Fastjorden

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 jul. 2013
  • Opdateret: 14 jul. 2013
  • Status: Igang
Det er år 3013 og luftskibene er blevet meget populære.
Karina er snart færdig med sin uddannelse som kaptajn. Men for at få det fulde diplom må hun og 400 andre lærlinge rejse med kaptajn 08’s luftskib til planeten Fastjorden. Men pludselig får Kaptajn 08 øje på et lys i mørket. Er det bare en stjerne eller er det en stor fare der truer det lille skib.

3Likes
0Kommentarer
369Visninger
AA

1. Et lys i mørket

Kapitel 1

Det lyser i mørket, som en stjerne over Betlehem. Karina ser forvirret rundt i styrehuset. Kaptajn 08 står og sluger sine daglige piller. De var løbet tør for mad for flere dage siden, så nu stod den på mættende piller. 08 havde tabt sig meget. Karina kunne huske da hun så ham for første gang, det var snart et år siden nu. Den gang smilede han og grinte så hans store mave hoppede op og ned. Men nu. Karina havde ikke lyst til at se på ham. Han var blevet så bleg, efter at de var taget af sted. Karina savnede den friske luft, at mærke solen varme hendes krop. Hun stod lidt og så ud på lyset i mørket, som kom tættere og tættere på. Bare de dog snart var fremme. De skulle have været på planeten Fastjorden for en måned siden nu.

 

Hun kunne høre hurtige skridt ude på gangen. Døren blev revet op, så der røg et lille vindpust over Karina der stod lille og tynd ved døren. 08 vendte sig om, han så skræmt på Røde som stod i døren. Alle kaldte ham røde, Karina vidste faktisk ikke hvad han rigtig hed, men Røde passede godt til hans røde strithår. ”Har i set lyset” Røde så ud af det store vindue med store øjne. 08 nikkede. ”Kaptajn 05 siger at vi skal fortsætte, men han ved endnu ikke hvad det er.” Røde gik med lange skridt rundt i styrehuset, han så lige så forvirret ud som Karina. De var kun i lærer, og det var første gang de var ude at flyve så langt. 08 tog en dyb indånding og rørte lidt ved ratet.  Så nikkede han venligt til Røde. ”Sig til 05 at vi fortsætter, men sætter farten lidt ned.” Røde nikkede og skyndte sig at løbe ud af døren igen. Man kunne høre hans løb i lang tid. 08 gik stille hen og trykkede på en masse knapper. Karina smilte, det så så professionelt ud. Hun glædede sig til at hun havde gjort sin uddannelse færdig som kaptajn. Så ville hun bygge sit helt eget skib og se lige så professionel ud som 08. ”Og du kan godt gå ned og bede de andre om at stå op, vi skal have gjort klar” sagde 08 uden at se op fra sit skrivebord. Karina turde ikke at spørge, hvad de skulle have gjort klar til, men hun havde bange anelser.

 

Da hun kom tilbage var lyset blevet skarpere, og 08 kastede et par briller hen til hende. Han havde selv taget sine på, så han ikke blev distraheret af lyset. ”Vi har nok ikke en chance, men hold dig i ro. Hvis der sker noget med mig, skal du fortsætte det du har gang i. Jeg skal nok klare mig selv.” 08 gik rundt i styrehuset, trykkede på knapper og trak i håndtag. Karina var forvirret og vidste ikke hvad hun skulle sige, tænke eller gøre. Hun stod bare som limet fast til det hårde beton gulv. Var det et andet skib som fløj imod dem? Hvorfor var 08 så bange? Karina kunne høre folk gå frem og tilbage ude på gangen. Nogle råbte, at de alle skulle dø og det var verdens ende de fløj imod. Karina måtte støtte sig til væggen for ikke at besvime. Skulle de dø? Var det verdens ende? ”Få dem til at forholde sig roligt, det går ikke det andet” lød det pludselig fra 08 som nu stod ved ratet. Karina nikkede og gik med små skridt ud på gangen.

 

Folk løb forvirret rundt. Både piger og drenge havde de samme blå dragter på. ”Hey ro på folkens, hey…” ingen hørte hende. Hun var som luft. En pige på hendes egen alder stod og tudbrølede, mens en anden pige skældte hende ud. En dreng løb rundt og råbte de forfærdeligste ting. Karina kunne mærke gråden presse på. Hvad skulle hun gøre? Der var jo ingen der ville høre på hende. ”Hey tag det roligt, vi…” prøvede hun igen men det hjalp ikke. Hun turde ikke gå tilbage til 08, hvad ville han ikke sige? Han ville i hvert fald ikke give hende hendes diplom, hvis hun var sådan en svækling, der ikke engang kunne få folk til at tage det roligt. ”Hey, jeg… Åh kan i ikke…” Hun rystede opgivende på hovedet og så ned. Der lød et højt pift bag hende. Hun vendte sig om og så lige ind i et par brune øjne. ”Så tier vi lige stille og tager den med ro venner” Råbte Røde og smilte venligt til Karina.  ”Vi ved endnu ikke, hvad det er vi bevæger os imod, men vi har altså styr på det. Så forhold jer nu i ro og fortsæt jeres arbejde.” Røde nikkede kort for at vise at han var færdig. Der lød en hvisken rundt omkring, og folk fortsatte deres arbejde. Karina smilte taknemligt til røde, ”tak” hviskede hun og fik helt lyst til at omfavne ham. Røde tog sig til hovedet, han så sløj ud. Det havde været hårdt for ham at gå rundt på skibet i snart 3 måneder. ”Er du okay” Karina lagde sin hånd på hans skulder og glemte helt, at de kunne blive fyret hvis de snakkede for meget sammen, og så fik hun heller ikke sit diplom. ”Jeg har det fint tak” svarede han uden at se på hende. Hans røde hår strittede ud til alle sider. Han lignede lidt en professor. Han begyndte at gå, men vendte sig pludselig om og så direkte på hende. ”Hvis der sker noget… så mødes vi her” Sagde han og vendte sig om igen og løb tilbage til venstre styrehus hvor kaptajn 05 opholdte sig. Hvorfor skulle de mødes her og hvornår? Det gav et sug i maven, hvad skulle der dog ske? ”Hallo, kom i gang med arbejdet” lød det surt fra en ældre mand. Karina vendte sig om, og gik hurtigt tilbage til 08.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...