A One Direction Story

Emilia og hendes mor rejser rundt i hele verden, da moderen Maria er stylist. Emilia elsker sin mor højt, men hendes arbejder ødelægger hendes liv nogle gange. I teenagealderen 17 år, synes Emilia bare det kunne være rart, hvis hun kunne leve et almindeligt liv, bo samme sted og have de veninder hun havde brug for. Men nej. En dag går turen til London, hvor livet forandres fuldstændigt. Maria skal være stylist for fem drenge, som Emilia i starten hader som pesten. Hun finder venskaber og kærlighed i de nye fem bekendskaber. Men ender presset med at blive for hårdt? Eller kan Emilia klare det? Og hvad sker der egentlig, når man bliver sårret af en person man... elsker? Følg hendes egen måde, at fortælle rejsen på, lige her. *Drengene er selvfølgelig kendte.*

LÆSNING PÅ EGET ANSVAR

172Likes
282Kommentarer
27919Visninger
AA

33. NH vs. HS

"Betyder det her heller ikke noget for dig?" Sagde han, og lænede sig ned mod mig.

Langsomt mødtes vores læber i et fantastisk kys.

Hans læber klemte sig op mod mine, de var bløde, og en smule fugtige. Han kyssede dejligt. Hans dejlige hænder holdte godt fast om mit liv, og det føltes ikke engang forkert.

Måske havde jeg alligevel en smule føleler for Niall?

Hans hæftige kys gjorde at jeg fik lyst til ham, og jeg kørte mine hænder op ad hans mave, over hans brystkasse og om i nakken og lod dem så ligge der. Jeg flettede mine fingre sammen bag hans nakke, så jeg følte jeg havde bedre fast. Jeg stod en smule på tær, da han var lidt højere end mig. 

Jeg kyssede hæftigt med, og bed ham blidt i læben. Han stønnede kort af nydelse, og jeg lod min tunge trække ind i hans. 

Der var lidt blandede følelser i min krop, på den ene side, havde jeg vildt meget lyst til, at stå her og kysse videre med Niall. Og på den anden side, føltes det forkert. Jeg troede bare at Niall og jeg havde et vildt godt venskab. Og at vide, at han havde lagt mere i det, i mens jeg var kærester med Harry, gjorde mig en smule bekymret.

Det var da forkert af ham, ik?

At lægge an på mig, mens jeg er sammen med en af hans bedste venner.

Er jeg den eneste der synes det er forkert.

Eller? 

Whatever...

Jeg er også ligeglad med jeres mening.

Biaaaaatch

"Øhm.. Forstyre jeg." Lød en ironisk stemme, jeg genkendte alt for godt.

Jeg trak mig hurtigt væk fra Niall og han kiggede over på drengen med de store mørke krøller.

"Ja, du forstyrre faktisk pænt meget." Sagde Niall flabet og holdte blikket på Harry.

"Hold dog op, Niall." Sagde jeg og fik Nialls opmærksomhed. "Nej, Harry, du forstyrre ikke. Faktisk tror jeg, at det var godt du kom."

"Jeg tror faktisk bare jeg skulle være blevet fuldstændig væk." Sagde han hårdt og svang lidt med den pose, han havde i sin højre hånd.

"Harry hold nu op, det er ikke som det ser ud til." Mumlede jeg og kiggede ned i jorden.

"Hvor længe har det stået på? Siden den gang vi var sammen?" Råbte han.

"Selvfølgelig ikke, Harry! Jeg kunne aldrig finde på at være dig utro. ALDRIG!" Råbte jeg og blev en smule såret over, at han troede jeg havde været ham utro.

"Emilia drop det! Det er nemt at se på Niall, at han har en anden mening." Sagde han stædigt og trådte et skridt hen mod Niall.

"Harry gå ikke tættere på ham." Bad jeg.

Jeg fik kun et kort blik fra Harry, ellers ignorerede han mig bare og gik tættere på Niall. Hvad fanden havde han gang i?

"Hva fanden har du haft gang i, Horan." Sagde han hårdt og kiggede ham dybt i øjnene.

"Ingenting, Haz. Bare slap af." Forsøgte Niall og smilede skævt.

"Du skal ikke stjæle min dame." Vrissede han.

"Harry, hun droppede dig. Kom over hende, det fortjener hun." Sagde Niall og skubbede Harry lidt væk.

"Hold din kæft!" Råbte Harry pludselig, hvilket gav mig et chok. Sådan plejede Harry aldrig at være, hvad var der i vejen med ham. Og derfor valgte jeg at blande mig.

"Hey, Harry. Kom her." Sagde jeg og smilede, da jeg fik hans opmærksomhed. Han kiggede bare på mig, og bevægede sig ikke. "Kom." Sagde jeg igen, viftede med hånden som tegn til at han skulle komme hen til mig.

Han begyndte at gå hen mod mig. Og der bankede mit hjerte hurtigere end nogensinde før. Sådan helt ekstremt meget.

"Hør Harry. Det er virkelig ikke som du tror." Startede jeg med at sige. Han nikkede kort, stillede posen på jorden og tog fat i mine hænder. Han blide berørelser i mine hænder fik det til at kilde i maven på mig. 

Uhhh

"Niall og jeg har virkelig ikke noget sammen." Jeg prøvede virkelig at få det her rettet op, og jeg prøvede virkelig at glemme, at Niall stod lige ved siden af os.

"Jeg kunne aldrig finde på at være dig utro, Harry. Det kunne jeg virkelig aldrig finde på. Jeg elskede dig, højere end noget andet, og det ved du godt. Du var min dreng, ingen andre. Det var dig, dig jeg elskede og holde af. Dig jeg ville have en fremtid med. Men Harry, du accepterede ikke at jeg ville blive i Danmark for vores skyld. Jeg er ked af den måde, jeg bare skred på. Jeg skulle også have lyttet til dig. Selvom jeg hader at indrømme det Harry, så elsker jeg dig jo stadig, men jeg tror ikke jeg kan tilgive dig." Jeg sagde det hele i et meget roligt og overbevisende tonefald. Det var virkelig svært.

"Jeg forstår godt Emilia. Men jeg var virkelig en idiot, og det er det jeg gerne vil undskylde for. Jeg overreagerede, og jeg kan godt se nu, at du ville blive her for vores skyld. Jeg elskede dig jo bare så højt, og det var ikke til at fatte, at jeg ikke skulle se dig hver dag mere." Sagde han og klemte lidt i mine hænder, før han trådte et lille skridt tættere på mig.

Hans dejlige duft fyldte mine næsebord, og jeg blev straks helt rolig. 

"Giv mig en chance for at rette op på det hele." Bad han.

"Harry nej, det går ikke. Vores forhold har været igennem for meget. Det er ødelagt. Det var en fejl af os, at vi blev så hurtigt kærester. Det er det der har ødelagt det hele fra starten af. Vi skulle have kendt hinanden." Mumlede jeg og lagde mit hovede ind mod hans bryst.

"Emilia, please."

"Harry, nej." Fastslog jeg.

"Du har lige sagt du elsker mig, hvorfor så ikke give det hele en chance? Jeg elsker dig, Emilia! Jeg har tænkt på dig hver dag, grædt mig selv i søvne og været skide bange for at du var ved at finde en ny dreng." Sagde han og fik helt blanke øjne.

"Tro mig, Harry. Jeg har knap nok snakket med en dreng, siden jeg forlod jer." Indrømmede jeg og kiggede ham dybt i øjnene.

Han stod uden og sige noget, og jeg kunne ikke lide stilheden.

"Men hvorfor kom du egentlig tilbage?" Skiftede jeg emne.

"Ville jeg ikke være en total egoist, hvis jeg kom til fødselsdag uden en gave til fødselaren?" Sagde han og bukkede sig ned for at samle posen op.

Han stak hånden ned i posen, og op igen. I hånden havde han en lille fin pakke, pakket ind i noget lyserødt papir.

"Den er til dig." Sagde han så, og gav mig pakken.

 

A/N:

Hej venner....

Undskyld, men jeg tror der kommer til at gå lidt tid før næste kapitel kommer...

Min motivation og mit humør er helt i bund.

I torsdags tog vi til Svendborg, fordi min bror skulle opereres og vi kom hjem fredag.

Så i morges var hans ar gået op, og han er blevet indlagt igen.

Jeg ved ikke hvor farligt det er, men han skulle opereres i halsen, så det var i halsen han blev skåret op. Og det er fra halsen han bløder nu.

Det lyder nok farligere end det er. 

Håber i alle forstår.

Vil skrive så meget jeg kan, men det går bare ikke så hurtigt.

Knussss

- Emilia xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...