After The .

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 jul. 2013
  • Opdateret: 16 jul. 2013
  • Status: Igang
Alle kan lide Jamie. Hendes udsende venligt, grønne øjne og lang, en smule rodet, mørkt hår. Lidt for tynd, men det var det. Hendes øjne der altid så glade ud var sikkert grunden til at ingen opdagede hvad der var bag dem, hvad der forgik i hendes hoved. En dag blev det for meget, hun tog pillerne.

5Likes
4Kommentarer
274Visninger

2. Prolog

Prolog

Jeg kan ikke vende om nu, valget er taget og hvem vil i det hele taget bekymre sig? Min kæreste slog op for en uge tids siden, sagde han ikke kunne være sammen med mig mere, at det gjorde for ondt. Han vidste det ikke, måske havde han en idé, men han vidste ikke det hele. Selvfølgelig ved jeg godt at jeg er syg, det gør vi alle selvom ingen tror det. Vi benægter det, eller det siger alle andre. Sandheden er en hel anden.

Min bedsteveninde er bare ikke nok til at jeg kan blive tilbage, desuden nu har hun jo også fået en kæreste. Hun vil have glemt alt om mig, før hun ved det. Teenagers hormoner for os jo til at overreagere helt vildt og pisker det ekstra meget op, igen noget som alle voksne siger. For de voksne ved jo bedst, ja sikkert, hvis det var sådan ville jeg jo ligesom ikke stå her vel?

Mig og min bror har altid haft et tæt forhold, men så flyttede han. Han kendte ikke til mine tanker, men jeg er sikker på han havde en idé. Jeg havde bare smilet trist med tårer i øjnene da han havde pakket den sidste kasse ind i bilen og vinket farvel. Han boede ikke mere end et kvarters kørsel herfra, men alligevel var det noget helt andet. Unge er egoistiske, de er igen helt galt på den. Var det egoistisk af mig at gemme mine tanker væk så ingen skulle blive bekymret for mig?

Måske ville min mor have opdaget noget hvis ikke det var fordi hun var arbejdsnarkoman. Jeg syntes på ingen måde det var hendes skyld, det hele gik jo trods alt lidt skævt efter far skred fra os. Den første tid lå hun bare og græd inde på soveværelset og overlod os børn til os selv, men hvordan kunne man bebrejde hende det? Hendes livs kærlighed smuttede. Til sidst tørrede hun øjnene og begyndte hun arbejde igen, bare alt for meget.

Lad os endelig ikke glemme Bekka, nu for hun jo ret. Jeg er svag, grim, opmærksomhedskrævende, en bitch og alt det hun kaldte mig. Selvom jeg stadig ikke er helt sikker på det med opmærksomhedskrævende, det sagde hun jo kun fordi jeg havde flere venner end hende. Eller det er det jeg prøver at overbevise mig selv om. Hun havde jo sikkert ret, hvorfor skulle jeg have så mange venner? Det kan også være lige meget nu.

Mit blik faldt på den hvide bøtte med piller jeg havde i hånden. Gad vide hvor mange jeg skal tage? For at få det hele til at forsvinde. Min hånd rystede en smule og et kort øjeblik vaklede min beslutsomhed, men så kiggede jeg i spejlet. Den pige der kiggede tilbage havde et dødt udtryk i øjnene, tårerne rendte ned af kinderne og gav slip da de nåde hagen.

Men det var ikke det jeg fokuserede på. Det var den grimme brune farve mit hår havde, min hudfarve, ansigtsformen, læber, øjne, næse og alt andet. Hvis jeg fortsatte med at kigge ned at min krop ville jeg se min yndlings lysegrønne sweater, den var alt for stor så man kunne ikke se min krop. Mine sorte bukser, som viste et par ben der efter min mening var alt for tygge. Det var alt det jeg fokuserede på og jeg hadede hver eneste lille del.

Under tøjet ville du se alle arrene. På mine arme, håndled, mave, ben og mine fødder. Alle de steder var dækket af ar, havde det været en dårlig dag ville de være dybere end på gode dage. Hele min historie stod skrevet i de ar, eller de sidste 3 år gjorde.

Det korte øjeblik var forbi og endnu engang var jeg stensikker i mit valg. I dag skulle jeg dø. Det er en underlig tanke, men alligevel fredfyldt. Om lidt skal jeg ikke længere bekymre mig om mit udsende, hvordan jeg skal skjule sårene, hvordan jeg skal overleve en dag til i det her helvede. Alt det ville være væk, bare totalt sort. Det er det jeg håber på.

Jeg tog en dyb indånding, en af de sidste. Pustede langsomt ud og åbnede pilleglaset, rystede en håndfuld ud og kiggede ned på de mange piller. Jeg måtte holde godt fast for ellers ville pillerne blive rystet ud af min hånd.

Langsomt tog jeg 2 op og slugte dem hurtigt. Sådan fortsatte jeg indtil der ikke var flere tilbage. Jeg fik sat mig ned på jorden, med kluntede bevægelser. Mit syn begyndte at blive sløret og jeg havde det som om nogen havde puttet et filter ned over min hjerne.

Jeg lænede mit hoved tilbage mod den kolde væg og smilede et glædesløst smil. Mine øjne begyndte at glide ned og jeg måtte blinke kraftigt for at kunne holde dem oppe, til sidst gav jeg op og lukkede dem i stedet. Først nu fokuserede jeg igen på musikken: Nickelback - Lullaby. Min yndlingssang og den passede vel også meget godt til situationen.

I'm reaching out
To let you know that you're not alone
And you can't tell
I'm scared as hell
Cause I can't get you on the telephone
So just close your eyes
Well honey here comes a lullaby
Your very own lullaby

Mine tanker blev langsommere og da jeg prøvede at vrikke med fingrene ville de ikke. Endnu engang gav jeg op og fokuserede bare på musikken igen. Det blev lavere og lavere og jeg måtte anstrenge mig for at kunne høre musikken. Et sted lang væk hørte jeg fordøren smække og mor råbte: "Jeg er hjemme!"

Min sidste tanke var at hun ikke plejede at være så tidligt hjemme, var hun ved at være kommet over far? Hvorfor havde jeg ikke opdaget det noget før? Bekka havde ret igen. Jeg er også selvoptaget.

Og bagefter var der kun sort.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...