På egen hånd

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 jul. 2013
  • Opdateret: 30 aug. 2013
  • Status: Færdig
Hvis Kayla Rose var normal, ville hun have alt, en mor og far og en bror, og hun ville være glad. Men Kayla er ikke glad, hun har ikke en far og mor og en bror, hun er ikke normal. hun er magiker.

Derfor løber hun en dag hjemmefra, eller der er så meget sagt, hun løber væk fra det specielle børnehjem for børn som hende, som hun har boet på i de sidste 5 år. Hun løber hen til det sted, ingen magiker vil løbe hen, Praesidia Hall, en kostskole for unge, som skal trænes mod det magiske.

7Likes
6Kommentarer
720Visninger
AA

10. Tag sigte

Matthews far brummede, han havde kigget på de papirer siden han havde fået dem i hænderne for et... Matthew tjekkede klokken på telefonen, i hvert fald et kvarter siden. Matthew, Daniel og Ethan var gået sammen hver dag for at kigge på de papirer, de gik næsten efter klokkeslæt nu, Ethan kunne forventes at sige noget om, tre, to, en.

"Hvis dette er sandt, så ved vi hvor en stor del unge magikere er den næste uge, jeg siger at vi giver det et skud. Hvis det viser sig at være falsk, må vi vel bare vente på mere information. En kamp der ikke er planlagt, er..."

"En kamp tabt," afsluttede Matthew og Daniel i kor, deres far havde sagt den sætning så meget den sidste uge, at den også var begyndt at dukke op i Matthews drømme. Det var ved at blive uhyggeligt.

Ifølge papirene skulle børnene fra Magica til Eriesøen i dag. Matthew vidste ikke rigtig hvordan han havde det med at skulle lægge sig i baghold. Han havde set hvordan de unge på Magica var. De var måske magiske, men de var stadig børn. Børn som legede, tegnede og lavede alle andre ting som børn nu engang skulle. Og det her var endda børn som havde mistet deres forældre i forvejen, og som løbende mistede deres venner og bekendte, uden at de kunne gøre noget. På den anden side var de møgfarlige. En lille gnist kunne betyde døden. 

Jeg tjekkede min kuffert en sidste gang. Jeg havde det hele, undtagen. Jeg gik over mod mit skab, og åbnede det, så trykkede jeg på bagsiden, og skubbede den til siden. Herinde lå mine våben. Sværd, bue og pil, og beskyttelses udstyr. Jeg snuppede lidt af hvert, og puttede det ned i en pose, som skulle beskytte de andre ting i kufferten fra at gå i stykker. Og så slæbte jeg kufferten med nedenunder, så den kunne komme med de andre. Det var blevet besluttet at de mest kampdygtige skulle med, mens de andre blev hjemme i sikkerhed. Med mit ekstra talent for kamp, og min viden om beskytternes færdigheder, var det blevet besluttet at jeg skulle med. Lulle skulle blive hjemme sammen med Laura, som havde lovet at hvis Lulle forudså noget relevant for os, så ville hun ringe. Lulles kamptegninger havde på det sidste også fået en placering på det seneste. Det var en der hed Peter der kunne kende det, Eriesøen, han var vokset op der, og hans hus stod nu tomt, det lå meget afsides, og der var en kæmpe plæne omkring det, super praktisk vi tager hen der hvor vi har lovet, og så tæver vi dem lige oveni, eller det håber jeg i hvert fald.

Køreturen var på to timer. Jeg tilbragte det meste af tiden med bare at høre musik, og kigge ud på landskabet. Jeg tænkte at det ville være smart ikke at tænke på den forstående kamp for meget, det ville ikke hjælpe noget at være supernervøs. Vi var en god mængde. Udover de gode til at kæmpe fra børnehjemmet, så havde vi også en hel masse krigere fra modstandsbevægelsen (magikernes modstandsbevægelse) de ville møde os deroppe. Turen gik faktisk hurtigere end jeg havde regnet med. nok fordi dem jeg havde taget før lå på en sytten timer, så er to ikke rigtig noget ved siden af. Vi kom frem, og pakkede ud inde i huset. De voksne magikere var kommet før, og havde tryllet nogle møbler frem, det gjorde magikere normalt, hvorfor betale for noget når man kan lave det selv? Der er bare lige den detalje at når en magiker dør, forsvinder de ting han har manifesteret. Derfor køber man normalt sådan nogle vigtige ting som, vielsesringe, smykker og andre gaver, så man ikke bare for eksempel går nøgen, fordi den magiker, der gav en den sommerkjole man har på, dør. Det ville være lidt upraktisk. Derfor står et hus tomt når en magiker dør, jeg kan ikke manifestere noget større end en lampe. Jeg gik op på det værelse jeg fik tildelt, og pakkede ud. Jeg havde egentlig ikke særligt meget med: Noget tøj jeg kunne bevæge mig i, førstehjælps sæt, og selvfølgelig de våben og beskyttelse jeg tog fra skabet derhjemme. Jeg tog beskyttelsen på under noget tøj, vi regnede ikke med at få en advarsel når Vitae Praesidia angreb.

Matthew gik udenfor for at tage en pause, indenfor var det rum der normalt var spisesalen, var nu proppet til randen med udstyr, beskyttere, og elever. Han brød sig ikke om beslutningen at alle elever der havde gået på skolen i mindst to år skulle med. Men han kunne godt se at de havde brug for mange, der var kun overlevet to af de tredive mænd der var taget ud for at dræbe den dag Kaylas bror blev dræbt. En af dem havde været hans far. Nu stod de mod et langt større antal, og de var parat, det havde de ikke været dengang. Men elever? De havde ikke engang noget valg, de skulle i det mindste stå bagerst, det ville nok ikke hjælpe så meget. Magikerne var måske få, men de kunne både bruge magi og sværd, de skulle nok nå ned til dem. Men der var alligevel et eller andet sted i ham der faktisk glædede sig, over at kunne bruge det han havde trænet i de sidste tre år, men der var også noget andet der trak, Kayla, han var ved at få spat af den effekt hun havde på ham, men det var som om at den ene halvdel af ham ville blive her, mens den anden ville løbe til hans bil og køre til Eriesøen, lige nu! Han vidste at han gjorde mest gavn her, men han ville ikke vide hvad han ville gøre, hvis han stod over for hende i kamp, han håbede mest bare at det ikke ville komme til det. For en uge siden var han klar til at dræbe hende, men siden han havde snakket med Daniel, var de billeder han havde fremkaldt den aften blevet ved med at dukke op, som en film der kørte på repeat inde i hans hoved. De ville køre i aften, og så bruge et par dage på at udspionere, måske finde et mønster i deres opførsel. Et par der boede i nærheden havde bekræftet at der var nogen i det hus der havde stået tomt så længe. Og at de fleste af dem var voksne.

Jeg sukkede højlydt, et par blikke blev vendt mod mig fra den anden ende af stuen. Jeg ignorerede dem, og kiggede igen ud af vinduet, vi havde været her i fire dage nu, og der var ingen tegn på Vitae Praesidia. Ikke en skygge, ingen pludselige bevægelser, nada. Det værste var, at jeg vidste de var derude, et eller andet sted, og de holdt øje med os, hver eneste bevægelse, hver eneste åndedræt. Peter kom ind i stuen. Det havde været hårdt for ham de første par dage, jeg vidste hvordan han havde det. Jeg havde heller ikke rigtig lyst til at vende tilbage til mit barndomshjem, han havde sagt til mig, at han ventede at hans forældre kom gående om hjørnet, eller kalde på ham fra køkkenet. 

"Vi går ud og spiller bold, vil du med?" Sagde han henvendt til mig.

"Klart, hvorfor ikke," sagde jeg ligegyldigt, og fulgte efter ham udenfor hvor de andre ventede.

Peter manifesterede en bold, og jeg markerede hurtigt nogle mål. Vi brugte en masse tid udenfor, mest af alt for at fordrive tiden, og holde os selv igang, men også for at få tankerne væk. Vi var 12 fra børnehjemmet, alle mellem femten og atten, vi delte os op på de normale hold, og begyndte spillet. Det lykkedes mig at glemme situationen fuldstændigt, og da jeg fik et mål ind mellem modstanderens målmands ben, grinede jeg højt, og gav Peter en high-five. Pludseligt raslede det i skovkanten som omgav plænen vi spillede på, og som på kommando gik en flok beskyttere ud af skovbrynet. Jeg slog forskrækket alarm, og alle der havde opholdt sig inde i huset styrtede ud. Der var mange flere end jeg havde regnet med, jeg havde troet de ville stille op med hundrede mand eller noget i den stil, de var i hvert fald tre gange så mange.

"Har de elever med?" Udbrød Peter forskrækket. Jeg kiggede efter, jo, bag ved alle mændene gik en flok bange teenagere, jeg blev endnu mere forskrækket da jeg genkendte en gruppe: Susan, Daniel, Lily og Felix, men hvor var Liz? De havde nok set hende som et svagt led. Felix tog Lilys hånd, det ægrede mig faktisk lidt at jeg ikke havde været der, til at se den lille romance mellem dem udfolde sig. Foran dem alle gik Ethan, selvfølgelig, og mellem elever og beskyttere gik Matthew, mit hjerte slog en usikker rytme, hans ansigt var helt udtrykløst, men det var ikke det der generede mig, det var hans kropssprog, han gik som en leder, som en leder forberedt på at dø, ikke engang en fantastisk skuespiller kunne gengive den gang. Det var tydeligt at han ikke var på min side alligevel. Jeg gik med de andre hen til de voksne, vi var en sølle flok i forhold til de andre.

"Prøv at se om i kan skåne børnene," sagde Teresa stille. "Jeg har ikke lyst til at have deres blod på hænderne."

Modstanderne var nu halvvejs over plænen, og så stoppede de alle på en gang. Eleverne så bange på hinanden, jeg tog de nærmeste i hænderne, kun for tryghedens skyld, for at mærke deres kraft suse igennem mig. Ethan trådte frem.

"I har mulighed for at overgive jer, og jeg vil love at i får en human henrettelse." Jeg rullede med øjnene, ingen så meget som rykkede sig en centimeter.

"Jeg kan se at i har taget den lille forældreløse guldpige med, hvad ville dine forældre ikke tænke, at du sætter dit liv på spil på denne måde?" Han så direkte på mig, jeg trak vejret dybt ind.

"De ville være stolte af mig. Jeg er blevet opdraget til at være stolt af den jeg er, og ikke løbe væk." Jeg talte med klar og høj stemme, jeg havde aldrig talt foran så mange mennesker før.

"Men du løb jo væk, du kom til os, du er en forrædder." Han smilede ondskabsfuldt.

"Ja, jeg løb, men jeg havde brug for tid væk, efter at beskytterne havde taget min familie, tænkte jeg at man ikke ville kigge efter mig på deres skole, men nu er jeg tilbage, stærkere end før, og klar tage at gengælde hvad der er taget fra mig." Jeg var lidt stolt af min stemme lige nu, den havde ikke knækket en eneste gang.

"Godt, hvis det er sådan du vil have det." han lavede en bevægelse med hånden. Og så brød helvede løs.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...