It's because, I'm human {1D}

Føler du nogensinde dit liv er noget lort? At fortiden plager dig alt for meget, så den ligefrem får dig til at gøre modbydelige ting mod dig selv? Sådan har den 18-årige Rie Johnson og den 20-årige Zayn Malik det: to vidt forskellige mennesker, men har en ting tilfælles - de hader sig selv. Den ene med alt for lidt selvtillid og forladt af sine forældre - den anden som er fuldstændig ødelagt over skilsmissen med kæresten samme aften, som han ville havde friet til hende. Begge deres liv er et helvede for dem og de venter egentlig bare på deres evige rutsjebanetur vil gå op af bakke - men de tvivler på om det nogensinde sker. De er begge to tæt ved at ramme bunden. Men sådanne mirakler sker ikke kun på film - for hvad sker der når de to mennesker kommer i kontakt med hinanden? Vil de sammen kunne finde noget glæde i livet, eller er det fuldstændig udelukket?

82Likes
48Kommentarer
13438Visninger
AA

36. Chapter 35.


Zayns synsvinkel:
Jeg kom sent i seng igår. Jeg kunne ikke sove. Jeg tænkte hele tiden på hvorfor Rie og om hun nu havde det godt. Flere gange ringede jeg til Liam men han tog den ikke. Jeg turde ikke ringe til Rie. Jeg fik et opkald sent i går aftes fra Jade, en af pigerne fra Little Mix, det band Perrie er med i.

Hun var meget vred på mig og sagde Perrie var meget ked af det. Perrie var kørt hjem til hende igår og havde grædt hele vejen der hen og havde grædt sig selv i søvne. Af en eller anden grund følte jeg ikke skyldfølelse over at det var mig der havde gjort hende så ked af det.

Derfor har jeg også hele morgenen tænkt på om jeg rent faktisk er forelsket i Perrie, om jeg virkelig holder af hende. 

Jeg er bare vildt meget i tvivl.

Jeg får bare ikke de sommerfugle i maven som jeg fik med Rie, eller kriller i maven når hun griner. Eller små gnister når vi rører hinanden, ligesom jeg fik med Rie. Eller føler mig glad når jeg skulle se hende efter en arbejdsdag, ligesom med Rie.

Oh gard, hvad er det jeg sidder og siger? Er jeg virkelig stadig forelsket i Rie?

Jeg tager en tår af min kop kaffe. Det er ved at være frokost tid og for første gang i noget tid, har jeg faktisk noget ordenligt hverdags tøj ved frokost tid. Altså, det vil sige, ikke nattøj. Grunden er at jeg har tænkt mig at køre hen til Jade og snakke med Perrie om det her. Jeg ved hun stadig elsker mig.

Dog er jeg selv i så meget tvivl om jeg stadig elsker hende.. Jeg føler mit hjerte tilhører Rie. Men der er ligesom et stoppeskilt der blinker inde i mit hoved når jeg tænker på hende eller når jeg nogen gange kører forbi hendes hus efter arbejde. Jeg tror lidt min hjerne prøver at fortælle mig at jeg ikke skal kæmpe for Rie endnu en gang.

Jeg blev såret nok dengang.

Jeg sætter koppen fra mig på bordet og rejser mig op med et suk. Jeg tager min mobil på bordet, lægger den i bukselommen og går ud i gangen. Jeg tager sko og jakke på samt snupper mine nøgler og smutter ud af døren. Jeg smækker den og den låser af sig selv. Jeg tager trapperne ned.

Zzz

Jeg står foran Jades lejlighed og har lige banket på. Jeg hører lette fodtrin komme. "Du kommer ikke ind Zayn" siger Jades stemme gennem døren og jeg sukker. "Kom nu Jade, luk mig ind" siger jeg og sukker. "Nope" siger Jade og stiller sig vidst op af døren. "Hvis du ikke lukker mig ind, sparker jeg døren op" siger jeg med en truende stemme.

Selvfølgelig gør jeg ikke det, det kunne jeg ikke finde på. Men Jade ved jeg kan og hun ved også godt at når jeg vil snakke med Perrie, så vil jeg snakke med Perrie. Døren bliver hurtigt låst op og åbnet. Jade står i døren så den er ikke helt åbnet. 

"Hun sover Zayn" siger Jade og jeg ruller bare med øjnene. "Jeg skal tale med hende. Så, vil du være så flink at rykke dig?" spørger jeg så høfligt som jeg overhovedet kan. Jade gør ikke mine til at rykke sig og min tålmodighed slipper op. Jeg skubber let til hende og går med hurtigt skridt hen mod stuen hvor jeg kan høre tv'et køre.

"Zayn!" råber Jade men jeg ignorer hende. Jeg kommer ind i stuen og der på sofaen ligger Perrie under et tæppe. "Vi skal snakke" snerre jeg og smækker stuedøren bag mig så Jade ikke kommer ind. Perrie rykker sig ikke. "Hey! Jeg sagde, vi skal snakke" siger jeg lidt vredere og går over mod sofaen. Perrie sætter sig hurtigt op og trækker benene op under sig. Jeg sætter mig i sofaen hvor der er plads.

"Hør, det var ikke meningen det skulle ende sådan der igår. Men du må forstå Perrie at Rie betød meget for mig dengang. Hun hjælp mig over dig og gjorde mig lykkelig og glad dengang, selvom mig og hende havde problemer. Så at du kalder hende de ting, gør mig virkelig sur. For inderst inde betyder hun sikkert stadig lidt for mig-" 
"Årh, hører du overhovedet på dig selv Zayn? Du lukker kun alt det lort ud fordi du ikke vil såre mig, men det er ligesom lidt for sent. Jeg ved du stadig elsker hende" siger Perrie med et stift ansigt og kigger på tv'et.

Jeg kommenterer det ikke. "Jeg sagde det jo" siger Perrie og ruller øjne. "Hvis du skal være sådan her, så tror jeg det er bedst vi to ikke ses igen. Vi er færdige. Farvel Perrie" siger jeg koldt og rejser mig. Jeg går over til døren og kigger over på hende. "Farvel Zayn" siger hun koldt og kigger hurtigt på mig. Jeg åbner døren og går ud. Jeg går siger farvel til Jade og smutter så.

Zzz.

Jeg løber op af trapperne til Ries hus. Jeg banker hårdt på døren. "Rie, luk op!" råber jeg og banker hårdt på igen. "Rolig nu" synes jeg, jeg kan høre en stemme sige men jeg er ikke sikker. Så hører låsens klirken og døren går op. 

Foran mig står Rie med rander under øjnene og hendes lilla hår. Hendes sweatpants og en oversize t-shirt. Totalt grim i andres øjne, utrolig smuk i mine. "Rie..." mumler jeg og giver hende elevatorblikket et par gange. "Zayn.." mumler hun og kigger ned i jorden. 

"Hør, jeg kan faktisk bare for at sige at mig og Perrie lige har slået op. Det har vi fordi jeg har indset jeg stadig er helt vild med dig Rie, helt vild" indrømmer jeg endelig for hende og prøver at fange øjenkontakt med hende. Endelig kigger hun op fra jorden med et nervøst blik.

"Passer det?" spørger hun og bider sig i læben. Jeg nikker. "Waow.." mumler hun og piller ved noget i sine hænder. Jeg kigger ned på hendes hænder og min krop stivner da jeg ser hvad hun har i hånden. En gravitettest. "Hvad er den?" siger jeg sammenbidt.

"Hvad?" spørger Rie og kigger op på mig.
"Er den positiv eller negativ?" spørger jeg sammenbidt og knytter mine næver. 
"Positiv.." mumler Rie og jeg min krop stivner.

"Farvel Rie" siger jeg og vender mig rundt for at gå ned af trapperne. "Nej Zayn, vent" siger Rie og tager fat om i min arm. Jeg vender mig rundt. "Nej, hør her Rie. Jeg ville faktisk gerne gå tilbage til det vi havde, jeg savner dig. Men kun dig, ikke det du også har i maven. Ha' en god aften Rie" siger jeg og vender mig rundt igen. 

Jeg går ned af trappen og hen til min bil. Jeg sætter mig ind og giver Rie et sidste blik inden jeg kører væk. Tænk jeg overvejede at gå tilbage til hende. 

Zzz. 

UNDSKYLD, UNDSKYLD, UNDSKYLD. Vi undskylder stort for den store pause der har været, men vi har begge haft meget travlt skoler og konfirmationer! Dog mangler der kun 2 kapitler mere (snøft) så er historien færdig, og vi har sat os for at skrive færdig og ende den på en god måde så vi også er tilfredse. Vi håber det er i orden med jer! Kapitlet er skrevet af Natacha. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...