A One Direction Story

Emilia og hendes mor rejser rundt i hele verden, da moderen Maria er stylist. Emilia elsker sin mor højt, men hendes arbejder ødelægger hendes liv nogle gange. I teenagealderen 17 år, synes Emilia bare det kunne være rart, hvis hun kunne leve et almindeligt liv, bo samme sted og have de veninder hun havde brug for. Men nej. En dag går turen til London, hvor livet forandres fuldstændigt. Maria skal være stylist for fem drenge, som Emilia i starten hader som pesten. Hun finder venskaber og kærlighed i de nye fem bekendskaber. Men ender presset med at blive for hårdt? Eller kan Emilia klare det? Og hvad sker der egentlig, når man bliver sårret af en person man... elsker? Følg hendes egen måde, at fortælle rejsen på, lige her. *Drengene er selvfølgelig kendte.*

LÆSNING PÅ EGET ANSVAR

172Likes
282Kommentarer
28260Visninger
AA

28. Days Over

Dagene hos Anne var gået rigtig hurtigt, og inden jeg vidste af det, var det onsdag, og Anne havde kørt os i lufthavnen.

"Pas nu godt på jer selv." Sagde Anne og smilede lidt sørgeligt, hun var sikkert ked af, at Harry allerede skule forlade hende. Forståeligt nok.

"Selvfølgelig, Anne." Sagde jeg og gik hen mod hende for at trække hende ind i et kram.

"Det var fantastisk at lære dig at kende Emilia, Harry er utrolig heldig endelig at have fundet en pige som dig. Tusinde tak fordi du gør min lille dreng lykkelig. Du er altid velkommen her." Sagde hun og trak sig fra mig.

"Tak, Anne!" Sagde jeg og kunne ikke fjerne smilet fra mine læber.

Hun smilede blot, og vendte sig så om mod Harry.

"Min dreng. Pas godt på dig selv, og ring lige så tit, som du plejer." Sagde hun. Han smilede blot med blanke øjne, og trak hende ind i et varm mor-søn-kram. Hvor smukt.

Jeg havde på få dage, lært Harry meget bedre at kende.

Jeg havde set der, hvor han arbejde inden x factor, der hvor han tjente sine første penge. Jeg havde også lært, at han sagtens kunne bevæge sig udenfor uden at blive overfaldet af fans.

I den lille landsby ting, Anne bor i, var det som om alle var familie. Og da nogle så mig og Harry, kom du bare hen og snakkede. Fortalte at de savnede ham, og at det var godt at se ham igen. Han var et helt normalt menneske. En helt almindelig dreng.

Efter at have sagt farvel til Anne, fik vi checket ind

Jeg havde på en måde ikke lyst til at komme tilbage til Danmark. Jo, jeg glædede mig til at vise Harry København. Men han så så glad og lykkelig ud, her i Holmens Chapel.

Han havde aldrig været mere sig selv, og mere afslappet. Jeg nød virkelig at se ham sådan. Det gjorde mig varm om hjertet. Hans smil fik sommerfuglene i min mave til at flyve rundt.

Uhyggeligt hvor meget jeg elskede ham. 

17 år gammel, og smask forelsket.

"Skat, er du klar." Harrys hæse stemme rev mig ud af mine tanker.

"Ja, selvfølgelig."

Det var ikke til at fatte, hvor hurtigt dagene i Holmens Chapel var gået så hurtigt. Anne havde været så imødekommende og ligetil hele tiden. Den bedste svigermor i verden.

At sidde i flyveren på vej hjem til Danmark, gjorde på en måde ondt i hjertet. Stedet betød meget for Harry, og på få dage, betød det også rigtig meget for mig.

"Er du okay?" Igen rev et hæs stemme mig ud af mine tanker.

En stor varm hånd lå på mit lår, og aede stille frem og tilbage. 

Jeg nikkede.

"Hvornår er vi der?"

"Om cirka en halv time skat, du må gerne sove." Svarede han og kyssede mig på halsen.

"Nej... Nej jeg vil hellere nyde tiden med dig." Sagde jeg i smule trist tone.

"Hvad mener du?"

"Tjo... Harry, der er en ting, jeg har gået og tænkt over hele ugen... og jeg har taget en beslutning." Der er noget, jeg hverken har informeret jer, eller Harry om.

"Hvad?" Han lød forvirret, og det var forståeligt nok.

"Jeg bliver i Danmark..." 

"A Hvad gør du?" Nærmest råbte han.

"Lad mig forklare...." Bad jeg og smilede svagt. Han nikkede. "Jeg er kun 17, Harry, jeg bliver nød til at gå i gang med en uddannelse. Jeg vil prøve at få et normalt liv, gå i skole og have veninder. Det har jeg brug for." 

Tårrene steg frem i mine øjne, og begyndte at trille ned af mine kinder. Ja, det var min egen beslutning. Men det var alligevel hårdt. 

"Nej, Emilia... det kan du ikke." Hans stemme lød utrolig usikker. Han rystede en smule og der trillede en lille, varm tåre ned af hans kind.

"Undskyld, Harry... Men jeg bliver nød til at tage en uddannelse."

"Men Emilia! Hvad med vores forhold? Er du ligeglad med det? Vi kommer aldrig til at se hinanden, hvis du bliver i Danmark. Er du ligeglad med mig? Ligeglad med den fremtid vi kan få sammen?" Sagde han og lød en smule hård.

"Det er lige præcis det jeg ikke er ligeglad med, Harry. Jeg skal tage en uddannelse, så vi kan få en fremtid sammen. Det bliver jeg nød til!" Sagde jeg højt og kiggede fornærmet på ham.

"Men vi mister hinanden. Emilia for helvede!" 

"Du skal ikke give mig skylden for, at du er skide populær! At du rejser rundt i verden, og gør det umuligt for mig at have et normalt liv. Jeg elsker dig, og det ved du udemærket godt, men jeg bliver nød til at blive her, om du så vil det eller ej!" Råbte jeg og rykkede mig lidt væk fra ham.

Der var stilhed i et stykke tid. Men som altid brød Harry tavsheden.

"Du har ret. Undskyld..."

Jeg satte mig tilbage indtil ham, og lagde mit hovede på hans skulder. Jeg hadede at skændes med ham. 

"Jeg elsker dig." Sagde jeg og lagde min hånd på hans lår.

"Jeg elsker dig." Mumlede han og kyssede mig i håret.

Jeg kørte min hånd lidt længere op ad hans lår, og lod den ligge ved hans skridt. Han blev hård, nuuuuugrh. Jeg klemte lidt om bulen, og nød følelsen af... ham.

"Ej Emilia, ikke her." Sagde han og bevægede lidt på sig.

"Undskyld, jeg har bare sådan lyst til dig...." Mumlede jeg og fjernede min hånd.

"Der er kun 5 minutter til vi lander. Kan du vente?" Flirtede han og masserede mit lår.

"Jeg er ikke sikker, men jeg kan prøve." Mumlede han.

"Må jeg gerne irritere dig lidt?" Sagde han flirtende og kørte sin hånd lidt længere op.

"Nej... helst ikke." Sagde jeg opgivende. Jeg vidste godt hvad han mente.

Han lagde sin hånd mellem mine lår, og kørte den videre hen til mit underliv.

"Please, lad være....." Mumlede jeg...

Han kørte hårdt sin hånd frem og tilbage i mit undeliv. Hold kæft, det var dejligt. Jeg lod et lavt støn udslippe mine læber. 

"Harry, stop." Stønnede jeg og tog fat i hans arm.

"Jeg glæder mig til, at vi kommer op på hotelværelset."

 

A/N:

Heeej alle sammen!

Undskyld for, at det er så længe siden, jeg har opdateret.

Har i set This is Us? Det har jeg. <3

DEN ER JO GUDDOMMELIG.

Knus og Kys :*

- Emilia xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...