It's because, I'm human {1D}

Føler du nogensinde dit liv er noget lort? At fortiden plager dig alt for meget, så den ligefrem får dig til at gøre modbydelige ting mod dig selv? Sådan har den 18-årige Rie Johnson og den 20-årige Zayn Malik det: to vidt forskellige mennesker, men har en ting tilfælles - de hader sig selv. Den ene med alt for lidt selvtillid og forladt af sine forældre - den anden som er fuldstændig ødelagt over skilsmissen med kæresten samme aften, som han ville havde friet til hende. Begge deres liv er et helvede for dem og de venter egentlig bare på deres evige rutsjebanetur vil gå op af bakke - men de tvivler på om det nogensinde sker. De er begge to tæt ved at ramme bunden. Men sådanne mirakler sker ikke kun på film - for hvad sker der når de to mennesker kommer i kontakt med hinanden? Vil de sammen kunne finde noget glæde i livet, eller er det fuldstændig udelukket?

82Likes
48Kommentarer
13257Visninger
AA

29. Chapter 28.


Ries synsvinkel:
Selvom jeg allermest havde lyst til at blive derhjemme og blive liggende under dynen i dag, vidste jeg at jeg var nød til at tage på arbejde. Selvom mit humør var i bund og jeg vidste jeg kunne bryde sammen bare ved den mindste ting der mindede mig om.. ham. Jeg havde overvejet hele morgenen mens jeg gik rundt og gjorde mig klar om jeg skulle ringe til Flora og sige at jeg var syg og ikke kunne komme, men det ville bare bevise hvor skrøbelig jeg var. Hvor svag jeg egentlig var, så derfor bed jeg smerten i mig og tog på arbejde den morgen. Og det er derfor jeg så står her.
Klokken lyder over døren og igen tøver jeg lidt med at kigge derover og ånder lettet ud, da jeg ser det ikke er en af.. dem. Perrie eller.. ham.
Min angst for at de ville komme var så stor, at jeg næsten ikke kunne fokusere på mit arbejde. Jeg havde spildt rigtig meget når jeg skulle hælde op. Jeg havde flere gange kommet til at give det forkerte til folk, alt I alt blev jeg hver gang så distraheret når klokken over døren ringede at jeg glemte alt omkring mig og fokuserede på døren for at se om det er.. ham der kom. For det.. håbede jeg alligevel på en måde det var. Men alligevel ikke. Men alligevel.... Men.. alligevel ikke.. forhelvede hvor er det forvirrende.
Tanken om det er slut dræber mig, men alligevel er det som om jeg endelig kan ånde lettet ud. Jeg ved snart ikke hvad jeg skal føle..
Klokken lød endnu engang og hurtigt kiggede jeg hen mod døren, hvor en ung pige med rødt hår og fregner kom ind. Jeg åndende lettet ud og tog en masse dybe indånder for at håbe kvalmen ville forsvinde bare en smule. "Rie!" jeg vågner op med et sæt, hvor jeg ellers lige havde sat og kigget ned i bordet. Flora står bag mig med et vredt blik og nikker hen mod den rødhårede pige som står på kassen og kigger på mig. Jeg tager endnu en dyb indånding og går hen til hende, spørgere hvad det skulle være og tager imod hendes bestilling. Chokolade smoothie. Hun betaler mig og går ned til et bord, for at vente på hendes drink bliver klar. "Vent!" udbryder jeg, da jeg kommer i tanke om noget jeg har glemt. Hun rejser sig en smule forvirret fra stolen og går op til disken igen. Jeg står med koppen i hånden, "hvilket navn kan jeg skrive på koppen?"
"Du har pause nu Rie. Eller det har du faktisk ikke, men tag nu en pause." siger Flora. Jeg ånder lettet ud. Jeg havde stået hele morgenen, klokken har lydt hundredevis af gange, og hver evig eneste gang var det som om angsten voksede mere og mere. Jeg kunne ikke klare det mere.
Jeg tog en dyb indånding, endnu engang, og mærkede hvordan tvangen fløj rundt i min krop. Hvordan tårende pressede på. Hvordan ensomheden omslugte mig, som jeg nu sad derude på toilettet med benene oppe foran mig.
Jeg savner ham. Men alligevel hader jeg ham. Jeg ved snart ikke hvad helvede jeg skal gøre. Det er forbi, og jeg burde bare indse det. Indse at det er ovre, komme videre. Jeg fortjener bedre.. Eller gør jeg ?
Vel fuck gør jeg ej. Jeg fortjener intet. Jeg fortjener ingen til at elske mig. Jeg fortjener slet ikke at få sådan en stor følelse. Jeg fortjener ingen glæde. Jeg fortjener kun.. det her.
Jeg tog min mobil op fra lommen, og tog gummicoveret af. Jeg tog den lille stykke af en urtekniv jeg havde brækket af op. Jeg lagde mobilen på gulvet og trak op i mit ene ærme. Tog en lille dyb indånding, før jeg pressede det ned mod huden. Undgik blodårene, oveni de gamle. Forfriskende dem.
Zayn Malik.
Dyb indånding, pressede hårdere.
Jeg elsker ham.
Endnu hårdere.
Jeg har ødelagt alt.
Jeg har ødelagt alt for mig selv.
Han betød alverdens.
Jeg bed tænderne sammen og lænede hovedet tilbage for ikke at skrige. Holde det indeni mig. Jeg kunne mærke hvordan blodet trillede fra de nye sår, selvom jeg havde lukkede øjne. Et smil poppede på mine læber. Jeg kunne forstille mig hvord-
Min telefon sagde pludselig blim, hvilket fik mig til at løfte metallet fra mit håndled, som ellers var trykket rigtig langt ned. Jeg kiggede forvirret ned på gulvet, hvor den lå og lyste op.
Og ønskede så jeg aldrig havde gjort det. Zayns navn lyste op på mit display.
Jeg fucking hader dig.
Jeg kunne mærke hvordan tårende sprang frem i mine øjne og kørte ned af mine kinder. Landede nede på gulvet og sammenblandede sig med blodet.


Zzz


Jeg sidder derhjemme. I en alt for stor tshirt og nogle natbukser. Sidder foran fjernsynet nede på gulvet, uden fjernsynet er tændt. Sidder bare og kigger ind i den sorte skræm. Tankerne kører rundt og gør mig forvirret. Endnu en tvang til at græde støder op i mig, men jeg bider bare hårdt i min læbe og prøver at ignorer den. Det utroligt hvordan jeg dog kan fortsætte med at græde. Synes virkelig ikke jeg har lavet andet hele dagen end at græde. Og jeg kunne forsætte.
Pludselig bankede det på døren, hvilket fik en stor kvalme til at køre op i min hals og sætte sig haft. Jeg mærkede hvordan min krop langsom begyndte at ryste. Kort overvejede jeg at lade være med at åbne, men før jeg havde set mig om stod jeg foran døren. "Rie?" lød det bag den. Jeg løftede begge øjenbryn, da jeg hørte Liams stemme. Hvad laver han her? Forvirret rev jeg håndtaget ned og lukkede ham ind.

 

Zzz


Skrevet af Laura. Natacha er tilbage på at skrive. Vi beklager at ventetiden er ret lang, men vi har begge meget at se til for tiden. Vi håber stadig I vil følge med xx 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...