Samtaler i mørket

Et essay jeg bryggede sammen en gang i februar. Essayet skildrer mine tanker omkring samtaler i mørket. Ingen spor af pladderromantik eller banale erfaringer. Hvis jeg må have lov.

2Likes
0Kommentarer
370Visninger
AA

1. Samtaler i mørket

3. Samtaler i mørket

Han havde spurgt, om vi skulle slukke lyset.  “Ja,” havde jeg svaret. “For i det øjeblik ordene vil slippe vores læber, vil ordene folde sig ud i rummet. Hvis vi slukker lyset, vil rummet aldrig kunne fyldes op med ord, for mørket vil gøre væggene usynlige. Med usynlige vægge vil rummet forekomme som et uendeligt mørke. Der vil ikke være nogen grænser for hvor mange ord, vi vil få sagt. En uendelig talestrøm hvis det er det, som vi ønsker.
Stedet vil ophøre. Vi vil kun kunne følge med nutiden, hvis vi lytter til tikken fra dit armbåndsur og tæller et uendeligt antal sekunder.
Hvad vil det nytte at åbne eller lukke øjnene, når vi kun vil kunne se mørket? Det bliver kun lydene, der vil skabe andre billeder for os end billedet af det endeløse mørke.
  Vi slukker lyset og vil lytte til ordene, der stammer fra samme sted, som den banken jeg vil kunne mærke og svagt høre fra dig.
Som blinde vil vores andre sanser forstærkes, og selv det mindste kny vil vores hørelse fange. Din hjertebanken vil være så tydelig i mine ører, at det vil forekomme mig, at dit hjerte banker på døren. Døren vil være forsvundet i mørket.”
  
Så vidt jeg erindrer, var det de ord, jeg svarede, hvorefter han slukkede for lavalampen på hans natbord. Lavalampen var det sidste lys i værelset, som vi endnu ikke havde slukket for. Den havde ikke været tændt længe, så den kastede kun et svagt, lilla skær som kun lyste et lille udsnit af værelset op. Alligevel gjorde det en kæmpe forskel, da vi slukkede for lavalampen.

Jeg tror, at den store forskel navnlig var grundet, at før vi slukkede lyset, havde vores ansigter været svagt oplyst af lavalampen. Men da vi slukkede for lampen, blev vi indhyllet i mørke, og jeg husker, at selvom jeg anstrengte mig for at kigge på hans ansigt, var det kun mørket, jeg så.
  For mit vedkommende føles det som om, at nogle hæmninger forsvinder, når man ikke kan se hinandens ansigter og udtryk. Man fokuserer mere på at lytte, føle, dufte og tale. Tillige glemmer man helt at være den mindste smule forfængelig, mens man lytter til hinandens ord og udelukket koncentrere sig om hinandens personligheder.  
Egentlig har det også lidt den modsatte effekt, når man ikke kan se hinandens ansigter. For bør man samtidig ikke blive lidt urolig for, hvordan den anden mon reagerer, på det man siger - tænk hvis den anden person himler med øjnene? Eller rækker tunge af én?  
Men det oplever jeg ikke. Det er som om, at synssansen automatisk bliver slået fra, og jeg glemmer helt muligheden for, at man kan se den andens ansigtsudtryk. Det eneste der er at gøre er at lytte godt efter for at spore den andens reaktion på det, som man selv lige har sagt, i det den anden person siger.                  
  Det er som om, at en særlig stemning optræder, når mørket sænker sig omkring én. Om andre bliver rørt af den samme stemning, som jeg gør, skal jeg ikke kunne sige. Men jeg er overbevist om at vi alle bliver påvirket af mørket.
  Der er tilmed noget faretruende ved mørket. Det uendelige, ukendte mørke kan forekomme
temmelig uhyggeligt. Jeg føler mig mere sårbar i mørket. Alle ukendte bevægelser eller lyde i mørket kan være hårrejsende, når man ikke kan se, hvad der foregår. Samtidig har det dystre mørke den effekt, at man bliver mere tillidsfuld og fortrolig med ens samtalepartner(e).

  Jeg går rundt med en anden erindring. En cykeltur ud i skoven på en varm sommeraften med to barndomsvenner. Vi forlod hjemmet kort tid efter solnedgang.
Få minutter efter stod vi ved vandkanten til Esrum sø og spejdede ud over vandet. Den sorte himmel spejlede sig i søen. Vi smed tøjet og svømmede i refleksionen af rummet.
Himmelhvælvet, vandet og skoven så sort ud efter kort tid. Imens mørket sænkede sig, slukkede nogen for al fuglesang, og temperaturen dalede.
  Vi cyklede ikke hjem. Skovstien var nemlig så smal, at det kun var muligt at cykle på en lang række. I stedet valgte vi at trække vores cykler og gå tæt op af hinanden mellem træerne.
Der var så mørkt inde i skoven, at vi kun kunne ane hinandens ansigtstræk. Ingen af os turde kommentere mørket, men jeg er sikker på, at vi alle bed mærke i den. Vores skridt var hastige, og vores ører stod på stilke. Samtalen stod ikke stille. På vej hen til søen havde vi pjattet, sunget og kun sagt korte sætninger til hinanden. Men på hjemturen i mørket var samtalen dyb. Det var som om, at vi blev rørt af mørket og netop følte os mere fortrolige, som vi gik der tæt ved siden af hinanden og snakkede lavmælt.  
  Jeg synes, at det navnligt er alle de ting, der optræder i mørket, som ikke kan ses for det blotte øje, der gør samtalerne i mørket til noget særegent. Når føle-, høre-, lugte- og talesansen bliver skærpet, fordi mørket gør os blinde. Når følelser og tanker træder frem i mørket. Følelser og tanker som ellers vil være langt borte i et rum oplyst af dagslys eller kunstigt lys. Men der er mere end det. En særlig stemning opstår. En stemning som er bygget på nævnte ting, men sikkert også rummer mere end det.  

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...