Lyserøde negle

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 jul. 2013
  • Opdateret: 19 jul. 2013
  • Status: Igang
Lucinda har længe glædet sig til dagen hun fyldte 18, og kunne flytte ind i sin nye lejlighed. Væk fra sin mors endeløse plabren om hendes utallige ekskærester, og krav til Lucinda. Hun arbejder flittigt som ung pige i huset, hos den noget ældre og vellidte advokat Torben. Hun har en drøm om at blive forfatter og journalist, men ét problem står i vejen for hende. Lucinda er ordblind. Hun må derfor modvilligt begynde på produktions skole, for at prøve kræfter med de forskellige tilbud. Men hvem havde troet at Katrine fra skolen kunne være så interessant? Hvem er den højrøstede nabo med den fede hund, og hvad kan forklare Torbens pludselige mystiske opførsel?

2Likes
2Kommentarer
233Visninger
AA

1. Blå negle, whisky og pinke stilletter

-Tillykke Lucinda!...
Hviskede jeg for mig selv. Klokken havde nu nået slaget 12, og 18 år var jeg blevet. Så poetisk jeg dog kan lyde. Jeg fik skoddet cigaretten mellem mine fingre i mit næsten fyldte askebæger. Jeg pustede på min dampende kop kakao, og gned mine søvnige øjne. Jeg havde egentlig slet ikke lyst til den. Jeg fik strukket min dovne krop, og smed mig målrettet i min bløde seng. Her ville jeg ligge. Bare et kort øjeblik. Fejre min fødselsdag for mig selv, helt afslappet, helt alene i min nye lejlighed. Stor var den ikke, men den var intet mindre end tilpas, og tanken om at stedet her tilhørte mig, gav mig en form for tryghed. Mit sted. Mit helt eget sted. Jeg lukkede mine øjne i, bare et kort øjeblik. Jeg lod mig langsomt døse hen, og beundrede billederne der dannedes bag mine øjenlåg. Stykke for stykke. Her var fredfyldt. 

 

Lyden af min alarm nærmest skar igennem mit følsomme hoved, der end ikke havde fået chancen for at vågne endnu. Jeg var slet ikke klar til at stå op, end ikke noget der mindede om. Jeg rakte utålmodigt ud efter min telefon, og fik slukket den uudholdelige larm. Klokken var nu 8... og gud! Klokken var jo 8! Jeg sprang ud af sengen, lod ikke et sekund gå til spilde. Tænderne skulle børstes, håret skulle redes, og selvfølgelig skulle neglelakken ligges! 
-Din idiot! Dit forbanede fjols!
Jeg klaskede mig selv gentagne gange i hovedet, som ville det have en form for positiv effekt. Helt nøjagtig hvad det skulle gøre godt for, vidste jeg ikke. Jeg snerrede af mig selv, var skuffet over mig. Torben havde tilbudt mig arbejde, ventede mig hjemme hos ham præcis klokken 7, og jeg havde godtaget. Jeg brød aldrig aftaler, ville simpelthen ikke være det bekendt. Havde ofte forsøgt, men skammede mig hver gang jeg prøvede, så denne gang blev ingen undtagelse. 
-Det blir'....
Mine fingrer fumlede rundt blandt de mange farverige neglelakker. Jeg havde altid haft en mani med neglelakker, fra så langt tilbage jeg kunne huske. Min mormor havde en gang fortalt mig, at neglelakker kunne udtrykke hendes humør. Jeg har vel altid opfattet det lidt som en humørring, så det var vel sådan jeg brugte dem. Ja. Som en humørring. 
-Blå! 
Jeg trak en lyseblå neglelak op af kassen, og fik hurtigt lagt et tykt lag på mine efterhånden lange negle. Jeg elskede at ligge neglelak. Elskede den på mystisk vis berusende følelse af kold neglelak på neglene. Elskede at den kølede neglebåndene, og huden under neglen. Som frøs fingeren i et enkelt sekund. Ingen anden følelse kunne sammenlignes. Blå negle. Blå negle, for nu skulle jeg stresse af, holde hovedet højt, og komme afsted.

 

Ingen åbnede døren. Det var begyndt at styrte ned, og lårfede stråler fik hurtigt væddet mig til. Millionvillaen så som altid velplejet og fin ud. Hækken var altid klippet og finpudset ned til mindste detalje, og hver sommer fik huset nye palmer. Ikke de der små fimsepalmer som de har udenfor plejehjem for at forsøge at skabe en stemning der i forvejen er død, men de ægte palmer. Dem der sagtens kunne forveksles med kokosnødpalmer, og dem som der altid blev tegnet millioner af i børnehaveklasser. Jeg besluttede mig for selv at træde ind i huset, og trak langsomt ned i håndtaget. Jeg fik lydløst listet mig ind, lukket døren, og hængt mit drivvåde overtøj på knagen. Her var stille. Alt for stille og noget var ikke som det plejede. En stank af spiritus hang i luften som en tyk tåge. TV'et var sat på pause, og ude i havestuen, der hvor jeg kunne høre regnen knalde ned i glasloftet ovenover mig, sad i en lænestol en trist forsumpet mand, med tomme flasker i skødet.
-Hvad fanden Torben? 
Han ignorerede mig. Sagde intet. Jeg havde aldrig set Torben på denne måde. Han var en meget fin mand. En meget stolt mand. Jeg havde arbejdet for ham i snart 3 år. Lønnen var god, og han var venlig. Derudover var arbejdspladsen fantastisk, og vi fik os ofte en god snak og den dertilhørende cigaret. Det var en dum vane, men ikke noget jeg på daværende tidspunkt havde i sinde at gøre noget ved. Jeg gik op på siden af lænestolen, satte mig på hug, og viftede ivrigt hænderne rundt i luften for at få hans reaktion. Hans mørke øjne, der før havde strålet sådan af liv og glæde, var helt kolde og fraværende. Hans korte brune hår var fedtet og uglet, og han havde ikke fået klippet negle i et stykke tid. Normalt var Torben en nydelig mand, faktisk pænere end de fleste. Men som han så ud nu, lignede han mest af alt en vagabond. 
-Jeg gider ikke mere lort nu...
Hviskede han.
-Hvad er det for noget pis at fyre af... Hvad sker der med dig? Er du syg?
-Luci... ræk mig liiige den deerhh...
-Hold kæft hvor er du stiv. Hvad fanden har du drukket?
Jeg rækte ud efter flasken han bad mig hente, men havde bestemt ikke i sinde at aflevere den til ham. Var det en vodka? Jeg kneb øjnene en smule sammen, og det gik nu op for mig at jeg stod med en meget dyr whisky i hånden. Whisky og vodka. Idiot Lucinda. Ikke nok med den tydelige forskel der er imellem ordene, kunne du så ikke have lagt mærke til væskens gullige farve. Jeg tog mig forvirret til hovedet, og vidste ikke rigtig hvad jeg skulle sige til ham. Jeg havde ofte snakket med mine venner, der i en brandert havde knækket sig ud over det hele, undskyldt konstant, og set på mig med blanke og forvirrede øjne. Men Torben, det var noget andet. 
-Torben. du bliver altså nød til at rejse dig op. Vi skal ha' dig i seng. Du er fuld, og du stinker ovenikøbet også.
Jeg forsøgte nytteløst at smide hans arm om min skulder og slæbe ham afsted som en anden heltinde, men han rørte sig ikke ud af flækken. 
-Forhelved!...
Frustreret gik jeg frem og tilbage. Kunne ikke ringe til nogen uden enten at miste mit job, udstille Torben, eller gøre mig selv til grin. 
-Snarrrkker du altid så pææænt....?
Jeg svarede ham end ikke, tog fat i hans arm en sidste gang, og ga' den et ordenligt ryk. Måske overdrev jeg endda en smule, for inden jeg vidste af det lå denne fuldvoksne mand næsten bevidstløst oven på mig, og ud af øjenkrogen kunne jeg ane et par pinke stilletter. 

Jeg takker her jer der ind til videre har læst første kapitel. Da det er min første historie herinde, ville det intet mindre end glæde mig at modtage konstruktiv kritik. Jeg håber at i fortsat vil læse med, muligvis like, og gerne komme med gode idéer til kapitlerne og mere :-).

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...