På egen hånd

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 jul. 2013
  • Opdateret: 30 aug. 2013
  • Status: Færdig
Hvis Kayla Rose var normal, ville hun have alt, en mor og far og en bror, og hun ville være glad. Men Kayla er ikke glad, hun har ikke en far og mor og en bror, hun er ikke normal. hun er magiker.

Derfor løber hun en dag hjemmefra, eller der er så meget sagt, hun løber væk fra det specielle børnehjem for børn som hende, som hun har boet på i de sidste 5 år. Hun løber hen til det sted, ingen magiker vil løbe hen, Praesidia Hall, en kostskole for unge, som skal trænes mod det magiske.

7Likes
6Kommentarer
654Visninger
AA

12. Hvad så nu?

Den dag stod jeg op og gjorde mig klar, ligesom alle de andre dage siden vi kom hjem. Os der havde været med til at kæmpe, havde fået fri fra skole indtil juleferien om to uger. De sidste par uger var gået stille og roligt, jeg nød bare dagene som de gled forbi, det var bare et problem: Jeg kedede mig helt vildt! Der havde været så meget fart på det sidste halve år, at jeg ikke kunne vænne mig til den daglige trummerum. 

Vitae Praesidia var gået ned i medlemstal, og ikke bare fordi vi havde dræbt dem, men det var som om at vores barmhjertighed over for eleverne, og Ethans grusomhed over for os, havde gjort magikere mere populære blandt nogle af beskytterne. Pladsen som Vitae Praesidias overhoved var ikke blevet besat endnu, og der kunne gå op til et år inden det skete, indtil da ville organisationen blive styret af nogle udvalgte beskyttere. Jeg havde ikke hørt noget fra Matthew eller de andre, ikke engang Liz, men jeg regnede med at intet nyt var godt nyt.

Jeg gik ned og tog noget morgenmad, Lulle var ved Laura, hun holdt nogen gange ´ferier´ derovre, som hun selv kaldte dem, jeg var glad for, at jeg ikke skulle tage mig af hende hele tiden, ikke at jeg var træt af hende, men på et tidspunkt gider man ikke rigtig at lege med barbie og lego duplo mere, og så kommer hun over til Laura i en halv uges tid. Længere kan jeg nemlig ikke undvære hende, jeg ved det, mit hoved er ikke til at finde rundt i. Dørklokken bragte mig igen op til overfladen, jeg så rundt, og de få der sad rundtomkring gjorde ingen mine til at åbne, så jeg rejste mig, stadig i de shorts og den t-shirt jeg havde sovet i. Jeg åbnede døren, og kunne ikke fatte hvem det var.

"Er det ikke lidt koldt til shorts og t-shirt?" Spurgte Matthew med grin i stemmen.

"Narhhh, ikke for en så sej som mig," sagde jeg grinende, og lukkede ham ind. Han var til gængæld pakket rigtig godt ind, men drengen var jo også vant til den uendelige sol i Florida. Han tog jakke, handsker osv. af, og afslørede en langærmet t-shirt der sad stramt over brystet, og almindelige jeans. Jeg vidste ikke rigtig hvor jeg skulle kigge hen.

"Nåh, hvad bringer dig hertil?" Spurgte jeg med oprigtig nysgerrighed, hvad fanden lavede han her?

"Min undskyldning derhjemmefra var at jeg ville sige undskyld for at starte tredje verdenskrig. Men faktisk mest for at se dig," sagde han med det skæve smil, som alle pigerne på skolen sukkede over.

Jeg smilede, mens jeg prøvede at få mine kinder til at få en nogenlunde normal farve igen. Da det lykkedes så jeg op på ham.

"Men skal vi så ikke finde Teresa eller noget, så du ikke lyver for dine undersåtter, du ved."

"Nej, det ved jeg ikke, hvad pokker snakker du om?"

"Er du ikke den næste tronfølger, til den almægtige plads som beskytternes konge?" Jeg så spørgende på ham, med et drillende smil om munden.

Han åndede ud i noget der mindede om et grin. "Det er faktisk ikke så sikkert, det er ikke så smart at jeg er vild med en pige, som er af den slags, jeg burde udrydde." Han kiggede undersøgende ned på mig.

"En pige hva´?" Sagde jeg, og så op på ham med løftede øjenbryn. 

"Ja, men hun har alt ret i hele verden til at hade mig, min far var trods alt ansvarlig for at hun ingen familie har."

"Jeg er temmelig sikker på at hun kun bærer nag til din far, det var jo ikke din skyld på nogen måde."

"Jahh, men jeg har også været lidt af en idiot, først holdt jeg hende for nar, og så var jeg så kold mod hende, at hun troede på at jeg ville slå hende ihjel. Faktisk troede JEG at jeg ville slå hende ihjel."

"Hvad mener du?" Spurgte jeg med en svag skælven i min stemme.

"Jo ser du, jeg var overbevist om at hun havde fortryllet mig. Jeg havde aldrig haft så stærke følelser for en, og da den ene tilfældigvis var magiker, en race jeg oven i købet var opdraget til at hade, så jeg troede at jeg lagde to og to sammen, men det viste sig at give fisk, for det var helt forkert."

"Ja, du er en idiot," sagde jeg og slog ham drillende på skulderen.

"Nå, det er jeg alligevel?" Han kildede mig. Jeg grinte helt hysterisk, jeg havde altid været ekstremt kilden, og jeg hadede mig selv for det.

"Men tror du hun kan tilgive mig?" Spurgte han da han var stoppet, han stod med armene rundt om mig nu.

"Det ved jeg ikke, hvorfor spørger du hende ikke bare?"

Han grinede, og blev så alvorlig igen. "Kayla Rose, jeg har været en nar og en idiot, og en masse andre dumme ting. Jeg er ligeglad om dine venner tilgiver mig, for det tror jeg ikke de gør. Men kan du?"

"Du er allerede tilgivet, jeg skulle ikke have stukket af herfra, det var min skyld det hele." Jeg kiggede hen på døren der var til højre for mig.

"Hvad snakker du om, selvfølgelig er det ikke din skyld. Du har aldrig haft en dårlig mening om det hele."

"Hvordan ved du det? Du kender mig ikke engang rigtigt." Jeg gjorde mig fri af hans arme, og vendte ryggen til ham.

Han greb mig bare om livet igen. "Men det kan der jo gøres noget ved," hviskede han ind i mit øre. 

Jeg prøvede at gøre mig fri igen, men han ville ikke give slip. Han drejede mig, så han så mig lige ind i øjnene.

"Kayla, du er den jeg vil have, ikke menneske Kayla, jeg vil have dig præcis som du er. Om det så betyder at jeg må vinke farvel til posten som beskytternes overhoved, det ville faktisk være et plus, du ved jo jeg aldrig har ønsket at have den titel." 

Jeg så rundt omkring, vi var alene i stuen nu, jeg havde hørt klokken ring, men havde ikke tænkt over det. Han drejede mit hoved med hånden, som han havde placeret under min hage, så jeg kiggede ham i øjnene igen.

"Men vi kan ikke se hinanden, vi bor 17 timers køretur fra hinanden, og jeg er ikke rigtig fan af langdistanceforhold."

"Så kom med til Praesidium Hall, jeg er måske ikke overhovedet endnu, men min mening er stadig kraftfuld nok, til at de vil lade dig gå der."

Jeg sukkede, jeg ville ikke tage fra Lulle igen. 

"Lulle kunne endda komme med, der har faktisk før været piger med børn på skolen, det her er vel USA," sagde han som han læste mine tanker. "Og der er en helt almindelig børnehave, mindre en 200 meter fra skolen, hvor hun kunne være mens du er i skole."

Jeg så op på ham. "Tro mig Matthew, hvis det ikke var for en lille ting, ville jeg pakke med det samme, og køre med dig tilbage nu. Men der er et halvt år tilbage, til at jeg kan være sikker på at jeg ikke kan skade nogen ved et uheld, det ville skabe en kæmpe risiko for alle på skolen, hvis jeg ikke bliver her et halvt år mere. Det passer også med at jeg kan starte efter sommerferien." Jeg så op på ham, hans ansigt viste ingen form for følelser. Til sidst nikkede han. 

"Det er klart at du er nød til det, jeg kan vente." Han gave slip på mig, og gik et skridt tilbage, og smilede til mig. "Nå men hvor er Teresa, jeg må vidst hellere få den undskyldning ud, hvis jeg skal holde mit ord."

Jeg grinede, tog ham i hånden, og styrede ned mod Teresas kontor. Hvis det stod til mig, skulle tiden skrues et halvt år frem. Jeg glædede mig allerede.

***

Det var alt for denne gang. Jeg ved godt at der måske ikke er særligt mange kapitler, men til gængæld er de lange.

Jeg ville sætte stor pris på, hvis i ville giv lidt feedback, hvad var godt/skidt, og lige skrive om i eventuelt kunne være interesseret i en efterfølger? Og måske komme med tips til hvad der sker nu? Jeg ved at jeg nogle gange sidder med en følelse i maven: ´åh, det kunne være super fedt hvis...´

Tusinde tak, fordi i overhovedet gad læse min lille historie, det har i hvert fald været en fornøjelse at skrive den :D

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...