The Eleventh & Rose Tyler ~ Doctor Who fan fiction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 jul. 2013
  • Opdateret: 5 aug. 2013
  • Status: Igang
En lille fan fiction jeg fik lyst til at skrive for noget tid siden, om hvad der sker når Rose og den 11. Doktor møder hinanden.

Get ready for some serious sobbing!
~ GLEM IKKE AT SE TRAILEREN ~

29Likes
37Kommentarer
2542Visninger
AA

3. Rose Tyler in the TARDIS

Rose løb hen mod TARDISen og greb fat i døren. Efter så mange dage, så mange år, skulle hun se ham igen. Hun holdt godt fast om håndtaget, trak til og blev mødt af en kæmpe overraskelse; den havde ændret sig. Hvordan kunne den have ændret sig? Og Doktoren, ham kunne hun ikke se. Hun kunne høre en mand, som gik og snakkede med sig selv, men hun kunne ikke se nogen. Pludselig stak et ansigt op, fra bag kontrolpanelet. Det var ikke det ansigt hun kendte. Han havde ikke set hende endnu. Han gik forvirret over på den anden side af kontrolpanelet.

"Hallo?" sagde han, højt og spørgende, mens han gik rundt om kontrolpanelet. Han blev ved med at gå, lige indtil deres blikke mødtes. Hun så skuffet ud og han med, fordi han vidste hvorfor. I noget tid stod de og kiggede på hinanden, ingen sagde noget, ingen af dem vidste hvad de skulle sige. 

"Hvem er du?" spurgte Rose så efter noget tid. Hun vidste det godt, men alligevel ville hun gerne have det bekræftet.

"Jeg er Doktoren", svarede han trist og kiggede over på hende. Hun fik tårer i øjnene og han gik langsomt hen mod hende. 

"Rose?" sagde han spørgende, da han var tæt på hende og Rose nikkede, "jeg er stadig mig".

"Men det er du ikke", sagde Rose. På det tidspunkt var Doktoren kommet helt hen til hende, og hun kunne mærke hans åndedræt. Hun kiggede ned i jorden, mens hun tørrede sine tårer væk, og så kiggede hun op igen. Da deres blikke endnu engang mødtes, smed hun armene omkring ham og han holdt om hende.

*****

"Så det er bare statuer?" spurgte Rose, "men Doktor, statuer kan ikke bevæge sig?"

"Nej, ikke når du kigger", svarede han begejstret. De sad ved siden af kontrolpanelet, og der havde de efterhånden siddet i mange timer. Efter seks år, var der meget, som skulle indhentes.

"Sååå, det var dem, som tog Amy og Rory? Rivers forældre?", spurgte Rose usikkert.

"Præcis!" svarede Doktoren hurtigt og rørte hurtigt ved hendes næse. Rose udstødte et grin.

"Og forresten Doktor", sagde Rose flirtende, "hvad er der med den bow tie? Er de kommet på mode igen?"

"Den er sej", svarede han og rettede på den. Der blev stille og de sad begge og kiggede ud i luften.

"Hvad er klokken?" spurgte Rose så, hun havde lovet John, at være hjemme til spise tid, og hun ville nødigt gøre ham bekymret.

"Hvad vil du have klokken skal være?" spurgte Doktoren, med julelys i øjnene, "det er en tidsmaskine, klokken kan være lige hvad du har lyst til den skal være".

"Seriøst, Doktor", sagde Rose og lagde hovedet på skrå.

"Jeg er seriøs!" svarede han bestemt. Hun kiggede lidt på ham, uden at blinke.

"Hvad mener du?" spurgte hun og rynkede panden.

"Ja, jeg mener..." Doktoren holdte en kort pause, "jeg mener kom med mig". Han gav hende et smil. Hun rejste sig.

"Jeg må hellere gå", svarede hun, med et seriøst udtryk.

"Hvorfor ikke?" spurgte Doktoren og rejste sig også.

"Det kan jeg bare ikke", sagde hun og prøvede at undgå hans blik. Han gik hen til hende.

"Rose", begyndte han og lagde hånden på hendes skulder, "én tur, bare én tur! For gamle dages skyld". Hun kiggede igen op på ham, og kunne ikke lade være med, at smile. 

"Jeg ved ikke hvor vi skulle tage hen", sagde hun og rynkede igen panden.

"Lige hvor du har lyst til", svarede han og gav hende et skævt smil.

"Problemet er bare", sagde hun langsomt, "jeg er der, hvor jeg har aller mest lyst til at være, og jeg har det liv, jeg har aller mest lyst til at have". Han kiggede skuffet på hende og så på, mens hun skyndte sig ud ad døren. Da hun var kommet ud standsede hun hurtigt. Tusinde tanker løb gennem hendes hoved. Alt hvad hende og Doktoren havde været igennem, blev lige pludselig vækket til live, på én gang. Hun havde lyst til at gå tilbage i TARDISen og flyve væk med ham. Måske var det ikke ham hun savnede, måske var det spændingen og alle de ting de havde set. Og det var der vel heller ikke noget galt i? Hun vendte om, gik ind i TARDISen og smækkede døren i. Han var igen rykket op til kontrolpanelet og gik langsomt hen, så han kunne se hende. Skuffelsen sad stadig klistret til hans ansigt. 

"Én tur!" sagde Rose bestemt og et kæmpe smil kom til syne, i Doktorens ansigt. Hun løb op mod ham, og han greb hendes hånd ligeså snart han kunne komme til det, for at tage i mod hende. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...