Fra den ene kærlighed til den næste

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 jul. 2013
  • Opdateret: 16 jul. 2013
  • Status: Igang
Cecilia er forelsket i klassens lækre og populære Roland, men Roland er sammen med en paralell klassen. Hun prøver at få hendes kærlighed ud af hende, men pludselig opdager hun en ny kærlighed..

*_*

Denne novelle var en skole opgave, men jeg ville høre hvad folk syndes om den. Smid en kommentar.

1Likes
0Kommentarer
138Visninger

1. {ONE SHOT}

 

Jeg sidder på mit værelse, bare sidder. Kigger ud af vinduet, og nyder stilheden. Jeg sidder med min blyant og papir, i gang med at skrive digte, til min elskede Roland. Eller, han ved ikke jeg er forelsket i ham, men det ved han snart. Jeg har tænkt mig at skrive et digt til ham, og give ham det i skolen. Jeg lader blyanten glide hen over papiret for en sidste gang. Jeg havde kun fået skrevet ' Roland, min elskede Roland ' og lavet et hjerte omkring det. Jeg smed blyanten hen i pennalhuset og kiggede over på klokken. 

Halv elleve, klokken var halv elleve om aften. Jeg ville ønske jeg bare kunne lægge mig til at sove, men det er som om noget stopper mig. Jeg kigger ud på månen og tænker på Roland. Hans smukke grønne øjne, og det brune hår som altid sidder perfekt. Hans moderne tøj som altid sidder godt. Hans trænede over arme, som stikker ud af den moderne skjorte. Det dræber mig at han er sammen med en fra parallel klassen. Det er helt synd for Roland, hun er sådan en rigtig snob. En med alt for meget brun cream og går i alt for stramt tøj. Føj! 

 

Jeg kommer tilbage til virkeligheden da at jeg høre en skramlen neden under, var det mon mor? Jeg rejser mig op og går hen i mod døren, trækker den stille op. Døren knirker meget. Jeg stikker forsigtigt mit lille hoved ud, og der ligger mor. Så lang som hun er, ligger hun bare der på trappen. Ingen af os siger noget. Mor ligger bare på trappen, og jeg står kun med hovedet ude af døren og kigger. Jeg lukker døren igen, jeg gad ikke at hjælpe hende. Det plejede jeg heller ikke at gøre, men mor sagde jo aldrig noget til det, så hun måtte vel være ligeglad. Jeg tager min bukser af og sætter mig på sengen. Sidder bare og kigger ud i mørket, kun min natlampe står tændt, den giver ikke særlig meget lys. Jeg lægger mig ned og slukker for lampen, og trækker dynen forsigtigt over mig inden mine øjne falder tungt i. 

 

'Bip bip bip..' Lyder det fra mit vækkeur. Jeg giver det et dask, ikke så stort et dask, men alligevel nok til at mit vækkeur falder ned på gulvet. Jeg bliver lidt irriteret, men beslutter mig for at rejse mig op og stille det pænt på plads igen. Jeg sætter mig op i sengen og strækker mig, tager dynen til sidde og rejser mig kort op. Jeg bøjer mig ned for at få fat i vække uret. Jeg tager det i min hånd og stiller mig for an spejlet. Jeg rynker lidt på næsen da mit hår ikke sidder som jeg havde forventet. Typisk! Jeg tager min børste og prøver at re det ud, men forgæves. Det ender med at jeg bare sætter det op i høj tilfældig knold. Mit lange lyse hår, jeg havde lige fået farvet noget lilla i det, altså kun pandehåret. Jeg syndes selv det var ret fedt, men det gjorde de andre sikkert ikke. Jeg ligger ind i skabet efter en trøje og nogle bukser. Jeg finder bare min hætte trøje frem. Da jeg endelig havde fået tøj på gik jeg ned af trappen, med tunge skridt. Jeg plejer ikke at spise morgenmad normalt, men jeg tog alligevel et æble med i tasken. Jeg svingede kort min taske over min skulder. Det gav et lille ryk i mig da at jeg ikke have regnet med at den var så tung. Det gjorde ikke specielt ond, men det gav et ordenligt ryk i min skulder. 

 

Jeg går stille ned af stien mod skolen, den lorte skole. Jeg ville egentlig gerne skifte skole, men så kom jeg væk fra Roland. Og det ville jeg bestemt ikke. 

 

Jeg åbner døren til gangen, det vrimler med elever der snart skal til time. Endu en kedelig dag tænker jeg. Jeg smider tasken på gangen og tager min jakke af. Jeg hænger den på en knage, i en hurtig bevægelse. Jeg tager min sorte taske over skulderen og går ind i klassen. 

 

Jeg tager stolen ud, den giver en masse skramlen, men den over døver ikke larmen der er i hele klassen. Jeg sætter mig ned og kigger ud på klassen. 

Alle de grupperinger der er. De må virkelig spilde sin tid på at være sammen. Dullerne, de står ovre ved hjørne og hjælper hinanden med at sætte hår og lægge make up. 'Føj hvor må de have det dårligt med sig selv' tænker jeg. Jeg kigger igen ud over klassen og ser at alle drengene står og griner af alle pigerne. Gad vide hvorfor? Jeg finder mine hovedtelefoner frem, og tager min mobil som ligger ved siden af mig. Jeg får dem hurtigt sat i ørene, og inden jeg for set mig om, så skråler Zara Larsson i mine øre. Jeg elsker selv sangen med hende, jeg sidder og synger lidt med. Sådan sidder jeg hver eneste dag, og bare synger. Ikke andet. 

Jeg har ikke rigtigt nogle venner. Faktisk ingen, men det gør ikke noget. Jeg skal alligevel snart væk fra denne her fucking skole. Den er nedern, den ødelægger folks liv. Jeg høre igennem mine øre klokken ringe, men jeg er ligeglad, jeg høre bare videre. Jeg kigger kort op og ser læren komme ind. Han skriver dagens plan på tavlen. Lyden af kridtet mod tavlen dræber mig, det er egentlig utroligt at jeg kan høre lyden igennem mine høre telefoner, på trods af at jeg har skruet stort set helt op.

 

 Jeg kigger bare ned igen. Jeg tager hætten på min hætte trøje over hovedet og kigger ned. Jeg lukker kort mine øjne, og sidder i min egen verden. 

"Cecilia? Ved du hvad svaret er?" Jeg åbner øjne og kigger op, da ser jeg læren og alle i klassen kigge ned på mig. Jeg ved ikke helt hvad jeg skal svare, så jeg vælger bare at sige: "hvad?" Med et stort spørgsmåls tegn i hovedet. "Kender du svaret på denne ligning?" Læren peger på en ligning. For mig er det bare et bogstav og nogle tal der står. "7?" Jeg svare bare tilfældigt, fordi jeg ved at jeg ikke kender svaret. Da jeg svare begynder alle at grine af mig, jeg løfter bare det ene øjenbryn, imens jeg kigger ud over klassen. Alle matematik nørderne har hånden op, også Roland, og William. 

William er Rolands bedste ven. Han er en grim dreng. Stakkels forældre til ham. Han har lyst hår, og en masse fregner hele hovedet, og har skæve tænder. Og når han smiler kniber øjne sammen, han ligner et egern. "William, kan du svaret? Måske et seriøst svar?" Siger læren og griner med de andre i klassen. "X er 18" siger han hurtigt, og begynder at rødme lidt. Jeg kigger bare ned og tager hætten over hovedet igen. 

 

Jeg høre klokken ringe og prøver at skynde mig ud, men jeg bliver stoppet af læren, Christian, fuck. "Cecilia, jeg syndes ikke du følger særlig meget med i timerne her for tiden. Er der sket noget der hjemme du gerne ville snakke om?" Spørger han imens han står og pakker tingene ned i sin gammeldags mappe, af læder. "Hvorfor skulle der det?" Spøger jeg dumt. "Det.. Jah.. Det kunne jo godt være" siger han bare og kigger mig i øjene. Jeg lægger mine arme på kors og prøver at se bare lidt sej ud, det lykkedes lidt, men ikke meget. "Det er vel bare den samme, fucking nedern mor. Er det, det du fisker efter?" Jeg står stadig med armene over kors og har hætten over hovedet, men jeg har lagt mine hoved telefoner ned i tasken. Jeg vifter lidt hår væk da jeg siger det, og tager mine hænder over kors igen. "Du skal altså til at følge mere med i timerne, der er jo kun to år tilbage til dig eksamen, snart et" siger han og tager sin mappe. Han går ud af døren, men jeg står stadig ved bordet med armene over kors og hætten over hovedet. Jeg sparker kort til bordet, ikke meget, men hårdt. Jeg får tåre i øjne og min fod dunker. Jeg hvisker til mig selv "soldater græder ikke" og tager min taske  jeg skulle bare ud, ud, væk fra den her lorte verden. 

Jeg vender mig om i en kort bevægelse, men bliver stoppet af at der står en i dørkarmen. Det var William, hvad ville han nu? Det lorte egern. 

"Hvad?" Spørger jeg med en hård stemme, det var næsten som om at den skar i luften. Han lukker døren bag sig, og går hen mod mig. Jeg kigger bare på ham med tåre i øjne, og han holder øjen kontakten i lidt tid. Jeg snøfter kort og kan mærke mine tåre presse på. Jeg ville gerne græde, men kan ikke. Jeg snøfter et par gange og kan mærke at nu ville de komme. William går tættere på og krammer mig, jeg krammer bare med. Mine tåre løber ned af kinderne på mig, de løber og løber, og jeg kan bare ikke stoppe. Jeg ved ikke hvad der sker. Vi står længe sådan, bare og krammer, jeg græder og William trøster. Jeg snøfter og vi kigger hinanden i øjne, og han tager min hætte af. Mit lange lyse hår kommer til syne, jeg hade taget min knold ned igen. Min mascara løber, den løber helt ned at mine kinder. "Ville du ikke med hjem?" spøger William sødt. "Jo" snøfter jeg. Vi går sammen ud af klassen og hen til vejen. Jeg kigger mig ikke for fordi jeg ved at der ikke kommer nogle biler. Jeg træder selv ud på vejen, og går, men vifter William med. Han bor oppe på torvet, så vi skal hele vejen igennem gå gaden for at komme hjem til ham. "Jeg går lige ind og køber noget slik, så kan vi se film når vi kommer hjem" sagde han og smilte, inden han gik ind i kiosken. Jeg står bare udenfor og venter. Jeg finder mit lille spejl frem og kigger efter om min mascara løber. Det gør den heldigvis ikke. Jeg retter spejlet lidt til højre og jeg ser en mand bag mig, han står bare og kigger. Jeg vender mig om og han kigger stadig. "Hvad ville du?" Siger jeg nervøst. Manden bliver ved med at kigge. Jeg vender mig om for at gå ind til William, men manden tager hårdt fat i min skulder. Han holder mig fast sådan jeg ikke kan få luft. Jeg skriger om hjælp, skriger og skriger, men folk går bare forbi. Hvorfor? Gad vide om de ikke kan høre en død piges skrig?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...