It's because, I'm human {1D}

Føler du nogensinde dit liv er noget lort? At fortiden plager dig alt for meget, så den ligefrem får dig til at gøre modbydelige ting mod dig selv? Sådan har den 18-årige Rie Johnson og den 20-årige Zayn Malik det: to vidt forskellige mennesker, men har en ting tilfælles - de hader sig selv. Den ene med alt for lidt selvtillid og forladt af sine forældre - den anden som er fuldstændig ødelagt over skilsmissen med kæresten samme aften, som han ville havde friet til hende. Begge deres liv er et helvede for dem og de venter egentlig bare på deres evige rutsjebanetur vil gå op af bakke - men de tvivler på om det nogensinde sker. De er begge to tæt ved at ramme bunden. Men sådanne mirakler sker ikke kun på film - for hvad sker der når de to mennesker kommer i kontakt med hinanden? Vil de sammen kunne finde noget glæde i livet, eller er det fuldstændig udelukket?

82Likes
48Kommentarer
13310Visninger
AA

32. Chapter 31.


Zayns synsvinkel:

Duften af Perrie omslugte mine næseborer da jeg gik ind i min .. eller vores lejlighed. Man kunne vel kalde det vores, nu hvor næsten alle hendes ting er blevet overflyttet hertil og det meste af hendes tøj. Også var hun her jo også hele tiden. Normalt ville jeg havde smilet sødt over at skulle se hende igen, men snakken med Liam gjorde mig i tvivl. Havde hun virkelig skrevet sådanne beskeder til Rie, og hvorfor? Det kunne hun da ikke finde på.. kunne hun?
"Er det dig skat?" lyder Perrie stemme inde fra stuen af.
Jeg skubbede mine sko af og hængte min halv våde jakke op på knagen. Det begyndte at støvregne på vejen hjem, og blev en smule våd på vejen op til lejligheden. "Ja" mumler jeg, uviden om hun kan høre mig eller ej. 
"Hvordan gik interviewet?" spørger hun mens jeg går gennem gang og ind i køkkenet. Jeg åbner køleskabet og tager en dåse cola. Jeg åbner den og tager en tår. Så lukker jeg køleskabet igen og trasker ind i stuen.
"Fint nok" svarer jeg ligeglad og sætter mig ned i sofaen ved siden af hende. Hun sidder i skrædderstilling med sin computer på lårene. Tydeligvis opslugt af et eller andet på skærmen.
"Hvad glor du på?" spørger jeg lettere irriteret. Nu, hvor jeg endelig er hjemme, virker hun direkte ligeglad med mig. Suk. 
"Det her" siger hun og et let smil popper op på hendes læber. Hun drejer computeren så jeg kan se hvad hun foretager sig. Et stort skib er på midten af siden, efterfulgt at en masse overskrifter som jeg ikke lige læser. "Og det er?" spørger jeg og løfter et bryn. Hun smiler let og vender computeren mod sig selv igen.
"Et krydstogt. Jeg tænkte vi kunne tage af sted en gang når vi begge har fået ferie?" spørger hun med et nervøst smil på hendes læber. Jeg vender hurtigt øjnene mod tv skærmen som viser et afsnit af CSI. 
"Jeg ved ikke rigtig Perrie.." mumler jeg og fortryder da jeg hurtigt kigger hen på hende. Det der triste ansigtsudtryk er kommet frem. Det som næsten altid giver mig en dårlig smag i munden, fordi jeg ved hun rent faktisk er ked af det over det.
"Hvorfor ikke? Vil du ikke? Er det mig?" spørger hun og jeg sukker lettere irriteret lydløst. "Nej, det har ikke noget med dig at gøre. Krydstogt er bare ikke lige mig okay?" siger jeg og tager endnu en tår cola.
"Hvad har du så lyst til når vi får ferie begge to? Jeg vil i hvert fald ikke bare sidde her hjemme og dase den af dagen lang" siger Perrie med et lidt irriteret stemme. Ikke at jeg ikke kan forstå hende.
"Det ved jeg da ikke Perrie" sukker jeg irriteret og slår benene op på bordet. Perrie sukker irriteret og klapper sin computer sammen. Så rejser hun sig, tydeligvis irriteret, fra sofaen og forsvinder. Jeg hører soveværelsedøren smække hårdt i.
Jeg sukker irriteret. Hvorfor er hun sådan? Selvfølgelig vil jeg ikke på krydstogt, jeg kan for fanden ikke lide vand. Og desuden er vi ikke sammen endnu. Altså, i hvert fald ikke i min verden. 
Jeg sukker og rejser mig så fra sofaen. Jeg må vel hellere tale med hende. Suk.
Jeg går hen til soveværelset og banker let på døren. "Perrie..?" spørger jeg og venter på et svar. "Gå med dig" svarer hun surt og jeg himler med øjnene. 
"Kom nu Perrie, luk mig ind" siger jeg og tager ned i dørhåndtaget. Låst, selvfølgelig. 
Jeg hører nogle fodtrin og nøglen i døren bliver drejet. Så hører jeg igen fodtrin og går så forsigtigt ind.
Perrie sidder i samme stilling som inde i stuen med computeren på skødet igen.
Jeg går hen til hende og sætter mig ned ved siden af hende i sengen.
Hun vender sig hurtigt med ryggen til mig og piller videre ved computeren. "Ej kom nu Perrie, det var jo ikke sådan ment vel? Selvfølgelig vil jeg gerne holde ferie med dig, det ved du da. Men lige nu har jeg bare mange ting i hovedet. Undskyld hvis jeg har opført mig som en kæmpe idiot de sidste par dage" siger jeg så og giver hende et kram bag fra.
Efter vores korte kram vender hun sig rundt igen og lænder sig mod mig. Hendes læber rammer mine og hun er ret ivrig. Jeg kysser hurtigt igen og da hendes tunge glider let over min underlæbe, åbner jeg min mund og hendes tunge ryger straks ind. 
Hendes hænder ryger op i mit hår og jeg tager en arm, den frie da jeg stadig har min cola i den anden, og trækker hende tættere på mig.
Hun stønner let mod min mund og da ved jeg, vi er næsten noget grænsen. Jeg har noget jeg gerne vil tale med hende om og jeg ved hvis vi går længere nu, kan vi ikke stoppe.
Langsomt får jeg sænket kysset ned og lidt efter er hun trukket væk fra mig. Vi har begge et let ukontrolleret vejrtrækning som vi begge prøver at få kontrol over. Da jeg kan tale igen, tager jeg hendes hånd og får hendes opmærksomhed.
"Hør, Perrie, der er noget jeg gerne til tale med dig om.." siger jeg seriøst og kigger kort ind i hendes øjne. Jeg stiller hurtigt colaen fra mig på natbordet. "Ja?" spørger hun og smiler let.
"Jeg har snakket med Liam. Han har brugt meget tid sammen med Rie på det sidste.." mumler jeg og ser hurtigt en grimasse komme frem på Perries ansigt da jeg nævner Rie. Hun er hurtigt til at få den væk. Har hun noget imod Rie?
"Rie har det ikke særlig godt. Hun er meget nede og Liam kan slet ikke få hende i godt humør igen. Ærlig talt er jeg bekymret for hende og jeg vil gerne snart se hende igen. Måske i morgen. I hvert fald har Liam fortalt mig at Rie er meget knust over nogle sms'er som jeg skulle havde sendt til hende. Men som jeg aldrig har skrevet. Nogle sms'er som skulle indholde hvor meget jeg afskyr og hader hende. Kender du noget til det?" spørger jeg så Perrie og kører en hånd igennem håret.
Det var sværere at snakke om end jeg troede.
"Hør, Zayn, jeg er ked af at Rie har det sådan. Jeg synes ærlig talt hun burde snakke med en psykolog om det, ikke smide alle sine problemer på Liam. Jeg finder Rie som en af mine veninder. Jeg kender intet til de sms'er og jeg kunne aldrig finde på at skrive nogle lignede til hende. Specielt ikke fra din mobil af" svarer Perrie mig og kigger mig i øjnene. 
Fuck. 
Hvem skal jeg tro på?
Hende? Eller Liam?
Jeg sukker let. "Okay, det var godt. Men som sagt, så regner jeg med at snakke med Rie snart. Gør det noget?" spørger jeg og klør mig kort i nakken. "Nej nej" svarer Perrie hurtigt og smiler let.
"Nu til noget helt andet. Jeg har tænkt meget over os to. Vores forhold og sådan" siger jeg og bider mig nervøst i læben. "Det har jeg også" siger Perrie og smiler. "Jeg synes godt vi kan tage det næste skridt. Perrie, vil du være min kæreste?" spørger jeg nervøst og kigger ind i hendes øjne.
Hun lænder sig mod mig og kysser mig blidt på læberne. "Ja, Zayn, det vil jeg gerne" svarer hun med et smil og jeg smiler også. 
"Må jeg inviterer dig på middag? Til et fint sted?" spørger jeg og smiler. "Selvfølgelig. Bare giv mig en time, så kan jeg være klar" smiler Perrie og rejser sig fra sengen. Hun går ud af soveværelset og jeg rejser mig også. 
Jeg ser hende lige gå ind på badeværelset. Jeg går selv ind i stuen.
Da Perrie kommer ud af badet, går jeg derud. Jeg hopper hurtigt i et kort bad og finder noget rent tøj frem bagefter. En time efter jeg spurgte Perrie, er vi klar.
Vi har lige sat os ind i min bil og kører nu hen mod resturangen. Vi snakker lidt frem og tilbage. Paparazziaerne står i længe stimer og venter på os da vi ankommer. Jeg slukker bilen og stiger hurtigt ud. Jeg maser mig igennem de mange mennesker og om på den anden side. 
Jeg åbner døren og tager Perries hånd. Jeg hjælper hende ud og vi maser os igennem paparazziaerne.En tjener viser os hen til et bord og da vi endelig kan sidde ned og slappe af, smiler jeg til Perrie som gengælder det.
Jeg holder virkelig meget af hende. Mere jeg nogensinde gjorde ved Rie.

Zzz

Dette her kapitel er skrevet af Natacha. 

 




 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...