It's because, I'm human {1D}

Føler du nogensinde dit liv er noget lort? At fortiden plager dig alt for meget, så den ligefrem får dig til at gøre modbydelige ting mod dig selv? Sådan har den 18-årige Rie Johnson og den 20-årige Zayn Malik det: to vidt forskellige mennesker, men har en ting tilfælles - de hader sig selv. Den ene med alt for lidt selvtillid og forladt af sine forældre - den anden som er fuldstændig ødelagt over skilsmissen med kæresten samme aften, som han ville havde friet til hende. Begge deres liv er et helvede for dem og de venter egentlig bare på deres evige rutsjebanetur vil gå op af bakke - men de tvivler på om det nogensinde sker. De er begge to tæt ved at ramme bunden. Men sådanne mirakler sker ikke kun på film - for hvad sker der når de to mennesker kommer i kontakt med hinanden? Vil de sammen kunne finde noget glæde i livet, eller er det fuldstændig udelukket?

82Likes
48Kommentarer
13078Visninger
AA

30. Chapter 29.


Zayns synsvinkel:
Dagene lignede efterhånden hinanden. Der er gået en uge nu siden brudet. Siden jeg sidst så hende.. Jeg havde troet det ville tage noget tid at komme over hende men.. Faktisk så måtte jeg indrømme at jeg har det fantastisk. Jeg tror faktisk jeg aldrig nogensinde havde været mere lykkelig. Perrie, hun gør mig glad.
Rie, hende havde jeg ikke set noget til. Udover vi kom til at gå ind på den Starbucks, mig og drengene, hun arbejde på. Og der så jeg bare hende i nogle sekunder, før jeg skred ud igen. Jeg måtte indrømme at tårrene poppede op i mine øjne. Derfor går det ikke. En kæreste skal gøre en glad, ikke ked af det. Og bare tanken om Rie det kan få mig..
Jeg tog en dyb indånding. Nu gjorde jeg det igen. Ligger og tænker på hende. Det sker efterhånden hver morgen, og det er forkert når jeg ligger med Perrie i mine arme.
Hun har sovet her siden siden vi så film sammen den aften, og hun faldt i søvn på sofaen. Jeg kunne ikke nænne mig at vække hende, for at bede hende tage hjem. Derfor lå jeg hende blive liggende, mens jeg gik i seng. Men pludselig der omkring, vel godt et kvarter siden jeg gik i seng kom hun ind til mig. Hun havde haft marridt. Og det var så starten på hun begyndte at sove inde ved mig. Og jeg vågnede op med hende i mine arme. Og det var rart.
Forsigtigt fjernede jeg min arm om hendes talje og rullede mig ud fra sengen. Så lydløst som muligt smuttede jeg i nogle joggingbukser og gik ud i køkkenet hvor jeg begyndte at finde en pande frem og tændte kogepladen.
Pandekager til prinsessen.

 

Zzz


"Behøver du virkelig afsted med de idoter?"
Jeg nikkede forsigtigt og kyssede hende blidt i håret, "undskyld søde, men det er jeg nød til." Hun sukkede højlydt, "de idioter tager dig fra mig!"
"Jeg er nød til at tage i studiet babygirl, men jeg er snart hjemme!" hun fnøs og rejste sig op fra sofaen. "Ikke sur baby!" råbte jeg efter hende, men et smæk lagde sig over hele lejligheden fra soveværelsesdøren. Jeg sukkede irreteret og gik hen og bankede på. "Perrie.. Lad nu vær med at være sur."
Jeg trak ned i håndtaget og gik forsigtigt ind i det mørke rum. "Perrie?" sukkede jeg og trykkede på kontakten og det gule skær lagde sig over rummet. "Du vælger altid dem fremfor mig." mumler hun.
"Dig før alle," hvisker jeg og sætter mig ved siden af hende, "det ved du godt."
"Så bliv hjemme." hun ligger en hånd bag min nakke og smiler blidt til mig. Et skævt smil popper op på mine læber, "okay baby. Alt for dig." et stort smil spreder sig på hendes læber, før hendes øjne flakker fra mit højre øje til mit venstre, fra øjnene til læberne, fra øjne til læber, og sådan bliver det ved. Jeg griner lidt og svinger armene omkring hendes hals for at trække hende ind til et blidt kys, som hun hurtigt laver heftigt. Hurtigt bliver jeg skubbet tilbage i sengen. Jeg tager en dyb indånding før hun binder mine joggingbukser op. Hun kigger kort på mig og jeg smiler hurtigt.

"Hvad fanden er nu det!" lyder en skringer stemme midt i det hele. Jeg kigger forvirret på hende før jeg også kan høre lyden. Ringetonen. Min telefon. Hun trækker fra mig og sætter sig irriteret op med krydset arme. Jeg griber fat om telefonen som ligger på natbordet.
Liam
Irrerretet tager jeg den. "Hvad?" hvæser jeg irreteret.
"Hvor helvede er du henne man?" lyder det som svar, med en masse baggrundstøj, men jeg kunne godt høre det ikke var Liam, selvom det var hans telefon. Det var Harry. "Lad mig nu fucking være."
"Hvad laver du? Hvorfor er du ikke kommet? Du vidste udmærket godt du skulle komme hen i studiet ved ellev-"
"Lad mig nu være, jeg gider ikke det pis. Vi er der næsten hverdag, vil bare gerne have en fucking fridag."
"Det er vigtigt det her Zayn, det ved du fucking godt. Få fingeren ud af røven og kom herover, ellers kommer vi til dig."
"Hold jer væk idioter." hvæsede jeg og lagde på. Jeg tog en dyb indånding og fik det hele dårligt. En mærkelig mavefornemmelse kørte rundt i mig, men den forsvandt en smule da Perrie smilede stort til mig, mens hun lagde en hånd på mit lår. "Tag dig ikke af de idioter."
Jeg smilede forsigtigt hende og rykkede mig tættere på hende, skulle lige til at presse mine læber mod hendes indtil dørklokken gav genlyd i hele huset. Jeg trak mig hurtigt væk og hørte døren smække op. Jeg kiggede choket på Perrie som hurtigt tog dynen op foran hendes nøgne krop, og jeg var hurtigt til at hoppe i joggingbukserne igen. 

"Zayn!" lød der en råben. Jeg mærkede hvordan vreden kørte igennem mig ved lyden af Liams vrede råben. Hvad helvede forstod de ikke af de skulle lade mig fucking være!?
"Skrid med jer!"
Liam og Harry kom op i dørkammen til soveværelset. "Zayn, hvorfo-..." Liams blik flakkede over på Perrie, hvorefter han hurtigt kiggede på Harry.. "Oh.. hej Perrie."
Harry bed sig en smule i læben, sukkede og vendte sig rundt og gik. Liam sukkede også kort før han gik hen og rev mig op fra sengen, "nu kommer du kræftedme med!"

 

Zzz


Det lykkes dem at få mig med. Men det var godt nok ikke af min egen fri vilje. Jeg var endda kommet herhen kun i jogginbukser. Intet andet. Ingen trøje. Intet undertøj. Intet sat hår, udover bollehår. Intet overhovedet, og det var ret akavet. Befriende, men sært.
Jeg havde fået sunget alle mine manglede tekster, og jeg forstod stadig ikke hvorfor jeg stadig skulle være her. Men Liam gentog bare; "fordi vi er der for hinanden. Og sådan er dét."
Stemningen var akavet. Men det var klart, for jeg var vred. De kunne sgu da ikke bare sådan komme og kidnappe mig på den måde. Men åbenbart jo.
"Zayn?" lød det pludselig fra Liam. "Må jeg ikke lige snakke med dig?"
Jeg sukkede irreteret og rejste mig fra sofaen.
"Zayn.. hvad er der lige sket med dig og Rie? Og Perrie? Hvad fuck er det for noget? Og hvad er dog det at skrive til hende!?"
"Mig og Rie er ovre. Vi gjorde det forbi. Sådan er det. Jeg elsker Perrie, hun har altid været den eneste ene. Og skrive hvad?"
Liam sukkede og kiggede ned på hans fødder, "Perrie ødelægger dig."
"Hold nu op. Hun gør mig lykkelig. Det gør hun virkelig!" hvæsede jeg og havde en stor lyst til at slå ham. "Hvorfor er du så ikke glad?"
Jeg kiggede forvirret på ham. Hvad var dog det for et spørgsmål? "Hvad snakker du om? Jeg er sgu da fucking glad! Jeg er lykkelig!"
"Hvorfor har du så sat og gloet hele dagen? Hvorfor har du ikke smilet, som du gjorde, da du var sammen med Rie?"
"Hold nu kæft Liam, du ved ingenting. Men hvad er det der, hvilket noget med at skrive til hende? Hvem, hvad?"
"Hold nu op, du ved godt hvad jeg snakker om Zayn! De beskeder du sendte til Rie, er du klar over hvor meget det ramte hende!?"
"Hvilke fucking beskeder!? Jeg har ikke sendt nogen beskeder til Rie, hvad helvede snakker du om!?"
"Vel gjorde du så! Igår!"
"Ikke en skid!"
"Du skrev alt muligt med du hadede hende Zayn, det ramte hende virkelig hårdt. Du fik hende til at cutte, ved du godt det?"
Det var som om en stor hammer ramte mit hoved og gjorde mig helt svimmel. Som om en stor sten plantede sig i min mave og en kvalme voksede. "Hvad..?"
"Du fik hende til at cutte Zayn."
Cutte.
Jeg kiggede ned i jorden og mærkede hvordan tårende blussede op i mine øjne. "Jeg har ikke skrevet noget  til hende. Liam, det har jeg virkelig ikke."
"Det ved jeg du ikke har," mumlede han efter noget tid, "det har Perrie."
Jeg rynkede brynene og kiggede forvirret på ham. Havde.. hvorfor havde Perrie skrevet sådan noget til hende?
Men det kunne hun sgu da ikke finde på. Sådan er Perrie ikke, langt fra. Hun ville aldrig nogensinde finde på at skrive sådan nogle onde beskeder. Aldrig. Men alligevel, hvis jeg ikke havde.. hvem havde så?
Hvem helvede skulle jeg tro på?

Zzz

Skrevet af Laura. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...