På egen hånd

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 jul. 2013
  • Opdateret: 30 aug. 2013
  • Status: Færdig
Hvis Kayla Rose var normal, ville hun have alt, en mor og far og en bror, og hun ville være glad. Men Kayla er ikke glad, hun har ikke en far og mor og en bror, hun er ikke normal. hun er magiker.

Derfor løber hun en dag hjemmefra, eller der er så meget sagt, hun løber væk fra det specielle børnehjem for børn som hende, som hun har boet på i de sidste 5 år. Hun løber hen til det sted, ingen magiker vil løbe hen, Praesidia Hall, en kostskole for unge, som skal trænes mod det magiske.

7Likes
6Kommentarer
663Visninger
AA

6. Øhhh hej?

Jeg nåede til udkanten af en lysning, jeg tænkte at jeg ville tjekke det ud først, men det fik jeg ikke tid til, et eller andet skubbede mig i ryggen, så jeg vaklede ind i lysningen og landede lige på røven, jeg ventede at der ville komme skjulte fnis, fra de magikere der lavede sjov med mig, men de kom ikke, i stedet hørte jeg en uhyggelig gnæggen bag mig, det var helt tydeligt en fuldvoksen mand, og jeg skyndte mig at rejse mig, og vende mig rundt, jeg begyndte at samle mine kræfter sammen hvis det kom til en kamp. Manden var gigantisk, han var iklædt mørkebrunt tøj, og havde et slags skjold om overkroppen som ville absorbere mine magiske angreb, men på en eller anden mærkelig måde så han bekendt ud. Bag ham dukkede et par mindre fyre op, de var stadig muskuløse, den ene af dem havde et tag i Lulles jakke.

"Kay-kay!" råbte hun glad da hun fik øje på mig, hun havde ikke rigtig forstået andet end at der var nogle mænd der havde forskrækket hende. "Mand fra drøm er heromme!" sagde hun og pegede på noget, jeg ikke kunne se for den mand der stod lige foran mig, men jeg havde nu en god idé hvem det var der stod deromme.

"Hej Kayla," sagde den store mand med et grumt smil. "Så kunne du ikke gemme dig mere for os hva?"

"Lad hende gå," spyttede jeg næsten op i hovedet på ham. "Hun er for fanden kun to år gammel! Giv da hende en mulighed for at vokse op, og være i stand til at kunne forsvare sig! I har allerede taget hendes forældre!"

Han gnæggede bare igen. "Du giver da ikke op uden en kamp hva'? Nå, men vi mennesker har hjerter, vi kan godt vise barmhjertighed, vi lader hende gå, men jeg kan ikke love dig at du er så heldig." Han gjorde tegn til ham der havde fat i kraven på Lulle, og hun løb hen til mig, og gav mig et kæmpe knus. Jeg strakte hende ud så jeg holdt fast i hendes overarme i strakt arm.

"Hør her, nu skal du løbe alt hvad du kan tilbage til skolen, jeg giver dig et forspring, den der hurtigst kommer hen til Teresa og fortæller hvad der er sket vinder okay?" Hun nikkede ivrigt, og styrtede afsted ind i skoven. Jeg rejste mig op, den store mand havde flyttet sig, og jeg så at der stod flere hundrede beskyttere bag ham, jeg vidste at det ville være nytteløst at kæmpe mod dem, så jeg lagde et usynlig skjold om kroppen, jeg mærkede det glide på plads som køkkenfilm da jeg så ham. Han stod bare og kiggede på mig, han fortrak ikke en mine, jeg kiggede bare tilbage, nu kunne jeg godt forstå hvorfor manden virkede så velkendt, han lignede sin søn, manden måtte være beskytternes leder Ethan Tall. 

"Hvad er det tag-børnene-med-på-arbejde-dag eller hvad?" spurgte jeg og kiggede op på Ethan med løftet øjenbryn. Med det samme styrtede masserne mod mig, undtagen Matthew. "Hey, HEY! ingen grund til det der, jeg skal nok følge med." Jeg løftede hænderne, ligesom jeg havde set på utallige politifilm. Beskytterne så forvirret op på Ethan, han vinkede bare med hænderne. 

"Tag hende med." De nærmeste tog fat i mine arme, og tvang dem om bag ryggen på mig, jeg mærkede smerten i skuldrene, men skar ikke ansigt, jeg vidste det ikke var et tidspunkt jeg skulle virke svag. De bagbandt mig, og skubbede mig i ryggen, jeg tumlede forover for at blive på fødderne, jeg stod nu mindre end en meter fra Matthew. Han stod bare og kiggede på som før, komplet pokerfjæs, ingen revner eller sprækker af nogen art. Hvorfor ville han ikke bare putte sin hademaske på, og vise mig at han hader mig mest af alt på denne jord? måske, sagde en lille stemme i mit hoved, måske hader han dig ikke, jeg sparkede den lille stemme væk, som om, efter det jeg havde gjort, havde jeg fortjent at hele verden hadede mig, hvilket den meget vel kunne komme til, jeg lagde ikke mærke til at mit skjold var ved at falde fra hinanden, før jeg mærkede det kraftige slag i baghovedet.

Matthew var rystet, den smerte han ellers havde undgået den sidste måned, var sprunget op igen da hans far trådte til siden, og han så Kayla siddende med armene om den lille pige, han kunne heller ikke lade være med at beundre hende for den måde hun havde fået pigen væk på, ikke i skræk, men i leg. Han vidste at hans far ikke ville fange den lille pige, han var måske hård når det kom til magikere, men ingen har lyst til at dræbe et barn, ikke engang beskytternes leder. Da hun så senere var tumlet helt tæt på ham, var hans hjerte begyndt at banke så kraftigt, at han var overrasket over at hun ikke kunne se det, han havde valgt pokerfjæset, fordi af en eller anden grund, og han hadede sig selv for det, kunne han ikke hade Kayla, hver eneste gang han prøvede, så han hende på sit indre øje, le af en eller anden joke, eller sidde ved bordet i spisesalen og vinke ham hen til dem, eller den dag hun hjalp ham med bueskydningen. Det ville han selvfølgelig ikke vise over for Kayla, eller endnu værre, hans far.

Jeg vågnede, og var ret klar i hovedet, jeg var inde i en grotte, og jeg lå på nogle meget skarpe sten, jeg ømmede mig og satte mig op, smerten i mit hoved eksploderede, jeg mærkede forsigtigt med hænderne, og under håret, som var helt stift af indtørret blod (lækkert hva?) mærkede jeg en kæmpe bule, jeg var forsigtig med ikke at røre den, men jeg fik alligevel en enorm hovedpine. 

Jeg hørte nogen pusle ovre i hjørnet, jeg kiggede forskrækket derover, og så Matthew stå og sparke til nogle småsten, han så ikke ud til at have opdaget at jeg var vågenet.

"Var det virkeligt nødvendigt at slå mig i hovedet?" spurgte jeg, mens jeg prøvede at gætte størrelsen på bulen, det var tæt på en baseball efter hvad mine meget forsigtige fingre fortalte mig.

"Fordi du ville jo helt klart blive her hvis du kendte vej ud," hans stemme havde en ubehagelig hånlig klang, jeg aldrig havde hørt før, den lød malplaceret i hans stemme.

"Burde du ikke sparke mig og spytte på mig lige nu?" spurgte jeg mens jeg så ned i jorden. Han åndede ud i noget der lød so et grin, jeg kiggede op på ham, forvirret, han stod nu ind over mig, som jeg sad der på klipperne følte jeg mig meget lille.

"Jooo, det burde jeg vel egentlig, jeg egner mig vist ikke rigtig til at være beskytter hva?" trods joken, var hans stemme plan og dyster.

"Ikke for noget, men jeg kan altså ikke forstå i kalder jer for beskytterne, jeg føler mig ikke specielt beskyttet."

"Du er jo heller ikke menneske."

"Det er jeg vel, jeg har bare... et specielt talent."

Han fnyste. "Det er det mærkeligste talent jeg nogensinde har set."

"Hvad laver du Matthew?" spurgte en stemme ovre fra hjørnet. "Den kunne skade dig på et øjeblik hvis det var." Ethan trådte ud af skyggerne, og gik ildevarslende over mod mig.

"Jeg havde såmænd et par spørgsmål, men den vil ikke svare." Jeg havde regnet med at Ethan ville være fjendtlig, men jeg havde da håbet at Matthew ville være mere forstående, eller forstående er måske ikke det rigtige ord. Ethan nåede over til mig, og placerede et spark i maven på mig.

"Du holder dig fra min søn, forstået?" jeg nikkede skrækslagen, jeg tog mig til maven, og prøvede at holde på den magi, der rasende for rundt inde i mig, en uheldig magisk udladning var ikke lige det jeg havde brug for. Han spyttede mig i ansigtet, og gik sin vej igen. Jeg tørrede mit ansigt i kjoleskørtet, Matthew satte sig på hug ved siden af mig.

"Er du okay?"

Jeg skubbede ham væk. "Lad være med at lade som om du bryder dig om mig, jeg har oplevet værre."

Han satte sig helt ned. "Som hvad?" 

Jeg kiggede på ham, han så oprigtigt nysgerrig ud. "Som at sidde i en trang kælder, med et brækket ben, og høre på at ens forældre bliver tortureret og dræbt, lige over hovedet på en," bed jeg.

Efter det sad vi i stilhed, han så frem for sig, og lod til at døje den historie jeg lige havde givet ham.

"Hvor meget var løgn?" spurgte han pludseligt.

"Hva'?" jeg havde tænkt på Lulle.

"Hvor meget af den Kayla jeg kendte var ægte?" Han så mig lige i øjnene, og jeg mærkede mit hjerte slå et par ekstra slag.

"Faktisk meget, prøv at tage min historie, og sæt en guldmagiker eller to i ligningen, så ville du ende med noget der lignede min historie."

"Nu er det jo ikke fordi jeg er god til matematik her, det ville være lettere hvis du bare fortalte mig sandheden."

"Om hvad?"

"Alt, dit liv, det er jo ikke fordi vi har noget at lave her."

Jeg tog en dyb indånding, jeg ville måske have godt af at læsse det her af på en eller anden. "De første elleve år af mit liv var egentlig ret normale, udover at skolen, selvfølgelig, var en magisk en,"

"Hvor?" afbrød Matthew, jeg rystede på hovedet.

"Ville det ikke være åndssvagt at fortælle dig det? nå men, en dag i sommerferien havde jeg hygget mig med min familie ved stranden, jeg gik og jokede med min bror, han havde leget med en veninde nede på stranden, og jeg drillede ham med at han havde fået en kæreste," jeg smilede ved mindet. "Da vi kom hjem stod døren åben, og stuen var smadret, som om nogen havde ledt efter noget. De dukkede op af ingenting, Justin og jeg løb ned i beskyttelses kælderen, som havde en jernlåge man kun kunne låse indefra, på vej derned fik en fat i mit ben, og Justin sendte en angrebsstråle lige i hovedet på ham, han tumlede bagover, og blev slået bevidstløs, men Justin var ikke så god til at styre sine kræfter på det her tidspunkt, og han kom til at brække mit ben i farten, det næste jeg vidste var at der kom nogle magikere fra en eller anden tjeneste, det var et langt ord, jeg kan ikke huske det, men de sendte os på Magica. Jeg hadede det sted som pesten, den eneste som holdt mig der var Justin. Men så blev han dræbt under en markøvelse, af din far. Han var den sidste tilbage, og lige før han døde, fik han endelig styr på den tankekommunikation som vi havde arbejdet på i ugevis. Så stak jeg af, og resten af historien kender du." jeg tørrede de tårer som løb ned af kinderne på mig, Matthew lænede sig frem, og tørrede en af, der var undsluppet mig. Han lod hånden hvile lidt på min kind, før han fjernede den.

"Hvorfor tog du tilbage til børnehjemmet hvis du hadede det så inderligt?"

"Jeg... ved det ikke, det var vel det eneste sted jeg kunne tage hen, et sted jeg troede ville være sikkert."

"Wauw," sagde Matthew, og så lød der fodtrin fra det skyggefulde hjørne, som jeg mistænkte at skjule for indgangen, en ung mand kom ind med en bakke, jeg var overrasket over at se at der var to tallerkener på, det så ud til at være en form for suppe. Han havde også en bylt, hængende fra en snor om skulderen, han satte bakken, og smed bylten hen til Matthew, der havde rejst sig, og var gået væk fra mig, han pakkede bylten ud, der var et liggeunderlag og en sovepose, det så ud til at jeg skulle holdes i live, men jeg skulle fandeme ikke have det behageligt.

 Da jeg så på Matthew bragte det mig pludseligt tilbage til natten før, hvor Lulle havde fortalt mig om sin drøm, kunne det have været et drømmesyn? I så fald ville Lulle være seer, og så snart Vitae Praesidium fandt ud af det, den mest jagede pige på planeten.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...