Dengang, for længe siden.. (Justin Bieber)

Det er en helt normal dag indtil du pludselig støder en i en dreng som vælter din kaffe udover dig, du bliver sur indtil du ser hvem det var der gjorde det...

Følg med i historien om hvordan du møder Justin og hvordan det udvikler sig!
Håber i vil kunne lide den! :)

- SIdsel

11Likes
8Kommentarer
808Visninger
AA

2. ...Set dig før? <3

Kap. 2   ...SET DIG FØR?

- Sidste kapitel -

Maja står op og det er en helt normal dag. Eller det tror hun. Da hun er på vej hen til sin praktik plads på Vogue, bliver hun skubbet og det er ikke bare hvem som helst.. Det var...

 

                                             ♥                                                

 

Det var Justin Bieber! Du blev nærmest helt mundlam og du sad bare og stirrede på ham. Han var meget chokeret og bukkede sig ned og sagde: "Ej, det må du virkelig undskylde, hvad kan jeg gøre?" Han begyndte at samle dine papirer op hjalp dig med at tørrer kaffen af din trøje. Man kunne se på ham at han var meget pinligt berørt. "Du... du er.. hmmmmhmmhmhm" Fik du frem stammet men lige inden du sagde hans navn fik han lagt hånden over din mund."SHHH!" hviskede han. "Folk må ikke genkende mig!" sagde han lavt. Folk begyndte at kigge underligt på jer. Du prøvede at rejse dig op men du kunne ikke. "Av, min fod!" nærmest råbte du. Det fik folk til at kigge endnu mere. Justin tog din hånd og hjalp dig op. Han tog dine ting og hjalp dig med ud fra perronen. Du blev nødt til at halte på din fod. 

 

 ♥

 

Da i var kommet ud på gaden, fik Justin fat på en taxa. "Okay du tager den næste taxa og så må du helst ikke sige at du har mødt mig her. Her er mit nummer, ring når du har fundet ud af hvor mange penge jeg skylder dig for trøjen." Han gav dig en lille seddel. Han åbnede døren til taxaen, en rigtig gentleman det var han! Lige inden du gik ind i taxaen, fik du det pludselig meget dårligt. Dit hoved dunkede og du havde det som om der var to af alt. "Uhm, er det bare mig eller er der ikke to af dig?" Han kiggede mærkeligt på dig og så gik alt i sort.

 

 

 

Du vågnede, og lå  i en hospitalsseng. Din fod dunkede men den gjorde slet ikke lige så ondt. Det første du så var Justin. Nøj, hvor var han lækker. Det var dejligt at vågne op til hans lækre ansigt. Det kunne man godt vænne sig til. "Godmorgen?" Sagde Justin og smilte. "Uhm mm god.. godmorgen" sagde du forvirret. Du blev nærmest helt mundlam når du skulle tale med ham. "Hvordan har du det?" "Alting er stadig lidt sløret, men ellers fint" sagde du og smilte. "Jeg fik aldrig spurgt hvad du hedder?" spurgte han sødt. "Maja" Sagde du stille. I blev afbrudt da din mave begyndte at knurre helt vildt. Det var vildt pinligt. Justin begyndte at grine. "Hvad med at jeg tager dig med ud at spise. Også for at gøre det hele okay igen?" spurgte han. Jeg smilte til ham, og nikkede. "Men jeg ved ikke om jeg må gå?" sagde jeg. Justin vendte sig om og gik ud af døren. Du kunne se han stod og snakkede med en sygeplejerske. Hun nikkede, og du kunne regne ud du havde fået lov. Justin kiggede hen mod dig og nikkede. Du rejste dig op, tog dine ting og i gik. Det gjorde lidt ondt i din fod men du glemte det hurtigt, pga Justin. Han var rigtig godt selskab.

 

 

Da i kom hen til restauranten, fik i et bord. Der var hvid dug på og der var også et lille stearinlys. Det var en indisk restaurant, og maden smagte rigtig godt. I talte om en masse ting. "Du har boet i Canada ikke?" spurgte du, selvom du godt vidste det. "Jo, kommer du rigtigt fra USA?" spurgte han. "Nej da jeg var lille boede jeg også i Canada, men så flyttede jeg!" svarede du. "Jeg havde også en veninde som flyttede, fordi hendes far havde fået et eller andet job, siden har jeg ikke talt med hende" fortalte han. OMG! Det var jo mig han talte om! Du skulle lige til at sige at det var dig indtil han sagde: "..Hvis jeg mødte hende nu tror jeg ikke jeg ville være venner med hende mere. Hun sagde at hun ville kontakte mig, men det gjorde hun ikke" svarede han såret, og irriteret. I var tavse i lidt tid. Du sad bare og kiggede ned i bordet. "Når men jeg må hellere til at gå" sagde du og rejste dig op.  Han kiggede forvirret. Du tog din taske og gik. Du kunne høre han kaldte på dig, men du gik bare som om du ikke hørte det..

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...