På egen hånd

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 jul. 2013
  • Opdateret: 30 aug. 2013
  • Status: Færdig
Hvis Kayla Rose var normal, ville hun have alt, en mor og far og en bror, og hun ville være glad. Men Kayla er ikke glad, hun har ikke en far og mor og en bror, hun er ikke normal. hun er magiker.

Derfor løber hun en dag hjemmefra, eller der er så meget sagt, hun løber væk fra det specielle børnehjem for børn som hende, som hun har boet på i de sidste 5 år. Hun løber hen til det sted, ingen magiker vil løbe hen, Praesidia Hall, en kostskole for unge, som skal trænes mod det magiske.

7Likes
6Kommentarer
657Visninger
AA

4. Hvad skete der lige?

Den næste morgen startede vel som alle de andre, jeg stod op, gjorde mig klar, og smurte dækcreme på skulderen, så ventede jeg på at Liz fik sat sine korte blonde lokker helt rigtigt, og så kunne vi endelig gå over og få noget morgenmad.

På vej derover gik vi som sædvanligt forbi træningshallen, jeg hørte en mærkelig lyd derindefra, svush… fap, svush… og sagde til de andre at jeg lige ville tjekke det ud. Jeg gik ind, og ved første øjekast så det ikke ud til at der var nogen, men så fik jeg øje på Matthew, som stod nede ved skydeskiverne. Jeg så at der lå flere pile rundt om skiven, og at det var lykkedes ham at ramme den en enkelt gang ude i siden.

”Hvis du sigter sådan der, rammer du med garanti ikke.” Matthew hoppede forskrækket, og sendte pilen væk, langt fra skiven. Han vendte sig om, og smilede til mig, han tog en ny, og sigtede igen skævt. Jeg gik hen på den anden side af buen.

”Prøv at sigte langs med pilen, sådan her,” jeg rettede lidt på hans arme, så pilen pegede mod midten, han gav slip, og den ramte få centimeter fra bulls-eye. Jeg kiggede tilfredst på den, og vendte ansigtet mod ham igen for at sige noget mere, men da jeg så at han allerede kiggede på mig, glemte jeg fuldstændigt hvad det var. Han rakte forsigtigt frem med en let rystende hånd, og aede mig blidt på kinden, mit hjerte dundrede af sted.

”Kayla,” hviskede han hæst, han smed buen fra sig, og lagde den frie arm om mig, den hånd der havde hvilet på min kind flyttede han så han holdte mig om nakken. Jeg lagde armene omkring ham, og stillede mig en smule på tæer, så jeg kunne røre hans læber blidt med mine. Pludseligt var det som om der var et eller andet der tog over, en lille del af mig advarede mig, men jeg skubbede den til side, og den lille uskyldige berøring fra før, blev nu til et rigtigt kys, med stakåndethed, bankende hjerter og jeg glemte alt, bortset fra ham og mig. Da han til sidst trak sig væk, grinede han til mig.

”Det har jeg ventet længe på at kunne gøre det der,” grinede han.

”Mmmhh, men vi burde gå over og få noget mad nu,” grinede jeg tilbage, han nikkede, plantede et lille kys på mine læber, tog mig så i hånden, og trak mig næsten over til morgenmaden. Jeg nåede lige et øjeblik at blive nervøs for de andres reaktion, men et lille klem i min hånd fra Matthew overbeviste mig om, at det hele nok skulle gå.

Jeg tog cornflakes som sædvanligt, og satte mig ved siden af ham henne ved de andre, jeg prøvede virkeligt at holde en facade der sagde ´no big deal´. De andre så egentlig bare tilfredse ud, og lod os spise i fred, lige bortset fra Daniel.

”Nånå brormand,” sagde han med et lille glimt i øjet, og det smil drenge altid har når de siger. ”Jeg sagde det jo.” Ja… det.

Jeg kiggede forlegent ned i mine cornflakes, og ville til at tage en mundfuld, da jeg hørte en alt for sukkersød stemme bag mig.

”Hvad har vi så her?” spurgte Candy, og fik mig næsten til at kløjes i maden. Jeg vendte mig om, og så Candy og Marina stå bag mig. Candy havde et glas med klar væske, som efter lugten at dømme helt klart ikke var vand, og en tør klud i hånden. Matthew rejste sig op, og trådte ind i mit synsfelt.

”Vi har syv personer som meget gerne ser, at du forsvinder for to minutter siden,” sagde han, jeg kunne se på den måde han spændte sin ryg, at han var meget irriteret.

”Og du putter dig selv i den kategori?” hun gik helt tæt på ham. ”Hvor sødt.” Jeg mærkede alt farve forlade mit ansigt, da glasset kom ind i mit synsfelt igen. Nu da det var tættere på, kunne jeg placere lugten. Der var alkohol i glasset, så sent som samme morgen, havde jeg forklaret Liz, at dækcremen var vandfast, og kun kunne fjernes af alkohol. Vi havde fundet Marina ude på gangen da vi gik ud efter, og jeg havde bare undret mig over at hun ikke var sammen med Candy, nu kunne jeg godt se, hvor let det var at smuglytte ved døren.

”Forsvind Candy,” han var nu så sur, at han næsten spyttede ordene ud. Men det hjalp, Candy valsede ud af rummet, og Marina fulgte efter som en lille gås. Vi andre spiste lynhurtigt færdig, og smuttede så til time.

I engelsk skulle vi fremlægge, emnet var ´magiske farer´, jeg havde valgt et sikkert emne, ´magiske fælder gennem tiden´. Timen slæbte sig af sted, mens jeg måtte høre på den ene falske teori efter den anden, nogle var bare åndssvage, der var en der påstod, at man kunne se på hvordan hekse (pige magikere) satte håret, om de var single eller ej, prøv igen.  Candy var før mig. Jeg fik en rigtig dårlig mavefornemmelse, og den blev ikke bedre da jeg så hendes emne, ´Guldmagikere´. Hun brugte de første ti minutter på at forklare hvordan man skelner en guldmagiker fra sølv og bronze magikere (gyldent skær i mærket, stærkere kræfter), og så gik hun over til at remse nogle magikere, til sidst blev min bange anelser til virkelighed.

”Der er ikke mange Guldere (det var hendes forkortelse, jeg syntes også den er langt ude) i dag, men der er stadig nogle få, som lever gemt for omverdenen, for et par måneder siden, dræbte beskytterne en guldmagiker ved navnet Justin Rose,” der dukkede et billede op af Justin i det diasshow hun havde kørende, jeg mærkede knuden i maven stramme til. ”Det viser sig, at han faktisk har, eller havde, en tvillingesøster, og hun er faktisk indenfor rækkevidde. Kayla, vil du lige være sød at komme herop?” sagde hun med en stemme dryppende af honning, jeg vendte mig mod Liz, som sad ved vinduet, ´nøgler´ mimede jeg til hende, og hun smed diskret sine bilnøgler ud af vinduet. Jeg gik op, og følte mig så dum, hvorfor skulle jeg lige have den halterneck top på i dag, det ville give Candy fri adgang til mit mærke. Da jeg kom op drejede hun mig hårdhændet, så jeg stod med ryggen til klassen. Matthew rejste sig, og gik op til mig, på trods af Miss Dunhams protester.

”Du behøver ikke, hvis du ikke har lyst,” sagde han, og tog min hånd.

”Jeg lover det ikke kommer til at gøre ondt,” sagde Candy, og jeg fangede et glimt af kluden, bortset fra at nu var den gennemblødt, det tog mig ikke lang tid at finde ud af med hvad, det fortalte lugten mig. Hun trak en halvbrugt tube dækcreme frem fra hendes jakkelomme. Jeg genkendte den, som den tube jeg ikke havde kunnet finde her til morgen.

”For at kunne gå ubemærket blandt mennesker, bruger magikere det de kalder dækcreme. Det er en vandfast creme, specielt designet til at dække mærker. Den kan kun fjernes med alkohol,” hun holdte den drivvåde klud op, og klaskede den så ind mod min skulder, jeg så op på Matthew, ´undskyld´ mimede jeg til ham, han så forvirret ud, men jeg kan ikke sige, hvorvidt det skyldtes mine manglende evner til at mime eller ej. Så fjernede Candy kluden, det var nogle meget lange sekunder da Matthew så ned mod min skulder.

”Kan i se den måde Kaylas mærke skinner gyldent, det…” hørte jeg Candy kværne i baggrunden, jeg havde opmærksomheden mod Matthew, først så han forskrækket ud, så blinkede han et par gange med øjnene, og rystede på hovedet, så skiftede hans ansigtsudtryk sig til bedrageri, så kiggede han på mig, alt ved ham lyste afsky, som om han kiggede på et grimt, grønt og slimet monster. han trådte et par skridt tilbage, og gav mig fri flugtvej, jeg styrtede ud af klasselokalet, jeg hørte den alarm, der betød at der var en magiker i huset, det betød også at branddørene blev smækket i, jeg bandede en lang række bandeord, som ikke engang jeg vidste at jeg kendte, det betød at jeg måtte teleportere, det var før kun lykkedes mig at flytte mig et par meter, så jeg måtte stadig hen til branddøren, den ville være nemmere at komme igennem, end de ekstremt tykke vægge. Jeg hørte Matthew komme stormene efter mig, men jeg havde et forspring, jeg nåede hen til døren, det gik først op for mig nu, at tårerne trillede lydløst ned af mine kinder, jeg vendte mig om for at se ham en sidste gang, mens jeg samlede mine kræfter, han kom ind i lokalet lige da jeg havde fået samlet nok.

”Farvel,” sagde jeg med grådkvalt stemme, og teleporterede ud på parkeringspladsen, jeg listede hen under vinduet, og snuppede nøglerne, så styrtede jeg hen til bilen og startede den, jeg tørrede mig under øjnene, lige nu var ikke et tidspunkt mit syn skulle være sløret af tårer, jeg havde en flugt jeg skulle gennemføre. Der var kun et sted at tage hen. Mit gamle børnehjem.

Jeg kørte igennem natten, jeg stoppede kun hurtigt et par gange for at købe fastfood med de penge som Liz og jeg havde lagt der, hvis nu jeg var nødt til at flygte, og det viste sig jo at være meget smart. Radioen kørende for fulde drøn, for at jeg ikke skulle falde i søvn.

Jeg trillede ind på parkeringspladsen til børnehjemmet klokken halv fire om natten. Jeg havde ikke regnet med nogen velkomstkomite, men der stod et par af dem som jeg havde snakket med og ventede på mig, man kom ikke diskret til et sted fyldt med magikere. Pludseligt kunne jeg godt mærke at jeg havde kørte hele natten, ligesom jeg også kunne mærke den sorg jeg havde skubbet væk tidligere. Jeg tumlede ud af bilen, og ventede næsten at de også ville være sure på mig, men da jeg kom nærmere lyste de alle op i smil, og Laura som jeg havde været tættest på udover min bror, løb hen, og gav mig et kæmpe knus. Hun gik med mig op på mit gamle værelse, hvor hun lod mig være alene, jeg lagde mig ned på sengen, og tudede øjnene ud af hovedet, efter jeg havde fået det ud af mit system lagde jeg mig til at sove, jeg gad ikke engang at klæde om. Hvordan kunne sådan en perfekt dag, blive til sådan et mareridt?

Matthew lagde sig i sengen. Hvordan kunne han have overset det? Han havde hængt ud med Kayla og de andre i snart to måneder, og han havde aldrig set tegnene, hvordan hun undlod at fortælle detaljer om sin familie og fortid, hvordan hun blev fjern, når andre snakkede grimt om magikere, forhelvede han havde ikke engang gennemskuet hendes lille korttrick, når han tænkte tilbage, havde han aldrig set det dæk kort før hun samlede det op fra skrivebordet. Men under alt det her, kunne han ikke lad være med at tænke, ´for pokker hvor var det godt gået´. Resten af dagen var gået med en gennemsøgning af grunden, og det tog ikke så lidt tid, men hvilket fjols ville blive på samme grund som en hel masse mennesker, ude på at dræbe en? I hvert fald ikke det her fjols, for hun var ingen steder at finde. Så skulle alle der havde været i kontakt med hende forhøres, det havde egentlig ikke taget specielt meget tid, den de lagde mest vægt på var Liz, hun havde kendt hende siden de var små, og Liz indrømmede at hun godt vidste at Kayla var magiker, men det var først efter en time med den bedste forhører i Florida. Liz var nu lukket inde på sit værelse, indtil man vidste, om hun skulle straffes for det hun havde gjort. Dagen var startet skønt, og han havde endeligt fulgt sine instinkter, men så var det bare blevet til et rent mareridt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...