It's because, I'm human {1D}

Føler du nogensinde dit liv er noget lort? At fortiden plager dig alt for meget, så den ligefrem får dig til at gøre modbydelige ting mod dig selv? Sådan har den 18-årige Rie Johnson og den 20-årige Zayn Malik det: to vidt forskellige mennesker, men har en ting tilfælles - de hader sig selv. Den ene med alt for lidt selvtillid og forladt af sine forældre - den anden som er fuldstændig ødelagt over skilsmissen med kæresten samme aften, som han ville havde friet til hende. Begge deres liv er et helvede for dem og de venter egentlig bare på deres evige rutsjebanetur vil gå op af bakke - men de tvivler på om det nogensinde sker. De er begge to tæt ved at ramme bunden. Men sådanne mirakler sker ikke kun på film - for hvad sker der når de to mennesker kommer i kontakt med hinanden? Vil de sammen kunne finde noget glæde i livet, eller er det fuldstændig udelukket?

82Likes
48Kommentarer
13438Visninger
AA

38. Chapter 37.


Zayns synsvinkel.

Jeg slukker hurtigt for fjernsynet, da jeg hører hoveddøren gå op og derefter blive lukket igen. "Perrie?" råber jeg og skal til at rejse mig og løbe ud i gangen, men hun var hurtigst og stod allerede i stuen. Hendes hår sad uglet og hun havde ingen makeup på, og det samme tøj på som igår. "Perrie hør.. jeg er ked af det!"
Hun svarer ikke og står bare og stirrer på mig. "Du er den eneste jeg vil have," hvisker jeg og går hen til hende, tager hendes ansigt i mine hænder og kigger hende dybt i øjnene. Hun smiler kort og nikker så. Jeg sukker lettet og kysser hende let på panden.

"Jeg elsker dig Zayn, undskyld." udbryder hun pludselig og svinger armene omkring mig og presser mig tæt på hende. Jeg svinger også mine arme om hende og holder hende tæt på hende, prøver at nyde hendes nærvær. "Øh?" siger hun forvirret og trækker sig ud, "jeg elsker dig?" gentog hende og hurtigt kom jeg i tanke om jeg skulle svare. "Jeg elsker også dig Perrie," siger jeg hurtigt og trækker hende hen til mig igen. Vi fik os sat ned i sofaen og jeg trak hende hen til mig, og hun lagde hovedet på mit bryst, jeg kyssede hende blidt i håret og tændte fjernsynet igen. 

"De unge mødre.." grinede Perrie da det var hvad der blev vist på fjernsynet, "det er så underholdene." 
Det gav mig et sus i maven, og straks kom jeg til at tænke på Rie og hendes barn. En underlige følelse begyndte pludselig nede i min mave, da det egentlig først nu gik op for mig hvad det var, hun havde gjort.
Hun har fået fjernet et barn. Vores barn.
Hun lød ikke ligefrem glad, da hun ringede igår og fortalte det. Faktisk blev det kun værrer da jeg fortalte at mig og Perrie var fundet sammen igen -
"Nå, jeg smutter lige ned og handler." sagde Perrie.
- Og hun var ved at undskylde. Mon hun stadig kunne lide mig? Måske tænker hun på mig lige nu? Og hvordan mon vores barn måtte havde set ud? Sikkert smuk. En lille prinsesse, hvis det altså var en pige. Ellers en lille prins, charmetrold af en søn. "Øh Zayn hallo?" Perrie slog mig på skulderen, hvilket fik mig trukket ud af mine tanker. "Hvad!" udbrød jeg en anelse irriteret. "Jeg går lige ned og handler til aftensmad?" sagde hun og kiggede dumt på mig. Havde hun sagt det allerede en gang? 

"Nå okay ja. Vi ses," smilede jeg kort. 
"Elsker dig." sagde hun og kyssede mig på kinden før hun begyndte at gå ud mod gangen. "Elsker også dig Ri-.. Perrie!" 
Jeg bed mig forvirret i læben over min fejl og håbede på hun ikke lagde mærke til det, men da hun pludselig kom gående tilbage ind i stuen og kiggede på mig med et løftet øjenbryn bekræftede det vidst, at hun havde hørt det. "Kaldte du mig lige Rie?" sagde hun vredt, "er du ikke stoppet med at se hende forlængst?!" 
"Jo Perrie. Prinsesse det er jeg," sagde jeg hurtigt, "tag min pung, den ligger i min jakke, køb os noget lækkert.." jeg rejste mig hurtigt op og gik hen til hende, "og kondomer," hviskede jeg i hendes øre hvorefter jeg blidt bed i spidsen. Hun grinede fjoget før hun nikkede, gik og lukkede døren efter sig. Jeg sukkede lettet og satte mig tilbage i sofaen igen, men der gik ikke længe før døren pludselig blev åbnet igen.

"Er du allerede hjemme?" spurgte jeg forvirret og sukkede automatisk. "Nej Zayn," sagde en drengestemme og jeg genkendte hurtigt Liams stemme. "Hej Liam." sagde jeg glad og kiggede hen mod døren til gangen. Han kom ind, dog med en person bag efter sig. Da jeg genkendte det lilla hår, fik jeg et stort sus i maven. "Rie.." sagde jeg lavt. Hun stod og kiggede ned i jorden. "Vi skal snakke, alle tre." sagde han og lagde hans hånd på hendes ryg og skubbede hende forsigtigt hen til mig, hvorefter de satte sig i sofaen. "Hvad vil I?" spurgte jeg og kiggede på dem begge, dog mest på Rie. 

"Der er nogle ting du ikke ved om Perrie.." begynder Liam langsomt, mens han kigger på Rie, men derefter kigger han over på mig. Jeg kigger forvirret på ham. 
"Kan du huske dengang du nægtede du havde sendt en besked til Rie, hvor der stod hvor meget du hadede hende?" 
"Det har jeg heller aldrig gjort!" sagde jeg hurtigt.
"Nej Zayn, det har du ikke; men det har Perrie - for at ødelægge jeres forhold. Og hendes plan virkede." 
"Som om Liam." sukkede jeg og rullede øjne, "det der har du allerede prøvet at overbevise mig om før." 
"Men det passer.." sagde Rie med en lav stille stemme. Hun lød som en der kunne knække sammen hvert sekundt, hvilket gav mig en dårlig mavefornemmelse. 

Pludselig gik døren op ude i gangen, og et "Hej igen skat" gav genlyd i hele huset. Rie krøb sig en smule sammen og Liam bed sig i læben. "Var hun ikke i studiet?" hviskede han lavt til mig. Jeg rystede på hovedet, "nej bare nede og handle." svarede jeg.
"Hvem snakker du med basse?" lød det nu ude fra køkkenet hvor hun nu var ude, "jeg har købt så vi kan lave pizza, som vi altid ple... Hej Liam, hvad laver du her?" hun smilede stort til Liam, men det falmede stort da hun fik øje på Rie bag hende. "Hvad laver den kælling her?!" råbte hun vredt.

"Perrie snak ordenligt." mumlede Liam og lagde beskyttende en hånd på hendes skulder. Men Rie rystede den hurtigt af hvorefter hun sprang op fra sofaen og begyndte at gå hen mod hende. "Så det er mig der er en kælling, huh?" sagde Rie vredt, og man kunne høre hvordan vreden boblede indeni hende. "Det er satme din skyld det hele!" 

"Hå, jeg ved ikke hvad du snakker om." sagde Perrie roligt og smilede irreterende til Rie. "Vel fuck gør du så!" skreg Rie og begyndte at løbe det sidste stykke hen mod hende, men Liam var hurtigt henne og trække hende tilbage. "Wow, sikke et temperament." grinede Perrie.
"Ikke vær så flabet Perrie," sukkede jeg og rejste mig op. "Perrie, er det sandt du har sendt en besked til Rie hvor der stod jeg hadede hende?" 

"Det har jeg aldrig gjort." sagde hun.

Hun løj. 

Vi havde ikke øjenkontakt. 

Hun har aldrig øjenkontakt med folk når hun lyver, men altid når hun ikke gør. "Perrie kig mig i øjnene og sig det ikke er din skyld at mig og Rie ikke er sammen mere!" Hun bed sig i læben og sagde at det ikke var hendes skyld, men endnu engang - ingen øjenkontakt. 
"Det er din skyld.." hviskede jeg. Perrie kiggede en smule bange på mig, "Zayn.." begyndte hun. "Ud!" skreg jeg, "Ud! vi to, vi to er færdige sammen! Skrid ud af min lejlighed!"

"Zayn.." sagde hun igen, men Liam var hurtigt henne ved Perrie og tage fat i hendes skulder. "Jeg følger hende ud og lader jer to være alene.." hurtigt forsvandt de ud af gangen og jeg hørte hoveddøren blive lukket. 
Jeg kiggede hen på Rie som stod og kiggede ned i jorden.  

"Rie?" sagde jeg og kiggede på hende. Ingen reaktion.
"Rie, se på mig" sagde jeg og gik tættere på hende. Stadig ingen reaktion. 
Jeg valgte derfor at lægge en hånd på hendes skulder og løfte hendes hoved op med min pegefinger under hendes hage. Hendes øjne var fulde af tårer, hendes kinder var helt våde.

"Lad os snakke om det her" sagde jeg og kyssede hende i håret. Hun hvilede sit hoved på min brystkasse og jeg holdte hende tæt ind til mig.

Zzz

Aww, nu fandt Zayn endelig ud af det hele og Perrie blev smidt langt væk! 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...