A One Direction Story

Emilia og hendes mor rejser rundt i hele verden, da moderen Maria er stylist. Emilia elsker sin mor højt, men hendes arbejder ødelægger hendes liv nogle gange. I teenagealderen 17 år, synes Emilia bare det kunne være rart, hvis hun kunne leve et almindeligt liv, bo samme sted og have de veninder hun havde brug for. Men nej. En dag går turen til London, hvor livet forandres fuldstændigt. Maria skal være stylist for fem drenge, som Emilia i starten hader som pesten. Hun finder venskaber og kærlighed i de nye fem bekendskaber. Men ender presset med at blive for hårdt? Eller kan Emilia klare det? Og hvad sker der egentlig, når man bliver sårret af en person man... elsker? Følg hendes egen måde, at fortælle rejsen på, lige her. *Drengene er selvfølgelig kendte.*

LÆSNING PÅ EGET ANSVAR

172Likes
282Kommentarer
27928Visninger
AA

23. In Hamburg

"Emilia! Hvor mange ting vil du lige have med op? Vi skal være her en nat." Råbte Harry efter mig lidt længere nede af trappen, og med to af mine tasker i hænderne.

Jep, vi skulle overnatte på et hotel en nat i Hamburg, og Harry og jeg havde fået et værelse sammen. Wuhuuuu!

"Jamen, der er noget jeg skal bruge i dem alle sammen." Grinede jeg og kiggede ned af trappen, hvor Harry kom slæbende med mine ting.

Vi boede på 4. sal og der var ikke elevator.

"Forhelvede.." Mumlede han for sig selv.

Jeg fnisede lidt for mig selv, inden jeg fortsatte hen af gangen for at finde værelse nummer 158 - vores værelse.

Jeg stak nøglen i hullet....

Ad, det kunne misforståes. Nøglen i hullet.

Ej føj.

Vi prøver lige igen.

Jeg låste døren op, og trådte ind. 

Wooow, det var lækkert.

Stort og lyst. 

De kunne sgu noget, her i Hamburg.

Ærgeligt at vi kun skulle være her en nat.

"Tak for hjælpen." Vrissede Harry forpustet, da han lige var kommet ind af døren. 

"Skulle det være en anden gang?" Drillede jeg og tog den lille taske fra ham, og stillede ud på badeværelset.

I samme øjeblik kom Niall ind ad døren.

"Haz, kom. Det er nu!" Sagde han.

Drengene skulle lave et eller andet sammen i dag. Hvilket jeg synes lød rigtig hyggeligt for dem. De havde simpelthen sådan et godt fællesskab!

Såååå, drengene og pigerne havde en lidt opdelt dag i dag. For Eleanor, mor og jeg havde aftalt, at vi skulle ud at shoppe! 

På min mors regning.

"Kommer, Niall." Sagde Harry og smed den store taske over på sofaen.

"Vi ses, min skat." Sagde han og kyssede mig på munden. 

"Vi ses." Jeg slog armene om ham, og krammede ham hårdt.

"Jeg elsker dig." Sagde han og kyssede mig i håret.

"Og jeg elsker dig." Mumlede jeg mod hans bryst.

"Nuuuugrhgrh!" Kom det fra Niall som smilede kært. "Men Haz, vi skal afsted nu!"

"Vi ses." Sagde Harry igen og smilede kærligt til mig.

Jeg smilede bare og så ham så forlade værelset.

Jeg kiggede på mig selv i spejlet. Hvor var jeg blevet køn at se på. Mit tøj sad lige som det skulle. (Poster billede af outfit nederst.)

Harry gjorde mig glad. 

***

Nu sad mor, Eleanor og jeg på Starbucks og drak te. Mmmm... kanel te!

Jeg havde fået købt et viiiildt fedt sæt tøj! Som jeg allerede elskede viiiildt højt. 

Eleanor havde også købt noget!

Og mor havde købt noget til drengene, hvor var det fantastisk at hun gik så meget op i hendes job.

"Piger, vil I ikke begge to hjælpe mig med drengene i aften?" Spurgte min mor og smilede.

Vi nikkede bare og sagde ja. 

"Og forresten. Danielle og Perrie kommer i aften, og de skal med til Danmark i morgen." Sagde min mor til mig.

"Er det rigtigt?" Hvinede jeg?

Årh hvor fedt! Så kunne jeg vise dem alle sammen Danmark. Mit hjemland. De skulle alle sammen se, hvor jeg kommer fra. Og så kunne jeg lærer Danielle at kende. 

"Ja." Smilede min mor. Eleanor sad og nikkede.

"Vidste du det?" Spurgte jeg Eleanor som nikkede svagt.

Hold kæft jeg glædede mig. 

Vi blev færdig med teen og ville til at vende snuden mod hotellet igen. Men vi blev ret hurtigt stoppet, af en masse piger, der ville have taget billeder af os. De var i alle aldre. fra 6 til 20 + år gamle. 

Det var mærkeligt, så kendt jeg var blevet efter jeg var begyndt at hænge ud med One Direction. Ej, det føltes helt mærkeligt at kalde dem det.

One Direction.

De er jo ikke bare One Direction. 

De er mine venner, min familie, og en af dem er... min kæreste.

Okay, fra nu af, kalder jeg dem bare for Drengene.

Vi kom hjem til hotellet, og da jeg skulle til at låse op ind til mit og Harrys værelse, var der allerede låst op. Jubiiii. Harry var allerede hjemme

Jeg hørte en stemme der gik og sang.

"Can we take the same road two days in the same clothes

And i know just what she'll say if I can make all this pain go

Can we stop this for a minute

You know, I can tell that your heart isn't in it or with it"

Han gik og øvede? Over Again, hvis det ikke var gået op for nogle af jer. Det plejede han ikke at gøre.

"Harry..." Jeg skubbede døren ind til stuen, hvor Harry gik desperat rundt. Han fik tydeligvis et chok.

"Øhm... ja?" Svarede han og kløede sig i nakken..

"Er der noget galt?"

"Nej!" Sagde han hurtigt, hvilket gjorde klart for mig, at der var noget galt. Jeg kiggede bare på ham med mit fortæl-mig-hvad-der-er-galt-blik og så røg ordene ud af ham.

"Tænk hvis jeg synger forkert Emilia. Hvis jeg kvajer mig foran flere tusinde mennesker der forventer en fantastisk koncert. Det kan være, jeg falder ned af scenen. Jeg kunne brække et ben, en fod, en arm... dø. Tænk hvad der kan ske."

Jeg var mundlam. Sådan plejede han da ikke være?

"Harry, hvorfor skulle det lige pludseligt ske? Det giver jo ingen mening? Du plejer da ikke være nervøs for at gå på scenen?"

"Plejer jeg ikke? Du har ikke set mig lige inden koncerterne før. Jeg går i panik. Jeg er bange og nervøs. Det er kun drengene der ved det her, men jeg har altså den sygeste sceneskræk. Du vil ikke vide hvor bange jeg er. Nogle gange kaster jeg op, fordi jeg er så nervøs." Sagde han og satte sig ned på sofaen, og begravede sit hovede i sine hænder. "Jeg er bange..."

Det var ikke til at fatte. Han havde virkelig sceneskræk. Han var virkelig bange for at stå på scenen. 

"Det gør dig bare endnu mere sej, skat." Sagde jeg og satte mig ned ved siden af ham. "Kig på mig."

Han kiggede op på mig. Hans øjne var helt blanke.

"Det er da vildt sejt, at du er så bange for det, og alligevel gør du det skide godt, hver gang!" Opmundrede jeg ham.

"Det er det der er galt, Emilia. Folk forventer at jeg gør det godt hver gang, og det er det, der gør at jeg er bange for at kvaje mig." Snøftede han

"Du har gjort det før, og du kan gøre det igen. Dine fans elsker dig stadig selvom du kommer til at lave en fejl, de synes bare at det er sødt!"

"Tror du?" Hans øjne lyste op.

"Jeg er sikker. På min gamle skole, var de fleste piger i min klasse Directioners, eller hvad det hedder. Jeg har hørt mere om jer, end du tror."

Endnu engang lyste hans øjne op. Hvor var det fantastisk at se.

"Hvordan kan det være, at du altid kan gøre mig glad?" Sammentykkede han og smilede megaaaa kært.

"Jeg ved ikke. Men vi skal altså afsted nu. Koncerten er om tre timer." Fastslog jeg og gav ham et hurtigt kys på kinden, inden jeg rejste mig fra sofaen og gik hen og tog min lædderjakke på. "Vi venter på dig nede i reseptionen, kom når du er klar." Sagde jeg inden jeg gik ud af døren og hen mod trappen.

"Hvordan har Haz det?" Spurgte Louis, da jeg kom ned til dem.

"Tjo.. Jeg fik ham til at falde til ro." 

"AHVA GJORDE DU?" Udbrød Niall.

"Jeg fik ham til at falde til ro, er det noget dårligt?" Spurgte jeg nervøst og bed mig lidt i læben.

"Nej, Emilia. Det er fantastisk. Vi har forsøgt med det i tre år nu, og vi får ham aldrig til at falde til ro." Indskød Liam.

"Shh. Han kommer nu." Hviskede Zayn og tyssede på os.

"He Haz!" Råbte Louis og krammede ham.

"Hey Boo!" Svarede Harry og klappede ham på ryggen.

"Fedt at se, at damen har styr på dig." Grinede Louis.

"Ja, det er faktisk ret... fedt." Svarede Harry og smilede til mig.

"Så er der afgang!" Råbte en stemme ovre fra hovedindgangen. Det var chauføren.

Der var vildt mange piger, da vi kom til arenaen. De ventede vist bare på deres idoler. Så snart de fik øje på den røde Tour bus, skreg de så sindsygt højt, at det gjorde helt ondt i ørene, endda inde i bussen.

Det var helt sindsygt.

Vi kom ind i den store bygning, og om der hvor de skulle have sat hår, og have tøj på. Og gæt en gang. PERRIE OG DANIELLE VENTEDE PÅ OS DERINDE!

"Hej smukke!" Råbte Perrie og vinkede til mig. Jeg gik over og gav hende et kram. Jeg havde virkelig savnet hende.

"Hej Danielle, jeg hedder Emilia. Marias datter, Harrys kæreste." Præsenterede jeg mig selv over for Danielle, da Zayn havde overtaget Perrie.

"Hej Emilia!" Sagde hun glad og trak mig ind i et kram.

"ALLE SAMMEN! Gider i lige rette opmærksomheden herover?" Sagde min mor højt og fik opmærksomheden af os alle.

"Perrie, hvis du sætter Zayns hår, lægger hans makeup og hjælper ham med at komme i det her tøj." Sagde hun og smed en pose over til hende. Hun nikkede, og mor fortsatte:

"Danielle, du gør det samme ved Liam." Og smed en pose over til hende.

"Eleanor tager Louis, Emilia hjælper Harry. Og piger, i ved hvilket noget tøj de skal have. Så sørger jeg for Niall." 

"Skynd jer skynd jer, de skal være på om halvanden time."

Der blev sagt en masse ting i munden på hinanden, som en mumlen og kort efter, var vi alle sammen i gang med det vi skulle.

Jeg havde fundet en pudder, der passede perfekt til Harrys hudfarve og skulle nu til at smække det i ansigtet på ham, så det kom til at se så naturligt ud som muligt.

"Luk øjnene" Sagde jeg og var ekstremt koncentreret om, at det skulle se naturligt ud. 

Han lukkede øjnene.

"Jeg fatter ikke vi skal have det her i fjæset.."

"Shh.. Harry. Hold mund ellers for du pudder i munden." Brokkede jeg mig og straks holdte han mund. "Det er jo fordi, jeres hud ikke skal skinne for meget oppe på scenen." Forklarede jeg ham.

Han nikkede.

"Sid stille, ellers for du det i håret." Brokede jeg mig igen.

Han sad fuldstændig stille ind til jeg sagde han måtte åbne øjnene.

"Wow, det ser meget mere naturligt ud, end når din mor gør det." Komplimenterede han og kiggede på sig selv i spejlet.

"Tak. Tag det her tøj på." Sagde jeg og smed en hvid skjorte med striber og et par sorte bukser over til ham. "De fire øverste knapper skal ikke være knappet." Sagde jeg og pegede på skjorten. (Inspiration fra tøjet han havde på til Teen Choice)

"Tak."

Han fik tøjet på, og satte sig så i stolen igen, for at jeg kunne sætte hans hår.

Det sad helt perfekt til sidst, og han fik lov til at rejse sig op.

"Tak min skat." Sagde han og skulle til at kysse mig.

"Hold op Harry, vi har ikke tid til det der. I skal ind til Helene og varme jeres stemmer op. Smut med dig." Sagde jeg med et smil på læben og skubbede ham væk. Jeg vendte mig om og begyndte at rydde op. Kort efter hørte jeg døren blive åbnet og lukket. 

Han var gået.

Hvor var det fedt, som jeg havde magten over ham.

Jeg havde fået ryddet op, og fandt ret hurtigt de andre piger. 

Tiden gik hurtigt og inden jeg vidste af det, stod der fem fantastiske drenge oppe på scenen, og gjorde det, de elskede allermest.

 

A/N

Hallooooo <3

Så kom der endnu et fantastisk kapitel. 

Vidste i godt, at Harry faktisk i virkeligheden lider af sceneskræk? Jeg har læst det i en Harry Styles bog. Under x factor kastede han nogle gange blod op, fordi han var så nervøs for at gå på scenen. 

Vidste i godt det?

Nu ved i det i hvert fald. :)

Bliv ved med at kommentere som i gør. 

OG LIKE! For guds skyld da, LIKE! Eller, for min skyld <3

- Emilia xx.


Emilias outfit.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...