Lyserøde negle

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 jul. 2013
  • Opdateret: 19 jul. 2013
  • Status: Igang
Lucinda har længe glædet sig til dagen hun fyldte 18, og kunne flytte ind i sin nye lejlighed. Væk fra sin mors endeløse plabren om hendes utallige ekskærester, og krav til Lucinda. Hun arbejder flittigt som ung pige i huset, hos den noget ældre og vellidte advokat Torben. Hun har en drøm om at blive forfatter og journalist, men ét problem står i vejen for hende. Lucinda er ordblind. Hun må derfor modvilligt begynde på produktions skole, for at prøve kræfter med de forskellige tilbud. Men hvem havde troet at Katrine fra skolen kunne være så interessant? Hvem er den højrøstede nabo med den fede hund, og hvad kan forklare Torbens pludselige mystiske opførsel?

2Likes
2Kommentarer
228Visninger
AA

2. Røde negle, killer-barbie og prutten

Jeg strammede musklerne omkring øjnene, lukkede dem så hårdt jeg nu engang kunne. Men hvad fanden havde jeg gang i... Jeg kunne undslippe mange ting, men ikke virkeligheden, og bestemt ikke en situation som denne. Jeg åbnede langsomt det ene øje, og fik samlet mig mod til at se op, af de lange brune ben der var ejer af de pinke stilletter. Hun havde en hvid sommerkjole på. Dem der sidder stramt ved brystet, og strutter en smule for neden. Den var stropløs, simpel, og gik til knæene. Hun havde langt lyst hår, ned til midten af maven. Jeg kunne ikke bedømme hvorvidt det var meningen at det skulle krølle, eller om det skyldtes regnen udenfor. Hun havde enormt meget sminke på. Næsten for meget. Kæmpe store øreringe, pinke læber, og en enorm sandfarvet stråhat. Hun så meget fin ud. Havde lidt af et baby ansigt. Som en barbie.
-Og hvad sker der så her Torben?
Sagde hun betuttet. Som om Torben var i stand til at svare hende. Han kunne knap nok holde øjnene åbne.
-Hun er jo kun et barn!
En smule fornærmet var jeg jo nok blevet, for et barn, mente jeg bestemt ikke selv at jeg var. Torbens øjne rullede rundt i hovedet på ham. I hvert fald når ikke de var lukkede. Hans ånde stank af sprut, og var varm og kvalmende at få i hovedet. Jeg trillede ham nænsomt til siden, rejste mig og børstede så mit tøj af. Jeg så på kvinden, der ikke så ud til at være en dag ældre end mig, og så tilbage på Torben.
-Han er fuld.
Sagde jeg.
-Han er rigtig, rigtig fuld. 
Mit blik søgte atter hendes. Hun så på mig, som var jeg dum. Som om hun ikke kunne se at Torben var pis hamrende langt væk. Det vidste vi godt begge to. Jeg vidste bare ikke hvad jeg ellers skulle sige. Jeg havde jo ikke været sammen med Torben, og følte derfor heller ikke et behov for at forsvare mig. Hun placerede den ene hånd på hendes hofte, og den anden med en finger pegende imod mig.
-Hvis jeg nogensinde ser dig her igen, så river jeg personligt dine billige extensions ud af knolden på dig!
Hvad... var det lige hun havde sagt til mig? Forsøgte hun at true mig? Jeg havde aldrig været typen der kom i slagsmål. Aldrig. Men jeg fandt mig såmænd heller ikke i at blive fornærmet. 
-For det første, er mit hår den ægte vare. For det andet, jeg har før revet hovedet af barbiedukker. Du behøver ikke smide mig ud, jeg skrider.
Torben kunne rende mig lige nu. Af en eller anden grund, havde jeg det, som var det her hans skyld. Og hvordan kunne han også have sådan en kæreste. En voldelig, forvokset barbiedukke... Og så end ikke fortælle mig det? Godt nok var Torben ikke en decideret kammerat. Men Torben var flink, og vi talte ofte sammen. Jeg havde vel en idé om, at jeg havde ret til at vide, at jeg en dag ville støde ind i den her dulle. Hendes dømmende blik fulgte mig, i det jeg tog mit overtøj på. Jeg tog mig god tid til at snørre mine slidte converse. Hun skulle fandeme ikke tro, at hun havde skræmt mig.

 

På vej hjem var jeg stoppet foran min mors hus. Vidste ikke helt om jeg skulle gå ind. Jeg elskede min mor. Mere end noget andet i hele verden, men min mor var sindssyg. Om ikke andet, utrolig sær. Svær at have med at gøre, forvirrende at snakke med, og altid bedrevidene. Jeg ved at min mor altid har villet mig det bedste. Altid har forsøgt at passe på mig, lære mig, elske mig, opdrage mig. Men at få børn, er ikke et "forsøg". Et forsøg er ikke altid godt nok. Hun kunne bare godt lide at fastopholde idéen om, at hun var en fantastisk mor. Jeg sukkede. Holdte scooteren, fik den låst, og besluttede mig for at gå ind og få en kop kaffe.

 

-Har du haft en dejlig fødselsdag?
-Mmm...
Svarede jeg og nippede til min te.
-Har du snakket med far? Fået nogle gode gaver?
-Næ...
-Jamen... Er der så slet ikke andre der fejrer dig?
Jeg forblev tav. Den eneste der havde i sinde at fejre mig, var min mor, og det ville jeg helst fortrænge. Min far ville sikkert gerne, men hans nye kone var en forbandet tøjte, der hver gang han skulle besøge mig hos mor, ga' ham en grund til at lade være. Min mor havde vidst haft på fornemmelsen at jeg ville komme. Enten det, eller også havde hun haft i sinde at besøge mig. Hun havde i hvert fald både bagt kage, og købt mig gave. Jeg var ikke så interesseret i hverken blusen, eller den nye føntørrer. Hun havde købt mig en fin postkasserød neglelak. Trods min mor og jeg aldrig havde haft det tætteste bånd, havde hun for længst opdaget min kærlighed til neglelakker. Jeg havde mange røde neglelakker, men ingen så rød som denne. Jeg var faktisk overrasket overhendes indsats. Vi havde dagen inden jeg flyttede i lejlighed haft en enorm diskussion, og jeg havde noget så tydeligt understreget, at jeg ikke var interesseret i at se hende igen. 
-Æh hvor er det altså dejligt at se dig igen!
-Mor, det er kun en uges tid siden jeg er flyttet...
-Ja men Lucinda, når en mor er van til at se sin datter hver eneste dag, er det lidt noget andet at se hende en gang i ugen!
Hun hældte dampende kaffe ned i sin fine porcelæns kop. På bordet stod en lille skål med forskellige småkager, lidt mælk, og noget sukker.
-Mor, jeg boede jo hos far 5 dage i ugen. Du ved, på sjælland?
En tung, kvalmende stilhed hang nu i luften. Hun så ned i jorden, skyndte sig at komme sukker i sin kaffe, og røre noget så energisk rundt i den. Jeg havde såret min mor, men jeg kunne ikke udstå at hun sådan skulle skamrose sig selv konstant. Og så på så inddirekte måder. Ja hun prøvede da at være en god mor, fejrede mig, købte mig gaver og bagte lidt. Men hvad så med alle de løgne hun igennem tiderne havde fyret af? De gange hun lod mig passe hos en næsten fremmet nabo, for igen at kunne tage ud til forskellige stævnemøder, eller alle de gange hun havde udstillet far, som var han en idiot. Hun havde desværre ødelagt min far, og det var også det der havde gjort ham så sårbar over for sin nye kone Sabine. Hvordan kunne hun nu forvente at jeg bare skulle makke ret, og sige ja til alting?
-Far og jeg har snakket om produktions skolen. 
-Produktions skolen? Hvad taler du om?
-Ja. Du vil jo ikke på handelsskolen, og vi ønsker ikke at du går i stå. Vi ville være glade hvis du i det mindste prøvede at gå der, bare lidt. 
-Jeg er jo færdig med folkeskolen mor! Det blev jeg for længe siden, og de havde ingen tilbud jeg havde lyst til at benytte mig af! En produktions skole hjælper da slet ikke!
Jeg smed mig hårdt tilbage i sofaen, sukkede højlydt, og tog mig til hovedet. Hvor kunne hun i det hele taget nævne det? En skole for udskud, og fremtidens bistandsbumser? Fandeme nej om jeg skulle være en del af det. Jeg vidste jo hvad jeg ville, manglede bare selvtilliden, og den rette mulighed. Det var alt.
-Jamen Lucinda... Du kan ikke leve på at gøre rent, og lave aftensmad resten af dit liv. Du er nød til ligesom at komme igang, og prøve nogle ting. Jeg kunne også kontakte Eddy? Han har si...
-Eddy? Hvem fanden er Eddy?
Atter stilhed. Kvalmende, stemningsfuld stilhed. Min mor havde igen fundet sig en uvidende mand i sin desperate søgen efter lykke og bekræftelse. Hun var patetisk.
-Og hvornår havde du så planlagt at du skulle fortælle mig det?
Jeg rystede på hovedet. Alt inden i mig rasede. Det havde ikke ligefrem været en god dag, og så skulle jeg have smidt sådan noget lort i hovedet. Min mor mente det godt. Både med prutten, og med Eddy. Men hun måtte sgu da kunne forstå at jeg skulle have styr på mit liv. Jeg skulle sgu ikke på prutten, og jeg skulle godt nok heller ikke møde denne Eddy. Jeg rejste mig op, svang jakken over skulderen, og slugte hurtigt den sidste tår af min te.
-Det var vidst ikke så fejlagtigt at flytte.


 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...