På egen hånd

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 jul. 2013
  • Opdateret: 30 aug. 2013
  • Status: Færdig
Hvis Kayla Rose var normal, ville hun have alt, en mor og far og en bror, og hun ville være glad. Men Kayla er ikke glad, hun har ikke en far og mor og en bror, hun er ikke normal. hun er magiker.

Derfor løber hun en dag hjemmefra, eller der er så meget sagt, hun løber væk fra det specielle børnehjem for børn som hende, som hun har boet på i de sidste 5 år. Hun løber hen til det sted, ingen magiker vil løbe hen, Praesidia Hall, en kostskole for unge, som skal trænes mod det magiske.

7Likes
6Kommentarer
654Visninger
AA

7. Hej fortid, har du det godt?

"Ej helt ærligt, jeg kan sagtens sove på gulvet, det er ingenting, og desuden ville din far blive rasende hvis han ser mig ligge der," jeg var ved at være irriteret nu, Matthew og jeg havde denne diskussion hver aften, men denne gang var han mere stædig end sædvanligt, hvis det overhovedet var muligt.

"Kayla, du har et brækket ribben, hvad med det?" Han så på mig med store øjne, og gestikulerede kraftigt mod liggeunderlaget, Ethan var kommet hver dag i den sidste uges tid, i dag havde han fået placeret et spark i min venstre side, jeg havde forsøgt at undersøge mig selv, men jeg kunne ikke være sikker på at der var noget brækket, det føltes sådan, men det ville jeg ikke indrømme.

"Men din far?"

"Hvis min far kommer flytter jeg dig hurtigt," han stillede sig stædigt foran mig, så jeg ikke kunne komme ned til mit fortrukne sovested, den modsatte ende af hulen af indgangen, det gav mig tid til at vågne og beskytte ømme lemmer, hvis Ethan aflagde et tidligt besøg. Jeg rullede med øjnene, men det virkede måske ikke så godt, på grund af mit blå øje.

"Fint, men jeg vil ikke have soveposen." Jeg satte mig ned på liggeunderlaget, og Matthew snuppede soveposen med et triumferende smil. Jeg lagde mig ned på ryggen, og mærkede pludseligt hvor træt jeg var.

"Matthew?"

"Hmmm?" 

"Hvorfor har du ikke dræbt mig endnu?"

"Hvad mener du, jeg skal passe på dig, ikke dræbe dig."

"Jeg mener at du af alle mennesker skulle være den der hadede mig mest, men du har været den der var mest," jeg ledte efter et ord. "Forstående, hvorfor det?"

Han var stille i et stykke tid, jeg begyndte at tro han ikke havde tænkt sig at svare. Han satte sig stille op, han lå kun en halv meter væk fra liggeunderlaget, så jeg kunne sagtens se ham, selv jeg stadig lå ned.

"Måske fordi jeg aldrig er helt stoppet med at holde af dig?"

"Okay, gider du godt stoppe med at tage pis på mig og give mig et ordentligt svar?" Jeg satte mig op på albuerne.

"Måske er jeg bare for svag? Eller dum? Eller..."

Jeg hørte ikke mere, for jeg faldt i søvn.

Jeg vågnede til en velkendt stemme, men jeg kunne ikke lig sætte fingeren på hvem det var.

"Hvorfor du lader hende sove der, det er ikke noget hun har fortjent."

"Fordi far tæver hende gul og blå, hun har nok brækket et ribben, og ingen har fortjent at sove sådan der med et brækket ribben. Så er jeg ligeglad med hvor mange mennesker hun har snydt."

Jeg kunne næsten høre hvordan Daniel skar tænder, samtidig med jeg duftede morgenmad. Enten var vi tæt på skolen, eller også havde Ethan flyttet sine børn til et sikrere sted, det sidste var det mest sandsynlige.

"Nå men du skulle nok tænke på at flytte hende, jeg så far med en pisk i hånden."

Jeg rejste mig op. "Tak for omtanken, men jeg klarer mig," jeg skar ansigt da ribbenet gjorde ondt, gik ned til den modsatte klippevæg, og lagde mig med ansigtet ind mod væggen, jeg regnede med, at hvis Ethan have en pisk, var dette den bedste stilling. Jeg hørte nogen gå væk, samtidig med at en kom nærmere. En forsigtig hånd rørte mig på skulderen, og jeg rullede om på ryggen.

"Hvordan har siden det?" Spurgte Matthew, og satte sig på hug ved mig.

"Den har haft det bedre," sagde jeg. 

"Hvorfor gør du det her?" spurgte jeg forvirret.

"Gør hvad?" han så mindst ligeså forvirret ud.

"Går så tæt på ilden, når den brænder dig, og når den går ud, vil du fryse endnu mere."

"Ilden er dejlig varm, og den brænder ikke," han havde tydeligvis fattet hvad jeg mente. "Og så må jeg jo bar sørge for at fodre den, og beskytte den, så den ikke går ud."

"Wauw Matthew! Sagde du seriøst lige noget klogt?" Jeg grinede. han greb fat i mig, og kildede mig, mens han passede på de steder han vidste gjorde ondt. Selvom jeg ikke gjorde det let for ham ved at vende og vride mig. Da han endelig stoppede, var hans ansigt kun ti centimer fra mit, vi sad og så hinanden dybt i øjnene.

"Hvad fanden?" Kom det pludseligt ovre fra indgangen. Matthew gav hurtigt, men forsigtigt slip på mig. Ethan stod i indgangen, som lovet med en grumt udseende pisk i hånden, en af dem man brugte til rideheste.

"Far, jeg kan forklare," sagde Matthew, men Ethan bed ham af.

"Du kan ikke gøre for at hun har forhekset dig, gå nu over i hjørnet, så jeg kan komme til." 

Matthew skulle ingen vegne. Han stillede sig beskyttende mellem mig og Ethan.

"Det går kun ud over dig selv sønnike," sagde Ethan advarende, og da Matthew ikke havde flyttet sig fem sekunder efter, styrtede Ethan hen mod os med pisken hævet, jeg tog fat om hans ben, og fik hud mod hud kontakt. Jeg mærkede skjoldet strække sig ud over ham. 

´Lad som om det gør ondt´ tænkte jeg med den tankekommunikation, der var en af fordelene ved at dele skjold.

´Nej!´ Tænkte han, og løb så mod Ethan. Jeg mærkede forbavset skjoldet smælde tilbage, fra der hvor det havde dækket ham.

Matthew tænkte ikke da han løb mod sin far, han havde set ham mishandle Kayla groft, og ingen mand har ret til at mishandle en magiker, for nogle kræfter hun var født med, det var ligesom at mishandle et menneske fordi personen havde en klumpfod eller var allergisk. Han havde ikke noget problem med at kæmpe mod ham, for fanden, han kendte ikke engang manden, og så var han pludseligt kommet her, og havde regnet med at han og Daniel ville adlyde hans mindste vink, han trak det sværd, som egentligt var beregnet mod Kayla, hvis hun nu ville prøve at stikke af, lige nu var Matthews eneste problem, at Ethan var større end ham, og var mere trænet i kamp. Pisken svirpede ind mod hans skulder, og efterlod en lang rød streg. Matthew viste ikke smerten overfor Ethan, han ville ikke vise svaghed. Der var dog en fordel ved Ethans størrelse, Matthew smuttede ind under armen på sin far, og hamrede den stumpe del i baghovedet på ham. Ethan faldt om på stedet, Matthew hævede sværdet for at gøre det af med ham.

"Matthew, nej!" Kom det pludseligt fra Kayla, Matthew sænkede ikke sværdet den mindste smule.

"Han har slået og sparket og spyttet på dig i den sidste uge, og nu vil du have mig til at skåne hans åndssvage liv?" Matthew gjorde klar til at hugge.

"Men han er din far Matthew, du tænker ikke klart, lad os nu komme ud herfra før han vågner." Hun trak ham i de hævede arme. "Desuden, hvis han dør, arver du hans stilling." Hun trak hårdere, så Matthew vendte sig mod hende, han sænkede sværdet, da han så hendes bedende blik. 

"Jeg ved hvordan det er at miste sine forældre Matthew, og jeg har ikke lyst til at se at du mister din far, på grund af et raseri anfald." Matthew var overvældet over hendes ord, nok til at tage hendes hånd, og styre mod udgangen.

På vej gennem den lange tunnel der førte ud af hulen, bumpede Matthew lige pludseligt på en, Kayla gemte sig hurtigt bag ved ham. Personen tændte en lommelygte, og pegede den mod Matthew.

"Nå det er bare dig," sagde Liz, jeg troede jeg var stødt på din far, se det havde været ubehageligt.

"Liz?" Kayla sprang frem bag fra Matthew, om klemte sin bedste veninde ind til sig. "Jeg har helt ærligt aldrig været så glad for at se nogen i hele mit liv!"

Liz lo. "Ja den effekt har jeg på folk."

"Men hvis du ikke har noget mod det Liz, så er vi faktisk igang med et flugtforsøg her." Brød Matthew ind i genforenelsen, de kunne kramme senere når de var i sikkerhed.

"Ja, jeg var på vej ned for at foreslå det samme," sagde Liz, hun vendte sig om, og listede som en spion fremad, Matthew og Kayla gik bare bagefter.

Jeg var rigtig glad da vi nåede ud af tunnellen. Klaustrofobien havde haft et tag om mig siden vi var gået ind i den, og hvis det ikke havde været for Matthews hånd i min, var jeg nok gået i panik. Vi kom ud  en skov, og gik ligefrem, til sidst endte vi ved en plæne der var alt for velkendt. Plænen ved Praesidium Hall.

"Øhhhm, jeg tror vi er nød til at tage en lidt mere diskret vej," sagde jeg til Liz, der var på vej over plænen.

"Jeg henter min bil, og venter på jeg ude ved den store vej." Liz gik videre.

"Liz! Din bil står ved Magica, jeg brugte den jo til at flygte i." Liz stoppede op, og kiggede irriteret på mig.

"Jeg hader når du har ret." Hun så hjælpeløst over på Matthew, der smilede, og smed en bilnøgle hen til hende.

"Jeg tror godt du ved hvilken en." Liz lyste op i et smil, og gik nu meget mere entusiastisk over mod parkeringspladsen.

"Okay, du har en blærerøvs bil gætter jeg på?" Sagde jeg drillende til ham.

"Det kan man vel godt sige, hvordan regnede du det ud?"

"Der er kun to ting der kan fremkalde det smil ved Liz, fede biler og gratis tøj."

Fed bil var en underdrivelse, jeg havde ikke regnet med at den sølvfarvet BMW ville stoppe ved os. Bare køre videre, men det gjorde den. Liz rullede vinduet ned, og smilede igen det smil der. 

"Det er nok bedst du kører Kayla, du kender vejen," sagde hun, og smuttede ud. Jeg sukkede, jeg ville nok aldrig lære at styre den tingest der, det lignede en, der ville styrte afsted så snart jeg bare rørte speederen, i det mindste havde den automatgear. 

"Nå så går turen til Magica børnehjem," sagde jeg, og efterlignede det Liz havde sagt den dag jeg var stukket af. Liz grinte, Matthew rystede bare forvirret på hovedet. Jeg trykkede på speederen, og efter et par forsøg hvor jeg kørte et par meter, gik det derudaf.

Vi trillede ind på børnhjemmet klokken ni, vi var kørt klokken otte, og turen tog normalt 17 timer, men i BMW´en var det gået meget hurtigere. Kun to gange havde det været ved at gå galt, jeg havde brokket mig over at det var bilens skyld, og at jeg ikke kunne bruge magi uden at ødelægge hele bilen, den joke grinede Matthew ikke med på, jeg regnede med at der ville gå lidt tid, før han kunne snakke lige så frit om magi som Liz og jeg.

Teresa stod og ventede på mig, hun havde Lulle i hånden, jeg skyndte mig ud af bilen, glad for at kunne strække mine ben. 

"KAY-KAY!" Råbte Lulle, og styrtede over til mig, jeg satte mig ned på hug, så jeg kunne kramme hende, jeg løftede hende op på hoften.

"Lulle, det her er mine venner, Liz og Matthew," jeg så Teresa stivne ud af øjenkrogen. "De hjalp mig med at komme hjem til dig. De er mennesker, så du skal lige passe på med din magi omkring det okay? de kan ikke sætte et skjold op." Hun nikkede hurtigt, af en toårig var hun meget hurtigt opfattende. Jeg plantede et lille kys på hendes næsetip, og hun gjorde det samme. Teresa kom gående hen mod os.

"Hvad med at du går ind og finder din godnathistorie? jeg kommer om lidt" sagde jeg til Lulle, hun løb ekstatisk ind i bygningen. Jeg prøvede at smile mit bedste, de-har-ikke-tænkt-sig-at-dræbe-os-alle-sammen-smil. Teresa overraskede mig igen ved at trække mig ind i sin favn. 

"Jeg er simpelthen så glad for at se at du er i live Kayla." Hun slap mig, og kiggede over på de andre.

"Tak, jeg kan forstå at i begge har risikeret meget for at hjælpe Kayla, og ikke kan vende tilbage, i er velkomne til at blive her, hvis det er det i har lyst til." De kiggede forvirret over på mig, jeg trak på skuldrene, jeg vidste heller ikke hvordan hun gjorde det, måske det havde været Lulle igen, eller måske var Teresa bare mere kraftfuld end jeg havde regnet med.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...