The Eleventh & Rose Tyler ~ Doctor Who fan fiction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 jul. 2013
  • Opdateret: 5 aug. 2013
  • Status: Igang
En lille fan fiction jeg fik lyst til at skrive for noget tid siden, om hvad der sker når Rose og den 11. Doktor møder hinanden.

Get ready for some serious sobbing!
~ GLEM IKKE AT SE TRAILEREN ~

29Likes
37Kommentarer
2372Visninger
AA

4. Deformibus

"De-hvad???" spurgte Rose højt, mens Doktoren løb rundt i TARDISen og trykkede på de forskellige knapper.

"Deformibus", svarede han og blev ved med at gå rundt og trykke på knapperne, "det er latin og betyder grim, eller deform".

"Det var da et forfærdeligt navn", sagde Rose og undrede sig over, hvorfor i al verden de skulle besøge en planet, med et sådant navn.

"Et forfærdeligt navn, til en fantastisk planet", sagde Doktoren og kiggede på Rose, med et smil.

"Hvad er det der er så specielt ved planeten?" spurgte Rose nysgerrigt.

"Jo ser du", startede Doktoren, "alle planeter er runde, dem alle sammen! Alle undtagen én; Deformibus".

"Hvad er den så?" spurgte Rose.

"Den er firkantet", svarede Doktoren.

"Men..." startede Rose, "hvordan kan man så gå på den? Falder man ikke ned?"

"Jo", svarede Doktoren, "man kan kun gå på den ene side, de fem andre har aldrig været betrådt". Rose kiggede på ham, med et underligt ansigtsudtryk. Hun var meget forvirret.

"Hvis den er helt flad, hvordan kan den så være så fantastisk?" spurgte hun.

"Hører du slet ikke efter?" spurgte Doktoren og gik hen til hende. Han stod helt op ad hende, "det er den eneste planet, i hele universet, med en anderledes form. Den eneste!"

"Men du sagde de fem andre sider, aldrig havde været betrådt", Rose holdte en kort pause, "vil det sige, at der er nogen, som lever på planeten?" Doktoren gik hen til kontrolpanelet og trak i et håndtag.

"Hold godt fast!" sagde han og Rose tog fat i gelænderet, som var ved siden af kontrolpanelet.

*****

"Rose Tyler, det første menneske, som nogensinde har betrådt Deformibus", sagde Doktoren stolt, da de var kommet ud af TARDISen og stod på planeten, "Os Time Lords plejede at besøge planeten ofte. Jeg har altid været fascineret af den". Rose kiggede på ham, gav ham et smil og var ikke et sekund i tvivl om hvorfor. Planeten havde ikke græs og beton, ligesom Jorden havde, nej, den var dækket af sand og alle de bygninger, som var på planeten (det var ikke mange), var lavet af en eller anden form for sten, som nærmest lignede diamanter. For ikke at tale om planetens sol. Den var så varm, at den så lilla ud. Den så også lille ud, hvilket nok havde noget at gøre med, at den var et godt stykke væk. Himlen lignede den der var på Jorden, men hvis man kiggede godt efter, kunne man se andre planeter, som lå et stykke væk.

"Du havde ret Doktor", Rose kiggede på ham, "den her planet er virkelig fantastisk".

"Kom", sagde han og tog fat i hendes hånd, "jeg har en du skal møde!" Han rev i hende og de løb sammen gennem sandet. Mens de løb, havde Rose alt for travlt med at kigge på de fantastiske bygninger, som stod rundt omkring. Hun opfattede ikke helt, at Doktoren holdte hende i hånden og de endnu engang løb sammen. Måske var det fordi, det føltes som om de aldrig var stoppet. 

*****

"Hvor er det spændende", sagde Doktoren, mens han og Rose stod udenfor en dør og ventede.

"Skal vi ikke banke på?" spurgte Rose. Der gik ikke lang tid, efter hun havde sagt det, før de kunne høre en stemme.

"Ja, hallo?" spurgte personen.

"Cleossan, det er mig!" sagde Doktoren begejstret.

"Jamen du gode Gud!" sagde manden, "Doktor! Hvor er det længe siden, jeg troede aldrig du ville komme tilbage". Han lød til at være glad for at høre Doktorens stemme igen.

"Ja!" sagde Doktoren og klaskede sine hænder sammen, "og jeg har Rose med. Rose Tyler". Der blev stille.

"Jeg må jo hellere lukke jer ind så!" svarede Cleossan og døren åbnede. Rose og Doktoren gik ind. De stod inde i en stor hall, alle møblerne lignede is, eller glas og var alle utroligt smukke. Det eneste der havde lidt farve, var puderne på en sofa, som stod der og nogle blomster, som til Roses store overraskelse, så helt normale ud. Gulvet var sort og var en form for fliser, mens væggene var helt hvide og lignede ganske almindeligt tapet. 

"Åh, Cleossan!" sagde Doktoren, da en mand kom gående ind ad døren til dem. Han så ganske normal ud, lige bortset fra, at han havde mørkegrønt hår.

"Doktor!" sagde manden og åbnede armene, for så at gå hen og give ham en krammer, "hvor ser du gammel ud! Hvor lang tid er det siden du så mig sidst?"

"Det er vel omkring 400 år siden", svarede Doktoren, "og hvad med dig?"

"Sådan cirka 5 år. Du burde komme noget oftere!" Cleossan kiggede bag Doktoren og fik øje på Rose.

"Halløj", sagde Rose og gav ham et smil.

"Du må være Rose Tyler", sagde han og gik hen for at give hende hånden, "hvor er det dejligt at møde dig".

"I lige måde", svarede Rose og de gav slip på hinanden.

"Nå Doktor", begyndte Cleossan, "fortæl mig så, hvad sker der? Hvorfor er du her?" Cleossans glade og venlige ansigt blev hurtigt meget mere alvorligt.

"Tja, jeg ville bare vise Rose planeten", svarede han uden at tøve. Selvom Doktoren normalt ville have løjet om den slags ting, så var det rent faktisk sandheden.

"Så..." Cleossan trak ordet lidt ud, "du er slet ikke interraseret i Shutis?"

"Shutis? Hvem er Shutis?" spurgte Doktoren.

"Lasal blev gravid for et års tid siden og hun fødte en lille søn", Cleossan kiggede stolt på Doktoren og Rose.

"Du er altså blevet far?" sagde Doktoren med det største smil og kiggede hurtigt over på Rose, "tillykke!"

"Se det var straks bedre!" Cleossan kiggede på dem begge, "kunne I tænke jer, at møde ham?"

"Selvfølgelig!" svarede Rose bestemt. De gik ud ad hallen og kom ind til en stue. Samme slags gulv, samme slags tapet og samme slags møbler. Meget stilrent og meget fantasifuldt på samme tid. Inde i stuen, var en stor trappe, som var lavet af samme materiale, som de andre møbler, den gik de op ad. Da de var kommet op ad trappen kunne både Rose og Doktoren mærke en kold brise, som sneg sig ind bag på dem. De kiggede på hinanden.

"Så! Det er bare sidste dør i enden af gangen", sagde Cleossan muntert og de traskede alle tre ned mod døren. Cleossan åbnede døren og til både Rose og Doktorens store forbavselse, kom de ind i et mørkt og koldt rum med en vugge og tonsvis af legetøj. 

"Jeg er hjemme!" blev der råbt fra underetagen.

"Det må være Lasal", sagde Cleossan, "jeg er tilbage om lidt". Så gik han ud ad døren og både Rose og Doktoren gik hen til den lille dreng, som lå i vuggen.

"Doktor?" sagde Rose spørgende og forsigtigt.

"Jeg ved det", svarede han og holdte en kort pause, "der er noget som ikke helt stemmer". 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...