På egen hånd

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 jul. 2013
  • Opdateret: 30 aug. 2013
  • Status: Færdig
Hvis Kayla Rose var normal, ville hun have alt, en mor og far og en bror, og hun ville være glad. Men Kayla er ikke glad, hun har ikke en far og mor og en bror, hun er ikke normal. hun er magiker.

Derfor løber hun en dag hjemmefra, eller der er så meget sagt, hun løber væk fra det specielle børnehjem for børn som hende, som hun har boet på i de sidste 5 år. Hun løber hen til det sted, ingen magiker vil løbe hen, Praesidia Hall, en kostskole for unge, som skal trænes mod det magiske.

7Likes
6Kommentarer
721Visninger
AA

5. Ny plan

Den næste morgen vågnede Matthew, han stod hurtigt op, og tog tøj på, så kom han i tanke om, hvad der var sket dagen før. Han satte sig ned på sengen, og følte sig udmattet, som om der ikke var noget han kunne gøre, der var også en anden følelse, en som han helst ikke ville sætte navn på. I dag ville være en fridag, mens de højere autoriteter på skolen besluttede hvad han skulle gøre. Han kiggede på uret, og så at morgenmaden ville stå fremme i en halv time endnu. For under et døgn siden, havde han følt sig som den mest heldige mand på jorden, og så var alt bare blevet manet i jorden. Han gik over til morgenmad, og ventede halvt om halvt at se hende sidde og vinke ham hen til dem. Han så Lily, Daniel og Felix sidde og snakke sammen.

”Hvor er Susan?” spurgte han dem.

”Hun er oppe ved forstanderinden, for at finde ud af om de har besluttet noget med hensyn til Liz, og om beskytterne har fundet Kayla,” Felix kiggede op på Matthew. ”Hvordan har du det?” Matthew var overrasket over spørgsmålet.

”Som om hun kunne gå igennem de døre lige om lidt,” svarede han, og kiggede over mod dørerne, ligesom Susan kom gående ind af dem.

”Intet i forhold til den lille flugtbilist,” sagde hun og skævede til Matthew, han følte en sær trang til at ånde lettet op, han ville da gerne have at de fangede hende, ikke? ”Men Liz skal følge undervisning som normalt, og der vil blive dømt yderligere når Kayla er fanget.” I det samme kom Liz gående.

”Hva’ så folks! Har i savnet mig?” Tøserne sprang op, og gav hende det slags trekantknus, som kun tøser kunne finder ud af. ”Åh Matthew?” sagde Liz da hun var kommet fri. ”Mrs. West sagde jeg skulle sende dig hen til hendes kontor.”

Da Matthew nåede til kontoret, var det stadig ikke klart for ham, hvad det var Mrs. West ville. Han bankede på døren, der kom et svagt ´kom ind´, og han åbnede døren. På den anden side af døren ventede den, som han sidst havde ventet, hans far.

"Der har vi ham jo," sagde han, og gik hen og lagde armene om Matthew. Matthew stod bare stift som et bræt.

"Du ville se mig," sagde han henvendt til Mrs. West.

"Det var nu faktisk din far," sagde hun og kiggede hen på ham. "Ethan vil du?"

"Ja, jeg har hørt at du var ret tæt på heksen, så vi tænkte at du måske vidste hvor hun var løbet hen."

Matthew mærkede sig selv blive rigtig irriteret på sin far, han havde været på skolen i snart to år, og den eneste gang han kommer og besøger, er det fordi han skal have hjælp til sit arbejde?

"Nej, ingen idé," sagde han koldt.

"Jeg vil dog alligevel gerne have at du deltager i planlægningen, så kan du også lære dit fremtidige job at kende."

"Har jeg noget valg?"

"Nej, det har du ikke, vi begynder om 5 minutter" han gik ud af døren, og Matthew fulgte efter. 

En time senere sad Matthew og lyttede til det bånd der var optaget, mens Liz blev forhørt. De var startet med at Matthew IGEN fortalte hvad der var sket dagen før, og så havde de hørt på det skide bånd lige siden. Pludseligt sprang hans far op af stolen.

"Spol tilbage, spol tilbage!" råbte han begejstret. Forhørerens stemme dukkede op.

"Hvorfor foreslog du hende at komme hertil?" sagde han blidt, Matthew kunne godt huske den trance den stemme havde forsaget, en hvor man bare svarede på hans spørgsmål uden at lyve.

"Fordi hun allerede var forældreløs, og hendes bror blev dræbt og så ville hun bare væk, og, og jeg savnede hende jo."

Matthews far jublede og dansede næsten rundt i rummet.

"Hørte i det? forældreløs? jeg var med da de dræbte ham Rose knægten, og han boede på Magica, et børnehjem for magiske børn, hvor skulle hun ellers løbe hen, hvis hun ikke har andre?" han dansede lidt rundt igen.

"Men hvordan skal vi så få  fat på hende?" spurgte en af de beskyttere der var samlet i rummet. Matthews far stoppede med at danse, og tænkte sig godt om, han så nu mere irriteret ud en før.

"Det har jeg sgu ikke lige tænkt på," sagde han og  gnubbede sin hage eftertænksomt. "Der er jo højst sandsynligt fyldt med magiske fælder, jeg tror vores bedste chance er hvis vi lokker hende ud til os, istedet for at blive fanget derinde."

Matthew mærkede en klump i halsen, han prøvede at synke den, men den ville ikke nogen steder, han ville da gerne have hende fanget, ikke??? Jo, blev han enig med sig selv om, men en lille stemme i hans hoved hviskede, ´bare ikke af samme grunde som alle de andre´.

Jeg vågnede af barneskrig, for en uge siden var der kommet en lille toårig pige ind, og jeg havde fået besked på at se efter hende, jeg havde derfor heller ikke været i skole siden jeg kom, i starten havde jeg følt at det var en straf, men jeg var begyndt at holde af den lille, vi kaldte hende Louise, hun kaldte nemlig sig selv for Lulle, og det var det tætteste vi kunne komme på. Hendes mærke var formet som en åkandeblomst, der ville først komme et skær i, når hun nåede skolealderen. 

"Kay-kay!" skreg hun nu fra den tremmeseng jeg havde fået ind på mit værelse, jeg tog hende op, og trøstede hende. 

"Hvad var der Lulle?" spurgte jeg, og viste hende ikke hvor træt, og irriteret jeg var lige nu, jeg havde drømt at jeg aldrig havde sagt det med cremen den morgen for snart en måned siden, og at jeg stadig var på skolen.

"Kay-kay blive fanget, i en stor hule, så stor," hun slog ud med sine små arme. "Der er ikk noen, kun Kay-kay og en mand, men Kay-kay ikke tro mand gør noet,Kay-kay elske mand." Lulle havde haft sådan nogle drømme, lige siden hun kom hertil. Men det her var den første som jeg var blevet rystet over, jeg trøstede hende lidt mere, og lagde hende så til at sove igen, selv var jeg for rystet til at kunne sove, klokken viste fire, så jeg valgte at gå ud og tage et glas vand.

"Kayla, hvad laver du?" kom det hviskende ovre fra Lauras værelse.

"Jeg tager bare et glas vand," hviskede jeg tilbage, og tændte vandhanen. Pludseligt dukkede en hånd op foran ansigtet på mig. Jeg reagerede instinktivt, og sendte en albue i maven på personen, vendte mig om og fik øje på Martin, en dreng kendt for sine prøve overfaldelser, de kunne komme når som helst, han stod nu og tog sig til maven.

"Du er klar nok," sagde han med en halvkvalt stemme. "Men prøv at gribe til magi næste gang, det er lagt mere effektivt," med de ord gik han ned af gangen, og hen til sit eget værelse.

Jeg gik ind og tjekkede til Lulle igen, og gik derefter selv i seng, og efter en halv time hvor jeg havde vendt og drejet mig, faldt jeg endeligt i søvn.

Næste morgen gik jeg som det første til Teresa (lederen for børnehjemmet) og fortalte hende om Lulles drøm den forgående nat.

"Har du fortalt hende at du muligvis er i fare?" spurgte hun forundret.

"Nej, det er det der bekymrer mig, og hvordan kunne hun vide noget om Matthew," jeg opdagede jeg havde talt over mig, og bandede indvendigt. 

"Hvem er denne Matthew?" spurgte hun, og så på mig over de briller hun havde siddende på næsen.

"En dreng jeg på en måde gik ud med, men det varede kun et par timer, og så blev jeg opdaget," jeg håbede at den sidste detalje mildnede budskabet.

"For helvede Kayla," hun pressede tommelfinger og pegefinger mod tindingerne, i den typiske, nøj-hvor-har-du dummet-dig,-og-nu-skal-jeg-rydde-op-efter-dig-stilling.

"Men hvad mener du om Louises drøm?" spurgte jeg for at dreje fokus væk fra mig.

"Jeg mener, at vi bør vente og se om der melder sig flere. Nå, hvad vil du så foretage dig i dag?"

Jeg blev lidt forvirret over spørgsmålet. "Jo, det er jo dejligt vejr, så jeg vil måske gå en tur med Louise i haven?" Jeg ventede på at hun ville afslå.

"Det er da en strålende idé," sagde Teresa begejstret. Jeg så forundret på hende, først hentede hun mig ikke hjem fra Praesidium high, og nu det her, der var helt klart nogen der havde puttet noget beroligende i hendes te. Men jeg tog muligheden, hoppede i en sommerkjole, slugte hurtigt noget morgenmad, og gik udenfor med Louise i haven, vi have ikke før fået lov, fordi der var fare for at nogen ville komme og angribe, og Lulle kunne ikke beskytte sig selv endnu.

Lulle løb begejstret rundt, og legede med sommerfugle og andre små ting, på et tidspunkt løb hun over i skoven, jeg ventede i skovkanten indtil hun kom ud, jeg var ikke så glad for skove siden min bror blev dræbt i en, jeg ventede i 10 minutter og besluttede at gå ind og lede efter hende.

"Lulle!" kaldte jeg "Hvor er du søde." I det samme hørte jeg et skrig, et skrig jeg kendte alt for godt, et skrig som tilhørte en to-årig. Jeg stivnede i to sekunder, og spænede så i den retning skriget var kommet fra.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...