The Day Everything Changed|One Direction

Den 18-årige Ashley White, - den snart kommende student, lever livet som en One Direction fan, sammen med hendes bedste veninde Vanessa Jones. En dag opdager Ashley en konkurrence om at vinde et møde med hendes største idoler, - nemlig selveste Harry og Liam. En dag får hun en mail fra en afsender hun slet ikke kender, eller nogensinde har hørt om før,- De har vundet konkurrencen. Endelig kommer dagen, hvor hun og Vanessa skal rejse til England i 7 dage . De ankommer til hotellet, og får at vide det er 2. dagen de skal møde dem. Tiden nærmer sig til at de skal møde dem - Da de træder ind i limousinen møder de 4 øjne de altid har drømt om at møde. Men hvad sker der når de er færdige og Ashley finder en seddel i hendes taske med DERES nummer på, om at de gerne vil møde dem igen. Da de mødes for 2. gang sker der noget uventet. Der er to personer der bliver tæt knyttet, og glemmer lidt omverdenen. Hvad sker der når venskab glider fra hinanden, og kærligheden overtager? Kan de klare det?

20Likes
23Kommentarer
1511Visninger
AA

5. Unbelievable

Jeg stod stadig helt i chok. Jeg kunne ikke fatte det. Det var jo noget man har drømt.. Ja, jeg ved ikke hvor mange gange. Det er stadig helt uvirkeligt. Meeen, jeg blev nød til at komme videre med mit liv, så det gjorde jeg.

"William! Hvad for en pizza skal du have? Den sædvandlige?", råbte jeg til ham. Det kan godt være i tænker det er underligt at jeg hele tiden råber, eller sådan noget. Han sad helt inde i stuen, og jeg var 10 meter fra ham, så det blev jeg jo nød til, ikke?. "Ja tak! Den sædvandlige med pepperoni, og det hele du ved" råbte han tilbage. Råbe familien. Råbe søskende. Hihi. Jeg skulle have en durum!. Uhmmm elskede det. Det var noget af det bedste. Hver gang vi fik fastfood, fik jeg durum, mens min mor, far og WW fik pizza. Jeg skyndte mig tænde min Mac, og tændte den, og fandt nummeret på den bedste pizza restaurant og den dyreste, faktisk. At det var den dyreste, det var normalt. Men måske ikke for jer. Nå, men jeg ringede: 65673205. Biiip...Biiip...Biiip. " Hej, det er Mammas. Hvad kan jeg gøre for jer?" sagde manden i telefonen. "Hej. Jeg skal have en nr. 23 og en nr. 34, tak" sagde jeg. "Det er klar om en halv time. Skal vi bringe det ud" spurgte manden mig igen. "Ja, tak. Farvel" sagde jeg og lagde på.

Jeg havde lige lagt telefonen fra mig, og skulle til at gå ind i stuen, kunne jeg høre nøgler. Min mor og far kom hjem. Sent. Som de plejede. "Hej unger! Vi har taget mad med", sagde min mor. Kunne høre hun grinte lidt. Hun snakkede nok med min far. "Vi har lige bestilt pizza" svarede jeg, mens jeg forsatte ind i stuen. 

Min mor og far var allerede gået i gang med at dække bord, da det pludselig ringede på døren. "Jeg åbner", råbte jeg igennem hele huset. Råbe familien, du ved. Da jeg var kommet ud i gangen, faldt jeg forover, uden at jeg næsten opdagede det. Hvad fanden skete der lige her. Der står sko midt i det hele. Amen da. Jeg begyndte at rejse mig op, da de gik op for mig at det ringede på igen. Undskyld man, jeg faldt lige. Giv mig lige en chance for at rejse mig. Helt ærligt. Jeg åbnede døren og ude foran stod pizza manden. Der var ikke engang gået en halv time, eller er det bare mig der ikke har nogen tidsfornemmelse? Men det var nu meget godt, for jeg var røv sulten. Undskyld mit sprog. Ej, jeg er begyndt at sige meget undskyld. Undskyld. Jeg gjorde det igen. Tilbage til det virkelige liv. "Hvordan ved du egentlig hvor vi bor? Glemte jeg ikke at sige hvor vi boede?", spurgte jeg manden uden foran min dør. "Jo, men i har ringet så mange gange, at i ikke behøves at sige det. Men det bliver 120 inklusiv udbringning", svarede han mig. "Her, tak og farvel. Ha' en forsat god dag", sagde jeg og lukkede døren. Ashley præcis. Ikke lange sætninger, men korte og præcise, hvis i forstår sådan en lille en. Jeg forsatte ind i køkkenet, og råbte "Der er mad William aka. WW". Råber familien. Igen igen. 

 

***

 

 

 

Så er det godt og vel allerde en uge siden jeg fik at vide at jeg har vundet. Og det er også en meget speciel dag. Ved i hvad det er? Der er en dag tilbage. Så det vil sige at i morgen rejser jeg til London. Jeg har aldrig glædet mig så meget. Kan i huske man altid glædede sig ultra meget til juleaften og sin fødselsdag? Jeg glæder mig mere denne her gang. Alle directioners vil have det på samme måde, hvis de stod i denne her situation som mig. Men, for at komme videre, står jeg og pakker nu. Jeg skal have sygt meget med ifølge mig selv. Ikke ifølge min mor. Men helt ærligt, jeg skal være væk i en hel uge. Det er en hel uge vi snakker om, og ikke tre dage. Man skal da mindst have tre sæt tøj med til hver dag, Overdrivelse frem for foreståelse. Hvis i nu er i tvivl er min kuffert selvfølgelig pink, og der er to grunde ( Mig og mine grunde, altså Ashley). Første grund: Min yndlingsfarve er pink og anden grund: At den er nem at genkende. Meget praktisk, skal jeg lige sige dig. Så se at skaf dig en farvede kuffert eller ønsk dig en. Lover dig det er godt. Lad os se at komme langt væk, fra min ellers så dejlige kuffert snak. Som jeg sagde tidligere, er det i morgen jeg skal til London - mit lands hovedstad, som jeg aldrig har været i, med min bedste veninde Vanessa. Jeg har faktisk ikke fortalt hvad det var vi vandt helt præcist: Du skal være i London i 7 dage, bo på et fem stjerners hotel, og får over 10.000 at shoppe for og den vigtigste del af det hele er, at en af dagene du er der over, skal du møde selveste Liam Payne og Harry Styles. Kan slet ikke forstå det! Det er så underligt. Og som alle andre forældre, er mine så nervøse om hvordan jeg får det, i sådan en stor by. Men som alle børn siger: Det skal nok gå godt, og jeg skal nok passe på mig selv. 

"Skat, kom lige her ned! Vanessa og hendes familie er kommet, så vi kan få snakket alle detaljerne igennem til i morgen" sagde min mor. Heldigvis var jeg lige blevet færdig med at pakke, så det kunne ikke passe mere end perfekt. Jeg gik med hastige skridt ned af trappen, og løb ind i køkkenet, hvor jeg kunne høre stemmer, så jeg gættede på de var derinde. "Hej", sagde jeg. "Hej", svarede Vanessa's forældre i kor. Jeg gik hen til Vanessa for at give hende et knus. Nu når jeg er så venlig. 

Vi havde sat os ind i stuen, med kaffe, kakao og chokolade. Mums, siger jeg bare. Mig og Vanessa sad ved siden af hinanden og vi var helt oppe at køre. "Nårh, lad os komme i gang" sagde jeg med et smil på læben. Orghh hvor jeg glædede mig, det var helt vildt. 

 

------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

 

Hej Sweeties! :*

Undskyld der først kommer et kapitel, nu. Men for at opmuntre lidt, har vi været i gang med dette kapitel i et stykke tid.

Men 8. klasse er virkelig hård, at komme i gang med. 

Alle de lektier skal jeg sige jer! :D

 

Til sidst.. Et tusinde mange gange tak, for i gider at følge med, like osv.

XOXO

Laura, Amanda og Sara

   

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...