På egen hånd

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 jul. 2013
  • Opdateret: 30 aug. 2013
  • Status: Færdig
Hvis Kayla Rose var normal, ville hun have alt, en mor og far og en bror, og hun ville være glad. Men Kayla er ikke glad, hun har ikke en far og mor og en bror, hun er ikke normal. hun er magiker.

Derfor løber hun en dag hjemmefra, eller der er så meget sagt, hun løber væk fra det specielle børnehjem for børn som hende, som hun har boet på i de sidste 5 år. Hun løber hen til det sted, ingen magiker vil løbe hen, Praesidia Hall, en kostskole for unge, som skal trænes mod det magiske.

7Likes
6Kommentarer
723Visninger
AA

8. Hvad gør vi nu, lille du

Jeg læste nogle eventyr for Lulle, lagde hende til at sove. Så gik jeg ud til de andre der sad i opholdsstuen. De var i gang med at diskutere, de så ikke ud til at lægge mærke til mig.

"Liz, vi er nød til at tage tilbage, så kan vi kontrollere situationen derfra, vi hører ikke til her." Det gjorde rigtig ondt at høre de ord komme ud af Matthews mund.

"Men hvad så med Kayla? Hvad hvis hun bliver taget igen? Og desuden vil din far nok ikke have dig tilbage." Liz så splittet ud.

"Nej han har ret Liz," brød jeg ind. "Hvis i er her vil det bare give komplikationer, og det ender sikkert med at i begge vil løbe skrigende væk."

"Prøver du at få os til at spionere?" Spurgte Liz, jeg rystede på hovedet.

"Det ved du jeg aldrig kunne finde på at bede jer om Liz, jeg ved bare at i er mere i sikkerhed der, end i er her."

"Jeg kan godt tage vare på mig selv, tak." Liz så pissesur ud nu.

"Ja det ved jeg du kan, men det kræver bare en lille magisk udladning, vi andre dækker os selv med et skjold, men det kan i ikke, og jeg kan ikke gå rundt og holde jer i hånden, bare fordi i ikke skal falde døde om, det er bedre at i tager tilbage, og fortæller dem at jeg lavede et eller andet magisk trick som fik jer til at følge mig."

Liz så forvirret på mig. Matthew som jeg lidt havde glemt var der, rejste sig, og gik sin vej. Han kom tilbage lidt efter.

"Teresa syntes også at det var en dårlig idé at blive her. Men hun syntes stadig vi skal overnatte, vi kan ikke holde til at køre tilbage lige nu. Hun sagde du skulle vise os til Max og Jacobs værelse."

Jeg slugte en klump i halsen. Max og Jacob havde også været på den markøvelse, så deres værelse stod nu tomt. Jeg gik hen mod døren, og åbnede den, deres ting var ikke blevet flyttet, men det klarede jeg med et lille knips med fingrene. Jeg gik med ind, og fik så meget tid med dem som jeg kunne. Jeg gik hen og satte mig ved siden af Matthew, han lagde armene om mig, og gemte sit ansigt i mit uglede, mørke hår. Jeg så på Liz, hun sad med udtrykløst ansigt, og kiggede på os, jeg gad virkeligt godt at vide hvad hun tænkte på.

"Kayla?" Lød det inde fra mit hår.

"Hvad er der?" 

"Jeg er så ked af det."

"For hvad?"

"Alt."

Jeg havde en mærkelig fornemmelse af at der lå mere i de her ord end jeg forstod, jeg gennemsøgte min hjerne for at finde ud af det, men det ville ikke frem, som om det lå bag en uklar rude. Pludseligt begyndte Lulle at skrige inde fra mit værelse. Jeg styrtede derind. De andre fulgte ikke efter, jeg havde advaret dem nok, desuden var de ikke rigtig vilde med Lulles måde at ordne alting med magi, især når de her ting ikke gik som de skulle. 

"Hvad er der Lulle?" Jeg samlede hende op fra sengen.

"Kay-kay var farlig, hun have sværd, hun kæmpe mod stoooooor mand, og, og, og," hun kiggede op på mig med våde øjne. "Kay-kay bange, Kay-kay meget bange, hun osse kæmpe mod Mathe."

´Mathe´ var hendes måde at sige Matthew på.

"Mathe lyve for Kay-kay, Mathe rigtig farlig."

Jeg blev bange nu, men det måtte jeg ikke vise, jeg trøstede hende, og lagde hende i seng igen. derefter satte jeg mig på min seng, og prøvede at få det Lulle lige havde sagt til at give mening. Løj Matthew for mig, jeg selv havde aldrig været dårlig til at lyve, men jeg havde altid været dårlig til at skelne løgn fra sandhed når det var andre. Jeg huskede på at Lulle jo havde fuldstændig ret i sin sidste forudanelse, og det var ikke svært at vide hvem den stoooooore mand måtte være. Og jeg havde aldrig fortalt Lulle om Ethan. Jeg gik ind til de andre, og satte mig denne gang ved siden af Liz.

"Hvad var der?" Spurgte hun.

"Mareridt," svarede jeg så ligegyldigt jeg kunne. "Nå hvad er planen for i morgen?"

"Morgenmad, og så hjemad," sagde Matthew, han kiggede undrende på mig, jeg håbede at det bare virkede som om jeg ville være sammen med Liz.

"Nå men, der er morgenmad tidligt her, så vi må hellere gå i seng." Jeg rejste mig og gik over mod døren.

"Kayla?"

Jeg vendte mig om mod Matthew.

"Godnat."

Jeg åbnede døren.

"Sov godt," svarede jeg ham, og gik ind på mit værelse.

Matthew lå længe og spekulerede den nat. Hvorfor havde Kayla været så fjendtlig? Nej, ikke fjendtlig, hun havde mere været.... på vagt. Hun kunne da ikke have fundet ud af det? Nej, hvor skulle hun vide det fra. han huskede tilbage til den dag de havde lagt plan om at fange Kayla. Efter de havde fået planen på plads hev hans far ham til side.

"Jeg vil have at du skal være hendes fangevogter," havde han sagt.

"Hvorfor?"

"Fordi du skal hjælpe hende med at flygte." Matthew måtte have lignet et spørgsmålstegn, for hans far sukkede som om han skulle fortælle et barn, at julemanden ikke findes i virkeligheden. "Hvis du følger hende til Magica, kan du få fat i nogle oplysninger, nogle papirer måske, hvad som helst, alt hvad du kan samle på en nat. Men kun en nat, jeg vil ikke lade dig være i så stor en fare længere end det."

"Hvorfor sender du ikke bare en beskytter?"

"Fordi hun ikke vil stole på ham, som hun stoler på dig."

Efter det havde de planlagt, men det var ikke gået som planlagt, de havde egentligt aftalt at Ethan skulle komme som aftalt, og så når Kayla kiggede væk, eller lukkede øjnene af smerte, ville Ethan råbe af smerte og falde om på jorden, Matthew skulle så stå over ham som om han havde slået ham med en sten, eller noget. Men det hele var gået i vasken, på grund af ham, han var for helvede forelsket i hende igen. Det var slået klik for ham. Men nu hvor han havde set hendes sande natur, hvor hun kom fra, var han vågnet op, hun havde helt klart hjernevasket ham, han havde ladet som om, overfor hende, men der var stadig små ting, som den effekt det havde haft på ham tidligere da de havde siddet så tæt. Det havde føltes ægte. Men Matthew turde ikke stole på sine følelser nu, ikke før han var kommet langt nok væk, til at han ikke var under hendes kontrol mere.

Da jeg vågnede næste morgen, var det alt for let at bilde mig selv ind at det var en drøm, men da jeg så Lulles seng i øjenkrogen. Jeg stod op for at finde årsagen til at jeg havde vågnet. Mit vækkeur, som jeg havde glemt alt om, stod på natbordet og bippede. Jeg slukkede det, og klædte mig på, jeg tog en tanktop på, og gad ikke til at dække mit mærke, det ville også bare undre de andre. Jeg gik ind og vækkede Liz og Matthew.

"Hvad er klokken?" Spurgte en meget morgensur Liz.

"ti minutter i fem om morgenen, der er morgenmad om ti minutter."

"Du lavede ikke sjov da du sagde der var tidligt morgenmad her," sagde Matthew, og stod ud af sengen, han havde sovet med tøjet på, hvilket undrede mig en smule, han havde aldrig tøvet med at vise sin krop frem, hvorfor begynde nu? Men jeg nåede ikke at tænke tanken til ende, han ville selvfølgelig være klar, hvis nu de var nød til at flygte. Liz stod også op, hun var også gået klædt på i seng. Jeg vendte mig om, og gik ud, jeg hørte et gisp bag mig, da jeg trådte ud i lyset fra det halvmørke rum.

"Hvad er der?" Jeg vendte mig dovent.

"Dit mærke, hvorfor har du ikke dækket det?" Spurgte Matthew.

"Det er lidt åndssvagt at spilde dækcreme på en dag, hvor jeg kun skal møde folk, der ved hvad jeg er ikke?" 

"Uhhhh, snap!" Kom det ovre fra Liz, jeg ignorerede hende, og gik til morgenmad. 

Vi spiste hurtigt, og så gik vi ud mod bilen. Jeg vendte mig mod Liz, og klemte hende ind til mig. 

"Jeg kommer til at savne dig SÅ MEGET!" Sagde jeg, da vi igen stod overfor hinanden.

"Lad være med at snakke om det, du får mig bare til at græde," sagde hun, og viftede dramatisk med hænderne op foran øjnene.

"Hvad med mig, kommer du ikke til at savne mig?" Sagde Matthew, og trak mig ind til ham. Jeg lænede mit hoved så jeg kiggede væk fra ham, så han ikke kunne se at jeg løj.

"Joda, rigtig meget," Sagde jeg med en stemme der var lige tilpas trist.

Han flyttede sin mund hen til mit øre. "Du er så anspændt," hviskede han. "Det har du været siden i går aftes, hvad er der?"

Mine tanker kørte rundt i hovedet, og jeg blev helt rundtosset, hvis det ikke var fordi Matthew holdt om mig, så var jeg nok faldet om. 

"Lulle havde bare en mærkelig drøm," sagde jeg, og håbede at han ikke ville bede mig om at uddybe det. Det gjorde han ikke, jeg holdt et lettet suk tilbage, da han gav slip på mig, og smilede ned til mig.

"Pas godt på dig selv."

"I lige måde."

De gik hen mod hver sin bil, Liz´s bil stod her jo stadig.

"Og lige en sidste ting," kaldte jeg efter dem, de kiggede forundret på mig. "Lad nu være med at dræbe nogen jeg kender ikke?" De grinede lettet, og gav mig deres ord. 

Jeg gik ind på Teresas kontor, som altid sad hun næsten begravet i papirarbejde, jeg rømmede mig, og hun kiggede forskrækket op.

"Nå Kayla det er dig, er de andre allerede taget afsted? De kunne vel godt have blevet lidt længere," sagde hun, stadig med sine læsebriller på. Jeg havde ikke snakket med hende siden hun havde tjekket op på mit ribben, og helbredt de andre småskader jeg havde haft.

"Jeg troede da det var din idé at de skulle tage afsted nu, Matthew sagde han havde snakket med dig i går aftes." 

"I går aftes var jeg nede og overse de unges kamptræning, jeg snakkede ikke med Matthew."

"Hvor pokker var han så?"

"Jeg mangler nogle papirer, vigtige papirer, har du set dem, det er om vores tur til Eriesøen næste uge," sagde hun da jeg var på vej ud af kontoret igen, jeg kom pludseligt i tanke om Lulles drøm.

"Altså kunne Matthew have sneget sig ned og tage dem?" Jeg fortalte hende om Lulles mareridt.

"Det ville ikke overraske mig at han er problemer, jeg har mærket en underlig aura omkring ham, jeg var bare gået ud fra at det var alt det nye, og at han ville få en normal aura når han havde vænnet sig til det," sagde Teresa da jeg var færdig med at fortælle.

"Vent, kan du se folks auraer?" Jeg var forbløffet, det var kun de aller stærkeste magikere der kunne det.

"Nej, kun fornemme, det er en gave jeg er født med."

"Men hvad med Lulle? er hun en seer."

"Ud fra det vi har set, må vi gå ud fra det, væn dig til at passe på hende. Beskytterne vil gøre alt for at få fingrene i hende." Hun vendte igen sin opmærksomhed mod papirene, og jeg forstod det som en hentydning til at jeg skulle smutte. Jeg gik ud af kontoret, og op på mit værelse.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...