A One Direction Story

Emilia og hendes mor rejser rundt i hele verden, da moderen Maria er stylist. Emilia elsker sin mor højt, men hendes arbejder ødelægger hendes liv nogle gange. I teenagealderen 17 år, synes Emilia bare det kunne være rart, hvis hun kunne leve et almindeligt liv, bo samme sted og have de veninder hun havde brug for. Men nej. En dag går turen til London, hvor livet forandres fuldstændigt. Maria skal være stylist for fem drenge, som Emilia i starten hader som pesten. Hun finder venskaber og kærlighed i de nye fem bekendskaber. Men ender presset med at blive for hårdt? Eller kan Emilia klare det? Og hvad sker der egentlig, når man bliver sårret af en person man... elsker? Følg hendes egen måde, at fortælle rejsen på, lige her. *Drengene er selvfølgelig kendte.*

LÆSNING PÅ EGET ANSVAR

172Likes
282Kommentarer
28537Visninger
AA

39. Airport

Dagene ind til fredag gik utrolig langsomt. Katrine havde stadig ikke været i skole, og når jeg ringede til hende stod der bare Mobiltelefonen du ringer til, har intet signal.

Og hun havde ikke været på facebook siden mandag aften. Hva fanden lavede hun?

MEN: jeg have også været sammen med Lukas, ja.

Og når jeg siger 'sammen' behøver i ikke misforstå det.

Eller jo, det må i sådan set gerne.

Hvis i gider misforstå det?

Jeg er ligeglad.

Jeg kan i hvert fald sige en ting:

DEN DRENG GIVER GOD SEX

Og ja, vi havde været sammen..

Jeg var trængende, okay?

Og det var han vist også.

Så vi tænkte begge to bare "lets do it", og ja, så gjorde vi det

Niall ville komme og hente mig om 15 minutter, og jeg glædede mig faktisk ikke lige så meget som jeg havde forventet. Alle danske Directioners havde den sidste uges tid været fuldstændig skrigende over, at Niall var meget i Danmark for tiden. Min twitter var total spammet med folk der skriver alt muligt med hvorfor og hvor sindsygt det er, at han nogle gange er i Danmark.

Og jeg tænker bare.... så slap da af. Han er bare en dreng der besøger sin veninde. 

Jeg havde pakket en lille taske, da jeg regnede med at jeg skulle være i London hele weekenden. Så jeg havde bare lige pakket en smule tøj, lidt makeup og mine toiletsager.

Det virkede så syrealistisk at Niall ville komme forbi Danmark, bare for at tage mig med til England. Han var bare den bedste! UDEN TVIVL. 

Måske jeg bare skulle have holdt mig til ham? 

Nej

Hvad er det jeg snakker om?!

Fy, Emilia!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!

Min telefon ringede og Niall poppede frem  på min skærm.

"Heeeeeeeey Nialler." Sagde jeg glad ind i telefonen.

"Hey smukke, vi kommer lige om lidt." Sagde han glad og jeg hørte et pigegrin i baggrunden. Ét, jeg kendte alt for godt.

"Øhm.. vi?" Spurgte jeg og bukkede mig ned for at tage mine sko på.

"Ja... Bare vent vi er der om 5, 4, 3, 2, 1" og det bankede på døren.

Jeg åbnede døren og det første jeg så var....

KATRINE

WHAT THE FUCK?

KATRINE

MIN KATRINE?

JA! MIN FUCKING BEDSTE VENINDE KATRINE

ARG

"Hun var med mig i Sverige?" Sagde Niall og smilede lidt.

"Og det kunne du ikke ha fortalt mig, Katrine? Jeg har ringet, og skrevet og alt muligt, men du har ikke haft noget signal på din telefon." Mumlede jeg og prøvede at virke fornærmet.

"Jeg ville have skrevet, men som du selv siger... jeg havde ikke noget signal." Forsvarede hun sig selv.

"Du kunne have lånt Nialls telefon?" Snerrede jeg og lagde mine arme over kors.

"Tja men...." "-fuck dig." Afbrød jeg med et lille smil på læben.

Hun smilede blot, og jeg gengældte.

"Niall, vi skal afsted! Jeg kan ikke vente med at se Harry." Sagde jeg og svang min taske over den ene skulder og en jakke over den anden.

Jeg hoppede ud af døren med turdelduerne bag mig. Og ja.... De gik og holde i hånd. 

Nuuuu skulle vi sige farvel til Katrine. Og Niall sprang hen til hende i en fart.

Jeg lyttede... lyttede til deres samtale.

"Jeg kommer til at savne dig." Hviskede Niall og sneg armene om hendes liv, så de stod helt tæt. 

"I lige måde." Svarede Katrine og kiggede op på ham, mens hun kørte hendes hænder op på hans bryst. Han var sådan et pænt styk højere end hende, så det så faktisk megaaaaa sødt ud. Ja det gjorde så.

De havde øjenkontakt i lidt tid, inden Niall hviskede noget, jeg nok ikke skulle have hørt. 

"Kys mig...." 

Katrine kørte hendes hænder om i hans nakke og op i hans hår, inden hun stilte sig på tær og pressede hendes læber mod hans. Det så ret romantisk ud. 

Jaaaa... hvad kan der ikke ske på to dage alene med Niall i Sverige?

ENDELIG

Nu måtte jeg sige farvel til hende

Jeg gik hen til hende med armene over kors. Niall havde allerede sat sig ind i bilen, så jeg vidste at han ikke ville kunne høre os.

"Nå... Katrine" Sagde jeg og smilede lumsk mens jeg holde øjenkontakt med hende.

Hun så en smule skræmt ud, indtil jeg begyndte at smile.

"Du fortæller mig det hele, når jeg kommer hjem" Sagde jeg så og slog ud med armene. 

"Selvfølgelig" Svarede hun og krammede mig.

"Vi ses smukke." Sagde jeg inden jeg satte mig ind i bilen til Niall.

***

Lufthavnen i London var stor, og jeg havde svært ved at finde rundt. Niall var blevet væk fra mig og jeg kunne seriøst ikke finde ham. Der var vildt mange mennesker over det hele, og jeg fik seriøst klaus af det.

Efter vi havde tjekket ud og sådan noget, der var vi simpelthen bare blevet væk fra hinanden. And there was nothing to dooooo. 

MEN PLUDSELIG kunne jeg genkende to drenge stå sammen - godt nok omringet af piger - men whatever.

Den ene dreng, lys hår. Den anden, brunt.

Bedre kendt som Niall og Harry. 

Jeg spurtede hen mod dem og igennem mængten af piger. Jeg kunne ikke vente med at sige hej til Harry!

"Gud! HEJ" Råbte Harry da han så mig.

"Hej..." Mumlede jeg stille. Nok for stille til at jeg kunne høre det. Men for at være ærlig, blev jeg ikke specielt begejstret for at se ham. Han lignede ikke Harry. Han lignede bare en dreng, med stort brunt hår, stramme bukser og poser under øjnene. 

Det var også lidt akavet at se ham, efter det med Lukas. I morges da jeg vågnede havde jeg egentlig ikke særlig meget lyst til Niall skulle komme og hente mig. 

Harry trak mig ind i et kram, da jeg kom helt hen til ham. Men det var ikke som det plejede. Normalt ville hans duft have fyldt mine næsebord på en rar måde. Men.... han lugtede bare lagt væk af tobak og alkohol.

Jeg hostede lidt, og trak mig så fra ham for at kigge ham i øjnene. De var heller ikke de samme. De var urolige, og det hvide i hans øjne var rødt. Han lignede virkelig en, der havde været ude at ryge et halvt ton joint og drikke 100 liter alkohol. 

Han tog fat i mine hænder, hvilket fik mig til at kigge ned på dem. Blodårene var vildt tydelige og ellers var hans hænder blege og kolde. Hvad var det jeg havde ladet ham gå i gennem.

Jeg kiggede lidt op og ned af hans krop. Han havde de samme, lækre ben som han plejede, og hans arme lignede sig selv. Men hvorfor var hans hænder som de var? Hans hals så ikke mindre forfærdelig ud. Senerne i halsen var... så tydelige og ja... det var bare forfærdeligt.

Efter at have kigget længe nok på ham, vendte jeg mit blik mod hans øjne.

"Harry..." Mumlede jeg og holdt  øjenkontakten.

"Mmm." Mumlede han og klemte mine hænder.

Jeg kiggede op og ned af ham igen, inden jeg lod ordene forlade min mund: "Jeg kan ikke elske det her." 

Mine hænder slap hans og mit blik fandt hans øjne igen. Hans øjne, som langsomt blev fulgt op af vand. Han blinkede og en tåre løb ned af hans kind.

"Jeg kan ikke elske den person, som du er blevet til." Mumlede jeg og trådte et skridt bagud. "Jeg er ked af, at jeg fik dig til at tro noget andet." Jeg mærkede mine øjne blive våde, og hele min krop rystede. Jeg ville ikke kunne holde ud at se ham hver dag. Jeg ville ikke kunne elske ham, ligesom jeg elskede ham engang. Det var umuligt.

"Harry... sig noget." Bad jeg og prøvede at blive ved med at holde øjenkontakten.

Mine tanker var helt væk fra, at vi stod i en lufthavn. Væk fra, hvor mange mennesker der var.

"Jamen, jeg ved ikke hvad jeg skal sige." Mumlede han og lod så sit blik falde mod jorden.Tåre efter tåre landede på jorden foran hans fødder, og efter få minutter, var der dannet en lille forsamling af vand.

"Harry, please... Lad være med at græde, jeg holder ikke til at se det." 

Han kiggede op med helt våde øjne, og lod dem falde ned af kinderne som et vandfald. Aldrig havde jeg set ham sådan. Aldrig havde jeg set en dreng sådan.

"Og jeg holder ikke til at skulle åndvære dig igen. Til ikke at skulle se dig og til ikke at skulle kysse dig. Jeg holder ikke til tanken om, at du kan score hvem som helst af drenge i hele Danmark. Jeg kan ikke Emilia. Jeg  kan ikke fordi jeg elsker dig!" Hulkede han og lod flere tåre falde.

"Men Harry, jeg kan ikke elske dig som du er lige nu." Mumlede jeg og fik også tåre i øjnene.

"Jeg kan ændre mig. Det kan jeg." Prøvede han at overbevise mig om.

"Harry, du er kommet for langt ud i det. Det er umuligt for dig at blive dig selv igen." Sagde jeg og fik flere tåre i øjnene. 

"Emilia, giv mig en chance." Bad han, og rakte ud efter min hånd, men jeg nægtede at tage i mod den og skubbede den i stedet væk.

"Jeg er ked af, at du har ændret dig, Harry. For jeg elskede dig som den du var før. Og jeg er ked af, at jeg lod dig tro at vi skulle være sammen igen, for det kan jeg godt se nu, at vi ikke skal. Jeg er virkelig ked af det hele. Men jeg kan ikke se dig sådan her. Zayn og Perrie holder bryllup om 2 måneder, hvis du har ændret dig der...... er der måske håb." Sagde jeg og lod tårrene trille lige så stille ned af mine kinder.

"Jeg vil gøre alt." Sagde han og løftede sin hånd op til min kind for at tørre tårene væk med sin tommelfinger. Han nåede kun lige at snitte min hud, inden jeg skubbede hans hånd væk.

"Rør mig ikke.." Mumlede jeg og trådte endnu et skridt tilbage.. "Vi ses, Harry." Sagde jeg så og bakkede bagud. Fans masede sig ind mellem os, så han til sidst forsvandt ud af min synsvinkel. Og det sidste jeg så, inden jeg vendte mig om og begynde at gå normalt, var Harry der prøvede at komme i mellem fansene og råbte: "Emilia, Emilia! Gå ikke!"

Men jeg gik..

Forlod ham igen.

Selvom jeg ikke følte det var den samme jeg forlod.

Jeg gjorde det.

 

A/N:

Århj... jeg fik faktisk selv lidt tåre i øjnene over dette kapitel...

Jeg kan slet ikke holde til at skrive sådan om Harry, at forstille mig ham sådan, gør virkelig ondt i hjertet..

Mmmm.... <3

Håber stadig i synes at historien er god.

Og please, KOMMENTER.

Der var ikke mange der kommenterede sidst, og det var det der gjorde at jeg var så langsom til at skrive næste kapitel.

KOMMENTER, for at få mig til at skrive næste kapitel.

Love yaaaaa' 

- Emilia xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...