Blandet gys og gru (Læs hvis du tør!)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 jul. 2013
  • Opdateret: 26 jun. 2014
  • Status: Igang
Små noveller.
Jeg har en MEGET livlig fantasi og er bange for mange urealistiske ting.
... Og når der er noget uhyggeligt, så starter min forfatter hjerne med at brygge videre på mine grumme forestillinger...

1Likes
0Kommentarer
229Visninger
AA

2. Satanisterne

5 mord.

3 mænd og 2 kvinder.

Dræbt. Snitsår. Slag. Brændemærker. Syre angreb.

Det særlige ved ofrene er at de ALLE var meget religiøse. Hvert offer blev efterladt med åbne sår, så de kunne forbløde. De havde alle fået tegnet et religiøst symbol på kroppen.

Jeg vidnede et af mordene. 

Vandet under mine sko lavede små plaske lyde, hver gang jeg tog et skridt. Det var lige holdet op med at regne og min hættetrøje var gemnemblødt. Min mobil ringede og tog den op af lommen på min slidte jeans. Jeg kiggede på displayet og så at det var min mor. "Hej skat. Er du ved at være hjemme?", spurgte min mor i den anden ende af røret. "Ja, jeg er på vej", svarede jeg, da jeg hørte et skrig."Hvad er det for en larm i baggrunden, hvor er du?", spurgte min mor irriteret. "Jeg ringer tilbage", svarede jeg og lagde på. Endnu et skrig lød lidt længere nede af gaden. Jeg prøvede at bevæge mig nærmere, men mine sko lavede stadig små plaske lyde. Der var ikke længere flere skrig, men der lød stemmer. Da jeg kom til hjørnet af gaden, så jeg dem. 7 personer i sort tøj. En af dem havde et brændende kors i hånden og en anden stod med noget, der lignede et flag, som også var i flammer. En tredje skikkelse sad over skrævs på en person og var færd med at binde hænderne om på ryggen på personen. En fjerde person begyndte at messe noget. Han råbte næsten. "Din jomfruelige renhed bliver værdsat af vor herre Lucifer!" 

 

Ofret lå på jorden og vred sig. Jeg trådte et skridt tilbage og kom til at gå ind i cykel, som væltede bag mig. Det larmede en hel del og jeg kunne se at de 7 personer stoppede op. Den der havde bundet ofrets hænder om bag på ryggen, gav tegn til de andre, at de skulle tie stille, derefter bukkede hans sig ned til ofret og sagde et eller andet. Han var nok lederen, tænkte jeg for mig selv. Ofret lå fuldstændig stille og sagde ikke en lyd. "Der er nogen", kunne jeg høre lederen mumle. "Hørte i det ikke? - Det kom derovre fra", sagde han og pegede i retning... af mig. 

 

Jeg sprang om bag muren og trak vejret stille, men jeg kunne høre min gispende vejrtrækning, som om jeg var forpustet efter et mindre marathon. Jeg tog min mobil frem, trykkede 112 og tog mobilen op til øret. "Det er alarmcentralen, hvad er situationen?", sagde en stemme der vidst nok, da jeg mærkede en hånd på min skulder.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...