Fastjorden

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 jul. 2013
  • Opdateret: 14 jul. 2013
  • Status: Igang
Det er år 3013 og luftskibene er blevet meget populære.
Karina er snart færdig med sin uddannelse som kaptajn. Men for at få det fulde diplom må hun og 400 andre lærlinge rejse med kaptajn 08’s luftskib til planeten Fastjorden. Men pludselig får Kaptajn 08 øje på et lys i mørket. Er det bare en stjerne eller er det en stor fare der truer det lille skib.

3Likes
0Kommentarer
298Visninger
AA

2. Trans14

Kapitel 2

Det var ikke længere en stjerne over Betlehem. Det var et stort skib, støre end dobbelt så stort som deres eget skib. Kaptajn 08 så bekymret på lille skrøbelige Karina, så lille og tynd og så alligevel en af de bedste lærlinge på skibet. Han vidste hvad der ville ske og han vidste, at hans skib ikke længere var hans. Han skulle være heldig hvis han slap levende fra det her.  Han kunne måske sælge alle de unge mænd på skibet. De kunne nok ikke bruge kvinderne til noget. Det bippede i hans øretelefon. ”Ja, det er kaptajn 08” der var stille i den anden ende. 08 skævede til Karina, der stod i sit sædvanlige hjørne. Hun så skræmt ud. ”Hallo, er der nogen” sagde han og kørte hans ene hånd over ratet. ”Kaptajn 08 jeg ved ikke om du kan huske mig, men jeg er Trans14 og jeg har ledt efter dig i flere år ” lød det hæst i den anden ende. 08 nikkede, han kunne udmærket godt huske Trans14. De havde gået i skole sammen. De havde været de bedste venner i mange år. Lige indtil de fik deres diplom. Trans14 ville bygge det største skib på hele fastjorden og så ville han erobre hele verden, og han ville have 08 med sig. Men 08 nægtede, og siden havde de ikke set hinanden. 08 tog en dybindånding, han havde hørt meget om at Trans14 havde bombet en hel by, kidnappet en masse unge mænd og tvunget de unge piger til at være sammen med gamle mænd. Han ville skabe en hel hær. Og der var igen, der turde stoppe ham. ”Ja, jeg husker dig, men hvad vil du med mig” Sagde 08 surt og lød måske en lillesmule bange. Der blev grint i den anden ende. ”Jeg vil da give dig endnu en chance for at komme med mig. Min kære gamle ven.” 08 rystede vredt på hovedet og gik lidt frem og tilbage. ”Jeg vil hellere dø end at blive som dig, dit monster” Kom han til at råbe, så det gav et sæt i Karina. ”Du er selv uden om det. Stop dit skib eller vi springer det i luften” lød det vredt fra Trans14, hans stemme var dyb og hæs og det gjorde helt ondt at høre ham snakke. ”Hvad vil du gøre” fik 08 fremstammet. Trans14 lo igen ”Vi har altid brug for nye friske mænd og unge kvinder der kan hjælpe os med at få flere mænd” sagde han. ”Du er et ondt menneske. Hvad gør du med kvinderne bagefter.” 08 kunne mærke hans ben ryste og måtte sætte sig lidt ned. ”Vi bruger kun pigerne en gang og så får de lov til at springe ud.” Trans14 grinte lidt. ”Jamen så dør de jo” råber 08 og tænkte på alle de 200 unge piger der var om bord på hans skib.  ”Mh… De skal jo ikke bruges til noget alligevel.” Den hæse stemme lo lidt igen. ,,Stop dit skib og jeg reder alle dine unge mænd.” fortsatte Trans14. Det bippede i øret. Han havde lagt på.

 

Karina stod og betragtede det store skib der nu var kommet helt op ved siden af dem. 08 Havde snakket med de andre kaptajner på skibet. De havde besluttet sig for at stoppe skibet og overgive sig. Karina vidste ikke hvad der ville ske, 08 havde ikke sagt noget til hende i lang tid. Gad vide hvad Røde mon tænker lige nu? Hun fik helt lyst til at løbe ned til ham. Men så vendte 08 sig endelig om og så på hende. ”Klip dit hår af” sagde han og rakte hende en saks. Karina så måbende på ham, hvad mente han dog med det? ,,Så kan det være du har en chance for at overleve” fortsatte han, da der ikke kom noget svar. ”Jamen hvad skal der dog ske kaptajn” peb Karina og så ud af vinduet. 08 sukkede og lagde en varm hånd på hendes skulder. ”Gør nu bare som jeg siger og hold dig til Røde, han skal nok passe på dig.” 08 vendte sig om og gik tilbage til sit skrivebord. Karina gjorde som hun havde fået besked på, og klippede sit lange blonde hår af. 08 skyndte sig at smide resterne af håret ud, og gav hende så en hat, der kunne dække øjnene lidt. ”Pas på dig selv og bevar troen på det gode” var det sidste han fik sagt til hende. Så skubbede han hende ud på gangen, hvor der igen var blevet uro. Hun løb ned af gangen og stødte ind i flere forvirrede mennesker. Hun stoppede der hvor Røde sagde at de skulle mødes. Hele hendes krop rystede og hun måtte sætte sig lidt ned. Gid hun var nede på Fastjorden lige nu, nede ved alle fuglene og træerne. ”Hvad sidder du der for, rejs dig op.” Lød det fra en velkendt stemme. Det var Røde, han kunne ikke genkende hende. Hun rejste sig hurtigt op. ”Det er mig, Karina” sagde hun og så på ham. Røde smilte lettet og trak hende ind til sig. ”Det er Trans14, han er ved et overtage skibet” hviskede han og så skræmt ned på hende. Karina nikkede, så det var det, der var ved at ske. Hun havde hørt meget om ham der Trans14. Han kidnappede unge og bombede byer. Men hun havde da aldrig i sit liv troet, at han også ville overtage deres lærlingeskib. Alarmen på hele skibet gik i gang og gangende blinkede rødt. Folk skreg op og løb rundt som aber i et bur. ”Hvad gør vi” hviskede Karina skræmt og så rundt på de grædende piger og råbende drenge. Røde tog hendes hånd og gav den et lille klem. ”Vi forholder os i ro og når de kommer gør vi bare som de siger” svarede han og pludselig gav skibet et ryk så alle røg ind i væggene, eller ned på det hårde gulv. En dør blev åbnet og en pige skreg.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...