It's because, I'm human {1D}

Føler du nogensinde dit liv er noget lort? At fortiden plager dig alt for meget, så den ligefrem får dig til at gøre modbydelige ting mod dig selv? Sådan har den 18-årige Rie Johnson og den 20-årige Zayn Malik det: to vidt forskellige mennesker, men har en ting tilfælles - de hader sig selv. Den ene med alt for lidt selvtillid og forladt af sine forældre - den anden som er fuldstændig ødelagt over skilsmissen med kæresten samme aften, som han ville havde friet til hende. Begge deres liv er et helvede for dem og de venter egentlig bare på deres evige rutsjebanetur vil gå op af bakke - men de tvivler på om det nogensinde sker. De er begge to tæt ved at ramme bunden. Men sådanne mirakler sker ikke kun på film - for hvad sker der når de to mennesker kommer i kontakt med hinanden? Vil de sammen kunne finde noget glæde i livet, eller er det fuldstændig udelukket?

82Likes
48Kommentarer
13088Visninger
AA

31. Chapter 30.


Ries synsvinkel:
Torsdag. Normalt ville jeg synes det ville være fantastisk at have en fridag. Normalt elskede jeg at kunne blive derhjemme og bare lave ingenting, men nu er det et helvede. Faktisk er alle steder jeg går hen et helvede. Alt minder mig sådan om ham, og det er forfærdeligt.
Det er et helvede at komme på arbejde, fordi jeg er så helveds angst for de vil komme pludselig. At de vil sætte sig ned. Ved siden af hinanden, tage hinandens hænder.. flette fingre.. sidde og smile stort til hinanden. Og derefter grine af hvor ynkelig jeg vil stå og se ud. Og hvor meget jeg så vil bryde sammen, for det vil jeg.. meget endda. Bare tanken om det.. det.. dét..
Tårrene steg endnu engang til kanten og flød over. Jeg kunne ikke beskrive hvor meget jeg har grædt det seneste dage, og det forsatte bare. Det kunne ikke stoppe. Ingengang hvor meget Flora har prøvet at gøre mig i godt humør har hjulpet. Selvom hendes humor altid har fået mig til at grine, fandt jeg det slet ikke sjovt mere. Jeg fandt intet sjovt. Selvom jeg grinede, så var det ikke ægte. Og bare det jeg nu skal grine falsk hele tiden og give det ækle falske smil til kunderne kunne også få mig til at græde. Det er forfærdeligt. Det er grimt.
Jeg proppede endnu en skefuld chokoladeis ind i munden. Den var halvsmeltet, fordi jeg havde siddet med den ude alt for lang tid. Faktisk hele morgenen. Faktisk hele dagen. Det hele er gået så langsomt. Sekunder føles som minutter. Minutter føles som timer. Timer føles som dage. Dage føles som år.
Det var forfærdeligt. Jeg havde egentlig bare spist is hele dagen, kigget på min telefon flere hundrede gange og bare kigget ud i luften. Intet andet. Stenet Zayns twitter, og ventet på der kom en besked. Håbet på han ville skrive. For Liam sagde han ville snakke med ham. Snakke om hvorfor helvede han havde sendt de beskeder. For det gjorde ondt. De gjorde virkelig ondt.
Jeg fucking hader dig.
Fucking tykke svin.
Skrid ud af mit liv.
Gider aldrig have noget med dig at gøre mer'
er så glad for jeg endelig indså hvilken luder du er, luder
det eneste du fortjener er at dø, kælling

Og der var flere.
Selvom jeg vidste at han var et stort svin nu, så kunne jeg alligevel ikke give slip. Jeg havde ikke lyst, jeg kunne ikke se mig selv uden ham. Det var forkert. Han betød så meget.. han er et svin, og han ødelægger mig, men lige meget hvad så.. er det bare ham.
Og det vil det desværre altid være. 
Jeg spiste det sidste stykke chokoladeis i bøtten og smed den over på køkkenbordet, hvor den landte med bunden op af, så noget af den manglede smeltede chokoladeis spredte sig over hele det hvide sofabord, men jeg kunne ikke være mere ligeglad. Fuck nu det altså. Jeg skulle i hvert fald bare ned og have en ny bøtte, det var helt sikkert.

 

Zzz


Eftersom der ikke var flere bøtter tilbage i fryseren, var jeg tvunget til at gå ned i byen og købe en ny bøtte. Og det var nok noget jeg allermindst havde lyst til. Frygten for at se Zayn, rende ind i nogle af drengene var så stor, at jeg gik helt paranoid rundt og turede ikke kigge op fra jorden, selvom en masse mennesker sagde hej til mig, da jeg gik forbi, skjulte jeg stadig mit ansigt med hjælp fra min hættetrøje. Jeg lignede jo også jeg-ved-ikke-hvad, selvom jeg ikke havde set mig i spejlet kunne jeg ligesom forstille mig synet af den klamme muldvarp.
Jeg var endelig nået til den nærmeste købmand, og selvom det tog under fem minutter at gå derhen, føles det stadig som om jeg havde gået i flere timer. På et tidspunkt fangede jeg faktisk mig selv i at stoppe op og måtte tænke mig om, hvorfor det egentlig var jeg havde bevæget mig ud i offentligheden og hvorfor jeg ikke gik tilbage, men da jeg kom i tanke om den elskede chokoladeis der lagde i fryseren hos købmanden og skreg efter mig, var jeg hurtigt på dupperne igen.
Det føles som om alles blikke med et blev rettet mod mig, da jeg forsigtigt trådte ind i den lune forretning. Og det mærkelige var, at jeg var den eneste kunde derinde, og alligevel havde jeg det som om hundrede mennesker kiggede på mig. Overvåget.
"Hej," lød det venligt fra personen bag disken. Jeg lavede bare et lille nik med hovedet og gik hurtigt over til frysebokserne, hvor jeg også hurtigt tog den nærmeste og billigste chokoladeis op. Pludselig fyldtes hele butikken tre skingre sangstemmer fra nogle unge piger, alle blonde fyldt med alt for meget makeup. 
"Hvad var det nu vi skulle herinde?" spurgte den ene pige fjoget og kiggede på den høje af dem, som rullede øjne og slog hende i panden. "Vi skal ligesom købe noget alkohol til i aften, din nørd."
Alkohol? De lignede ikke nogle der var gamle nok til alkohol. De lignede faktisk tre fjorten årige med mislykket eyeliner og bruncreme. "Ja, skynd dig nu Caro, vi skal ligesom nå hjem til interwivet starter!!"
"Uf ja!" begynder den ene pige at hvivle, "det siges Louis måske har Eleanor med!"
"Hvorfor helvede skal hun med, når det er et One Direction interwiet?" 
Pigen ruller øjne, "det er bare fordi du er larryshipper."
Pigen trækker på skulderne og river en chipspose ned fra hylden, "vi tager den her. Vi skal skynde os ffs, det starter om lidt."
"Men jeg kan ikke lide ostepops!" råber pigen, til hende som er på vej op til kassen med chipsposen.
"One Direction eller en fucking pose ostepops?"
 "Hmm.. Zayn Malik," svarer hun fjoget og griner falsk. Jeg mærker hvordan tårrene endnu engang er ved at blusse over, og jeg bare måtte ud herfra hurtigt som muligt. Væk fra de fucking directioners.

 

Zzz


Og her sidder jeg så igen. Bare med en forandring. Istedet for at kigge ud i luften, kiggede jeg på fjernbetjeningen som lagde på sofabordet. En del af mig havde lyst til at tage den, tænde for interwiet bare for at se ham igen.. men en anden del af mig sagde jeg skulle lade være. Jeg skulle komme over ham, og det ville i hvert fald ikke hjælpe.
Men alligevel.. jeg havde brug for at se ham. Bare en gang, bare en sidste gang.
Jeg sukkede og greb fat i fjernbetjeningen og tændte for fjernsynet. Zappede igennem alle mine kanaler, indtil de poppede op på skærmen. 
Og jeg havde fundet den rigtige. Jeg skulle ellers næsten lige til at zappe forbi, indtil han sagde, "Giv en stor hånd til.. One Direction!" og det stod live oppe i hjørnet.
Det var hvad han lavede lige nu. Præcis nu. 
Jeg bed mig hårdt i læben, og havde egentlig allermest lyst til bare slukke og græde med isen, men da drengene kom ind i rummet og satte sig i sofaen lagde jeg automatisk fjernbetjeningen fra mig.
Der sad han.
Forvirret sank jeg øjenbrynene og rejste mig for at gå tættere hen til fjernsynet. Var det.. Var det ham? Det kunne det umuligt være.. er det? Er det Zayn Malik?
De sorte render under hans øjne var nærmest mørkere end hans hår. Hans blik så så fjernt ud, som om en smerte lyste ud af ham. Som om han følte smerte.
"Nå Zayn, lad mig så høre, hvordan går det med dit kærlighedsliv?" spottede jeg pludselig interwieren sagde, da jeg ellers bare havde sat og stirret på ham. Helt glemt at høre efter.
"Fint." mumlede han næsten utydeligt.
Manden smilede et skævt smil til ham, "hvad med at uddybe det lidt, Zayn, hva?" 
Mit hjerte hamrede derud af.
"Hvorfor helvede skal I og alle altid være så fucking nysggerige!?" udbrød han pludselig, hvilket nærmest fik mig til at hoppe meter væk fra fjernsynet som jeg ellers sad helt op af, "kan jeg da forhelvede ikke bare få lidt privatliv?!" 
Mine læber adskilte sig langsomt, tårrede pressede på. Hvad er der sket med ham? Er det min skyld han er blevet sådan? Langsom lod jeg hånden glide over fjernsynet og trykkede på sluk-knappen og trykkede på den, så hvordan skærmen hurtigt blev sort. Var det virkelig min skyld?

 

Zzz

Skrevet af Laura xx. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...