry da han så mig. "Kom!"

Han gik ind på værelset og jeg gik efter ham.

"Du lovede mig ikke at gøre det!" Sagde han alvorligt og pegede på min arm.

"Jamen Harry jeg hørte din og Annes samtale.. Jeg er anstrengende for dig.."

"Hørte du ikke også at jeg sagde jeg elsker dig? Eller hørte du kun det negative?" Brokkede han sig og kiggede opgivende på mig.

"Jo, undskyld." Mumlede jeg og lod tårrene glide ned ad mine kinder.

"Det gør ikke noget skat. Jeg elsker dig!" 

Dagen gik hurtigt, og inden jeg vidste af det, var klokken 5. Jeg havde fået snakket en del med Anne. Hun var fantastisk! Hun hjalp mig på en måde. Hun fik mig til at slappe af.

"EMILIAAAA, det starter nu!" Råbte Anne inde fra stuen. Duften af popcorn var i hele huset. 

Vi satte os sammen i sofaen og begyndte at se udsendelsen.

Da vi var godt inde i programmet, kiggede jeg over på Anne. Hun sad med tåre i øjnene.

"Du er stolt af ham, hva?" Sagde jeg og holde mit blik på hende.

Hun kiggede over på mig. "Du skulle bare vide. Han er jo min lille dreng."

Jeg nikkede forstående. Han var jo bare hendes lille Harry. Hendes søn.

"Jeg er bare så stolt af ham." Sagde hun og tørrede sine tåre væk.

"Det forstår jeg godt, han er vidunderlig." Fastslog jeg og nikkede.

"Jeg håber virkelig han behandler dig godt." 

"Det gør han. Helt bestemt!" 

Hun vendte blikket tilbage mod skærmen og straks kom tårrene i hendes øjne, og smilet i hendes ansigt frem igen.

Det samme gjorde jeg.

Selvom jeg ikke havde kendt ham særlig længe, var jeg stolt af ham. Stolt af at kunne kalde ham min kæreste. Ham, jeg elsker og ham, der elsker mig.

 

A/N:

HEEEJ!

JA, jeg ved godt at kapitlerne er ret korte for tiden. 

Men jeg har bare ikke tiden til at skrive lige pt.

Jeg vil forresten gerne lige nævne en fantastisk pige, ved navn Josefine, der bare er vildt dejlig! 

Hun skriver de dejligeste kommentare, og de varmer virkelig.

Og Tak til ALLE! <3

Elsker jer alle hver og en!

KNUUUUS OG KYYYYS

- Emilia xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...