It's because, I'm human {1D}

Føler du nogensinde dit liv er noget lort? At fortiden plager dig alt for meget, så den ligefrem får dig til at gøre modbydelige ting mod dig selv? Sådan har den 18-årige Rie Johnson og den 20-årige Zayn Malik det: to vidt forskellige mennesker, men har en ting tilfælles - de hader sig selv. Den ene med alt for lidt selvtillid og forladt af sine forældre - den anden som er fuldstændig ødelagt over skilsmissen med kæresten samme aften, som han ville havde friet til hende. Begge deres liv er et helvede for dem og de venter egentlig bare på deres evige rutsjebanetur vil gå op af bakke - men de tvivler på om det nogensinde sker. De er begge to tæt ved at ramme bunden. Men sådanne mirakler sker ikke kun på film - for hvad sker der når de to mennesker kommer i kontakt med hinanden? Vil de sammen kunne finde noget glæde i livet, eller er det fuldstændig udelukket?

82Likes
48Kommentarer
13073Visninger
AA

33. Chapter 32.



Ries synsvinkel:
"Rie, bord 4"
Et slag i siden gav et sæt i mig, og fik mig trukket ud af min egen lille verden jeg stod i. Flora gav mig to kopper varm kopper kaffe i hænderne og et lille puf i ryggen, så indholdet i kopperne var ved at flyde over. Jeg tog en dyb indånding og slog endnu engang det falske ækle smil op på læberne. Jeg vidste kunderne kunne se på mig det var falsk, for de har i hvert fald kigget mærkeligt på mig hvergang. Det er faktisk så slemt, at det egentlig burde være mere høfligt bare at lade være med at smile, for det er endda flinkere end det klamme smil. Men der var engang, igår, jeg ikke smilte til en kunde og Flora flippede for de skulle ikke føle sig hadet. Men jeg tror nok mere de føler så hadet, når jeg føler så damn falsk til dem. De må virkelig føle sig hadet, eftersom den er så stor, så falsk og ser så anstrengende ud.
Jeg gik ned til bord 4 og stillede hurtigt de to kopper kaffe til de to piger, og skulle lige til at gå tilbage da jeg hurtigt spottede det velkendte sorte hår, den lidt lange skægstubbe og de nu næsten sorte øjne. Zayn. Han lå på deres bord.
Ikke bogstaveligtalt, men han var på forsiden af bladet på bordet. Jeg klemte øjnene sammen for at prøve at kunne genkende den slørede pige, selvom jeg egentlig ikke behøvede. For jeg kunne sagtnes gætte mig til hvem det var han gik og flettede fingre med - Perrie. Perrie Edwards.
Selvfølgelig hende. Hvem ellers?
"Undskyld, kan vi hjælpe dig?" spurgte den ene pige forvirret. Hendes veninde grinte lidt og mumlede, "det havde jeg aldrig troet vi skulle spørge en om, på hendes arbejdsplads."
Jeg kiggede kort på hende i nogle sekunder før 'smilet' spredte sig på mine tørre læber. "Du er Simone ikke?" spurgte jeg veninden. Hun kiggede forvirret på mig og sagde så nej, kiggede mærkeligt på hendes veninde og grinede. "Nå okay." sagde jeg og kiggede bagved hende, "ham drengen sagde ellers han gerne ville snakke med dig, og du hed Simone."
"Hvilken dreng?" spurgte hun hurtigt. Hende og venindes følge mit blik om bag hende, hen i hjørnet og hurtigt snuppede jeg bladet vendte om på hælen og smuttede hurtigt ud på badeværelset. Jeg klappede mig selv på skulderen over det perfekte skuespil. Jeg låste døren og satte mig ned på toilettet. Hurtigt skimte jeg gennem hele bladet og fandt siden med Perrie og.. Zayn.
Der var en hel masse billeder af dem i parken. De gik med en hund. Havde de fået en hund sammen?
Den berømte popsanger Zayn Malik blev spottet i parken med Perrie Edwards ved hans side. De er efterhånden blevet set meget sammen. Og de flettede fingre forklarer vidst det hele - Det berømte Zerrie er vidst sammen igen. Udover det var de ikke alene, for et lille skønt dyr på fire ben var der også til at underholde dem. Har de også adopteret et dyr sammen?
Jeg mærkede hvordan mine øjne blev fugtige på rekort tid, og en lille dråbe gled ned og landte præcis på deres flettede fingre.
Jeg tog en dyb indånding. Kvalmen steg op i op, og før jeg nåede at se mig om havde jeg sat mig på knæer foran toilettet og lod alt indholdet komme ud. Selvom det egentlig ikke gjorde, for jeg havde ikke spist noget de seneste par dage, det endda længe siden jeg har spist is. Derfor var det kun vand der kom ud, og det var derfor jeg hurtigt blev så damn svimmel. Tårrene væltede ud af mig, og jeg lænede hovedet op af den klamme beskidte væg.
Jeg kunne umuligt arbejde videre i den her tilstand. Hurtigt fik jeg fumlet min telefon op af lommen, og ringede til det første navn der bare stod på opkaldslisten. Liam. Han var egentlig den eneste der har ringet til mig, eller snakket med. Udover Flora selvføgelig, men hun var jo min medarbejder. Det var jeg nu nød til. Min eneste veninde er min medarbejder. Er jeg virkelig så lonley?
"Hallo?" lød det pludselig fra telefonen som lå på gulvet. Hurtigt fik jeg den løftet op til øret, da den lagde på gulvet før. "Liam?"
"Hvad sker der?" spurgte han hurtigt med en alvorligt stemme. "Rie? Rie hvad sker der? Er du der?" Jeg bed mig i læben, "kan du hente mig?"
Jeg var overrasket over hvor rystende min stemme lød, og hvor hæs den var. "Hvad sker der?" spurgte han igen. Jeg sukkede lydløst og gentog mit spørgsmål, havde ikke lyst til at sidde og forklare det hele over telefonen.
Et sæt gik igennem min krop at jeg tabte min telefon ned på fliserne, da det bankede på døren. "Rie? Er du derinde?" lød Flora nervøse stemme. Jeg tårrede hurtigt mine øjne, samlede min telefon op og lagde den i lommen. Jeg låste døren op, åbnede og smilede hurtigt godtroedene til hende. "Jeg skulle bare lige tisse,"
"Du tisser da godt nok i lang tid," mumlede hun, vendte sig rundt og gik igen. Jeg tog en dyb indånding og lænede hovedet tilbage. Nu skulle jeg bare vente på Liam, så jeg kunne komme hjem hurtigst muligt. Han var vidst på vej.

 

Zzz

Undskyld for det korte kapitel. Skrevet af Laura. xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...