På egen hånd

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 jul. 2013
  • Opdateret: 30 aug. 2013
  • Status: Færdig
Hvis Kayla Rose var normal, ville hun have alt, en mor og far og en bror, og hun ville være glad. Men Kayla er ikke glad, hun har ikke en far og mor og en bror, hun er ikke normal. hun er magiker.

Derfor løber hun en dag hjemmefra, eller der er så meget sagt, hun løber væk fra det specielle børnehjem for børn som hende, som hun har boet på i de sidste 5 år. Hun løber hen til det sted, ingen magiker vil løbe hen, Praesidia Hall, en kostskole for unge, som skal trænes mod det magiske.

7Likes
6Kommentarer
649Visninger
AA

11. Og fyr!

Jeg teleporterede mine våben ned, de lå på mit værelse. Jeg havde ikke tænkt mig at løbe dem i møde, det var spild af energi. Jeg lagde mærke til at det kun var beskytterne der løb, ikke eleverne, måske var de bare skræmmeobjekter, eller plan B? Jeg sendte en tankemeddelelse til de andre med spørgsmålet, de troede mest på mulighed nummer to. Se, der er det med tankemeddelelser, at de kun tager et splitsekund, så der var masser af tid.

Det tog cirka fem sekunder for beskytterne at nå os, og jeg gav slip på mine sidemænd, Peter blinkede fornøjet til mig, han havde altid nydt at kæmpe, jeg var bange for at han ikke forstod situationens alvor. Imellem beskytterne genkendte jeg Mr. Falls, min gamle lærer i træning, jeg vidste at jeg var den der havde den bedste chance mod ham, så jeg styrtede i hans retning, jeg havde lagt et skjold om mig, og var overrasket over hvor stærkt det var. Jeg parerede Mr. Falls angreb mod en af de yngre der var med os. Det var mærkeligt at kæmpe mod ham, jeg havde gjort det et par gange til træning, men der havde der ikke ligefrem været liv og død på spil. Jeg kendte hans teknikker, og parerede hans angreb som de kom, jeg sendte en stråle magi mod hans brystparti, og blev overrasket over at det virkede, han havde ikke haft en beskyttelses plade på, ret forståeligt, siden de ikke var ret komfortable, og man kunne ikke bevæge sig optimalt i dem. Jeg gjorde kort proces med ham, og nåede lige at parere et sværd der huggede mod mit hoved. Sådan blev det ved, ny modstander, ny modstander, hjælp en eller anden som var imod for mange på en gang, ny modstander. Jeg tænkte mig ikke om, jeg fulgte bare mit instinkt, det var nemt at følge med, det var som om, at når der kom et kritisk punkt, så var der en eller anden der skruede tempoet ned, så jeg kunne nå det, ligesom på film. Til sidst var der kun fyrre eller noget tilbage af dem, de var i hvert fald færre end vores halvtreds. Ud af den blå luft var der en hånd der greb mig om anklen, jeg vendte mig forskrækket om, for at se Simon, en sølvmagiker på femten, ligge såret på jorden, han havde en knækket pil siddende i maven, jeg knælede ved siden af ham.

"Gør det kort, be´om," hviskede han hæst. Jeg mærkede tårerne pible frem, jeg tog en dolk frem fra min støvle, og stak ham hurtigt og præcist. Han døde med et smil på læben. 

Pludseligt rungede et brøl over marken, jeg rejste mig op, lige tidsnok til at tage imod en klinge, ja eleverne var i hvert fald plan B. Så fortsatte de hvor beskytterne havde sluppet, bortset fra at denne her gang var jeg mere forsigtig, jeg dræbte ikke nogen, parerede bare deres angreb, sendte en fryse besværgelse mod nogle af dem, Teresa havde ret i, at man ikke havde lyst til at have deres blod på hænderne, jeg fornemmede et angreb bagfra, og parerede det nemt, hvad jeg ikke havde fornemmet var, at jeg nu stod ansigt til ansigt med Matthew. Jeg var så overrasket, at jeg ikke så det hug fra en af de overlevende beskyttere svang mod mit ben, før det var for sent, mit skjold tog noget af kraften fra slaget, så jeg vidste det ikke havde hugget noget vigtigt over, jeg besluttede mig hurtigt, og fortsatte kampen mod beskytteren, Ethan.

Matthew så overrasket til, da Kayla vendte sig fra ham, og mod hans far. Han havde set overraskelsen på hendes ansigt med fryd, men vidste at han ikke ville dræbe hende, ligesom hun havde skånet de andres liv. Men han havde ikke ventet at hans far ville komme ham til undsætning, han så på mens hans far kæmpede mod Kayla, hun var god, bedre end han selv, det var jo allerede bevist i træning, hun havde sendt ham i jorden allerede ved første time. Men Ethan var også bedre, og Matthew kunne se at Kayla var meget handicappet af sit ben. Han mærkede den samme følelse gå over ham som den aften i grotten, og løb hen mod dem, Kayla fik øje på ham og spærrede øjnene forskrækket op, det var tydeligt at hun troede at han kom efter hende. Han parerede rasende hendes forskrækkede slag, og prøvede at komme udenom hende, så han kunne komme til Ethan. Han prøvede at sende et blik der sagde, for-helvede-jeg-prøver-jo-at-hjælpe-dig! Men det var som om det ikke rigtig fandtes. Han slyngede sværdet rundt om hende, lige tids nok til at parere et slag fra hans far, Ethan kiggede, nej gloede, overrasket på ham. Matthew løb om, så han og Kayla stod på hver sin side af ham. Ethan havde taget så meget, han havde taget hele Kaylas families liv, han skulle ikke tage hendes oveni. Han kæmpede med alt hvad han havde mod hans far, nej han kæmpede mod Ethan, de var ikke længere i familie, ingen der havde demonstreret så uhyrlige grusomheder ville Matthew kendes ved som sin far.

Jeg var overrasket over Matthews redning, og stod bare og stirrede på ham, mens han kæmpede mod Ethan. Pludseligt slog Ethan ud med sin frie hånd, og Matthew tumlede om på jorden. Jeg kiggede til siderne, og så at jeg ikke var den eneste der fulgte med. Alle de andre kiggede også på, det var som om man havde glemt hvorfor man var der. Jeg vidste at Matthew ikke havde meget tid, så jeg snuppede dolken, som Ethan havde hængende på siden i sit hylster, og hoppede op på ryggen af ham. Det var hans egne forsøg på at ryste mig af, der udløste den bevægelse i min hånd, der dræbte ham. Han faldt bagover, jeg prøvede febrilsk at komme væk, men han landede stadig ovenpå mit ben, mit sårede ben. Jeg skreg af smerte, det hug var nok lidt dybere end jeg havde regnet med. Matthew gik over mod mig, jeg prøvede skrækslagen at komme fri, nok havde han hjulpet mig, men lige nu vidste jeg ikke hvor jeg havde ham, det lykkedes ikke særligt godt, Ethan var simpelthen for tung. Matthew nåede op ved siden af mig, og skubbede til, og sammen fik fik ham langt nok væk fra mit ben, til at jeg kunne få det ud. Jeg prøvede at rejse mig, men faldt med det samme igen. Matthew lagde min arm om hans skuldre, og tog mig rundt om livet så han støttede mig, han hjalp mig humpende hen mod huset. 

"Sig til dem at de kan smide våbnene, vi gør dem ikke noget," sagde jeg, og prøvede at holde smerten ude af stemmen, det gik ikke så godt.

"Skal vi ikke lige få dig ind og sidde først?"

"Den klarer jeg," sagde en af de fuldvoksne magikere, og samlede mig op så let som ingenting. Matthew fulgte med, men jeg sendte ham et blik, der forhåbentlig sagde sig-det-nu-bare. Han forstod i hvert fald en del af det, for han stoppede op, og vendte sig mod de andre. Jeg ´tøede´ de elever op, som var blevet frosset i kampen, frosset er så meget sagt, for det har intet med kulde at gøre, man kan bare ikke bevæge sig mere. Jeg blev båret ind i huset, og sat på en af de mange lænestole, magikeren som havde lavet dem var altså ikke død, jeg valgte at se udenom de møbler der manglede. Lidt efter lidt kom alle magikere ind i huset, nogen blev støttet, andre kunne selv gå, og de sidste blev båret som mig. Jeg så væk da Simon blev båret ind. Jeg åndede lettet op, da det blev annonceret at der kun var to der var døde ud over Simon, og at ingen af dem var fra børnehjemmet. Min skade blev hurtigt fikset, og jeg fik tilladelse til at gå udenfor igen. Jeg fandt mine venner fra Praesidium Hall, som stod og holdt om hinanden, jeg rømmede mig sagte, de hørte mig ikke så jeg prøvede igen lidt højere, de vendte sig mod mig, og så overrasket på mig. Jeg sørgede for at have god afstand, hvis nu de ikke var så hurtige til at tilgive som Matthew. Susan var den første til at sige noget.

"Hvordan går det med benet?" Sagde hun så stille, at jeg ikke var helt sikker på at det var det hun spurgte om. 

"Så godt som nyt, hvad med jer? er i hele?"

De andre kiggede hen mod Felix, der stod med et klæde stramt omkring sin arm, der manglede noget i enden, jeg fik kvalme, men gik alligevel langsomt fremad, og rakte ud efter armen mens jeg så spørgende på ham, han nikkede, og jeg tog med meget blide fingre om stumpen. 

"Jeg kan give dig den igen, men det vil gøre ondt, og det vil højst sandsynligt ikke blive det samme som før."

"Hvad mener du med, ikke blive som før?" Sagde han forskrækket.

"At du måske bliver venstrehåndet i stedet for højrehåndet, stivhed, sådan nogle ting."

Han nikkede, og man kunne næsten høre det knagede inde i hovedet på ham. 

"Gør det," sagde han, og tog Lily i hånden. Jeg fjernede klædet og skar ansigtover synet. Så tog jeg mig sammen, og samlede mine kræfter. Det tager meget kraft at skulle hele et brud, så man kan vel forstille sig at det ville tage meget mere at få en atm til at gro tilbage. Men jeg overvurderede det faktisk, og da jeg var færdig, åbnede og lukkede han sin hånd.

"Den føles altså ligesom før," sagde han, og smilede. Susan slog armene om ham, og jeg smilede tilfreds. Susans omfavnelse blev til et gruppekram, og på en eller anden måde blev jeg trukket med. Så lød en alt for sukkersød stemme bag mig.

"Nårrh en genforening, hvor sødt. Men der er altså andre der har brug for hjælp her." Candy stod bag mig, og pegede på en rift på skulderen og sukkede, jeg vidste præcis hvad hen havde brug for, og manifesterede et hæfteplaster. Hun rynkede utilfreds på næsen. 

"Hvad? Skal jeg ikke heles?!?" 

"Næh, jeg skal spare på kræfterne," sagde jeg og trak på skuldrene, og begyndte at gå rundt, og se på de forskellige skader, de alvorligste tilfælde sendte jeg ind i huset, til sidst kunne jeg ikke engang hele en revne i hovedet på en der gik på femte årgang. Så kom Peter mig til undsætning, og tog over hvor jeg havde sluppet. Jeg gik tilbage til de andre, nu havde Matthew også sluttet sig til dem. Han smilede til mig.

"Hvordan går det?"

"Fuldstændigt drænet for kræfter og energi. Dig?"

"Tjo, måske lidt mere frisk end du er, du ligner en der falder om på jorden om to sekunder."

"Jeg føler mig som en der falder om, om to sekunder." Jeg smilede træt til ham, og gik over mod huset. De andre gik med.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...