Paranormal

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 jul. 2013
  • Opdateret: 31 jul. 2013
  • Status: Igang
Claire Monroe og hendes familie er flyttet ind i et stort palæ med navnet Paranormal. Et palæ der ligger langt fra alt og alle.
På dette sted kommer den ellers ikke overtroiske Claire ud for forskellige ting der skrammer hende fra vid og sans, men det er blot begyndelsen. Dog tror Claire's forældre ikke på hende. Ikke engang da Claire's lillesøster, Gabrielle, forsvinder sporløst en nat.
Ude i den store navnløse skov ved siden af Familien Monroe's palæ, ser hun ting hun aldrig skulle havde set og som hun aldrig ville kunne glemme. For hun finder bl.a. sin lillesøster.
Det åbner for en hemmelighed der ikke er til at begribe. Der er ingen grund til alt dette. Det er bare en leg. Et spil. et farligt spil. Spillet igen. Og igen. Og igen. Og igen. Bare for sjov.
Paranormal!

13Likes
4Kommentarer
737Visninger
AA

3. Ingen vil tro

Claire's hjerte hamrede stadig i brystet på hende, som om det ville sprænge hendes bryst og hoppe ud og væk. Hendes mave gjorde ondt af det chok, hun havde fået, og følelsen, af hvor farlig det her sted var.

Claire var svimmel, hun kunne knap se ud af sine øjne, og hendes ben truede med at bukke under for vægten af hendes rystende krop og ikke kunne komme op igen.

Hvad i al verden skulle hun gøre? Hun måtte først og fremmest finde et anden vej ned til sin mor og far. Det måtte der da være flere gange og døre ned til sin mor og far, på sådan et stort sted. Det føltes som om hun prøvede at løbe i vand; Som om hun løb i slowmotion. Hendes ben føltes tunge som var de lavet af sten, men hun måtte komme væk!

 

Da Claire endelig var kommet ned i den store dagligstue, løb hun hen til sin mor der sad og strikkede i en sofa, og kastede sig i armene på hende. Hun var forpustet og måtte lige få luft inde hun fortalte sin mor om det hele.

Mrs. Monroe tog hende lidt væk fra sig for at se på hende med et bekymret ansigtsudtryk.

"Jamen Claire, dog. Hvad er der galt?" Spurgte hun. Der gik små 10 sekunder før Claire svarede hende.

"Jeg.. Jeg gik rundt i huset og kunne høre nogen snakke i et rum. Det kunne ikke være jer så jeg åbnede døren for at se hvem det kunne være, og... og.. Det var to små piger, på måske Gabrielle's alder. De var spøgelses agtige og havde mærkelige øjne og spurgte om jeg ville lege og.. og.." Mrs. Monroe afbrød hende: "Lille skat, tror du ikke du har set syner?" Claire så forvirret op på sin mor. Hvorfor tror hun ikke på de? -Tænker hun.

"M-Mor! Det er sandt! Tro på mig. Jeg.. Jeg kan selv vise dig dem, jeg låste dem inde.." Claire var stadig forpustet og hendes mor, lidt bekymret for hende, men fulgte alligevel med.

 

"Det er herinde." Sagde Claire roligt, men med voldsomt bankende hjerte og bange anelser om hvad de to uhyggelige spøgelses piger vil gøre.

Hendes hånd rystede da hun tog han om den forgyldte nøgle og langsomt drejede om på den. Der lød et lille klik fra låsen. Hun lukkede øjnene, tog en dyb indånding og åbnede øjnene igen, før hun tog ned i dørhåndtaget. Døren går op.

Da Claire har set søgende rundt i det tomme rum, blinkede hun forvirret med øjnene. Pigerne var væk. Spørgsmål summede rundt i hovedet på hende. Spørgsmål som "Hvor i alverden er de henne? Hvordan er de kommet ud af rummet når jeg havde låst døren? De kan være gået igennem en låst dør?" det sidste spørgsmål slog Claire ud af hovedet. Nok var pigerne ligblege og lignede spøgelse, men de var ikke gennemsigtige og der finde ikke spøgelser! Fastslå Claire. "Men hvordan er de så komme ud? Er de hoppet ud af vinduet?". Ved sidste spørgsmål går hun hen til de lukkede vinduer og ser ud. Det er 3. sal så de ville ikke havde overlevet det fald ned, men der var ingen lig at se. Ingen kvæstede kroppe, intet blod og hvordan skulle de også kunne lukke vinduerne efter sig? Det sidste spørgsmål Claire stillede sig selv var "Hvor er pigerne nu?".

Hun vendte sig mod sin mor der så bekymret på sin ældste datter.

"Det er rigtigt! De var her.." Sagde hun med svag stemme for at overbevise sin mor.

"Lille skat. Jeg forstår godt at du er ked af at flytte fra dine venner og at det her sted er meget langt væk fra alt, men at opdigte sådanne historier.. Jeg forstår ikke din opførsel," Mrs. Monroe gik hen og mærker på Claire's pande og kinder. "Du må havde se syner. Du er varm så jeg synes du skulle gå ind og hvile dig lidt."

"Nej mor, jeg ved hvad jeg så og hørte! Det er rigtigt!" Forsvarede Claire sig, men det blik hendes mor sendte kendte hun godt, og hun vidste at der ikke var noget hun kunne gøre for at få sin mor til at tro.

 

I hendes værelse på første sal kom hun i natkjole og blev lagt i seng, selvom hun slet ikke var træt. Da moderen gik lå Claire bare med åbne øjne og tænkte på de tog piger: På deres øjne. På den måde de uhyggeligt meget lignede hinanden og på deres uhyggelige stemmer der talte i kor som om de havde øvet sig tusind vis af gange. På den måde de kiggede på hende og spurgte om hun ville "lege" og bevægede sig helt i takt med hinanden. Det løb hende koldt ned af ryggen ved tanken om dem. Et spørgsmål Claire også stillede sig selv, var: Hvad kunne der mere ske på dette forfærdelige sted?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...