På egen hånd

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 jul. 2013
  • Opdateret: 30 aug. 2013
  • Status: Færdig
Hvis Kayla Rose var normal, ville hun have alt, en mor og far og en bror, og hun ville være glad. Men Kayla er ikke glad, hun har ikke en far og mor og en bror, hun er ikke normal. hun er magiker.

Derfor løber hun en dag hjemmefra, eller der er så meget sagt, hun løber væk fra det specielle børnehjem for børn som hende, som hun har boet på i de sidste 5 år. Hun løber hen til det sted, ingen magiker vil løbe hen, Praesidia Hall, en kostskole for unge, som skal trænes mod det magiske.

7Likes
6Kommentarer
659Visninger
AA

9. Lyver, lyver, så bukserne flyver

Jeg smed mig i sengen, og tudede øjnene ud af hovedet. Hvorfor lige mig? Hvorfor dem og ikke mig? Hvorfor kan jeg ikke bare være en normal pige, der går i skole, og kommer hjem til sine forældre, og hygger, og skændes, og såres som alle andre? Udover i de sidste par måneder havde jeg ikke grædt i fem år, ikke siden mine forældre blev dræbt. Ikke engang da Justin dø.... passerede, for fanden jeg kan ikke engang tænke ordet! Jeg vidste at tårer ikke ville hjælpe noget. De ville ikke bringe de døde tilbage. Hvis Justin stadig var her, ville han holde om mig, og trøste mig, og så ville han finde en måde at få mig til at grine igen. Efter det med vores forældre, var han gået så langt som at kalde sig for grinepatruljen. Jeg mærkede en følelse nede i maven, en jeg ikke havde haft i meget lang tid, ikke siden... Ja, du ved nok, det var den følelse jeg havde når jeg var sammen med min bror. Tryghed, glæde, beskyttelse og med et lille twist af barnlighed. Jeg fik en underlig fornemmelse af at han stod ved siden af mig, og da jeg drejede hovedet kunne jeg sværge på at værelset flimrede, ikke meget, men jeg blev enig med mig selv, at det nok var tudeturen der havde en effekt på mig. Jeg tog billedet fra mit natbord, det var det sidste billede der var taget af mig og min familie sammen. Vi havde været på skovtur, og havde bedt nogle forbipasserende om at tage et billede. Jeg kiggede længe på det. Fire par øjne smilede tilbage til mig. Jeg rejste mig, og besluttede at jeg ville gå ned og finde Lulle. Da jeg rejste mig føltes det som om der var blevet hevet 200 kilo af mine skuldre, måske var det at græde en god ting? 

Jeg fandt hende sammen med Laura. De sad og tegnede ved spisebordet i køkkenet. Lulles øjne lyste op da hun så mig, og hun greb en tegning og løb hen mod mig, eller løb så meget en toårig kan. Jeg satte mig på hug, og tog imod hende. Hun rakte mig tegningen.

"Kay-kay skal ha den!" Råbte hun begejstret. Jeg grinede til hende, og så på det let krøllede papir i min hånd. Synet fik mig til at gyse. Fra papiret stirrede et alt for velkendt ansigt ud mod mig. Ethan. Og han havde en pisk i hånden. Det undrede mig ikke at hun kunne tegne så godt, i så tidlig en alder. Mange magikere udviklede store talenter, og disse viste sig altid i en tidlig alder. Jeg havde altid haft en god fornemmelse angående kamp, og jeg vidste næsten hvad min modstander ville gøre, før modstanderen vidste det, det var den eneste grund til at jeg havde en chance mod Matthew i træning. En knugende smerte i maven meldte sig, da minderne om den tid, tonede frem på min indre skærm. Lulle klappede mig utålmodigt på kinden. 

"Den er rigtig flot søde, er der en grund til at du har tegnet den her mand?" Jeg kiggede nysgerrig på hende. 

"Det den stooooore mand, fra drøm, og skov!" Jeg kom i tanke om at hun havde set ham i skoven den dag de tog mig med.

"Og pisken?"

"Det er mands våben," svarede hun kækt. "Han nød til at ha pisk, han ikke rigtig uden pisk." Hun smilede og løb tilbage, jeg gik hen til bordet. Hvis tegningen af Ethan havde skræmt mig, så var det intet i forhold til det jeg følt nu. Bordet var fyldt med tegninger af kampscener, nogle af dem var jeg med på, andre ikke. Dem jeg var tegnet på, var jeg altid tegnet med en gylden sfære om mig, og der var altid et glad ansigt i himlen. Så fik jeg øje på et andet billede af mig, det var identisk med de andre, men istedet for ukendte mænd, kæmpede jeg mod Matthew, hans ansigt var forvredet af raseri. Pludseligt stivnede Lulle.

"NEJ!" skreg hun. "NEJ! DET IKKE MENING! MATHE TRO HAN VAR FORTRYLLET! HAN IKKE GOD! MATHE OND! NEJ!" 

Jeg klemte hende ind til mig, og prøvede at dulme den gråd der rystede igennem hele Lulles krop, men til sidst vidste jeg ikke om det var Lulle eller mig der rystede. Hendes udbrud havde ramt mig lige i sjælen, og gav mig ret i to teorier, Lulle var seer, og Matthew var en spion.

Matthew lå i sin seng, han var blevet låst inde, det havde han det egentligt fint med, for han havde ikke tænkt sig at vandre rundt på skolen, det var det han mindst havde lyst til. Han var blevet låst inde, så det trick Kayla havde lavet på ham, ville forsvinde, eller i hvert fald dæmpe sig. Det var hans eget valg, han havde selv forklaret sin far, hvordan han var sikker på at Kayla havde hjernevasket ham, og at han ville være til fare for resten af skolen, hvis han ikke blev låst inde. Det bankede let på døren. Daniel kom ind, han var en af de få der havde en nøgle. 

"Godt at se dig," hilste Matthew, og han følte en sær lettelse over at se sin bror, det gik op for ham, at han havde regnet med at deres far ville lade det gå ud over en eller anden, og Daniel var tættest på. Daniel satte sig tungt på sin seng. Normalt delte de værelse, men når der var en elev der blev låst inde, blev værelseskammeraten flyttet af sikkerheds grunde.

"Jeg ved ikke om jeg kan sige det samme," sagde Daniel, og kiggede ned i tæppet.

"Hvad mener du?" Matthew var forvirret, jo han havde måske ikke snakket så meget med sin bror siden de begyndte på skolen, men det var jo ikke rigtig fordi de havde haft brug for hinanden.

"Jeg mener, at du har begået en kæmpe fejltagelse, en der kan taget livet af os alle sammen!" Han sprang op af sengen.

"Hvad fanden snakker du om Daniel?"

"Der er intet der hedder hjernevask! Jeg har lige snakket med Liz, hun fulgte Kayla den dag hendes bror døde, også i skole, og det var den dag læreren, Miss Lotus eller noget i den stil, gik gennem myter med klassen, der er intet der hedder hjernevask, det var noget der var opfundet af mennesker, som skulle have en undskyldning over at socialisere sig med magikere. Den trang du føler til at følge Kayla er helt igennem dig!" Daniel gloede rasende på ham.

Tankerne for omkring i Matthews hoved. Det kunne ikke passe, nej, men hvad nu hvis det gjorde? ARRRGH! Der var intet der gav mening mere, han havde tvunget sig selv til ikke at tænke på hende, men nu tvang små billeder sig frem, hendes smil når hun sendte ham i jorden til træning, hvordan hendes øjne glimtede når hun grinte, hvordan det havde kildet i maven, da han sad med hende på sengen i Magica. Det kunne bare ikke passe! Matthew følte at der ikke var noget som overhovedet gav mening mere. Han havde været bange for at indrømme det, men når han tænkte på hende, blev hans puls hurtigere, og han blev forfjamsket, og han tænker på måder som ville kunne gøre hende glad, og når hun ikke var det, havde han bare lyst til at tage hende i armene og trøste hende. Men det ville ikke få nogen betydning. Hvis han så hende, ville hun være så godt som død, hun var nu den farligste person han kendte, for hun kunne ikke bare få ham til at gøre ondt fysisk, men også psykisk.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...