It's because, I'm human {1D}

Føler du nogensinde dit liv er noget lort? At fortiden plager dig alt for meget, så den ligefrem får dig til at gøre modbydelige ting mod dig selv? Sådan har den 18-årige Rie Johnson og den 20-årige Zayn Malik det: to vidt forskellige mennesker, men har en ting tilfælles - de hader sig selv. Den ene med alt for lidt selvtillid og forladt af sine forældre - den anden som er fuldstændig ødelagt over skilsmissen med kæresten samme aften, som han ville havde friet til hende. Begge deres liv er et helvede for dem og de venter egentlig bare på deres evige rutsjebanetur vil gå op af bakke - men de tvivler på om det nogensinde sker. De er begge to tæt ved at ramme bunden. Men sådanne mirakler sker ikke kun på film - for hvad sker der når de to mennesker kommer i kontakt med hinanden? Vil de sammen kunne finde noget glæde i livet, eller er det fuldstændig udelukket?

82Likes
48Kommentarer
13433Visninger
AA

10. Chapter 9.

Zayns synsvinkel:
"Zayn!" 
Jeg mærker hvordan vreden langsomt begynder at pumpe rundt i min krop. Jeg hader at blive vækket på den måde! Og det har jeg fortalt dem millioner af gange, men de kan for helvede ikke få det ind i deres små hjerner. Døren til værelset bliver der banket på nogle par gange, før den bliver åbnet og det gule lys fra gangen flyver direkte ind i mit ansigt. Irriteret vender jeg mig den anden vej og lægger dynen over mit hoved. 
"Zayn!" gentager personen, som jeg hurtigt genkender at være Liam. Hvad helvede laver han i min lejlighed? 
Oh ja, alle drengene har enhver en nøgle hertil, som vi uddelte til hinanden engang, så jeg også har de andres - og jeg fortryder sådan jeg gav dem det. De kommer på de værste tidspunkter - specielt om morgenen. 
Lorte start på dagen. 
"Zayn." Liams stemme bliver højere, hvilket betyder at han er kommet tættere på, "du skal op." 
Du er ikke min fucking mor. 
"Zayn!"
"Hvad fuck vil du?!" råber jeg, sætter mig lynhurtigt op i sengen med et vredt blik rettet mod ham. Jeg mærker hovedpinen kommer snigende og de hvide prikker og streger kommer ind i min synsvinkel - jeg havde sat mig op for hurtigt. For satan. 
"Du skal op!" hvæsede han og rev min dyne af mig, så hele min krop blev blottet. Jeg kiggede irriteret på ham, "det skal du ikke bestemme, din fuck." 
"Vi skal holde koncert om fem timer," sukker han, "og det har du selvfølgelig glemt."  
"Fem timer?" gentager jeg, "også vækker du mig nu!?" 
Han skal til at åbne munden, men jeg afbryder ham, "vi skal sgu da holde den her i London, så det er jo ikke fordi vi skal kør-" 
"Nej, men hvis du sover længere så vågner du en time før koncerten, også er du helt udmattet - præcis som sidste gang.. og sidste gang.. og faktisk også sids-" 
"Okay, jeg har fattet det," hvæser jeg af ham, "gider du så godt skride nu? Jeg er oppe." 
"Hvis jeg går, lægger du dig bare til at sove igen," sukker han og kigger alvorligt på mig, "jeg ringer efter de andre drenge, som kan komme over og spise morgenmad - så jeg råder til dig at få fingeren ud af røven, og begynde at lave morgenmad, for du får gæster om lidt."
"Det er mit hjem, det skal du ikke best-" 
"Jeg har også en nøgle hertil, så det er teknisk set også mit. Se og kom i gang," 
"Det er mit hjem!" hvæser jeg hurtigt, "og hvorfor er det så ikke dig der laver morgenmad?" 
"Fordi det jo er dit hjem." siger han kort og rejser sig op, tager min dyne under armen og går ud af rummet. Jeg læner mit hoved bagud og skriger mentalt. 
Jeg svinger mine ben udover sengekanten og mærker hvordan trætheden kører ind over mig. Mit hoved dunker en smule og min hals er helt tør. 
"Og desuden.. Zayn?" siger Liam, da han pludselig står i dørkammen igen, "ringer du lige og spørgere Louis og Harry? Jeg skal lige snakke med Niall om noget som kan tage noget tid.." 
Jeg skal til at åbne munden, men nu var det åbenbart hans tur til at afbryde mig, "tak." han smilede med et irriterende smil til mig, før han vendte sig rundt, men som jeg troede han skulle til at gå, vendte han sig rundt igen. "Og det er godt du er oppe." Han bukkede sig ned og samlede min dyne op fra jorden som åbenbart lagde ved siden af min dør og kastede den ind i værelset, før han lukkede døren i og forsvandt. 
Endnu engang skreg jeg mentalt. 
Jeg går hen til dynen, samler den op og smider den hen i sengen. Jeg overvejer kort at gå i seng igen bare for at provokere Liam, men det ville nok ende med en røvfuld, derfor droppede jeg det hurtigt. Jeg tøffede hen til mit skab, hvor jeg hurtigt rev en tilfældig trøje og nogle tilfældige bukser ud. 
Bukserne viste sig at være nogle grå jogging bukser, og trøjen var bare helt almindelig sort med en V-udskæring. Jeg tog det hurtigt på, droppede strømper og gik ud i køkkenet. Liam stod lænet op af køkkenbordet med telefonen oppe mod øret. "Ja, jeg har set det." Jeg kiggede forvirret på ham, men han havde vidst ikke set mig endnu, da han stod og kiggede ned i jorden. "Jep, det gør han nemlig." 
Hvad snakker han om?
"Det var også derfor han så sådan ud, da han så hende på Starbucks." Jeg skyndte mig at træde ud af dørkammen til køkkenet og læne mig op af væggen ved siden af, for at han ikke skulle opdage mig. 
"Hun ser da også flink ud." 
Rie? 
"Ja, jeg tror endelig han er kommet over Perrie." 
Perrie.
"Men jeg var inde ved ham i morges.. ja, jeg ved godt han hader at blive vækket om morgenen Niall, og han blev også sur, men det er jo ikke noget nyt. Men alligevel skreg han ikke eller kastede ting efter os, som han gjorde dengang. Hun har en god effekt på ham... ja, det er bare godt." 
Jeg bed mig en smule i læben. 
"..Ja, Rie, hedder hun." 
Rie. 
"Jeg vil gerne møde hende, faktisk. Hun virker som et godt menneske." 
Godt menneske? Ja, det er hun da. Vel det er da tydeligt at hun skriger efter hjælp og ikke har det specielt godt. Er det virkelig kun mig der kan se det? Liam plejer ellers at være god til sådan noget. 
"Ja, det var faktisk en god idé!"
Jeg sukker lydløst og bevæger mig ind på mit værelse igen, hvor min telefon ligger, da jeg kommer i tanke om jeg jo skal ringe til Louis og Harry. 
Jeg finder Harrys nummer inde i mit kontaktbog og ringer ham op - de bor sammen, så jeg behøver ikke at snakke med Louis på nogen måde gennem telefonen. Vi er også ret uvenner, så det ville også blive ret sært - men fuck det. Fuck ham. 
Telefonen bibber nogle gange, før den bliver taget og Louis stemme lyder overraskende i telefonen, "hallo?" 
Hvorfor helvede har Louis taget hans telefon? 
Jeg sukker irriteret og mumler et hej. "Zayn?" spørgere han, og kan hurtigt høre hvordan hans stemme forandre sig. "Jeg ringede til Harry," sagde jeg irriteret. 
"Og?" 
"Hvorfor helvede tager du den så?" snerrer jeg vredt. 
"Hvad vil du?" sukker han håbløst. Jeg bider i kinden, "sig til Harry i kommer herover, i min lejlighed og får morgenmad. Du behøver ikke, for jeg ville være lykkelig over at ikke skulle glo på dit fjæs. Hej." 
Jeg tager telefonen ned fra øret, lægger hurtigt på og skubber den i lommen på de løse jogging bukser. Jeg drejer mig rundt og får et hjertestop af Liam, som står lænet op af dørkammet med knibene øjne og et alvorligt blik. "Sagde du det til Louis?" spørgere han med en vred stemme. Jeg løfter bare det ene øjenbryn, smutter forbi ham og lader med vilje min skulder ramme hans. 

 

Zzz


Liam havde klaget en del over, at jeg bare gav dem nogle tørre toast og varmede en frysepizza til dem, fordi han mente at jeg åbenbart skulle lave noget mad. Altså bacon, røræg og alt det der shit, men no way - så skulle jeg lave det til mig, og kun mig. De fortjener slet ikke at få sådan noget mad fra mig. 
Men det var faktisk gået fint, det var slet ikke så akavet som jeg troede det ville blive. Niall var åbenbart i snakkehumør idag og snakkede godt sammen med Liam og Harry. Louis og jeg derimod sagde ikke et ord, sad bare og gloede ned i maden, mens vi nogle gange sendte hinanden nogle vrede blik. Jeg var virkelig pissed' på ham, og han var også på mig. 
Han var der ikke for mig, da jeg mistede hende. Han mente bare jeg skulle komme videre med det samme, og hun aldrig nogensinde havde været det værd. Det havde bare sat mit pis i kog - det er derfor jeg har sådan et indre had til ham. 
Og han har til mig, fordi han mener at min opførelse og mit 'nye jeg' er helt forkert. At han direkte hader mig, når jeg skal være sådan - eller når jeg er, som jeg er nu. 
Hvad er det han snakker om? Ja, det kan godt være jeg er lidt forandret, og jeg nemmere bliver vred og sådan, men forhelvede; jeg har mistet min eneste ene. Perrie, pigen jeg elskede højere end noget andet. Højere end mig selv. 
Jeg har været et fjols overfor hende. Jeg føler jeg ikke har behandlet hende godt nok. Alt hvad jeg ville, var at give hende et perfekt forhold. Som man får, når man søger på google evt. At drengen krammede pigen bagfra, spillede sammen med hende, vaskede hendes hår, gav hende massage og alt det der. Men åbenbart var det ikke godt nok. Jeg var blevet brugt af hende, hun havde brugt mig og min berømmelse. Men alligevel kan jeg ikke komme over hende. Hun har bare påvirket mit humør og generelt bare.. ødelagt mit liv. 
Det er overdrevet ja, men det er sandheden. 
"Zayn?" 
Oh ja, drengene er ikke skredet endnu, fordi de havde bestemt sig for at blive, indtil vi skulle spille koncerten. Jeg havde bare sukket, da de sagde det, og lod dem gøre hvad de vil, mens jeg gik ind på mit værelse og lukkede døren. Jeg kiggede op fra min telefon, som jeg havde spillet en smule på. Ja, hvad skulle jeg ellers lave?
Jeg sukker, da Harrys stemme fylder rummet og mumler et hvad.
"Vi har besluttet noget." 
Selvom jeg var skide nysgerrig holder jeg facaden og kigger ligegyldigt på dem. "Hvad?" 
"Vi har snakket med Paul, og han har skaffet en plads til Rie så hun kan komme med til koncerten," lyder Nialls stemme som kigger spændt på mig, som om han tror at jeg vil gå amork, juble og kysse dem af glæde. Istedet får jeg bare et sus i maven, men holder stadig facaden. "Og hvorfor skal hun det?" 
Selvom jeg godt vidste hvorfor. 

Jeg vil gerne møde hende, faktisk. Hun virker som et godt menneske.
Liams ord kører kort rundt i mit hoved, og som tænkt svarede Liam præcis det samme. Præcis den samme sætning, præcis de samme ord glider ud af hans mund.
"Desværre ikke backstage, da Eleanor har dem og vi fik ikke lov af Paul, til at få flere derind, fordi vi ikke kender hende særlig godt endnu." siger Harry og kigger ned i jorden. Mit blik glider over på Louis, som står med et hånligt smil på læberne, hvilket får mit til at sende ham en vred grimasse. Liam giver ham en albue i siden, hvilket får hans smil til at falme og kigger på ham med et 'forvirrende' blik, som om han ikke vidste hvad han havde gjort. Liam ruller bare kort øjne og kigger hen på mig igen - og præcis som havde kigget væk, gled smilet endnu engang op på Louis læber. 
"Hun kunne jo smadre et eller andet," forsætter Harry, hvilket får vreden til at køre op i mig, men vælger at prøve at falde ned. At råbe eller smide med ting efter dem, det orker jeg ikke - specielt når klokken kun er halv elleve, og jeg egentlig ikke er vågnet endnu. 
En og en halv time til koncerten. 
"..Eller stjæle -" 
"Jaja, jeg har fattet hun ikke kommer med backstage." vrisser jeg hårdt af ham, og med et holder han sin kæft og kigger beklagende på mig. Liam sukker, "men Paul har skaffet billetterne, og var faktisk med dem lige før.. Hun skal sidde på anden række, sæde" - han kiggede ned på billetten, som han stod med i hånden - "sæde 39." 
Jeg nikkede kort og spillede ligeglad, selvom jeg egentlig var en smule glad for, at de gjorde det for mig. For at have Rie med til en af vores koncert, ville egentlig være ret fedt. 
"Så.. du kunne jo køre over med dem nu?" siger Niall hurtigt og smiler forsigtigt til mig. Jeg bider mig i læben for ikke at smile og rejser mig hurtigt op fra sengen, river billetten ud af Liams hånd og går ud i gangen, hvor jeg begynder at tage sko og overtøj på. 

 

Zzz


Køreturen hen til hende gik ret langsomt, da der var ret meget trafik, men med høj musik på gik det lidt hurtigere. Det var faktisk ret sjovt, fordi en af vores sange blev spillet. Ret pussit. 
Og de nævnte alle vores navne der er med i One Direction. At høre sin egen stemme, egen sang og ens eget navn i radioen, det er så underligt. Jeg er stadig ikke van til det endnu - selvom jeg har været kendt i lang tid nu. Men jeg holdte foran Ries lejlighed og studerede den for groft. Området var en smule øde og lejligheden så næsten.. uhyggelig ud. Ikke for at disse den eller noget, men hold kæft den var grim. 
En del af mig havde lyst til at bede hende om at flytte ind hos mig, eller købe hende et hus - for det ser ikke ligefrem behageligt ud at bo i det der.. Der var endda revner i døren og et smadret vindue - hvor der var et lys der brændte, hvilket betød at hun var hjemme. Ellers havde hun glemt at slukke lyset.
Jeg greb fat i papiret som medførte gratis adgang til vores det sted, vi skulle holde koncerten og sprang ud af bilen. Jeg gik op af de seks trapper og stillede mig foran døren. Jeg knyttede min næve og bankede blidt på døren, men alligevel hårdt så jeg var sikker på hun hørte det.
Mavefornemmelser kørte rundt i min mave og spændingen helt ud til fingerspidserne. 
Efter de tyve sekundter banker jeg endnu engang, men der skete ikke noget alligevel. Jeg sukker en smule og venter lidt mere, mens jeg banker få gange mere. Men da jeg havde stået der i omkring fire minutter sukkede jeg og puttede bare billetten gennem brevsprækken som heldigvis var i hendes dør og bankede ekstra hårdt, så hun ikke kunne undgå at høre det. Jeg ved hun er hjemme, for der var lys i et af rummene. 
Jeg puttede den igennem, vendte mig rundt og gik ned af trappen og hen mod min bil igen. Jeg kunne mærke en regndråbe lande i mit hår og bannede mentalt. 
Lige inden jeg skal til at sætte mig ind i min bil, vender jeg rundt mod huset igen og kigger hen mod vinduet, hvor jeg havde set lyset brænde. Et sus går igennem min mave, da jeg ser en skygge af en person og efterfulgt af noget flangerende hår, som var lilla, så jeg gekendte hende hurtigt. 
Skuffelsen kørte indover mig; hun havde hørt mig, bare ikke lukket op. Selvom jeg var skuffet, håbede jeg alligevel hun ville komme til koncerten. Jeg ville gerne have hun skulle komme. Så jeg kunne møde hende igen, selvom vi sås igår. 
Lyset i vinduet blev pludselig slukket og jeg sukkede højlydt. Jeg ved ikke om hun kunne se mig, men alligevel sendte jeg vinduet et skuffende blik, så hun måske forstod hvordan det påvirkede mig, at hun ikke ville se mig. Jeg sukkede endnu engang, før jeg satte mig ind i bilen og tændte den, før at køre hjem igen. Jeg skulle gøre mig klar til koncerten og hvile min stemme - for hvis hun er der i aften ville jeg gøre mig ekstra umage for at ramme tonerne, og bare gøre det bedst muligt. 

 

Zzz

Sååå, det her kapitel blev lidt længere end de andre, lagde I mærke til det? Men, hvad synes i om at Zayn vil gøre sit bedste til koncerten hvis Rie er der? Tror I han har fået følelser for hende? x

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...