A One Direction Story

Emilia og hendes mor rejser rundt i hele verden, da moderen Maria er stylist. Emilia elsker sin mor højt, men hendes arbejder ødelægger hendes liv nogle gange. I teenagealderen 17 år, synes Emilia bare det kunne være rart, hvis hun kunne leve et almindeligt liv, bo samme sted og have de veninder hun havde brug for. Men nej. En dag går turen til London, hvor livet forandres fuldstændigt. Maria skal være stylist for fem drenge, som Emilia i starten hader som pesten. Hun finder venskaber og kærlighed i de nye fem bekendskaber. Men ender presset med at blive for hårdt? Eller kan Emilia klare det? Og hvad sker der egentlig, når man bliver sårret af en person man... elsker? Følg hendes egen måde, at fortælle rejsen på, lige her. *Drengene er selvfølgelig kendte.*

LÆSNING PÅ EGET ANSVAR

172Likes
282Kommentarer
28443Visninger
AA

32. Oh... shit

"Øhm... hej." Peb jeg med en meget lille og spinkel stemme. Jeg hostede lidt, for at få den til at lyde ordenlig. Og så prøvede jeg igen. "Jeg mener.. Hej." Sagde jeg så og lød moden.

"Hey du." Sagde han, og prøvede at spille kostbar.

"Længe siden." 

Det var ikke til at forstå. Han var faktisk kommet? Men hvorfor? Han så så dejlig ud. Og alligevel, nej. Han havde forandret sig. Han var ikke den Harry jeg forlod for fire måneder siden. Nej, han var anderledes. 

Noget underligt. Noget... mærkeligt. Han så glad ud? Han smilede lumsk og alligevel et smil, der viste, at han overhovedet ikke var kommet over mig.

"Ja... meget længe siden." Sukkede han og kiggede ned i jorden. Han havde helt klart noget, han gerne ville sige. Det var tydeligt. Og det var tydeligt at se, at det var noget han ikke brød sig om at skulle gøre.

"Men... Jeg kom sådan set bare for at aflevere denne her." Sagde han til sidst og rakte hånden frem.

Det var en halskæde. Den halskæde jeg havde givet ham. En jeg havde fået af min afdøde fætter, og så gav jeg den til Harry. Jeg havde sagt, at det skulle være hans lykkehalskæde, og at han altid skulle have den med på scenen.

"Jeg har alligevel ikke brugt den, siden den dag du forlod os, så du kunne ligeså godt få den tilbage." Sagde han og vendte sig om, for at gå.

Inden jeg vidste af det, var han ude af min synsvinkel.

Hva skete der lige der?

Jeg vendte mig om, og så alle stirre på mig. Det føltes ubehageligt. 

"Hvorfor bedte han ikke bare nogle af jer om at tage den med til mig?" Sagde jeg koldt og begyndte at gå mod køkkenet.

Hvor var det fustrerende. Hvorfor skulle han også lige komme? Seriøst! 

Jeg åbnede ovnen for at tage flødekartoflerne ud. 

"AV FUCK FORHELVED.." Skreg jeg da jeg tog fat i fadet. Jeg havde selvfølgelig glemt grydelapper. Det er jo typisk.

"Hvad sker der?" Udbrød Liam, som netop lige var ankommet i køkkenet. 

"Jeg... brændte mig bare." Sagde jeg og tog mig til hånden med brændmærket. Det gjorde virkelig, virkelig ondt. Sådan virkelig virkelig. Det dunkede og sveg. Ja, jeg havde da brændt mig før, men FUCK hvor gjorde det ondt.

Jeg kunne bare slet ikke koncentrere mig. Harry fulgte mine tanker, han var så kostbar, så kølig overfor mig. Iskold. Hans hånd var kold. Da jeg rørte den, kom der et gys igennem hele min krop. Han var isnende. 

"Skyld det med noget vand." Sagde Liam og rev mig dermed ud af mine tanker. Han hev mig hen til håndvasken, og tænde for det kolde vand. Vandet rendte ned på mine hænder, og kølede dejligt. Det sveg og dunkede stadig. Men på en måde nød jeg smerten. Det var længe siden jeg havde følt smerte, så... jeg nød det.

Den kolde vand begyndte at gøre en smule ondt, det prikkede i huden på en ubehagelig måde, det var ikke til at holde ud længere. Jeg trak derfor hånden væk fra vandet, og slukkede for hanen.

"Øhm.. Tak for hjælpen Liam. Gider du ikke tage fadet ud af ovnen?" Spurgte jeg og tørrende mine hænder i et viskestykke. "Jeg har sat bordskånere på bordet, så du kan bare gå ind med det." 

Liam nikkede og tog grydelapperne i hænderne, så tog han kartoflerne ud af ovnen, og gik så ind mod det store spisebord i stuen. 

Jeg gik også ind til de andre, ikke så meget fordi at jeg lige på tidspunktet havde lyst til det. Men mere fordi, jeg ikke havde lyst til at være alene.

"Kom og sæt dig her, min pige." Sagde min mor og bankede på stolen ved siden af hende. "Jeg tager videre lidt før de andre nemlig." 

Jeg nikkede bare. Hvorfor, viste jeg ikke. Jeg orkede hende bare ikke. Latterligt, I know. Men kender I ikke godt det der med, at man bare ikke magter sin mor. Lige meget hvad hun gør, er hun bare total irriterende. Sådan havde jeg det med hende den dag. 

I en forsigtig bevægelse, trak jeg stolen ud, og satte mig på den. Jeg skubbede mig ind så jeg sad normalt ved bordet. 

"Værsgo at tag for jer!" Sagde jeg med en oprigtig glad stemme. Jeg var jo glad for at de var kommet alle sammen. Det var selvfølgelig ærgerligt, at Harry ikke ville blive at spise med. Det kunne da have været hyggeligt, hvis han var blevet lidt.

"Fuck hvor smager der guddommeligt." Mumlede Niall med mad i munden.

"Niall, det synes du jo om alt mad." Grinede jeg og drak en tår rødvin.

"Ja... Men.. Ja det smager bare godt!" Sagde han så og skovlede flere kartofler op på sin tallerken.

Aftenen gik godt og vi hyggede os. Især efter min mor var taget videre. 

Vi var altid meget mere åbne når der ikke var voksne til stede. Vi fik snakket om en hel del.

"Hva så Emilia, har du fået noget efter du droppede Haz?" Indskød Zayn og grinede.

"Du skulle bare vide." Drillede jeg, selvom jeg egentlig ikke havde fået noget. Jeg var total jomfru efter jeg havde droppet Harry. Jeg havde ikke kysset eller snakket sådan rigtig med nogle drenge lige siden. Hvilket var for dårligt. Jeg havde nemlig fået rigtig mange tilbud, men jeg følte bare det var for tidligt. 

"Hvor mange?" Drillede Louis og smilede lumsk.

"Det har jeg ikke tal på." Mumlede jeg og løftede øjenbrynene.

Niall sagde ingenting, ingenting over hovedet. Han var faktisk også stoppet med at spise. Han sad bare, stirrede ned i sin tallerken, sagde ingenting.

"Er der noget galt, Niall?" Sagde jeg og prøvede at få ham til at kigge op.

"Øhm... nej" Svarede han hurtigt og pillede lidt ved maden med sin gaffel. "Tak for mad." Sagde han så og rejste sig. Han gik hen mod døren, og begyndte at tage sin jakke på.

"Hey, Niall! Hvor skal du hen?" Sagde jeg højt og rejste mig op.

"Videre." Sagde han, åbnede døren og gik ud.

"Undskyld mig." Sagde jeg hurtigt til de andre inden jeg stormede hen mod døren og efter Niall.

Regnen silede ned udenfor, og man blev gennemblødt på 2 sekunder. En rigtig efterårsaften. Det tordnede i det fjerne, og blinkede kort enkelte gange, hvilket gjorde det hele meget mere dramatisk.

"Niall, Vent!! Hvad forgår der?" Råbte jeg efter ham. Han stoppede op og vendte sig rundt. Hans øjne borrede sig ind i mine. Hva skete der? Hvad var der galt med ham?

"Hvad der forgår? Kan du slet ikke mærke det?" Råbte han og slog ud med armene.

"Nej, forklar mig det.." Sagde jeg i dæmpet tonefald og kig tættere på ham. 

"Har det aldrig betydet noget for dig, Emilia? Alt det vi har lavet sammen. Vores gå ture? Alt? Kan du slet ikke føle det samme som jeg?" Sagde han højt.

Og nu forstod jeg pludselig det hele. Niall havde følelser for mig. Alle de gange vi havde lagt som bedstevenner og set tv sammen på. Han nussede mig altid på maven, ligesom Harry gjorde. Han var rolig. Vores gåture, hvor han holde om mig når han kunne se jeg frøs. Hvorfor havde han ikke fortalt mig det?

"Niall, det er jeg ked af, men det har ikke betydet noget følelsesmæssigt for mig, jeg troede bare vi var venner." Mumlede jeg.

Jeg gik tættere på mig, og da han stod helt tæt på mig, snog han sin hånd om mit liv og holde mig tæt ind til ham. Han duftede dejligt, ligesom altid.

"Emilia, har det aldrig betydet noget for dig?" Sagde han, og hans flotte lyseblå øjne blev helt blanke.

"Ikke sådan.. nej. Jeg ved ikke... måske.. Lidt" Stammede jeg. "Eller, nej, Niall. Jeg har altså ikke følelser for dig." Fastslog jeg kort tid efter.

"Betyder det her heller ikke noget for dig?" Sagde han, og lænede sig ned mod mig.

Langsomt mødtes vores læber i et fantastisk kys.

 

A/N:

Dam dam dammmmm :O

Havde nogen af jer gættet det? Hihi, det havde været planen fra starten, så er ret stolt af, at jeg har fået det med. <3

Hvad synes i?

Kommenter lige jeres mening. Det er jeres dejlige kommentare der giver mig lyst og motivation til at skrive! <3

Og hvis i ikke allerede har liket, så gør det lige <3

Elsker jer :') 

- Emilia xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...