Forbudt Kærlighed

Maria var sikker på, at alting ville ordne sig, når hun slap af med sin forbandede mødom. Så ville hun og Jannick endelig være 'rigtige' kærester. Men det er ikke så let bare at give sig hen og elske, når Jannick samtidig har alt for travlt med sin veninde, Julie. Og derhjemme er faren flyttet og morens klæbende ulykkelige kærlighed - som om den skulle undskylde hendes selvmordsforsøg. Selv bedsteveninden Christina, som lovede, at hun altid ville være der for Maria, forsvinder i sin egen lille boble.

Så hvordan kan man stole på kærligheden? Hvordan kan man stole på, at man ikke mister den igen . enten fordi man ikke er lækker nok, eller modig nok, eller fordi man selv fucker det op ...

5Likes
4Kommentarer
930Visninger

1. Kapitel 1

Jeg ligger i hans seng med spredte ben. Vinduet står på klem, og en kraftig duft af kaprifolie og sensommerstøvregn fylder værelset. Det er vores første gang, og udenfor er fuglene nærmest maniske at høre på. De skræpper om lap med Kate Nash, hvis stemme stiger og falder med neongrønne streger på anlægget. Oven på den ene højtaler står buret med prinseeseparakitten Maria. Hun er den eneste fugl, der ikke siger noget. Det hornede næb skraber hårdt mod trammerne, mens varmen fra Jannicks krop lægger sig over mig. Vi ser på hinaden. Gummiet føles glat mod inderlåret, og havens fugle lyder mere og mere vanvittige. Guldspurve, mejser, solsorter og duer. Jeg har lyst til at skrue op for musikken for at overdøve dem, men min krop er fastlåst under hans, og nu sker der. Han trænger op i mig, helt langsomt, og den kvidrende, skræppende fuglesang er ikke længere udenfor men inde i mit bryst. Jeg presser læberne sammen. Jannick blå øjne undersøger mit ansigt, mens han forsigtigt begynder at bevæge sig inden i mig. Det gør slet ikke ondt. Det er varmt og boblende og fantastisk og frygteligt, og jeg vender hovedet væk for at undgå hans blik. Jeg koncentrerer mig om at adskille de enkelte fugles sang fra hinanden. Jeg koncentrerer mig om at ligne én, der aldrig har prøvet der her før. Det er søndag, og præcis en uge siden, vi fandt sammen igen. Nu ligger vi på hans sortmøblerede værelse og bevæger os i samme ujævne rytme som anlæggets neongrønne streger. Hovedgærdet rammer væggen cirka hver anden gang. Jeg lukker øjnene. Marias næb skraber mod metallet. Frem og tilbage. Frem og tilbage. Jannick støder hårdere. Musklerne i hans arme er spændte. Ballerne bliver skiftevis hårde og blåde under mine hænder. Der er mærkeligt, at jeg hører Marias skraben så tydeligt. Det er mærkelig, at hun bliver ved med at hakke i tremmerne. Der er fuking mærkeligt, at jeg ligger her som en bevidstløs og tænker mere på fugle, end det jeg er i gang med. jannick sætter farten yderligere op. Panden er rynket, og overlæben er fugtigt. nu rammer hovedgærdet væggen hver gang. "Av." Han tager sig til siden og glæder halvt ned af mig. Ansigtet er fortrukket i smerte. Sengen giver sig knagende, og jeg rykker mig til side for at gøre plads til ham. "Må du overhovedet ...?" spørger jeg. Han ryster på hovedet og presser håndfladen mod det ribben, der er brækket. "Undskyld," mumler jeg. "Jeg vidst ikke, at jeg kunne slå så hårdt." Han skærer en grimasse. Det ene øjenbryn er opsvulmet, der er fire små mærker, hvor stingene er blevet fjernet. "Kom," siger han. "Vend dig om." Jeg lægger mig på maven. Jannick spreder mine ben. Hans finger kærtegner mine fugtige læber og finder så op i mig. Jeg lukker øjnene. Jeg længes efter at mærke ham i mig. Hårdere. Som en straf. Som et løfte. Han lægger sig hen over mig. Jeg stønner ned i puden. Hans krop er stærk og presser mig ned i madrassen. Jeg kan ikke bevæge mig. Jeg holder vejret. Jeg ligger fastklemt med armene ud til siden, korsfæstet på madrassen. Maria siger stadig ingenting. Hun sidder bare og hakker formålsløst i de forgyldne metaltremmer. Hun er den eneste overlevende, efter jeg slog alle fars fugle ihjel. Der sket så meget åndssvagt denne sommer, men nu starter vi forfra. Helt forfra. Det gentager jeg for mig selv, hver gang hans hofter rammer mine baller. Forfra, forfra, forfra. Jannick presser mig hårdere ned mod madrassen. Hans muskler spændes. Udåndingen er lang og stødvis mod mit øre. "Av." Han stopper igen. Kroppen tynger lydløst mod min. Jeg bliver liggende med ansigtet i puden, da han rulle af mig. Jeg kan høre, at han ømmer sig. Et smæld, da han trækker kondomet af.
"Pis også," siger han.
Det er svært at trække vejret. Hver udånding får puden til at klæbe mod ansigtet. Jannick aer mig op og ned langs rygraden. "Hey?" hvisker han. "Jeg har vel ikke mast dig fuldstændig?"
Jeg ryster på hovedet, stadig med ansigtet begravet. "Er du okay?" spørger han. "Gjorde det ondt?" Jeg ryster på hovedet. Jeg nikker. Jeg kan ikke se på ham. Nu er den slut - Vores første gang. Kate Nash synger bare videre.
Fuglesangen har fået en lettere hysterisk undetone, der minder mig om latter og gråd på samme tid. Men måske er det bare, for jeg ligger med ansigtet nede i puden. Jannick kysser mig på håret, og mumler noget jeg ikke kan høre. Til sidst er jeg nødt til at dreje hovedet, for at få luft.
"Jeg elsker dig," hvisker han. Jeg ser ind i de blå øjne. Mit ansigt spejler sig derind. Jeg ved ikke hvad jeg skal sige, så jeg kysser ham i stedet. Jeg kysser, indtil der er tilstrækkeligt stort mellemrum mell
em ordene og os. Jannick lægger sig ved siden af mig med hænderne bag hovedet. Der er mørke, krøllede hår i armhulerne. Maven løfter og sænker sig, hver gang han trækker vejret. Han gør det på den helt rigtige måde, dybt ned i maven, ligesom vi lærte til boksetræning. 
Er vi så kærester igen? Det er vi vel, når vi har haft sex? Ja, right.. 
Han smiler til mig. "Den første gang, hva'?" 
Jeg nikker.
" Var det ligesom du havde forestillet dig?" Jeg nikker igen. Mit smil er frakoblet ansigtet. "Er du sikker på, det ikke gjorde ondt?" Jeg nikker for tredje gang. Han ser på mig, afventende, men jeg siger ikke mere. Jeg spekulerer på, hvorfor jeg egentlig forærede ham Maria. Måske tænkte jeg, at det var et symbol; at jeg gav mig selv til ham. Men jeg tror det ikke. Jeg tror bare, det var nemmere at give mig væk end at beholde mig selv. Som dengang jeg var så forvirret over alting, at jeg satte mig op på en turkis scooter bag ved en, der tilfældigvis hed Oliver, og som tilfældigvis stod der, da jeg ikke havde nogen steder at være og derfor lige så godt kunne være på et rodet kollegieværelse med nummer 3211 på døren.
Jeg kan ikke engang huske, hvordan han så ud. Kun fornemmelsen af at stå foran Jannick og sige alt andet end det. Alt andet end at jeg havde ligget på et tilfældigt kollegieværelse med heavy på anlægget og ladet mig kneppe af en fyr, hvis tatovering jeg ikke kunne se, hvad forestillede. Jeg ved ikke, hvorfor jeg er sådan. Hvorfor jeg ender med at fucke alting op, fordi jeg tror jeg skal opføre mig på en bestemt måde. Det er jo Jannick, jeg elsker. Det har det altid været. Det er omtrent det eneste jeg har været i tvivl om. Måske netop derfor gør det mig så bange. At sige det højt vil være som at gå ind i en boksering med hænderne bundet på ryggen. 
Sex er så meget nemmere. Her behøver jeg ikke at sige noget. Jeg behøver ikke engang føle noget. Min krop gør arbejdet for mig. Og imens holder jeg øje med Jannicks ansigt og håber, at han forstår alt det, jeg ville sige, hvis jeg kunne. Åndssvagt, jeg ved det godt. Måske er det noget arveligt? Jannick aer mig på den ene hånd, mens han ser spørgende på mig.
"Nå," siger jeg for at bryde tavsheden. "Så er sommerferien snart slut."
"Tja."
"Glæder du dig til art starte i gymnasiet?"
"17 dage tilbage," siger han med et smil. Jeg regner efter i hovedet, håber dumt, at tallet er forkertm at han ikke går hver eneste dag og tæller ned spændt på at starte sit nye liv. Men der er nøjagtig 17 dage til skolestart.
"Hvad med dig?" siger han. "Glæder du dig til at skulle op i 9.?"
"9. er der samme som 8.," siger jeg. "Der er bare flere lektier."
Han griner.
Jeg efterligner hans latter, men mit ansigt føles som gips. På gulvet ligger min mobil og lyser. Jeg har sat den på lydløs. Da jeg klapper den op, kan jeg se, at der er kommet to sms'er fra Christina.
I den første besked står :

Dagens spørgsmål: Hvorfor prutter kvinder hver gang de tisser?

I den anden:

De kan ik ryste den så de er nødt til at føntørre


Jeg trækker på smilebåndet. "Hvad så?" siger Jannick. "Det er bare Christina. Hun har fået alt for meget tid, efter hun er blevet single." Jeg smiler, imens jeg siger det. Jannick kysser mig. "Jeg er glad for, at min første gang var med dig," siger han. Jeg nikker, jeg smiler. Jeg lægger telefonen fra mig og rulle om på siden.
Jannick læggerne armene om mig. Han dufter af pebermyntepastil og ny begyndelse, og denne gang fucker jeg det ikke op. Det lover jeg mig selv, mens jeg møver ansigtet ind i det varme mellemrum mellem hans skulder og kæbe.

Denne gang fucker jeg det ikke op.

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...