På egen hånd

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 jul. 2013
  • Opdateret: 30 aug. 2013
  • Status: Færdig
Hvis Kayla Rose var normal, ville hun have alt, en mor og far og en bror, og hun ville være glad. Men Kayla er ikke glad, hun har ikke en far og mor og en bror, hun er ikke normal. hun er magiker.

Derfor løber hun en dag hjemmefra, eller der er så meget sagt, hun løber væk fra det specielle børnehjem for børn som hende, som hun har boet på i de sidste 5 år. Hun løber hen til det sted, ingen magiker vil løbe hen, Praesidia Hall, en kostskole for unge, som skal trænes mod det magiske.

7Likes
6Kommentarer
651Visninger
AA

2. Et nyt liv

Klokken blev seks og klokken ringede, det var en af dem de fleste skoler har, dingeling, jeg vidste at det betød at nu var der mad, vi var kommet til skolen klokken 10 om morgenen, Liz som havde kørt igennem natten havde sovet, mens jeg havde pakket ud. Jeg havde ikke taget så meget med, skolen lå i Florida, så udover et sæt varmt tøj, havde jeg havde kun taget mit sommertøj med. Jeg gemte dækcremen i skabet, det var en der var specielt lavet til at dække mærker, og det ville vække opsigt, hvis jeg havde den liggende fremme. Efter det havde jeg ligget i min seng og slappet af, indtil klokken ringede.

Jeg kørte en børste igennem mit mørke hår, og tjekkede makeuppen, og at mærket stadig var dækket, jeg smurte et ekstra lag dækcreme på, bare for en sikkerheds skyld. Og så gik vi over mod skolebygningen. På vej derover stødte jeg ind i en smuk brunette, hun vendte sig irriteret om, men da hun så Liz ændrede  hendes ansigtsudtryk sig til det som alle onde piger har, når de står overfor deres yndlings offer. Hun gav mig elevator blikket, og smilede så selvsikkert og sukkersødt til mig.

"Du må være ny her på stedet, jeg hedder Candy Menster, men det vidste du nok i forvejen." Hun rakte hånden frem, og jeg overvejede et øjeblik, om hun ville have mig til at kysse den, jeg trykkede den genert. "Kayla Ro.. Charm" sagde jeg, og bed et suk i mig, det ville nok tage mig lidt tid, at vænne mig til det nye efternavn. Jeg kiggede på pigen ved siden af Candy, der stod og skulede til mig, som om jeg havde stjålet Candy fra hende. "Åh, hvor er jeg uhøflig, det her er min veninde, Marina Winston," sagde Candy. Jeg rakte hånden frem, men Marina gjorde ingen mine til at tage den, jeg lod den falde akavet ned igen. Pigerne vendte sig om og gik. Liz vendte sig om mod mig.

"Nå, så har du også mødt monstret, og hendes dicipel, du skal ikke regne med dem, jeg troede de var mine venner, men så fandt jeg ud af at de bare brugte mig. Kan du se ham derovre?" sagde hun, og pegede over mod en ret pæn dreng med brunt hår. "Det er Matthew Tall, han er den mest populære dreng på skolen, alle pigerne er mindst halvt forelsket i ham, Candy har prøvet at få fingre i ham, men det ser ud til at han faktisk også har en hjerne, han afslår hver gang. Hun troede at hvis hun tog den nye pige ind, og var god imod mig, så ville han se hende, det lykkedes også næsten, da jeg fandt ud af det, og du kender mig, jeg lavede en kæmpe scene ud af det, så var han ikke rigtig interesseret mere." Jeg grinede, Liz havde altid været kendt for at være en dramaqueen, hvis der var noget der ikke passede hende, så skulle man nok finde ud af det.

Vi var nået over til skolebygningen, og ind i den store sal jeg havde beundret tidligere, da jeg hørte en stemme bag os.

"Hey Liz! Vent på os!" Jeg vendte mig om, og så en lille gruppe mennesker på fire komme gående mod os.

"Så skal i også skynde jer lidt mere end det!" råbte Liz tilbage. Og gruppen satte farten op.

"Det er mine venner, og nu dine venner." sagde Liz til mig. "Fra venstre mod højre er det Susan, Daniel, Felix og Lily." Gruppen var næsten henne ved os nu.

"Du må være Kayla," sagde ham Liz havde udpeget som Daniel, han var pæn med brunt hår og grønne øjne, men hans hånd i Susans viste tydeligvis at han var optaget. "Liz har snakket så meget om dig, at jeg allerede føler jeg kender dig." Sagde han med et glimt i øjet.

"Det overrasker mig rent faktisk ikke, men jeg er overrasket over at hun ikke har lavet en blog om mig." Gruppen belønnede min friske replik med et lille grin, bortset fra Liz som skulede til mig. Jeg fik kigget ordenligt på gruppen. Susan var en rødblond pige med blå øjne, hun var ret lille og køn, men hun så også ud til at kunne forsvare sig. Lily var en atletisk pige, hun havde sort hår med en blå stribe i, hun så ret almindelig ud. Felix var rødhåret, og udover bumserne var han faktisk ret køn. Ud fra de blikke Lily sendte ham, virkede det som om hun var vild med ham. Men det har jeg aldrig været særlig god til at bedømme. 

Vi gik ind af en lille dør ved siden af trappe som jeg ikke havde set tidligere. rummet var fyldt med borde i alle mulige størrelser, men alle i samme mørkebrune farve, vi gik hen til et normalt spisebord, et af dem man kan sidde seks personer rundt om. Aftensmaden foregik som en buffet, vi fik, som kokken sagde, med italiensk accent og det hele, Spaghetti alla carbonara, som egentlig bare var pasta med flødesovs og bacon. Men det smagte faktisk bedre end jeg havde regnet med. Mens vi spiste fandt jeg ud af, at Daniel faktisk var Matthews bror. 

"Nå, men nu kender du os, vi vil også gerne kende dig," sagde Lily, "hvor kommer du fra?"

"Ohio," sagde jeg, jeg havde besluttet mig for at fortælle sandheden så vidt muligt, og holde løgnene simple og sjældne det var lettere på den måde.

"Hvad med dine forældre, savner de dig tror du."

Det var et ømt punkt. "Nej, de er døde."

"Åh, det er jeg ked af, det vidste jeg ikke, altså Liz, hvad er meningen med at du snakker vildt om hende, og så fortæller du ikke engang det vigtige," skældte Lily ud.

"Det gør ikke noget, det er ved at være lang tid siden alligevel."

"Var det en bilulykke?" spurgte Daniel, og fik en albue i siden af Susan.

"Nej, de blev dræbt af beskytterne," sagde jeg og kiggede ham direkte i øjnene. "Det var en fejltagelse, de troede at vi var magikere." 

"Hvordan kan du så være her? du må bære utrolige mængder nag til beskytterne," spurgte Felix, det var første gang han havde sagt noget.

Jeg tog en dyb indånding, jeg havde forberedt mig på det spørgsmål. "Jo lidt, men det var et uheld, derfor vil jeg gerne trænes op, så jeg måske kan forhindre et andet uheld."

Felix svarede med et anerkendende nik.

Susan prøvede at ændre emnet. "Hvad med søskende, har du sådan nogle."

"Jeg havde en bror," sagde jeg og kiggede ned i bordet.

"hvad mener du med havde?" jeg kiggede op på hende, og  håbede mit blik svarede hende.

"Har du ingen andre?" spurgte hun, hun havde vist fuldstændigt glemt alt om at skifte emne.

"Nej, jeg har boet på børnehjem de sidste fem år," svarede  jeg.

"Hvilket?"

Nu var jeg på tynd is, jeg kendte intet til børnehjem i Ohio, det var ikke ligefrem noget der havde interesseret mig.

"Berea," svarede Liz for mig. 

"Ja, men jeg følte mig ikke hjemme der," sagde jeg, taknemmelig for Liz´s redning. "Så jeg kom her, og jeg føler mig allerede mere hjemme her, end jeg gjorde der."

Flokken nikkede og smilede til hinanden, som om de havde gjort et godt stykke arbejde, og tro mig, det havde de også.

Mrs. West rejste sig op, og bankede på et glas med en ske.

"Nu er aftensmaden færdig, og i må gerne gå tilbage til beboelseshuset." Alle rejste sig næsten på en gang, og gik stille og roligt mod døren, henne ved døren var der en smule trængsel, og min klaustrofobi satte ind, fedt! tænkte jeg, psykiske traumer hurra! klaustrofobien var kommet, da jeg og min bror, under angrebet på mine forældre, var kravlet ned i det meget trange beskyttelsesrum, der havde vi været i syv timer, før der var nogen der fandt os. 

Da vi kom tilbage i beboelseshuset glædede jeg mig til at komme i seng, det havde været en lang dag, og jeg havde ikke sovet særligt godt i bilen. Men da jeg og Liz kom op ovenpå så jeg at der var nogen der ventede på os. Matthew stod udenfor vores dør, og så ud til at han skulle til at banke på.

"Matthew," sagde Liz, hun lød som om, at hun ikke havde regnet med, at han ville komme her.

"Hey Liz, jeg så du havde en ny veninde med, så jeg ville lige sige hej. Hej." Det sidste var vidst henvendt til mig, jeg nikkede tilbage.

"Candy sagde at der var endnu en jeg skulle passe på, en som åbenbart ikke kunne finde ud af sit efternavn. Og så tænkte jeg at jeg måtte undersøge sagen." Han kiggede på mig med løftede øjenbryn, min hjerne kørte på højtryk, hvordan skulle jeg forklare den?

"Ro er mit mellemnavn." sagde jeg til sidst. 

"Det tænkte jeg nok." sagde han og smilede til mig. "Hør Liz,  jeg har noget jeg gerne vil snakke med dig om, har du noget imod at jeg går med ind?"

Jeg gik med ind, og håbede at jeg ikke ville blive smidt ud igen. Men det gjorde jeg ikke, Matthew ville nok bare væk fra de mange nysgerrige ansigter, der måtte vel være ulemper ved at være populær.

Da vi kom ind gik Matthew lige til sagen. "Min far er lederen." Jeg begyndte at få en dårlig fornemmelse i maven.

"Lederen for hvad?" Spurgte Liz. Hun så heller ikke så glad ud som hun havde været for to minutter siden.

"Hvad tror du selv? Vitae Praesidium!" Han så fortvivlet på hende. Liz så chokeret ud, jeg kunne ikke bebrejde hende, selv mennesker så op til beskytterne med ærefrygt, og især lederen.

"Jeg troede han var en beskytter?" hun fik det til at lyde som et spørgsmål.

"Det er han vel også, men han skrev til mig i går I ET BREV, at han var blevet valgt en høj position, og at jeg ville overtage den når jeg bliver ældre. Lederen af beskytterne er den eneste høje position jeg kan komme i tanke om."

"Men den position går i arv, den bliver man ikke valgt til."

"Den gamle leder er blevet dræbt," sagde jeg før jeg nåede at stoppe mig selv. "Han havde ikke nogle efterkommere, de havde måske ikke andet valg end at vælge en ny?"

Matthew så overrasket på mig "Hvor ved du det fra?"

Ja, hvor vidste jeg det fra, jeg kunne ikke rigtig fortælle, at pigen der havde værelse ved siden af mig, havde fået et opkald fra sin ældre bror, at han havde været med da det skete.

"Jeg havde en veninde, som åbenbart var magiker, hendes storebror var med."

"DU VAR VEN MED EN MAGIKER?" han så chokeret, sur og noget andet jeg ikke lige kunne sætte fingeren på ud.

"Jeg vidste det ikke." skyndte jeg at forsvare mig. "Jeg fandt ud af det da jeg skrev en stil om magikere i skolen, og fandt ud af det med efternavnene, at jeg gennemskuede hende, hun hed Olive Pensamiento, det betyder stedmoderblomst på spansk. jeg afbrød forbindelsen, og har ikke set hende siden."

Det så ud til at få ham til at falde ned. Han så på Liz. "Hvad skal jeg gøre, du er den eneste jeg kender, som har været i en lignende position." Jeg vidste godt hvad han snakkede om, for et par år siden blev Liz´s mor ligepludseligt til den ledende på hendes arbejdsplads. Hun havde bare været en almindelig arbejder, men valget var mest af alt en popularitets konkurrence, og mrs. Saint var god til at være venner med alle, en evne jeg tit havde beundret hende for.

"Du kan vel være glad for at der er noget at lave efter skolen, det er langtfra alle der bliver beskyttere, og de fleste ender med at skulle gå i skole i længere tid, for at få et ordentligt arbejde. Desuden virker du ikke som en fyr, der vil tage imod ordrer fra andre." Det sidste sagde hun med et smil i stemmen.

Matthew smilede, og slappede mere af. "Tak, du er virkelig god til at give råd, ved du det?"

Liz kiggede over på mig. "Jeg har fået masser af øvelse." Jeg grinede, jeg var tit kommet til Liz med problemer, da jeg ikke havde mine forældre til at spørge.

Matthew så bare forvirret ud, rystede på hovedet, og gik ned til sig selv.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...