A One Direction Story

Emilia og hendes mor rejser rundt i hele verden, da moderen Maria er stylist. Emilia elsker sin mor højt, men hendes arbejder ødelægger hendes liv nogle gange. I teenagealderen 17 år, synes Emilia bare det kunne være rart, hvis hun kunne leve et almindeligt liv, bo samme sted og have de veninder hun havde brug for. Men nej. En dag går turen til London, hvor livet forandres fuldstændigt. Maria skal være stylist for fem drenge, som Emilia i starten hader som pesten. Hun finder venskaber og kærlighed i de nye fem bekendskaber. Men ender presset med at blive for hårdt? Eller kan Emilia klare det? Og hvad sker der egentlig, når man bliver sårret af en person man... elsker? Følg hendes egen måde, at fortælle rejsen på, lige her. *Drengene er selvfølgelig kendte.*

LÆSNING PÅ EGET ANSVAR

172Likes
282Kommentarer
27923Visninger
AA

15. Drama Queen

Harrys Synsvinkel:

Det var ikke til at fatte, nu var det to uger og tre dage siden Emilia og jeg havde slået op, og jeg var stadig ikke kommet mig over hende. Det undrede mig, da jeg plejede at være hurtig til at komme over piger. Men Emilia var anderledes. 

Hendes ord var plantet som et ekko oppe i mit hovede, de havde ramt mig hårdt - i hjertet. Noget jeg aldrig havde prøvet på den måde før, og det gjorde utrolig ondt.
Jeg hader dig. Havde hun sagt.

Det var en fejl, det med Taylor. Hun var bare et engangsknald. Ja, I hørte rigtig, vi var i seng sammen, men det skal Emilia aldrig få  noget af vide om. Aldrig.

Det var faktisk lykkedes Emilia, at undgå mig fuldstændig, her de første uger af Touren. Og jeg havde efterhånden formået, at glemme hvordan hun egentlig så ud.

Jeg lukkede øjnene, og forestillede mig hende:

Hendes ansigt, den perfekte mund, der gav de dejligste kys, hendes næse og hendes smukke brune og grønne øjne, som jeg elskede at kigge i. Hendes øre, med rimelig mange piercinger, tre eller fire i hvert øre. Hendes lange lyse krøllede hår, som faldt smukt ned over hendes alt for perfekte skuldre. Hendes flotte, ikke alt for markerede kraveben, og lidt længere nede, hendes bryster. De sad lige hvor de skulle, flotte og runde, hverken for store eller for små, en C-skål, ville jeg gætte på. Hendes mave, den flade, flotte mave som jeg plejede at ligge og tegne cirkler på, med mine fingre, inden vi faldt i søvn. Midt på maven, hendes navle, hvori hun også havde en piercing, hvilket jeg fandt ret sexet. Hendes numse, den helt perfekte numse, den ejede Emilia. Den var hverken for lille eller for stor, den var helt perfekt. Hendes lange flotte ben, med et passende mellemrum mellem lårene. Til sidst hendes fødder, hun har små fødder, størrelse 37, tror jeg. Og så var hele hendes krop, så flot og gyldenbrun. Hun var smuk. Hun kunne næsten være... model.

I aften var hun med Niall på Mc Donald's, det irriterede mig, han han kunne være sammen med hende, når jeg ikke kunne.

De havde efterhånden været længe væk. Jeg savnede synet af Emilia, det var snart tre uger siden jeg havde set hende. 

Jeg ville gøre alt, jeg elskede hende jo stadig. 

I det samme åbnede døren, og jeg så Niall kom gående. Jeg kunne høre et pigegrin bag ham, som jeg kendte alt for godt. Grinet stoppede bare, da hun så hvem der var inde i rummet - nemlig mig.

Emilia.

Hun så forandret ud. Mellemrummet mellem hendes ben, var alt for stort, og hendes kraveben alt for markerede. Hendes arme var tynde, og hvis ikke jeg tog fejl, var hendes bryster blevet... mindre

Jeg rettede blikket med hendes ansigt, hun så syg, og tynd ud. Hendes kindben, var virkelig tydelige. Hvordan kunne det være sket, på mindre end 3 uger

Jeg kiggede hende i øjnene, de viste vrede. Stor vrede, og jeg var ret sikker på, at den var rettet mod mig.

"Emilia, jeg tror vi skal gå." Sagde Niall roligt, og tog fat i hendes skulder. 

"Nej." Hvæsede hun hårdt, mellem sine sammenbidte tænder. Hun rev sig løs fra Nialls greb, og gik hen mod mig, med vrede i øjnene.

Emilias Synsvinkel:

"Hr. Styles." Sagde jeg hårdt, da jeg stod med en meters afstand til ham.

"Emilia." Sagde han, mens jeg kunne se at hans øjne flakkede mellem mig, og Niall. 

"Vi er ikke på fornavn længere, Styles." Hvæsede jeg kold, og fik øjenkontakt med ham. Normalt ville hans rolige øjne, have beroliget mig, men denne gang, fik de mig til at føle vrede som aldrig før.

"Emilia jeg..." "-knuste mit hjerte, ved at fucking være sammen med Taylor Swift?" Jeg spyttede ordene ud, og hvis jeg ikke tager fejl, tror jeg faktisk jeg så ham tørre spyt væk fra sin kind. Men jeg var ligeglad.

"Niall jeg tror du skal gå ud nu." Sagde jeg koldt, men holdt blikket mod Harry. Da det gik op for mig, at Niall ikke var gået vendte jeg mig om og kiggede ham direkte i øjnene. "UD!" Råbte jeg og pegede mod døren.

Vi var nu alene, Styles og jeg. 

Selvom jeg hader at indrømme det, vidste jeg egentlig godt, inderst inde, at Harry var god for mig. Jeg mener, prøv lige at se mig. Jeg så forfærdelig ud, og alt det, med min krop, ville sikkert ikke være blevet så slemt, hvis jeg stadig havde ham.

"Du sårede mig, var mig utro og efterlod mig i et sort dybt hul." Startede jeg med at sige.

"Emilia jeg er så ked af det, hvor mange gange skal jeg sige undskyld for at du vil tilgive m.." "-Tilgive dig? Aha, rend mig. Intet skal nogensinde få mig til at tilgive dig. Du har fået mig til at græde mig selv i søvn, hver aften, og når jeg vågner, vågner jeg af mareridt om dig og Taylor. Hvordan skulle jeg nogensinde kunne tilgive det for det du har gjort?" Sagde jeg hårdt og kæmpede med at holde tårene inde.

"Du var mig utro. Jeg gav dig alt. Jeg var villig til at give dig mit liv. Jeg ville give mit privatliv væk, for at gøre dig fucking lykkelig." Hvæsede jeg.

"Jeg bad dig ikke om at give slip på dit privatliv.." "-årh jo du gjorde! Du var bare så selvcentreret og egoistisk, at du ikke lagde mærke til en skid andet end dig selv!" Råbte jeg højt og lod en tåre falde ned af min kind.

"Du lagde kun mærke til dig selv!" Gentog jeg og tørrede hidsigt en tåre af min kind.

"Emilia, undskyld." Sagde han og prøvede at holde sig rolig, hvilket gik overraskende godt for ham. Hans rolige stemme smittede af på mig.

"Undskyld er bare ikke nok, Harry. Det er det virkelig ikke." Hulkede jeg, da hans blide ord fra før havde fået tårene til at strømme ned af mine kinder.

"Jeg er ked af det." Sagde han i samme rolige tone.

"Der er jeg virkelig også." Hulkede jeg.

Jeg så ham nikke svagt, og så også, en tåre fra hans ansigt ramme gulvet. Han kiggede så op igen, med blanke, våde øjne.

"Du må ikke græde Emilia, jeg fortjener ikke dine tåre." 

"Hold dog kæft og se dig selv, tudeprins. Jeg fortjener godt nok dine tåre, men jeg ville aldrig nogensinde tage imod dem!" Svarede jeg hårdt. Mine ord ramte ham tydeligvis, da tårene blev erstattet med vrede.

"Prøv at se på dig selv, Emilia! Du ser syg ud. Du er syg! Tror du selv det er pænt, at være så fucking tynd, som du er blevet efter vi slog op?" Sagde han hårdt, med ikke andet end vrede og ondskab i øjnene. 

Hans ord gjorde ondt, da jeg selv synes jeg var forfærdelig at se på. Jeg var så... fed. Men det gjorde ondt alligevel.

"Styles." Sagde jeg roligt.

"Edward?" Sagde han på en sjov måde, hvilket fik mig til at fnise. Det samme gjorde han. Vi vidste vist begge to godt, at mit efternavn fik mig til at lyde som en dreng. Selvom jeg for få sekunder siden, kunne flå ham levende, lå jeg nu med mavekramper på gulvet, fordi jeg havde grinet så meget, hvilket han også gjorde. 

Det var simpelthen så sjovt, måden han bare sagde mit efternavn på, som om han vidste, at det ville ende i et kæmpe grineflip.

Vi lå på gulvet, med hovederne ud for hinanden, da vi pludselig fik øjenkontakt.

"Undskyld." Sagde han så igen.

"Og ikke kun undskyld, for det med Taylor. Men også undskyld for det jeg sagde, om din krop." Rettede han sig selv, hans øjne lyste af skyldfølelse.

"Undskyldning modtaget, Styles. Men du er stadig ikke tilgivet." Sagde jeg og sendte ham et oprigtigt smil. Han kiggede sært på mig, som om han ikke forstod mig.

"Jeg tager imod din undskyldning, men du er ikke tilgivet for at have kysset med Taylor. Og jeg er ikke sikker på, at jeg nogensinde bliver klar til at tilgive dig for det." Fastslog jeg. 

"Iorden." Sagde han kort og smilede. "Venner?" Spurgte han så?

"Venner!" Fastslog jeg. 

"Yo' friendssss." Zayn stormede ind af døren og så forvirret ud. "Yo' friend and sis." Rettede han sig selv og smilede til mig.

Harry og jeg kiggede på hinanden og sagde så i kor: "Yo bro." Og så var vi døde af grin, igen - og jeg nød det, jeg nød at ligge her på gulvet sammen med Harry, og opføre sig, som om man gik i børnehave.

"Hvad er der sket med jer?" Undrede han sig og hentydede til vores hår, som var blevet helt uglet af at ligge på gulvet og grine. Han begyndte langsomt at smile frækt, hvorefter han fløjtede og først dér, gik det op for ham hvad han troede.

"Ad neeeej, Zayn." Mumlede jeg. 

"Hvor er du klam." Kom det fra Harry.

Zayn mumlede et eller andet for sig selv, hvorefter han slentrede ud igen. Sært?

"Men Styles?" Sagde jeg kort og kiggede hen på ham. Jeg så ham nikke.

"Jeg kan ikke love, at jeg aldrig vil komme med en flip over dig." Sagde jeg alvorligt.

"Jeg er virkelig ked af det med Taylor." Sagde han bare, og ignorerede fuldstændig hvad jeg havde sagt til mig, hvilket gjorde mig vred. Og han nævnte Taylor. Hvilket fik mig til at minde om, hvor meget han egentlig havde såret mig.

"Som jeg sagde før, du er langt fra tilgivet." Hvæsede jeg, da jeg kunne mærke vreden pumpe i mit blod.

"Slap af Emilia, fald ned og.." "-Vel vil jeg ej slappe af eller falde ned. Du lod mig falde ned i et stort sort hul. Du gjorde noget dumt. Du er en idiot. Og jeg hader dig. Godt nok har jeg taget i mod din fucking undskyldning, Styles. Men kun for at få ro. Jeg tilgiver dig aldrig!" Sagde jeg hårdt.

"ALDRIG!" Gentog jeg mig selv med et skrig.

"Aldrig nogensinde. Og hvis du spørger, hvordan du kan gøre noget godt igen, kan jeg lige så godt fortælle dig, AT DET ALDRIG SKER." Skreg jeg højt og hysterisk. "Jeg fatter ikke, at jeg var sammen med en selvoptaget kendis som dig."

Jeg så hans blik blive trist, ikke vredt nej - trist. Hvilket også gjorde mig trist. På en måde fortjente han ikke den behandling jeg gav ham lige nu, det er der ingen der fortjener. Jeg kunne jo se han fortrød det, han var ked af det. Og alligevel, var han virkelig svær at læse.

"Er du mundlam? Kan du ikke snakke til en pige, der kun er 17?" Irriterede jeg ham, for få noget vredt frem i ham. Og det virkede, jeg kunne igen se tristheden i hans øjne, forvandle sig til vrede.

"Hun var fandme alligevel bedre i sengen end dig. Du er 17 kvindemenneske, og ikke klar til fucking sex? En lille tøs det er hv..." "-Knaldede du h.." skulle jeg til at afbryde, da hans stemme overgik mig

"-HOLD KÆFT OG LAD MIG TALE FÆRDIGT!" Råbte han højt i hovedet på hvilket fik tårene til at strømme ned af mine kinder som er vandfald.

"En lille tøs, det er hvad du er! Det er sgu da klart jeg bliver nød til at få noget et andet sted, når du ikke kan give mig." Sagde han hårdt.

"Jeg var bare ikke klar, Harry. Det var jeg ikke." Jeg var pludselig meget trist, og såret over hans hårde ord. Det gjorde ondt. Han var i seng med hende.

Jeg lod tårene strømme ned af mine kinder, jeg kun ikke stoppe. Jeg var så ked af det. Vi havde lige besluttet at være venner, og så fucker jeg det hele op? Hvad skete der med mig? Total Drama Queen. Jeg var ikke mig selv længere.

"Du er bare ikke den pige, jeg blev forelsket i længere.." Endte han med at sige. "Jeg elskede dig stadig, lige indtil jeg så dig for første gang i dag. Du så forandret ud. Og jeg kunne ikke lide det." Indrømmede han.

"Jeg elskede dig." Gentog han.

Jeg gispede lidt. Det var første gang, han sådan rigtig havde fortalt mig det. At han sagde det i datid, gjorde mig bare en smule ked af det. Jeg tænke et kort øjeblik over, hvad jeg skulle sige.

"Jeg elskede også dig." Endte jeg med at sige. 

Første gang, jeg nogensinde havde sagt det, face to face til en dreng. 

"Giv mig en chance for af rette op på det her, okay?" Spurgte han. Jeg nikkede svagt. "Jeg har savnet dig, de sidste par uger, og du er ikke den eneste der har grædt sig selv i søvn hver aften - det har jeg også." 

Hans ord overraskede mig - positivt. 

"Jeg er ikke klar til at give dig et ny chance, lige nu. Du må kæmpe dig vej op til det." Sagde jeg blidt.

"Jeg vil kæmpe for dig." Fastslog han.

A/N:
Lidt drama skal der til, right?
Hva så? Tror i Harry for kæmpet sig vej op til en ny chance? Og hvad synes i? <3
Er i bare lige glad med, at han var en nar? Eller synes i han burde skamme sig noget så groft? :/
Kommenter meget gerne!
OG LIKE! hehe
- Emilia xx.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...