Like a Popstar

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 jul. 2013
  • Opdateret: 8 okt. 2014
  • Status: Igang
Sara er en sød, vild, populær og tiltrækkende pige med humor. Sara er en rigtig drengemagnet, drenge falder for hendes udseende og hendes smilende personlighed. Hendes bror Josh er meget over beskyttende over for hende, men han kan også være sjov og underlig, og fyldt med energi. De to søskende er begge meget musikalske. En dag vågner Sara op i en fremmed lejlighed efter en fest, og det der startede som en forvirrende morgen var starten på et venskab med One Direction drengene. Venskabet føre til en masse drama, kærlighed, jalousi og en masse fede oplevelser.

12Likes
6Kommentarer
718Visninger
AA

5. Flyet

 

Saras P.O.V

Hele næste dag gik med at pakke...Hvilket var mega frustrerende, da jeg overhovedet ikke kunne få alt  mit tøj ned i den lille kuffert! Lige meget hvor meget jeg hoppede på min kuffert kunne den simpelthen ikke lunes. 

"JOSH" Skreg jeg, mens jeg opgivende satte mig på gulvet, og sendte min kuffert et dræberblik, med håbet om at den blev så bange at den ville lyne sig selv...

Hvilket uheldigvis ikke var tilfældet.

"Hva så?" Josh stod i døren og kiggede storsmilende på mig. "Hjælp" klynkede jeg og kastede mine arme i vejret, mens jeg kom med et opgivende hulk. Josh kom med et grin. "Hvordan skal jeg kunne lukke den, hvis du ikke kan?" kom der fra Josh, som sendte mig et bedrevidende blik. 

"Fordi..." Jeg gik i stå, det havde jeg egentlig ikke tænkt over. "Fordi du er tykkere" udbrød jeg og sendte ham et smil. Først lidt efter, opfangede jeg hvad jeg egentlig lige havde sagt til ham..

FUCK, den lille tard...

For nu vil han helt sikkert hjælpe mig...Jesus Christ!

"Altså.. jeg mener du har SÅ mange flere muskler, og du er også højere og.. og øhhh" God redning Sara...Jeg sendte ham et uskyldigt smil, men hans blik fik mig hurtigt til at vende blikket ned.

Joshs så faktisk såret ud...og jeg forstår ham da også godt! Jeg ville også blive MEGA sur..eller måske ikke sur, men i hvert fald såret, og nok også en smule fornærmet. 

Jeg følte mig som en rædselsfuld person lige nu..Det var helt vildt

Pludselig kunne jeg høre et højt grin

Mit blik blev vendt mod Josh, som stod og grinte af mig..HAN FUCKING GRINTE!!! Hvad er der galt i den drengs hoved!!

Jeg så uforstående på ham, hvilket bare fik ham til at grine igen.

"Du..aha.. troede vel..ah.. at jeg var sur på.. på dig?" Han kunne slet ikke lade være med at grine.

Okay, hvad sker der for den drengs humørsvingninger..det ene øjeblik sender han mig det mest sårede og alvorlige blik EVER! og før jeg ved af det står han og griner af mig...man skulle tro han havde mens eller sådan noget..

VENT ET ØJEBLIK!

Mit blik skiftede fra uforstående til irriteret.."OMG, Josh!" Jeg rejste mig fra gulvet og slog ud med mine arme "Jeg troede seriøst lige at du var sur på mig, og så lader du bare som om!" Jeg kiggede skuffet over på ham.

Min skyldfølelse var totalt forsvundet nu!

"AHAHAHAHA sorry søs, men du skulle have set dit ansigt!"  Jeg åbnede min mund for at komme med en klagende lyd, men det nåede jeg ikke, "Og den redning...Det må jeg give dig! ahaha, verdensklasse!" han tørrede en tåre væk fra hans kind.

EJ OKAY! Så sjovt var det heller ik!

Jeg stak underlæben ud, og lavede mit bedste sadface. Josh så mig direkte i øjnene. "Nurh, min lille pus da" Han kom med et lille fnis, før han lagde armene om mig. Jeg trak mig fra krammet, og så alvorligt på ham "Vil du ikke være sød at hjælpe mig med min kuffert?" Jeg kiggede bedende på ham. "Alt for dig" Han blikkede med øjet før han vendte sig mod min kuffert.

Han satte sig på kufferten, og begyndte - overrakende ubesværet - at lyne min kuffert. Jeg satte mig på min seng, og kunne ikke lade være med at smile, da jeg så på den - nu lukkede - kuffert. Det mindede mig om dengang jeg skulle afsted som 16 årig. 

Og nu vil i sikkert gerne have af vide hvor jeg skal hen, efter denne lidt kedelige beskrivelse af mig der ikke kan lyne en kuffert. Så her kommer det.

Er i sikre?

Okay

3

2

1

.

.

.

VI SKAL TIL ARGENTINA!!!

yaaaay

Nu tænker du sikkert, at jeg er en mega weirdo, fordi jeg er så lalleglad over at jeg skal til Argentina. Men altså jeg ELSKER Argentina. 

For da jeg var 16, var jeg nemlig på udveksling i Argentina! Hvor vildt er det ik lige. Nå men altså, det her er første gang jeg skal der over siden jeg kom hjem, så jeg glæder mig mega meget!

Og som du måske har opfattet så skal jeg ikke rejse alene. Jeg skal rejse med Mille, som også var afsted samme tid som mig. Så det skal sgu nok, blive nogle sjove retarderede uger. Og Jep vi skal være der i tre hele uger!!

"Hallooooooo, Jorden til Sara" Jeg 'vågnede' fra mine tanker, og kom med et lille skrig, da Joshs hånd, var lige foran mit ansigt. Og selvfølgelig grinte han af mig...igen.

Hvad er der med hans humør idag? Han er lidt for glad, for at jeg skal rejse i aften.

Og ja vi skal allerede rejse i aften

Og ja, jeg ved godt det er lidt sent at pakke kuffert, men altså jeg orkede ikke lige nogle af de andre dage så...

Ikke fordi jeg egentlig gad lige nu..men det var jeg lidt nød til. For Josh ville ikke pakken den, og det ville måske også være lidt akavet når han skulle lægge mine g-strenge og bh'er sammen. 

Okay det var et totalt sidespor..

Jeg vendte min opmærksomhed hen til Josh, som bare stod og kiggede på mig, som om jeg var et rumvæsen fra det ydre rum, som han lige havde fundet i sin seng igang med at spise hans lykkepiller. Ikke fordi han har nogle lykkepiller...men hvis han havde, så ville..Nej glem det!

Bare lad som om jeg ikke sagde det sidste.

Jeg er nok det mest randomme menneske like ever...

SIDESPOR

Jeg rystede på hovedet, for at slippe af med mine underlige tanker. Og vendte alt min opmærksomhed hen på Josh, "Skal du ikke snart til at gøre dig klar?" Jeg kiggede lidt uforstående på ham, "Vi skal altså først mødes i lufthavnen, kl. 19.15" sagde jeg med en klog stemme.

"Ja, og klokken er 18.40" Kom der hånligt fra Josh, som tydeligvis bare stod afventende på min reaktion. Jeg trak hurtigt, min iPhone op ad lommen, før at se på klokken. For jeg skal ikke snydes endnu engang. 

Men rigtigt nok, klokken var 18.40...

Jeg hoppede hurtigt op fra sengen, og løb, ind i mit walk in closet. 

FUCK

Det er så typisk mig, det her!

Jeg fik hurtigt fundet mit tøj som bestod af en hvid croptop og et par slidte cowboy shorts. 

Lige nu kunne jeg ikke være gladere for at jeg satte hår og lagde makeup, da jeg i morges gik i bad!

Jeg fik hurtigt snuppet min håndbagage, som lå på mit bord, og så var jeg ellers den der var ude af døren.

Hvor er jeg bare dygtig...

Jeg nåede ikke engang at få mine sko på! 

 


Jeg løb gennem lufthavnen, og lignede jeg ved ikke hvad! Men lige nu kunne jeg ikke være mere ligeglad. Der var 10 min. til mit fly lettede, og jeg kunne ikke finde den rigtige gate. 

Så jeg er pænt fucked.

Mille slår mig ihjel! Jeg lovede hende at jeg ikke kom forsent..og hvad sker der så!

Jeg stoppede op og kiggede frustrerende rundt mellem alle de travle mennesker..Hvor er den gate!

DER!! Fandt den!

Jeg stoppede op foran stewardessen, og rakte forpustet min billet til hende, med et smil. Som ikke blev gengældt...

Nå, er der en der fik det forkerte ben, ud af sengen i morges? Hvorfor skal de altid være så sure, at se på?

Det kan også være ligemeget, for jeg havde ikke tid til at spørge hende!

Jeg gik ned ad gangen til first class.

Ja, ja rejser med stil og det hele.

Jeg kiggede søgende efter min plads, mens jeg prøvede at få min puls ned, så jeg ikke lød som en fed flodhest med åndedrags problemer. 

"Holyshit guys, se lige" Jeg kunne ikke dy mig, så jeg så lige i retningen af hvor stemmen kom fra, og opdagede en faktisk okay lækker fyr, sidde og tjekke mig ud.

Vi fik hurtigt øjenkontakt, da han kiggede lige på mig- Jeg kunne ikke lade være med at smile, men det blev hurtigt ret akavet, så jeg brød vores øjenkontakt og kiggede i stedet over på pladsen på den anden side af gangen.

Og der, sad min Mille.

Akavet nok egentlig..

Jeg gik hen til hende, og blev hurtigt trukket ind i et kram. "Hvorfor er jeg ikke overrasket over at du kommer forsent?" kom der grinende fra hende. Jeg kunne ikke lade være med at grine

Wow..Af hvad sagde hun?

"Jeg kom da ikke forsent" Jeg slog ud med armene, "Jeg kom da lige til tiden" sagde jeg og sendte hende et hvad man nok kalder et rigtigt tandpastasmil.

Hvorfor det hedder det.. aner jeg ikke. Man det gør det altså.

"Klart" hun satte sig ned, og kiggede på mig med et lille fnis. "Whatever" grinte jeg og satte mg ned overfor hende.

Hun lændte sig lidt tilbage i sædet, og kiggede meget lumsk på mig, hvilket var pænt mærkeligt - og en lille smule creepy - hvis du spørger mig. Jeg sendte hende et uforstående blik. 

Hun bevægede sine øjenbryn op og ned et par gange, før hun gav et lille nik, mod højre, hvor fyren fra før sad. Jeg sendte hende et skævt smil, og vendte mit blik mod højre. 

Og sjovt nok, sad han stadig og kiggede på mig. Jeg sendte ham et smil, som han hurtigt gengældte med, hvad jeg vil kalde et sexet smil. Jeg kom med et lille fnis.

Jeg kunne føle endnu et blik på mig, og denne gang, kom det fra hans, sidemand. Jeg sendte lige hurtigt  et smil til sidemanden, og vendte så tilbage til denne fyr. 

WAIT A SECOND

Mit blik røg, hurtigt som lynet Mcqueen tilbage til den mystiske sidemand, som ikke er så mystisk..

HOLY MOTHER OF GOD!

ARGHHHHHH!

PLEASE SIG DET ER LØGN

Jeg drejede hurtigt hovedet væk fra dem begge, og turde ikke rigtigt at kigge igen. 

Jeg drejede langsomt hovedet, som om han ville forsvinde, eller måske at jeg bare havde set syner, og der vil sidde en helt anden person i sædet.

Men var det tilfældet?

Nej det tror jeg så ikke lige det var!

Jeg stirrede på ham, og ventede på at, min hjerne vendte tilbage fra den chokerende tilstand den lige nu befinder sig i.

Ingenting, der sker ingenting...

Jeg sad bare at stirrede på Harry fucking Styles, som lige har sat min hjerne i koma!

Og ja, du hørte rigtigt

HARRY STYLES, SIDDER LIGE DER!

DEN DRENGS BEDSTEVEN JEG HAR VÆRET I SENG MED, OG DEN DRENG JEG HAR SET NØGEN I EN SOFA!!!

ARGHHHH!!!

Han morede sig tydeligvis, over min reaktion. For som den retarderede ting han nu var, sad han bare og grinte af mig. "Jamen, hej til dig Sara" Han blinkede til mig med et det ene øje.

Da min hjerne endelig, for kommet sig nogenlunde over denne akavede situation. Og så charmerende jeg nu er, er det eneste der kommer ud af min mund "Hvad fuck laver du her?"

Hvilket selvfølgelig også udløser endnu et grin.

Så fuck da lige op derovre Styles. Og svar på mit spørgsmål!

Jeg sendte ham en seriøs mine, for at få ham til at forstå at jeg rent faktisk mente hvad jeg sagde. Hvilket han vist meget hurtigt opfangede.

"Øhm, vi skal på ferie" svarede han, dog stadig med et provokerende stort smil. Jeg vendte min opmærksomhed, tilbage til den første fyr. Som så noget forvirret ud. "Kender i hinanden?" 

Øh nej...Jesus Christ et dumt spørgsmål. Jeg sendte ham, en grimasse som viste er.du.helt.seriøst.det.er.nok.det.dummeste.spørgsmål.ever. 

"Ja, eller.. vi kender kender, ikke hinanden." Jeg åbnede munden for at tilføje, men han kom mig i forekøbet "Louis, kender hende MEGET bedre, end mig" Og så skete det..

Jeg rødmede

JEG RØDMEDE...JEG RØDMER ALDRIG!!!

"HARRY!" vrissede jeg, og så på ham med store øjne. 

"Dude" kom der fra en uheldigvis genkendelig stemme.

Jeg lukkede mine øjne og lænede hovedet tilbage "Sig det er løgn" mumlede jeg. Og af frygt for at få det bekræftet, vendte jeg mit hoved mod Mille. Mine øjne, var lige ved at løbe i vand, af tanken om at de sad lige der. Og at de ville gøre det i 16 timer uden mulighed for at undslippe. 

Jeg mumlede 'Hjælp' til Mille, som hurtigt opfangede mit signal, eller det troede jeg indtil ordene "Jeg tror det er skæbnen" kom ud fra hendes mund. Hun vendte blikket fra mig og så over på drengene. 

Jeg kom med et suk. Og vendte blikket ud af vinduet. jeg opdagede hurtigt at vi allerede var lettet...Hold da op, det havde jeg slet ikke bemærket. Jeg blev - uheldigvis - revet tilbage til virkeligheden, da en stemme begyndte at snakke.

"Sara, vil du ikke være sød at kigge på mig" Uden helt at vide, hvad jeg skulle gøre, vendte jeg mit blik mod Louis. Jeg blev hurtigt fanget af hans fantastiske øjne. Det var faktisk også dem jeg blev helt væk i, første gang jeg mødt ham. 

Han sendte mig et forsigtigt smil, og uden af stand til andet, gengældte jeg. "Hey" sagde jeg med en lille uskyldig stemme, og et lille smil dannede omridset af mine læber. Hans forsigtige smil voksede sig til et stort, og faktisk ret charmerende smil.

Det kan godt være at jeg var fuld, 'den' aften, men en ting er sikkert. Mine standarter falder ikke af den grund! Jeg mener se på ham...Han er jo guddommelig! 

Men hvis du siger til nogen jeg har sagt det, benægter jeg!

Jeg kom med et lille suk, og satte mig ordentlig tilbage i sædet, dog uden at afbryde øjenkontakten med Louis.

"Okay jeg er forvirret, hvem kender hinanden, og hvorfra?" Den første fyr, som jeg stadig ikke kender navnet på, sidder og ser skiftevis mellem os alle samme. Jeg vendte mit blik mod ham, og kunne ikke lade være med at komme med et fnis. 

"Øh, Sara er.." - "En gammel ven,  Sara er min gamle ven" Louis afbrød Harry, og sendte drengen et smil. "Nårh, okay" kom der nu mere forstående fra ham.

Okay, det er ved at drive mig til vandvid, at jeg ikke ved hans navn.

"Undskyld, men hvad er dit navn?" Uhøflig som jeg nu også var, så jeg på ham, dog sendte jeg ham også et smil, så jeg ikke virkede alt for uhøflig.

Drengene, kunne ikke lade være med at fnise. Sikkert fordi jeg var så ligefrem.

"Øh, undskyld" Han sendte mig et smil "Jeg hedder Stan" Han rakte hånden frem mod mig. Jeg lænede mig frem og til i mod hans hånd, og gengældte hans smil. "Han er min gamle barndomsven fra Doncaster" Jeg så hurtigt over på Louis, og så tilbage til Stan. Jeg rystede hans hånd "Hyggeligt at møde dig, Stan" Jeg slap hans hånd, og så nu over på Mille, der bare sad og så smilende på os alle sammen. 

"Drenge, det her er min bedsteveninde, Mille" Jeg lavede en gestus, imod Mille. Som de alle hurtigt fik hilst på. 

Der lagde sig langsomt en stilhed over os..hvilket var en smule akavet, da vi bare sad og stirrede. "Så, hvor lang tid skal i så være i Argentina?" "tre uger" svarede Harry mig hurtigt, og jeg kunne ikke lade være med at komme med et fnis. "Cool, det skal vi også" Mille fangede Harrys opmærksomhed. Som sendte hende et smil, man roligt kunne kalde flirtende.

Jeg vendte mit blik mod Louis, som til min overraskelse allerede sad og kiggede på mig. Vi sendte hinanden et smil, og så sad vi ellers bare og så hinanden i øjnene. Hvilket langsomt forvandlede sig, fra en simpelt øjenkontakt, udviklede sig til en intens stirrekonkurrence...

Hvad sker der med mig?

det var ikke lige det her jeg havde regnet med ville ske. Aldrig havde jeg regnet med, at sidde i et fly og have en intens stirrekonkurrence, efter en nogenlunde normal samtale. Med Louis Tomlinson.

Som Jeg har haft et One night stand med.

Og som jeg har kunne lade være mad at tænke på lige siden...

Men her jeg, og hvad kan jeg sige...Hvem ved hvad fremtiden bringer?

Eller tre uger i Argentina... 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...