Nattens moderlige hænder

(Deltagende i konkurrencen, "inspireret af en sang".)
En novelle der tager afsæt i den underskønne sang, "Børn af natten" af Panamah. En historie der handler om en persons tanker omkring dét at bevæge sig rundt i nattelivet. I en temmelig beruset tilstand oplever hun følelsen af, at hun hengiver sig til natten og bevæger sig rundt i troen på, at nattens moderlige hænder vil vise hende vej gennem byen og hjælpe hende med hvilke valg hun skal tage. Indtil solen atter titter frem, og hun står alene tilbage med minderne fra natten.

0Likes
0Kommentarer
311Visninger
AA

1. Nattens moderlige hænder

Jeg træder atter ud på gaden, der bølger under mine flunkende, nye plateausko. Jeg har vind i sejlene og stormer gennem gader og stræder med en veninde i hver hånd. Vi lettede anker fra baren "1105"s kyst, og vi lader os kun navigere af vores forurenede fornuft efter indtagelse af spiritus, som vi fik på husets regning af de mandlige bartenderer. Man kommer langt med korte klæder. Om natten især.   

Der er talrige, fremmede silhuetter, der dingler op og ned af gaderne ude af takt til musikken, der bliver spillet hist og her og alle vegne. Alkoholens påvirkning har tilmed gjort det usandsynlige; at fjerne tvivlens tatovering i mit sind. Jeg er påvirket nok til at føle, at de fremmede silhuetter er venner, jeg ikke har stiftet bekendtskab med endnu.  Silhuetternes træk bliver tegnet op af en usynlig pensel jo tættere de kommer mod mig og  jeg slynger mine arme rundt om den næste, der kommer nær mig. En bevægelse jeg laver for at fejre mit sind og min krops frihed, som kun nattehimlen våger over. Denne fremmede gengælder overraskende nok min imødekommenhed, og jeg forstår, at han ligesom jeg er mere end blot beruset og ligeså har hengivet sig til nattens moderlige hænder der nu har formået at føre os sammen. Så nu står vi her, ligesom vi er de børn af natten. 

Jeg fortrænger, at mit hjem egentlig kun venter på mig få busstoppesteder væk. Nu forekommer det så ufatteligt langt væk. "Vi finder aldrig hjem igen!" Råber jeg til den fremmede mand, der stadig holder fast om mig. Min bror af samme mor. Børn af samme nat. I farveskæret fra neonlysene, der stråler i de frækkeste pangkulører, ser jeg ham smile til mig. Jeg forsøger så vidt muligt at stå stationært og se ham i øjnene. Jeg ser, at han har arvet nattehimlens smukke, blinkende stjerner. 

Vores veje skilles først flere timer senere, da solen atter titter frem nederst på himmelen, dog gemt væk bag en masse skyer. Vi står midt på Dronning Louises bro, og herfra må vi hver til sit. Stadig småberuset bevæger jeg mig gennem en by, der langsomt er ved at stå op. Jeg fornemmer, at nattens moderlige hænder har sluppet sit tag om mig og tvivlen kommer listende tilbage, imens jeg gennemgår nattens begivenheder i hovedet. Der er en del jeg kunne fortryde, men jeg ved, at jeg ville fortryde mindst dobbelt så meget, hvis ikke jeg var taget ud i nattelivet i gåraftes.    
Jeg træder over dørtærsklen til mit eget hjem. Beslutter mig for at pleje mine tømmermænd, der banker kraftigere og kraftigere på. Så kan jeg atter storme gennem byens gader i nat. Guidet af gode venner, venner jeg endnu ikke har mødt og nattens moderlige hænder.   

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...