It's because, I'm human {1D}

Føler du nogensinde dit liv er noget lort? At fortiden plager dig alt for meget, så den ligefrem får dig til at gøre modbydelige ting mod dig selv? Sådan har den 18-årige Rie Johnson og den 20-årige Zayn Malik det: to vidt forskellige mennesker, men har en ting tilfælles - de hader sig selv. Den ene med alt for lidt selvtillid og forladt af sine forældre - den anden som er fuldstændig ødelagt over skilsmissen med kæresten samme aften, som han ville havde friet til hende. Begge deres liv er et helvede for dem og de venter egentlig bare på deres evige rutsjebanetur vil gå op af bakke - men de tvivler på om det nogensinde sker. De er begge to tæt ved at ramme bunden. Men sådanne mirakler sker ikke kun på film - for hvad sker der når de to mennesker kommer i kontakt med hinanden? Vil de sammen kunne finde noget glæde i livet, eller er det fuldstændig udelukket?

82Likes
48Kommentarer
13079Visninger
AA

6. Chapter 5.

Zayns synsvinkel:

Jeg var faktisk overrasket over mig selv, at jeg kunne vågne ved bare sådan en lille lyd. Ihvertfald kunne jeg høre nogle skridt gå langs ned af gangen, og det fik mig til at slå øjnene lynhurtigt op. Jeg kiggede kort på den tomme plads ved min side og som troet vidste jeg, at det ville være Rie som gik rundt i huset. Ret underligt at hun bare begynder at gå rundt i mit hus, istedet for at.. ja, jeg ved ikke, blive liggende? 
Alligevel havde jeg håbet på det bare var en af drengene, men alligevel ikke - for jeg gad egentlig ikke have de skulle komme, eller opdage jeg har haft et one night stand, men så havde jeg håbet på at se Ries ansigt som det første, når jeg vågnede op.
Åh gosh, hvad er det for noget lort jeg siger? 
Tøvende rev jeg det tynde stof af mig og rejste mig op, og kunne hurtigt mærke kulden omfavne min krop. Jeg fiskede hurtigt boxerne op fra gulvet og snuppede dem på. Jeg fandt hendes kjole under sengen så jeg snuppede den hurtigt. Lidt mærkeligt at hun ikke har taget den på endnu, men det må hun jo om. Uden mere, begyndte jeg at gå ud i gangen og gå efter lyden af en.. plastisk pose..?
"Rie?" kaldte jeg, men min morgenstemme ødelagde det, fordi den var så tør og hæs. Jeg hostede en smule, inden jeg begyndte at gå ind i stuen, hvor den sære lyd var højest. Render hun rundt med en plastiskpose? Hvad fanden? "Rie? Hvad fanden laver du?" hvæser jeg vredt, da jeg ser posen i hendes hånd, som hurtigt bliver gemt bag hendes ryg. Alligevel spottede mine øjne noget slags.. mærkelige sår på hendes arm.. som også var på hendes ben, havde jeg kort lagt mærke til. "Rie, hvad er det på dine arme og ben?" spurgte jeg ligeud. Hendes ansigt kunne jeg tydelig se blev en smule nervøs, indtil hun satte en ligeglad facade op. "Øm det er bare-" "Er der ar?" udbryder jeg og mine øjne spjætter op, "Rie, cutter du i dig selv?" Jeg tager fat i hendes ene arm og kigger grundigt på sårene, som jeg tydeligt kunne genkende som ar. "Hvorfor?" spørgere jeg alvorligt og snupper posen ud af hendes hånd. Igennem kunne jeg se noget alla guld, derfor blev jeg en smule nysgerrig. Jeg åbner posen og skimmer kort Perries glemte smykker, men hurtigt smider jeg dem vredt over i sofaen. Jeg sukker lydløst og prøver at formindske min vrede en smule, ved at knytte mine næver. "Jeg.. Jeg ved ikke hvorfor jeg cutter, eller hvorfor jeg ville stjæle," siger hun lavt og nikker kort hen mod posen, "det der." Jeg kastede bare hendes kjole over til hende og så hun tog den på. "Det må du gerne," sukker jeg, og sætter mig ned i sofaen.  Hun løfter det ene øjenbryn og kigger mærkeligt på mig, og skal nok til at sige et 'hvad'? "Det var min ekskærestes," forklare jeg. "Jeg er ikke helt med?" siger hun forvirret og sætter sig ved siden af mig.. Jeg sukker kort, før jeg begynder. "Jeg ville fri til hende, men samme aften slog hun op." jeg borrer mine øjne ind i hendes, og kan mærke hvordan tvangen til at græde kører op i mig.
"Oh," siger hun kort, "Det.. beklager jeg..?" spørgere hun. Jeg bider mig i læben, indtil jeg opdager hun fisker efter mit navn - som hun egentlig stadig ikke vidste endnu. "Zayn." 
"Det beklager jeg Zayn," siger hun og kigger ned på hendes ben. Jeg lægger hurtigt en hånd på hendes lår, don't no why, og kigger på hende med et lille smil, "det er okay." 
Hun nikker langsomt før hun skæver ned mod min hånd, som jeg hurtigt flytter. "Jeg skrider," mumlede hun kort, før hun rejser sig lynhurtigt op fra sofaen. "Hvad?" spørgere jeg overrasket og prøver at fange hendes hånd, men jeg nåede det ikke, før hun begyndte at gå ud mod gangen. "Rie!" råber jeg efter hende og flyver op af sofaen. Hun stopper hendes bevægelser efter hun var halvt ude af døren. Hun kigger på mig med et løftet øjenbryn. Jeg klør mig akavet i nakken, "må jeg ikke.. få dit nummer?" spørgere jeg, hun kigger dumt på mig, "så vi evt. kunne ses igen?" forsøger jeg.
Et højt grin undslipper hendes læber, "hør her Zack-" 
"Det er Zayn." 
"Jaja, hvad end du siger," hvæser hun og vrifer ligegyldigt med hendes hænder, "jeg ser altså ikke mine one night stands igen, okay? Det var hyggeligt i nats og well.. vores lille snak her i morges, jaja, men ellers tak du." siger hun og bevæger sig ud af huset og smækker med døren, så det runger gennem hele huset. 
Hele det tomme hus.
Siden Perrie flyttede ud er det blevet så ensomt, at det piner mig selv at høre på stilheden i rummene. Vi var flyttet sammen, og det hele var egentlig perfekt. Vi havde masser af plads, det hele var godt, selv havde Perrie et rum, hvor hun nogengange hængte ud sammen med hendes veninder og sov, hvis jeg sov med drengene - og jeg havde mit eget, hvis det var omvendt, bare med piger ik'. Og når vi så begge var hjemme sov i sammen i vores fælles rum, for ellers ville det være ensomt at sove der alene. 
Jeg smider mig i sofaen inde i stuen og skal til at tænde for tvet, før min telefon, som ligger på stuebordet, lyser op. Eller, Louis' navn lyser op. Faktisk så blinker den, hvilket betyder at han ringer. Jeg overvejer kort at ignorer den, da jeg ikke orker dem, men alligevel har jeg intet og lave, så. "Hallo?" spørgere jeg da jeg tog den. Der lød noget støj i baggrunden, hvilket vel betød at de kørte bil. "Hey bro," lyder Nialls friske iriske accent. "Hej," svarede jeg kort, før jeg lagde mine ben op på sofabordet. "Vi tager ud og spiser morgenmad. Vil du med?.. Eller du har intet valg, for vi er allerede på vej." 
Jeg smiler kort, "ja tak, og jeg ved præcis hvor vi skal hen, og spise." 

 

Zzz.

Så kom kapitel 5 ud! Hvad synes i om selve movellaen indtil videre? Både mig og Laura beklager hvis der går tid mellem udgivelserne af kapitlerne, men vi har begge meget at se til så det er ikke altid vi lige har tid til at udgive, desværre. Hvad synes i om Zayns opførelse? Og Ries? LIKE, KOMMETER OG ALT DET DER I DEJLIGE MENNESKER.

btw, Natacha her :p x

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...