A One Direction Story

Emilia og hendes mor rejser rundt i hele verden, da moderen Maria er stylist. Emilia elsker sin mor højt, men hendes arbejder ødelægger hendes liv nogle gange. I teenagealderen 17 år, synes Emilia bare det kunne være rart, hvis hun kunne leve et almindeligt liv, bo samme sted og have de veninder hun havde brug for. Men nej. En dag går turen til London, hvor livet forandres fuldstændigt. Maria skal være stylist for fem drenge, som Emilia i starten hader som pesten. Hun finder venskaber og kærlighed i de nye fem bekendskaber. Men ender presset med at blive for hårdt? Eller kan Emilia klare det? Og hvad sker der egentlig, når man bliver sårret af en person man... elsker? Følg hendes egen måde, at fortælle rejsen på, lige her. *Drengene er selvfølgelig kendte.*

LÆSNING PÅ EGET ANSVAR

172Likes
282Kommentarer
28263Visninger
AA

36. Hi Niall

Jeg var i chok.... Han savnede mig? Elskede mig? Nej... Det måtte han bare ikke minde mig om, ikke sige. Ikke skrive... Det var det værste der kunne ske.

#Harry... You know I also love you but I had trying to tell you i can't. Please understand it, Harry. You do nothing better when you write to me... 

Skrev jeg tilbage og satte min mobil på 100 % lydløs. Så lagde jeg telefonen over på natbordet igen, og puttede mig godt under dynen.

Hvorfor skulle han hele tiden få mig til at føle skyldfølelse over alt muligt, jeg ikke burde have skyld for. Jeg mener, det er da naturligt at jeg afviser ham, ikke? Er det ikke normalt? Normalt at afvise en dreng, som man ved man ikke vil kunne få det samme forhold til at komme op at køre igen.

De sidste par dage havde jeg egentlig også fået vildt meget hate af folk på twitter og instagram. Efter billederne af Niall og jeg kom ud, mener folk bare at jeg prøver at knuse deres hjerter? Er det ikke at gå for langt? Det var Niall der kyssede mig.

Jeg kyssede jo slet ikke med.

Slet ikke.

Nej.

Ikke bare en lille smule, nej?

Jeg var total afvisende overfor ham. 

Jep.

Men hvorfor? Hvorfor skulle folk hate på mig? Hvorfor hadede de mig for at være mig? For ikke at have gjort noget? Ja, jeg havde kysset med deres idoler, drengene de elsker.. men whatever? Er det ikke lige meget? For eksempel, hvis Harry var lykkelig sammen med mig, hvorfor kunne de så ikke bare være glade på hans vegne? Og hvis der var lagt følelser i det mellem mig og Niall, kunne de så ikke bare være glade for at Niall endelig havde fundet en pige?

Men nej, sådan fungere det ikke i showbuesnes. Niks.

Det skulle man altid hate på folk man var misundelige på nemlig.

Det er lige før jeg skulle tjekke i en eller anden reglbog om et er en regl. 

Men det gider jeg ikke.

Jeg hader bøger.

Jeg hader at læse.

Faktisk, fatter jeg ikke at i gider at læse det her?

Er det ikke lidt spild af tid?

Hej jeg hedder Emilia, jeg har levet et underligt ungdomsliv med One Direction lad mig skrive en historie om det og håbe på at folk vil læse med.

Argh.

Hvis i ikke synes det er spændende, så bare stop. 

Og alligevel vil jeg gerne tvinge jer til at læse videre, fordi I skal da vide hvordan det hele slutter? Ikke? Eller lad vær, det er jeres valg.

Videre i historien, jeg faldt i søvn.

***

Godmorgen, godmorgen til hele bundegården. Eller lejligheden. Værelset. Det også lige meget, hvem tæller altså? Åbenbart ikke mig i hvert fald.

Det var i hvert fald morgen. Tirsdag. Og jeg gad virkelig ikke i skole. Siden jeg var startet havde jeg ikke haft en eneste fraværende dag. Det var måske snart på tide? Mmmm

Men hvad kunne jeg så lave?

Tage til England og besøge Niall? Tage Katrine med?

Maybe..

- it's the way she walked
straigt into my heart and stole it.
Through the doors and past the guards
just like she already owned it.

Undskyld... Men hver gang der er nogle der siger Maybe kommer jeg altså i tanker om den sang. Det er virkelig en ørehænger. 

Jeg rakte ud efter min telefon der lagde på natbordet, låste den op og begyndte at skrive en besked til Nialler. Seriøst, jeg elsker at kalde ham det. Det er så snuttet.

Snuttet: Det har jeg forklaret jer før, men hvis I ikke kan huske det er det en blanding af sød og nuttet. Og nu forklare jeg det ikke igen hvis jeg bruger udtrykket igen. Måske.

Måske er det den vej hun gik
fandt vejen ind til mit hjerte og stjal det

Ej oh my god den sang lyder forfærdeligt på dansk. Og når man tænker på musik videoen, er det egentlig mega latterligt.

Marcel er ved at vide dem en masse billeder, og lige pludselig går Harry op og synger om en pige der går? What the fuck?

Okay, det var et sideskift. Men det er virkelig noget jeg har tænkt over længe. Det er ret grinern. Sådan haha sjovt. 

Hahahhahhaha

Nej Emilia, stop dig selv.

Du er den eneste der griner.

Måske sidder nogle af jer og smiler lidt over hvor forever alone jeg er?

Hvaaa?

Måskeeee?

Nej? Ingen? Okay.

#Hi Nialler. I'm so tried today, can't go to school. Can i take home to you? xx

Nu tænker i nok. Hvorfor gider du rejse helt til England for det? Men jeg saaaavner min Nialler.......

Der gik utrolig kort tid, så bibbede der en besked ind på min telefon.

Niall ♥:
#Hiii babe ((: I'm in sweden so I can take home to you. See you in a few hours xx

#It's okay. See you (: xx

OG SÅ VAR MULIGHEDEN DER. Katrine skal møde ham. Møde min bedste ven. Ham, der betød meget for mig. Ham, der altid kunne få mig til at smile og grine. Niall.

Jeg gad ikke skrive en sms, så derfor valgte jeg at ringe til hende i stedet for.

Biiiib Biiiib.

"Hej det Katrine." Lød det så i den anden ende af telefonen.

"Hej Trunte! Vi holder pjækkedag i dag, har noget vigtigt vi skal. Kom herhjem." Sagde jeg og smilede lidt for mig selv.

"Øhm... Okay. Jeg drikker lige min te færdig og så kommer jeg." 

"Fin fin. Vi ses" Sagde jeg og lagde på.

Jeg glædede mig virkelig til at skulle præsentere hende for Niall. Det blev så fedt.

Klokken var kun 7, og jeg lå i min seng og tænke på, hvordan Katrine ville reagere når han kom. 

Hun ville flippe fuldstændig ud. Måske besvime? 

Jeg fik lavet mig en kop engelsk te. Minderrrr.

Kl halv 9 bankede det på min dør til min ybber flotte lejlighed. 

"Åben selv op eller bliv ude." Råbte jeg af mine lungers fulde kræft henne fra sofaen.

Det gik højest 2 sekunder, før døren åbnede. Men det var ikke lige den jeg regnede med, der kom ind. 

"NIALL!" Råbte jeg og sprang op ad sofaen for at løbe hen og kramme ham. "Du kom hurtigt." Mumlede jeg mod hans bryst.

"Ja, selvfølgelig" Svarede han og aede mig på ryggen.

"Jeg har forresten sagt til min veninde at hun skal komme. Der kan ikke gå længe inden hun kommer." Forklarede jeg.

"Hende der den viiildt smukke?" Sagde han og smilede helt vild.

"Ja, og bare så du ved det, hedder hun Katrine. Og hun kommer...." Jeg skulle til at sige Om lidt, da det bankede på døren "- Nu." sluttede jeg i stedet af.

 

A/N:

Uhhh, spænding! :D

Hva tror i så der sker med Katrine og Niall? finder de sammen? :ooooo

Maybeeee

Kærlighed og smil til folket, fordi jeg er glad i dag

MIN BROR ER BLEVET UDSKREVET AF SYGEHUSET BITCHESSSSS

Er sååå over lykkelig og glad på hans vegne <3

Kyssss

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...