The Eleventh & Rose Tyler ~ Doctor Who fan fiction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 jul. 2013
  • Opdateret: 5 aug. 2013
  • Status: Igang
En lille fan fiction jeg fik lyst til at skrive for noget tid siden, om hvad der sker når Rose og den 11. Doktor møder hinanden.

Get ready for some serious sobbing!
~ GLEM IKKE AT SE TRAILEREN ~

29Likes
37Kommentarer
2527Visninger
AA

2. The T.A.R.D.I.S.

Den morgen blev Rose vækket af fuglenes kvidren, det var søndag, og derfor havde både hende og John fri. Hun satte sig op i sengen og gav et lille gab fra sig, mens hun langsomt vendte hovedet over mod Johns side af sengen. Den var tom, så hun gik ud fra, at han nok var gået ud i køkkenet, for at læse avisen og drikke en kop te. Hun rejste sig og tog en hvid, halvlang morgenkåbe omkring sig og traskede ligeså stille ud i køkkenet, hvor John, rigtigt nok, sad med en avis og en kop te. I stedet for en morgenkåbe, havde han en blå og hvid strippet pyjamas på.

"Godmorgen", hviskede Rose i hans øre, mens hun krammede ham bagfra.

"Godmorgen elskede", svarede han og kyssede hende så på kinden, inden han tog en slurk af sin kop. Rose gik målrettet hen til et af køkkenskabene og tog en kop ud. Hun hældte lidt varmt vand over i den og dyppede så en tepose i den. Hun tog en tår, mens hun kiggede ud ad vinduet. Solen stod højt på himlen. Det var den første solskinsdag de havde set i lang tid, de sidste mange dage havde det regnet helt vildt.

"Skal vi ikke tage en tur i parken i dag?" spurgte Rose, "vejret er lige til det".

"Jeg har ikke tid i dag, jeg har en masse ting jeg bliver nødt til at kigge på", han løftede hurtigt hovedet fra avisen og kiggede over på hende, for at se hendes reaktion. Hun nikkede langsomt og vendte så hovedet over mod vinduet igen.

"Ville det generer dig meget, hvis jeg tog derind alene?" spurgte hun, uden helt at vide hvorfor. Han udstødte et lille grin og smed så avisen fra sig.

"Selvfølgelig ikke", han gik over mod hende og tog omkring hende, "hvorfor skulle det være et problem?"

"Vi laver aldrig noget sammen længere", svarede hun stille, mens hun kiggede ned i jorden. Han gav slip på hende, og begyndte i stedet at kigge på hende, med et seriøst blik.

"Jeg bliver nødt til at arbejde", svarede han bestemt.

"Men..." hun holdte en kort pause, "du har fri i dag, så du er teknisk set ikke forpligtet til at gøre det".

"Jeg er bagefter og derfor bliver jeg nødt til at få lavet lidt", svarede han og kunne se skuffelsen i hendes ansigt, "jeg skal fremlægge for retten på tirsdag, hvad siger du til, at jeg tager dig med ud og spise, efter det?" Hun gav ham et smil og nikkede så.

"Jeg tror jeg vil tage et bad", startede Rose, "og så vil jeg tage afsted".

"Det er helt i orden", John gav hende et kys, "kommer du hjem til aftensmaden?" Rose nikkede og gik så ud på badeværelset og tændte for brugseren. 

*****

"Okay sexy", sagde Doktoren for sig selv, "så er det bare dig og mig igen". Han havde ligeså lige sat River af, og var allerede begyndt at snakke med sig selv igen. Han havde været så vant til at rejse med nogen, at det føltes helt mærkeligt, at være alene igen.

"Hvor skal vi tage hen denne gang?", spurgte han og gav sin TARDIS et smil, "jeg ved det!" Han løb en runde, trykkede på de forskellige knapper og trak i håndtaget.

"Når man har været i New York, kommer man alligevel til at savne gode, gamle London", han rettede på sin bow tie, "er du klar?" og så lettede han.

*****

Rose sad på en bænk midt i Hyde Park, med en bog i hånden. Solen skinnede ned på hende og det eneste hun havde på, var en hvid top og nogle sorte shorts. Hendes hår var sat op i en hestehale. Fuglene kvidrede stadig og på trods af det smukke landskab og den nærmest evige natur, kunne man ikke undgå at høre trafikken. Hun prøvede dog stadig at lukke ørene for støjen. Pludselig genkendte hun en lyd, som hun aldrig ville kunne lukke ørene for. Hun kiggede op, lagde bogen fra sig og lyttede godt efter. Hun var ikke sikker. Lyden blev højere og højere. Det kunne ikke være andet. TARDISen. Hun efterlod sin bog og den scone hun lige havde købt, på bænken, for at løbe efter lyden. Den kom fra en masse buske og træer. Hun løb derind, mens hun kunne mærke, at hun blev helt varm i kroppen. Hendes hjerte begyndte at hamre. Og der stod den. En stor, blå, boks. Politiboks, for at være mere præcis. En af de politibokse, som i 1963 stod rundt omkring i hele London. Mens hun gik tættere og tættere på den, begyndte hun at undre sig over, om den virkelig var her, eller om det bare var en af hendes meget virkelige drømme. Og hvis den virkelig var der, hvordan var det så muligt? Var Doktoren kommet tilbage efter hende?

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...